Tønder stadsret 1243

I den hellige og udelelige treenigheds navn. År 1243 for Herrens menneskevorden under styret af vor høje herre, romernes kejser, Frederik II, til alle tider øger af riget, konge af Jerusalem og Sicilien, lod rådmændene i byen Lübeck for byen Tønder til ære for og af kærlighed til den herre Abel, berømmelig hertug af Jylland, og på opfordring og anmodning af broder Reinhard, minister for franciskanerprovinsen Dacia, og ligeledes af kærlighed til borgerne i Tønder den ret afskrive, der var bevilget og givet som privilegium til byen Lübeck af den berømmelige grundlægger af nævnte by ‒ from ihukommelse ‒ af den herre Henrik, velbyrdig hertug af Schwaben, Bayern, Sachsen, Engern og Nordalbingen, men senere først stadfæstet og befæstet af den såre berømmelige romernes kejser Frederik ved hans privilegium, dernæst billiget og bestyrket af konger, fyrster og herrer, men nu givet som privilegium, befæstet og i ét og alt evindeligt stadfæstet for byen Lübeck af vor høje herre, romernes kejser, Frederik II, konge af Jerusalem og Sicilien, som nu styrer, med det gyldne segl. Derfor skal der for alle, der ønsker at overholde denne ret, være fryd og fred med vor herre Jesus Kristus, som er velsignet i evighedernes evighed. Amen.

Disse bestemmelser afskrev Heinrich v. Braunschweig, byen Lübecks skriver, i det nådens år 1243 i maj måned.

Først skal der indledes med toldbestemmelser, og derefter skal der tales om de enkelte sager.

<1.> Enhver, der beslutter at drage til søs, skal give 15 penninge i told for hver Nlast, han har; og hvis han vender tilbage inden år og dag, skal han være fri for hver last, han betalte told for, men hvis han tjener noget yderligere, skal han betale told for dette og ikke mere.

<2.> Om skibstold.

Hvis en person er besidder af et skib, der bærer 12 Nlast eller mere, har han en last fri for told; hvis det bærer mindre end 12 last, skal han dog være fri for en halv last. Men hvis det bærer fem last, skal han ikke være fri, men betale tolden fuldt ud.

<3.> Om Nvintold.

Af et fad, der rummer 12 Namer vin, gives 15 penninge i told. Hvis det rummer 6 amer, gives 7½ penninge. Af den vin, som fragtes i tønder, gives af hver ame én penning i told.

<4.> Told af pund.

Enhver, der drager til søs og har 14 tunge Npunt, giver 15 penninge i told. Hvis han har 9 punt, giver han 12 penninge. Hvis han har 7 punt, giver han 7½ penninge, og hvis han har 5 punt, giver han 7½ penninge. Hvis han har tre punt, skal han give 5 penninge i told.

<5.> Om fælles told.

Hvis nogen kommer til byen med sin vogn, skal han for vognen give 4 penninge, og når han drager bort, skal han intet give i told. For en kærre gives to penninge. For en slæde gives 2 penninge. For en okse gives 2 penninge. For en gris gives én penning. For to får gives én penning. For fire lam gives én penning. For en gedebuk gives én penning. For to geder gives én penning i told.

<6.> Om told af en hest, der sejles hertil.

Enhver gæst, der indfører en hest i et skib fra havet, skal betale 7½ penninge i told, og hvis han sælger hesten i byen, skal han ikke give Nmarket toln deraf.

<7.> Om gæsters told.

Hvis en gæst køber en hest i byen, giver han 4 penninge i told, og hvis en gæst sælger en hest i byen, gør han det samme. Hvis to gæster gør mageskifte indbyrdes, således at den ene giver den anden en hest for en hest, skal hver af dem give 8 penninge i told.

<8.> Om told af købmandsvarer.

Enhver, der kommer til vands eller til lands medførende sine varer, skal ‒ for alle de varer, som kaldes Nkopschat, af hvilke han giver told, den være sig lav eller høj ‒ ikke betale told for sådant gods, når han rejser ud.

<9.> Fremdeles om told af gæst.

Hvis en gæst fører fragter en enkelt borgers varer i kompagniskab eller efter hans ønske, giver gæsten told for sine egne varer og ikke for borgerens varer.

<10.> Om en borgers svend.

Hvis en af borgerne har en svend, som han sender ud med sine varer, og denne svend skulle have nogle mark, som er hans egne, skal svenden ikke give told for disse alene, så længe han er i borgerens brød.

<11.> Om to gæster.

Hvis to gæster samler deres gods, og dette ligeligt skal tilhøre dem begge, og hvis de har 8 tunge Npunt, og de vil drage til søs, skal hver af dem give 7½ penninge i told. Men hvis to dele er den enes, skal han give 7½ penninge, og den anden, hvis’ den tredje del er, skal give 5 penninge i told.

<12.> Fremdeles om told.

Hvis nogen lader sine varer føre ud af byen, og han forbliver i byen, efter varerne er ført ud, har han ikke begået toldsvig, så længe han forbliver i byen. Hvis nogen muligvis drager afsted og efterlader den skyldige told hos sin vært, må værten holde tolden tilbage i tre nætter; men hvis der opstår noget søgsmål deraf, er værten forpligtet til at stå til ansvar for dette.

<13.> Om betalt told.

Hvis nogen betaler sin told til tolderen, og tolderen efterfølgende bebrejder ham, at han ikke betalte fuldt ud, skal han rense sig ved sin egen ed alene, aflagt på relikvierne.

<14.> Om den, der begår toldsvig.

Hvis nogen begår toldsvig, og han bliver fældet, skal han erstatte den nifold, og han skal tillige bøde 60 Nskilling, af hvilke en tredjedel skal tilfalde dommeren, en tredjedel byen og en tredjedel sagsøgeren. Den samme bod, som gæsten skal give til tolderen, skal tolderen give til gæsten, hvis han tager told af denne med urette.

<15.> Om en mands erhvervede (ͻ: i modsætning til arvede) ejendomme.

En mand har frit skøn med hensyn til at pantsætte, sælge og give ejendomme fra den af ham selv erhvervede formue til enhver, han vil, uden nogen indsigelse.

<16.> Om Nlovligt ting.

Ved tre lejligheder om året skal der være en lovlig tingsforsamling, og enhver, der er besidder af eget ildsted skal være til stede, hvis han er inden for byens mure.

<17.> Om tingets sager.

På et lovligt ting dømmes blot om tre sager eller emner, nemlig om Narvesager, om Nfast ejendom og om samfundsanliggender.

<18.> Om arvegods.

Arvegods, dvs. ¨Ntorfhact eigen, kan ingen pantsætte, sælge eller give uden arvingernes tilladelse eller tilsagn.

<19.> Fremdeles om arvegods.

Enhver, der har arvegods og beslutter at sælge det, skal først tilbyde det til de nærmeste arvinger, efter at to eller flere retskafne og gode mænd er tilkaldt, og hvis arvingerne vil købe, skal de købe, således som fremmede tilbyder derom; hvis ikke, kan han sælge arven efter byens ret.

<20.> Om arvegods.

Arvegods må en person gøre til genstand for proces tre gange om året på et lovligt ting, den tredje gang enten vinder han, eller han kommer til kort. Hvis han oftere gør det til genstand for proces, eller han oftere rejser klage, skal han bøde 60 Nskilling.

<21.> Om at dele den samlede ejendom.

Hvis en mand og en kvinde har børn sammen, og den ene dør før den anden, skal den samlede ejendom deles mellem den efterlevende og børnene, hvis den efterlevende gifter sig. Men hvis denne ikke gifter sig, skal den forblive hos børnene, og hvis et af børnene dør, skal det lade den gå i arv til et andet af børnene, nemlig således at de deler forholdsmæssigt, enten de er unge eller gamle, og hvis hver eneste dør, skal arven tilhøre deres nærmeste arvinger.

<22.> Om den formue, der skal deles efter mandens død.

Hvis hendes mand dør fra en kvinde, og de ikke har børn sammen, skal hun udtage hele den formue, med hvilken hun indgik i samliv med manden; men hun skal dele med mandens nærmeste arvinger, hvad der er til overs af formuen.

<23.> Om kvindens død.

Hvis hans kvinde dør fra en mand, og de ikke har børn sammen, er manden forpligtet til at give halvdelen af den samlede ejendom, som han fik med kvinden (ͻ: da de giftede sig), tilbage til kvindens nærmeste arvinger.

<24.> Om at tage arv.

Hvor der er en levende fader og en levende moder, er de nærmere til at tage arv end halvbroder og halvsøster.

<25.> Om barn af en Nkonkubine.

Den, som er født af en konkubine, modtager ingen arv, dog skal hans nærmeste modtage arven efter ham.

<26.> Om at modtage Nherewede.

Herewede og Nrathe skal ikke gives særskilt, men den, der er den nærmeste arving og tager arv, tager samtidig både herewede og rathe.

<27.> Om deling af den samlede ejendom.

Hvis hans kvinde dør fra en mand, og det sker, at manden skilles fra sine børn, skal han forlods udtage sine våben og sine skårne klæder; resten skal han dele med sine børn. Men hvis det sker, at kvinden efter mandens død skilles fra sine børn, skal hun forlods udtage ring (ͻ: vielsesring) og brudepris, resten af det, som hun besidder, enten i den samlede ejendom, eller i skårne klæder, eller i indbo, deles alt sammen ligeligt med børnene.

<28.> Hvad en mand kan give.

En mand kan ikke pantsætte, sælge eller give sin hustrus faste ejendom, med hvilken hun er forbundet med ham, uden hendes og børnenes vilje, hvis de har børn, medmindre tvunget af legitim nødvendighed, nemlig fangenskab, sult, eller hvis han skal Ngives til ejendom, da kan han gøre det uden indsigelse.

<29.> Om at indgå ægteskab.

Når mand og kvinde indgår ægteskab, og såvel han som hun forud har ægtefødt afkom, kan hverken han eller hun give sit gods til nogen uden deres børns tilladelse, dvs. Nwilkore.

<30.> Om en frue, der ønsker at ægte en ridder.

Ægter en i byen boende, agtværdig kvinde eller enke en ridder eller en, som ønsker at blive gjort til ridder, skal hun ikke beholde mere end sine skårne klæder af al sin samlede ejendom. Resten af hele den samlede ejendom skal hendes nærmeste arvinger besidde. Og hvis nogen enke, jomfru eller frøken uden sine slægtninges og venners samtykke og råd indgår ægteskab med nogen mand, skal hun intet have af alt sit gods med undtagelse af sine skårne klæder.

<31.> Om en hustru hentet udenbys.

Ægter en uden for byen boende, agtværdig kvinde i byen en af vore medborgere, og han dør først, og hun, efter han er død, vil bo uden for byen, skal hun ikke føre mere af formuen ud, end hun bragte ind, da hun indgik i samliv med manden. Arvejord og anden formue skal forblive hos de rette arvinger. Men hvis nogen borger formasteligt går imod dette dekret, skal han betale hundrede mark sølv til byen.

<32.> Om den, der dør uden arving.

Hvis nogen går bort uden arving, skal hans ejendele i år og dag henlægges i det hus, hvori han døde, hos værten, når blot værten, i hvis hus eller bolig han døde, har så stor samlet ejendom og arvejord, at han kan stille sikkerhed for den dødes ejendele og efterladenskaber. Når han ikke kan, er rådmændene forpligtet til at opbevare det, og hvis ingen kommer inden år og dag, som med rette skal have dem, tilfalder halvdelen byen og kongemagten den anden halvdel.

<33.> Om en bortrejsendes efterladenskaber.

Når nogen drager ud af landet og efter sig efterlader sine besiddelser, hvorom det er kendt, at de er betalt, kan ingen retmæssigt købe dem eller få dem i pant, som om han (ͻ: den bortrejste) skal betale til ham (ͻ: panthaver); hvis manden vender tilbage, og hans besiddelse er solgt, og han er i byen år og dag og ikke gør denne besiddelse til genstand for proces, og køber kan bevise dette, opnår køber (det købte) uden indsigelse.

<34.> Om en kvindes ejendomme.

Ingen kvinde kan pantsætte, sælge eller give sit gods til nogen uden værge, heller ikke kan nogen kvinde stille sikkerhed for mere end for to og en halv penninge uden sin værge, på nær dem, der har Nkopschat og plejer at købe og sælge (ͻ: købekoner). Hvad hun lover sammen med værgen, er hun med rette forpligtet til at betale, hvis hun kan fældes for det lovede. Men det en Nmand lover for rådmændene, uden at kvinden er til stede, er kvinden forpligtet til at betale uden indsigelse.

<35.> Om børns arv.

Når en mand og en kvinde har børn sammen og har ført dem til ægteskab (ͻ: har bortgiftet dem), skal kvinden, hvis manden forlader det timelige (ͻ: dør), blive tilbage med mandens formue, som hun dog ikke kan pantsætte, sælge eller give til nogen uden arvingernes samtykke, medmindre det giver hendes livsfornødenheder. Men hvis hun vil gifte sig eller indtræde i kloster, skal godset deles med børnene, således som loven er.

<36.> Om værgen.

Overalt hvor en fader i levende live har indsat en værge for sine børn, kan ingen afvise eller gøre indsigelse mod denne værge.

<37.> Hvem der kan være værge.

Ingen gæst eller udenbys mand kan være værge for nogen borgers eller købstadsmands børn; men enhver, der skal gøres til værge, skal stamme fra sværdsiden (ͻ: mandssiden).

<38.> Om at overdrage gods.

Når nogen dør og overdrager sine penge til kirker eller sine venner, skal selve dette, som han overdrager, udbetales af arven efter ham, og hvad, der er til overs, skal deles i overensstemmelse med stadsretten.

<39.> Fremdeles om at overdrage gods.

Det er ikke tilladt for nogen at overdrage fast ejendom til kirker, men han skal sælge den for sølv og overdrage dette til kirkerne; den, der forbryder sig mod dette, skal bøde 10 mark sølv.

<40.> Om Nhærtog.

Ingen lybsk borger er med rette forpligtet til at drage på hærtog, men han skal stå ved sin bymur og forsvare byen, når det er nødvendigt.

<41.> Om rådmændenes dom.

Bryder nogen, hvad byen har forordnet at overholde, skal rådmændene dømme herom, og af det, der falder deraf, skal dommeren have en tredjedel og byen to dele.

<42.> Om at betale bøder.

Hvis nogen forsér sig og forbryder sig for 10 mark sølv og for et vognlæs vin, skal rådmændene dømme, og de skal have frit skøn om disse sager, og af alt, der er bestemt, skal de have så meget, som de vil. Men af det, som de får, skal en tredjedel tilfalde dommeren, to dele byen; men vin tilkommer særskilt byen.

<43.> Om stokkeprygl.

Den, der prygler en anden med stok eller bærer stokke til at prygle nogen, skal, hvis dette fastslås af gode mænd og kan bevises, være hjemfalden til en bødestraf på 10 mark sølv og et vognlæs vin. Dommeren skal modtage en tredjedel, byen først og fremmest vinen og de to dele.

<44.> Om kiv eller uenighed.

Hvis der pludseligt opstår måske skænderi eller meningsudveksling mellem to mænd på gaden eller ved drikkelag, og de dér griber knipler og stokke til gensidig skade for hinanden, skal dette ikke regnes for Nuorsate, medmindre der før har været uenighed mellem dem. Men uorsate kan ikke bevises om nogen, hvis ikke stokke eller våben bliver vist og båret dér.

<45.> Hvorledes Nuorsate kan bevises.

Uorsate kan dog bevises, overalt hvor nogen lægger baghold for en anden på gaden, og hvis han dér trækker nogen i håret, slår nogen med næverne, sparker nogen, skubber til nogen eller slæber nogen gennem sølet, hvis de før har haft uoverensstemmelser, og dette kan bevises af gode mænd med Nfast ejendom i byen.

<46.> Om anfægtet dom.

Hvis nogen for dommeren anfægter en dom, som rådmændene har udstedt, skal han bøde 4 skilling til dommeren og et halvt pund til hver af rådmændene, hvis han ikke kan vinde sagen. Men hvis han vinder sagen, påhviler ingen betaling eller bøde rådmændene, fordi de udstedte dommen på hans egen ed.

<47.> Om underlødigt sølv.

Hvis nogen kommer med ikke lødigt sølv, og møntmesteren erklærer det for falskt, og han ‒ nemlig den, der kom med det ‒ forsikrer, at han har modtaget i sine handler, og han med sin egen ed alene beviser dette, skal han, snarere end møntmesteren, have medhold, når blot det stempel, som på folkesproget (ͻ: tysk) kaldes Nmunetmal, ikke bliver fundet i hans hånd. Men hvis stemplet bliver fundet, skal han underkastes håndens dom (ͻ: håndsafhugning).

<48.> Om lejet hus.

Hvis nogen lejer og overtager en andens hus, og huset efterfølgende brænder ned, er lejer forpligtet til halvt år af aftalen. Hvis han er i huset mere end et halvt år, er han forpligtet til at give leje for hele året. Og hvis nogen vil sætte en anden ud af det lejede hus, kan han, der har lejet det, ved sin egen ed alene på relikvier beholde det i et år, hvis han overtog huset for at bo i det, men hvis han ikke overtog det, vinder han, hvis hus det er, sagen.

<49.> Om beskyldning for tyveri eller ran.

Hvis nogen beskylder en anden mand for tyveri eller ran, og han intet foretager arrest i hos ham, skal den anklagede rense sig ved sin egen ed alene på relikvier, og den rensede kan, hvis han vil, til gengæld anlægge sag mod sagsøgeren, fordi han falskt blev anklaget af ham; for dette skal sagsøgeren bøde 60 skilling, af hvilke en tredjedel tilfalder dommeren, en tredjedel byen, og en tredjedel sagsøgeren.

<50.> Om den, som beskylder en anden for en last.

Hvis nogen ved at kalde en anden for tyv eller røver eller falskner, meneder eller morder dadler ham, eller stævner ham uden for byen på landet til skade for ham og ikke kan bevise, at det er således, skal han betale 60 skilling, af hvilke dommeren skal modtage en tredjedel, byen en tredjedel og sagsøgeren en tredjedel.

<51.> Om vurdering af tyvegods.

Hvis nogen bliver pågrebet med tyvegods, og det overskrider Ntyverivurderingen, skal tyven være hjemfalden til hængning. Men hvis tyvegodset vurderes til at være af mindre værdi, således som det plejer at blive kaldt på folkesproget (ͻ: tysk), skal tyven piskes og Nskæres. Men hvis det er således, at han køber sig fri med sine egne midler, skal en tredjedel tilfalde dommeren, en tredjedel byen, og en tredjedel sagsøgeren.

<52.> Om en kvinde.

Enhver kvinde, der fortjener at blive hængt for tyveri, skal for den kvindelige æres skyld begraves levende.

<53.> Om benægtelse af skyld.

Hvis nogen rejser klage mod en anden mand af nogen som helst grund, og den anden benægter og vil aflægge ed for dommeren om dette, men (alligevel) forud varskoet hellere vil betale end sværge, skal han bøde 4 skilling, hvis dommeren ikke vil undvære (betaling).

<54.> Om anklage for skade.

Hvis nogen beskylder en anden for, at han er påført økonomisk tab af ham, skal han tydeligt udtrykke vurderingen af skaden, og den tiltalte skal stille den, der rejser tiltale, tilfreds angående klagen eller fri sig ved sin egen ed alene.

<55.> Om tilståelse.

Det, en person tilstår i retten for dommeren, kan han lettere fældes for, end han kan fri sig.

<56.> Om dom for ægteskabsbrud.

Hvis en mand pågribes sammen med en anden mands ægteviede hustru, er det ret, at han trækkes op og ned gennem byens gader ved sin penis af hende.

<57.> Om en pram.

Hvis nogen tager en andens pram eller båd og sejler på Trave med den, skal han, der tog den ‒ hvis bådens ejer vil forfølge det ‒ betale ham lejeafgift, men hvis han vil rejse sag, skal han bøde 4 skilling.

<58.> Om falskt skæppemål.

Hvis nogen har et falskt skæppemål, og han bliver pågrebet med det, skal han bøde 60 skilling til byen, og skæppemålets bund skal slås ud, og skæppemålet skal ophænges på markedet. Det samme skal gøres med Npunder og Nalenstok og vægt, som på folkesproget (ͻ: tysk) kaldes Nløde. Men intet skæppemål eller målebånd eller alenstok kan blive genstand for klage, medmindre det pågribes under målingen. Men hvis nogen har to af dem (ͻ: målene), et større, med hvilket han modtager, og et mindre, hvormed han giver ud, skal han således regnes for en tyv, hvis han bliver pågrebet med dem.

<59.> Om falskt vinmål.

Hvis nogen bliver pågrebet med falskt vinmål, skal han bøde 60 skilling, og hvis han har det rette vinmål, og vintapperen eller udskænkeren ikke sætter det fyldt frem, skal han bøde et halv pund. Den, der bliver pågrebet med falskt ølmål, skal bøde et halvt pund.

<60.> Om vægte.

Den, der har falske vægte, skal bøde 60 skilling, hvis han bliver pågrebet. Og hvis nogen bliver pågrebet med en falsk Npunder, skal han ligeledes bøde 60 skilling.

<61.> Om at aflægge vidnesbyrd.

Hvis en mand fører sit vidne til relikvierne (ͻ: edsaflæggelse) for dommeren for at erhverve penge eller for betalte penge, og vidnet bliver afvist, fordi vedkommende er anklaget, kan og må han føre andre, som han dog før havde udnævnt, og hvis han til relikvierne fører uberygtede personer, hver med Nhus og grund i byen, således at de lægger hånden på relikvierne, og de, som er falske, bliver fældet, er han fældet for forbrydelsen, og han skal bøde 60 skilling, og hvert vidne lige så meget.

<62.> Om at beslaglægge gods.

Hvis nogen skal beslaglægge noget gods, og han ikke kan få fat på Nstadsbuddet, skal beslaglæggelsen ‒ hvis han kan kalde to gode mænd til sig ‒ stå fast, indtil han først kan bringe stadsbuddet derhen, og enhver, der vil beslaglægge en ting, skal gå til huset og til gården, hvor tingen opbevares, og beslaglægge den, og således skal beslaglæggelsen forblive gyldig.

<63.> Om sikkerhedsstillelse for rådmændene.

Hvor rådmændene er til stede vedrørende en eller anden sag og sikkerhedsstillelse, og om alle dør på nær én, kan han vidne alene, og hvis han ikke bliver troet, skal han først sværge, at de (andre) var til stede sammen med ham og hørte på.

<64.> Fremdeles om løfte.

Hvor et løfte bliver aflagt og bestemt for rådmændene eller for dem, der har været rådmænd, eller for dem, som er Nbeskikket til sognene, skal dette løfte holdes for gyldigt. Og hvis disse rådmænd, for hvem løftet blev aflagt, træder frem for de andre rådmænd og erklærer, at dette løfte er sandt og aflagt således i hjemmet, såvel ved dem, der på den tid hørte det, som ved dem, der tidligere havde hørt det, skal løftet Nforblive gyldigt, uden at nogen uvidenhed eller (anden) årsag skal forhindre det.

<65.> Om en sårets vidnesbyrd.

Når det overgår nogen at blive såret af et eller andet redskab med en skarp od, skal den sårede ‒ efter at have skaffet sig vidnesbyrd af to gode mænd, hver med Nhus og grund i byen, der på grund af anskrig over hans sår kommer til stede ‒ ved at sagsøge ham lettere vinde sagen, end den, som han sagsøger, skal undslippe den.

<66.> Om manddrab.

Ingen kan stævne eller udfordre en anden til tvekamp for manddrab begået i bymarken eller Nwichbelde, medmindre han (ͻ: drabsmanden) bliver set på det sted, hvor manddrabet blev begået, og den såredes anskrig blev hørt; eller han bliver udpeget af to retskafne og gode mænd, hver med Nhus og grund i byen, og han er anklaget og tiltalt for manddrab af (den såredes) venner; og lige så mange sår han (ͻ: den døde) har, lige så mange kan tvinges til tvekamp, når blot de kan fældes, således som det før er sagt.

<67.> Fremdeles.

Hvis en eller anden af borgerne bliver dræbt uden for byens mark eller Nwichbelde, og den dødes legeme bliver båret tilbage ind i byen, og en anden borger bliver anklaget og tiltalt for drabet på ham, og hvis den anklagede kan bevise dette, som ret er, at han er uskyldig i drabet på ham, skal han i højere grad end sin sagsøger, eller modpart i anklagen, nyde (ͻ: have ret til) sit forsvar med uberygtede personer. Og til at rense sig skal han have 11 retskafne mænd med sig selv som den 12. Men hvis han har mangel på slægtninge eller venner, skal han sværge lige så mange eder, som han mangler, og dette skal han sværge på, at han hverken har slægtninge eller venner, og vedrørende dette punkt skal han (ͻ: hans edsaflæggelse) være fuldstændig.

<68.> Om den dødes tilstedeværelse.

Når en Nafdød er til stede, påhviler det overhovedet ikke Nden dødes værge at indgå noget forlig, efter at den, mod hvem den dødes værge har rejst sag, er dømt til frifindelse.

<69.> Om den, som tilstår noget i retten.

Hvad end en person tilstår Nan heydemedinge, for hvilket han snarere kan fældes, end han kan rense sig, må man, når både fogeden beretter det og to gode mænd, hver med Nhus og grund i byen sværger det, procedere på hans hals (ͻ: kræve dødsstraf).

<70.> Hvem der kan tvinges til tvekamp.

Ingen kan tvinges til tvekamp, medmindre han er 24 år eller mere. Ligeledes heller ikke den, der er over 60 år, men han skal med sin egen ed alene på relikvier bevise sin alder, men han skal have en forkæmper for sig.

<71.> Om maltrakteret stadsbud.

Hvis byens Nstadsbud i borgernes tjeneste bliver behandlet utilbørligt, påhviler en dobbelt så stor betaling den, der behandlede ham utilbørligt, som hvis det var en anden.

<72.> Om stadsbuddets dom.

NStadsbuddet er dommer (i sager) om seks penninge og ikke mere, men han er byens udsending og skal selv være underlagt dommeren.

<73.> Om ham, som tager sig en ægtehustru, <og> har en anden ægtehustru.

Hvis nogen tager sig en ægteviet hustru hér, og han har en ægteviet hustru et andet sted, og han forlader hende, skal han give afkald på den senere (ͻ: nr. 2), hvis han bliver fældet for denne sag, og hun (ͻ: nr. 2) skal udtage det af sit eget, med hvilket hun selv indgik i samliv med manden, og hun skal tillige modtage halvdelen af mandens ejendom; men manden skal for sin skændige gerning bøde 10 mark sølv til dommeren og byen, og hvis han ikke kan gøre det, skal han jages bort.

<74.> Om utilbørligt behandlet medborger.

Hvis en af borgerne måske bliver utilbørligt behandlet uden for byen, og han efter at være vendt tilbage rejser klagemål mod sin medborger, som var årsag til denne gerning, skal denne være hjemfalden til den tidligere bestemte betaling, ellers skal han med ed bekræfte, at han ikke var årsag til gerningen.

<75.> Om den, der fælder en uretfærdig dom.

Hvis en person fælder en uretfærdig dom for domstolen, skal han betale for dette, men hvis han vil sværge, at han ikke vidste bedre på det tidspunkt, skal han undgå dommeren, og den, over hvem han fælder dommen, skal ingen skade få deraf.

<76.> Om to ejere.

Hvis måske to personer er besiddere af ét hus, og de måske ikke vil eller ikke kan bo sammen i det, er det ikke nødvendigt, at de enten sælger huset, eller nedriver det, men den ene kan bo i huset et år eller to, efter hvad de vælger, og den anden omvendt.

<77.> Om den, der såres af en bygning.

Bygger nogen på sin egen grund, og der ved en ond hændelse eller tilfælde, som ingen har forårsaget, sker en anden en skade på grund af denne bygning, skal han, hvis bygninger det er, slet intet være forpligtet til at svare den skadelidte.

<78.> Om den, der såres af et trækdyr.

Hvis nogen går ind i en andens hus af en eller anden grund, og dér på en eller anden måde bliver såret af et trækdyr eller en okse, er husets ejer intet forpligtet til at svare den skadelidte.

<79.> Fremdeles om sår.

Men hvis nogens okse eller trækdyr kommer ud på gaden og uden for huset tilføjer nogen et sår, Nhvis ejeren afviser dette trækdyr og ikke trækker det til sig, skal han slet intet svare eller sværge for dette sår.

<80.> Om dem, der går omkring om natten.

Hvis nogen om natten går omkring på byens gader og bliver tilbageholdt af nogen, og han utilbørligt presset giver penge til den, der tilbageholder ham, og han ikke bliver fremstillet for dommeren, og dette kan bevises, er den, der tilbageholder ham, skyldig i den forbrydelse, som på folkesproget kaldes Nvorsate, for hvilken han er forpligtet til at bøde 10 mark sølv og et vognlæs vin.

<81.> Om at aflægge vidnesbyrd.

De, der skal bevise sandheden eller vidne, skal have Nhus og grund inden for byens mure, og hvis de ikke har det, kan de ikke vidne.

<82.> Om Gudsfred.

Men det forbydes ikke, at den fred, som på folkesproget kaldes Gudsfred, og sår og blodsudgydelse bevises af nogen, så længe personerne i hans ed er uberygtede.

<83.> Om den, der Ngives til ejendom.

Hvis nogen på grund af en gældsforpligtelse gives til ejendom til en anden, skal han, som gives, have underhold som en af hans (husstand), til hvem han gives. Men hvis han forsøger at undslippe ved flugt, forbyder stadsretten ikke, at han bindes med lænker; men hvis han bliver frigivet og grebet af en anden, når han går rundt med (sit) gods, og står tiltalt for dommeren i denne sag, skal han tillige med dette gods fri sig uden indsigelse fra sin herre.

<84.> Om de børn, der mangler en værge.

Når en, der forlader denne verden uden slægtninge, ikke har indsat eller efterladt en værge eller repræsentant, nemlig en formynder, for sine nærmeste arvinger eller for sine børn, kan ingen påtage sig dette hverv uden rådmændenes samtykke eller vilje.

<85.> Om en lejetjener.

Hvis en eller anden lejetjener, eller den, som tilbereder sin herres kost, sælger nogle ting, og hans herre ikke vil have dette salg, skal tjeneren aflægge ed på, at han ikke kan give køber sikkerhed, og således skal tjeneren undslippe, og hans herre skal have sit gods tilbage.

<86.> Om bekræftelse af køb.

Hvis nogen betaler en Nhelligåndspenning ved indgåelse af en kontrakt eller en handel, hvor stor eller ringe den end er, så er det det samme, som hvis han giver drikker lidkøb. Men hvis købet mishager én af dem, kan han ‒ før han flytter foden (ͻ: inden han går derfra) ‒ enten tilbagebetale eller modtage helligåndspenningen, hvilket ingen af dem kan gøre, efter at foden er flyttet.

<87.> Om sammenstyrtet bro.

Hvis nogen efterlader en afbrudt eller sammenstyrtet bro, der støder op til hans hus, urepareret, og hans medborgers eller nabos trækdyr eller dyr får et sår og brækker benet, skal han betale trækdyret eller dyret til sin medborger eller nabo, men han skal ikke betale til en fremmed eller en gæst.

<88.> Om lejet hest.

Hvis nogen lejer en andens hest, og hesten af en eller anden grund mister værdi, skal lejer ikke bøde eller betale, medmindre hesten bliver stjålet, eller får et brud på benet på en bro eller andetsteds, eller på grund af skødesløshed, som kaldes Nwanhode.

<89.> Om forlig.

Ingen sag, som er værdig til fyldestgørelse (ͻ: kan føres til doms), kan bilægges, medmindre det i lige grad behager dommeren, byen og sagsøgeren, og bliver accepteret.

<90.> Om udlånt sværd.

Udlåner nogen et sværd til en anden, og sværdet ikke bliver givet tilbage til ham, hvis det er, skal han ikke kompenseres med mere end tre skilling, hvad enten sværdet er af højere eller lavere vurdering.

<91.> Hvad der skal gøres ved en røver.

Hvis nogen mister sine ting eller varer ved røveri, skal han fortælle det til en dommer, der er tæt på dér, hvor han led volden, og til gode mænd dér, hvis han vover det på grund af faren for sit liv. Når han kommer til den by, hvor han bor, og for dommeren gør offentligt Nanskrig over sin situation, og hvis den anklagede ikke møder inden tre dage, skal denne landsforvises, og hvor end han senere pågriber den anklagede, skal den anklagede være hjemfalden til dødsstraf, hvis han (ͻ: den berøvede) kan bevise hans (ͻ: røverens) landsforvisning med seks uberygtede personer og dommeren som den syvende.

<92.> Om sikkerhedsstillelse for faste ejendomme.

Hvis nogen forpligter sig for faste ejendomme ved sikkerhedsstillelse, skal han fastholde sikkerhedsstillelsen så længe, indtil den faste ejendom forbliver uden proces (ͻ: uantastet ved retten) i år og dag, men når år og dag er omme, skal køber opnå den ved sin egen ed alene på relikvier, hvis det haves fornødent.

<93.> Om garanten.

Hvis nogen foregriber at ville stille med sin garant for nogen som helst sag, er det nødvendigt, at han nævner hans navn, og hvis den udpegede garant opholder sig inden for landets grænser, skal han stille med ham inden 14 dage. Hvis han er uden for grænserne inden seks uger. Hvis han er på den anden side af havet inden år og dag.

<94.> Om landsforvisning.

Rejser nogen sag mod en anden, fordi denne utilbørligt har ladet ham landsforvise, skal han give fogeden navnet på ham, der fik ham uddrevet, og stedet, hvor den landsforviste er, og han skal ikke nævne andre, der ikke har med det at gøre.

<95.> Om godtgørelse til rådmændene.

Enhver, der maltrakterer nogen fra rådet med gerning eller ord, skal bøde 60 skilling til den sårede, 3 mark til byen, og til hver af rådmændene skal han bøde 10 skilling, hvis han (ͻ: den sårede rådmand) kan bevise dette, at han (ͻ: voldsmanden) har maltrakteret ham utilbørligt uden hans (ͻ: offerets) egen skyld.

<96.> Om godtgørelse.

Enhver, som sårer en anden på torvet, skal sone i overensstemmelse med det, som han har forøvet. Endvidere skal han for rådmændene bøde 3 mark sølv. Af alt, hvad rådmændene oppebærer deraf, skal to dele gives til byen, en tredjedel til dommeren.

<97.> Om den, der dræber sig selv.

Hvis nogen bliver sin egen drabsmand ‒ hvad Gud afvende! ‒ eller ved lovlig dom bliver halshugget eller hængt, skal hans arvinger fuldt ud oppebære hele arven efter ham.

<98.> Om kiv og forbrydelse.

Hvem der end på grund af skældsord eller for nogen anden forbrydelse bliver smidt eller drevet ud af byen af rådmændene uden rettens landsforvisning, ham kan rådmændene, når det behager dem, uden dommer kalde tilbage til byen.

<99.> Om børns skænderi.

Hvis to børn, som er under 12 år, indbyrdes sårer hinanden lige indtil blodsudgydelse, er fogeden ikke forpligtet til at dømme dette; heller ikke skal nogen oppebære bøde derfor.

<100.> Om gods taget fra en tyv.

Ser en af vores medborgere en tyv og vil tilbageholde ham, og tyven tager flugten og kaster noget gods, hvad det end er, fra sig og undslipper fuldstændigt, og ingen senere kommer, som spørger til dette gods, skal en tredjedel tilfalde dommeren, en tredjedel byen og en tredjedel ham, som skræmte tyven bort.

<101.> Om at give afgift.

Har nogen en grund Nto wichbelde rechte, hvoraf der årligt gives afgift, og grundens besidder ikke giver afgift 14 dage efter påske og 14 dage efter mikkelsdag, skal han, som ikke gav afgift til fastsat tid ‒ hvis grundens ejer ønsker eksekution for fogeden ‒ bøde fire skilling til fogeden, og han skal give afgiften dobbelt, og hvis han har bygget noget på grunden, kan han ikke sælge bygningerne til nogen eller fjerne dem, medmindre han først tilbyder dem til den, som er ejer af grunden, og han skal, hvis han vil købe, købe efter gode mænds vurdering, men hvis han ikke vil købe, skal han tillade, at den anden anvender sine bygninger til eget brug.

<102.> Hvad et barn kan give.

Intet barn, som er under 17 år, kan give sit gods til nogen uden sine arvingers samtykke og vilje. Men hvis arvingerne ikke vil have det, skal det gøre det med rådmændenes samtykke og vilje, ellers skal det ikke stå fast, eller være tilladt.

<103.> Om vanvittige.

En mand eller kvinde, som er svækket på forstanden eller vanvittig, kan ikke give gods til nogen, som kan være gyldigt eller tilladt. De nærmeste slægtninge eller deres arvinger er dog forpligtet til at passe på, at hverken besvær eller skade kan ske byen eller nogen anden person på grund af dem (ͻ: de vanvittige), men at de, hvis de bliver fornødent, bindes eller anbringes i et aflukke.

<104.> Hvorledes en hemmelighed (ͻ: et das) eller en svinesti skal bygges.

Hvis nogen vil bygge en svinesti eller en hemmelighed, skal det ikke være tilladt at bygge nærmere end fem fod fra gaden og tre fod fra sin nabo og fra kirkegården syv fod, eller, hvis det er fornødent, fem fod og ikke mindre.

Men for at denne ret eller disse bestemmelser, der, som det er sagt i begyndelsen, er bevilget og afskrevet for byen Tønder af rådmændene i Lübeck til ære for og af kærlighed til den herre Abel, berømmelig hertug af Jylland, og på opfordring og anmodning af broder Reinhard, minister for franciskanerprovinsen Dacia, og ligeledes af kærlighed til borgerne i Tønder, fast og retmæssigt skal overholdes og fast skal holdes evindeligt af de tro mænd, der ønsker at bo i nævnte by, har vi ladet dette skriftblad bestyrke med vor bys segl til evig bekræftelse. Men hvis nogen ønsker at være opsætsig mod denne bestemmelse og drister sig til at antaste den, skal han vide, at han pådrager sig apostlene Peders og Paulus’ og alle helgeners og Guds udvalgtes fortørnelse, men for alle, der ønsker at overholde dette, skal der være fryd og fred med vor herre Jesus Kristus, som er velsignet i evighedernes evighed. Amen.