[3]|I.

Præsten var endnu ikke kommen; En af min Faders og En af min Moders Slægtninge gik tause op og ned i den store Sal paa Herregaarden, stundom rømmende sig, stundom stirrende ud af Vinduet, men Ingen af dem talte et eneste Ord til den Anden. Jeg husker saare grandt, at min skjønne Moders Portrait, som just hang paa Væggen i Salen, forekom mig netop paa den Dag at have et særeget særgmodigt Kast; hun havde forandret sin smilende Mine til veemodige Træk, til en kummerfuld Holdning - maaskee var Belysningen Skyld deri: naar man er en Dreng paa sex Aar (saa gammel var jeg netop dengang), kjender man ikke synderligt til Bedrag og mindst til de optiske.

4|Endelig rullede der en Vogn ind i Borggaarden; nysgjerrig steeg jeg op paa en Skammel, for at see, hvem den nye Gjest vel monne være og jeg opdagede, at det var Præsten. Jeg hørte, hvorledes den Guds Mand alvorsfuldt hilsede paa min Fader; jeg saae, da Begge traadte ind i Storsalen, at der endnu hang Sneefog i den ærværdige Præsts Øienbryn. Sneen smeltede, dog troer jeg, at Præsten tillige fældte Taarer - den hele Scene opvakte min Nysgjerrighed. Formodentlig skulde jeg ikke have været Vidne til hvad der forefaldt, men alle Parterne vare saa fordybede i dem selv, at Ingen af dem mærkede min Tilstædeværelse.

Efterat Præsten havde været i Salen saamegetsom et Par Minutter, traadte min Moder ind; hun saae bleg ud og havde forgrædte Øine. I hendes Ansigt var ikke mere hin ungdommelige Munterhed og Livslyst at see, som for nogle Aar siden havde henrykt Enhver, der færdedes i hendes Nærhed. Ogsaa min Fader saae ud, som om han ikke var i det bedste Lune; det forbausede mig, at han den Dag bar sin Kapitains-Uniform - jeg havde kun en eneste Gang før i mit Liv seet ham i den. Min Moder ilede hen til sin Slægtning, en Skibskapitain, Cornelius, og jeg bemærkede, at hun klyngede sig tæt op til ham, som om hun anraabte hans Beskyttelse mod en overhængende Fare.

5|»Koldt Veir idag,« henvendte min Fader sig til Præsten, men denne sèndte ham et straffende Blik og svarte med skjælvende Stemme: »en anden Gang, Hr. Kapitain, om Veiret; gid jeg var kommen hid blot for at tale om det! Kun lidet tænkte jeg, tænkte vel ogsaa De selv, Hr. Kapitain, paa, dengang jeg for elleve Aar siden viede Dem og naadig Fruen, at jeg om elleve Aar skulde komme hid for at - adskille Dem.« Her brast min Moder i Graad, og, ihvor lille jeg end dengang var, saa anede jeg dog, at der nu forestod os Alle en mørk og sørgelig Omvæltning i vore Familieforhold.

Jeg maa imidlertid nødes til, for at Læseren fuldelig skal forstaae Begyndelsen af min simple Fortælling, at meddele en kort Udsigt over min Faders Liv, saaledes som min Moder og Kapitain Cornelius senere have givet mig den.

Den Dag min Fader blev Lieutenant, døde hans Moder, Enke efter en Garver i Kjøbenhavn; hendes Boe toges under Skifterettens Behandling og erklæredes for insolvent. Min Fader fik altsaa sin Portd'epee indhyllet i Sørgeflor, men han synes ikke at have bekymret sig meget om Tabet af sin eneste Slægtning: han levede sine første Officeersaar i idelig nær Berørelse med Kjøbenhavns muntreste og vildeste unge Mennesker. Efter et Par Aars Forløb fandt han, som han 6| udtrykte sig, »at han paa det Forfærdeligste havde brouilleret sig med sine Finantser,« hvorfor han ængsteligt stirrede efter en Udvei, der kunde bringe ham til »nogen Mønt«.

Netop i hint kritiske Tidspunkt skete det, at min Fader hændelsesviis traf paa den i vor Fortællings Begyndelse omtalte Slægtning af min Moder, Skibskapitain Hans Cornelius, en rask Gut, der foer paa Ostindien. Sømanden syntes godt om den unge Lieutenant; det var jo ogsaa virkelig et smukt ungt Menneske, som, foruden utallige andre Fuldkommenheder, kunde nedsvælge en diabolisk Mængde Grog, spille Bruus og Polskpas og fortælle gode Anekdoter. Og saavidt gik da Cornelius's Enthusiasme for min Fader, at han en Aften, under Nydelsen af et betydeligt Qvantum Æggepunsch og et om muligt endnu større Antal lystige Historier fra min Faders Mund, tilbød ham fri Overfart og Hjemfart igjen paa sit smukke Skib, Esther, næste Gang - og der var kun en fem Ugers Tid til - at det skulde gaae til Ostindien. »Endnu iovermorgen,« svarede min Fader henrykt, »indgiver jeg min Ansøgning om Afsked og følger Dem. Maaskee jeg i det fjerne Asien finder hvad mit Øie ikke kan opdage i det koldere, fattigere Europa. Den megen Grog har desuden taget noget paa mit Bryst - Søluften vil maaskee være helbredende - jeg reiser!«

7|Nær havde imidlertid et ulykkeligt Tilfælde forhindret min Fader fra at tage med. Han styrtede med Hesten og fik en svær Contusion i Hovedet og siden den Tid syntes Nogle at have bemærket - momentviis blot - en Forvirring i hans Tanker og Anskuelser. Naar han blev hidsig, forekom det Mange, at der spillede en selsom Vanvidsstraale ud af hans sorte Øie, at en lidende Tilstand spredtes over hans skjønne Træk; en mørk Dæmon syntes da at staae ved hans Side; han saae sig ængstelig omkring, som om han vilde undgaae et Angreb af en ham overlegen Magt.

Umiddelbart efterat dette Uheld havde ramt ham, kom han sig imidlertid saameget, at han kunde søge sin Afsked, (som han erholdt med Kapitains Charakteer,) og stige ombord paa Esther til stor Glæde for Hans Cornelius. Overreisen var heldig, men Cornelius beklagede sig over, at han syntes min Fader havde tabt sit gode Humeur. Det var derfor ikke saa tungt for ham, som det under andre Omstændigheder vilde have været, at min Fader ikke vilde tage tilbage med Esther, men at han derimod vilde forblive i Ostindien, hvor han havde sluttet Bekjendtskab med en ung, riig Enke. Cornelius reiste altsaa, men min Fader forblev.

Der var gaaet et Par Aar siden Cornelius var vendt tilbage fra Ostindien; han havde opgivet sine Farter dertil og havde vendt sit Blik til America. Han 8| var netop nylig vendt tilbage fra Vestindien og sad hjemme i sit Huus en mørk Efteraarsaften, morende sig med at læse Norcrosses Levnet. «Fandens Karl!« mumlede Sømanden, »kjender Ingen, aldeles Ingen, der kunde blevet hans Lige; ja, maaskee dog han, det var en desperat Fyr - spilte ypperlig Domino - Stakkel, siden det Fald med Hesten aldeles tabt sin Couleur - før rød, som en Rose, siden den Tid sort, som Jorden. Gud veed, hvordan han har det nu. Altid i gamle Dage i Spektakler med Vægtere og Kreditorer!« -

Denne Monolog afbrødes derved, at Kapitainens Broderdatter, Olivia, der holdt Huus for Pebersvenden og som senere blev min Faders Kone og Moder til mig og min Broder, kom ind og mældte, at en høi, smuk Mand stod udenfor og vilde tale »med Onkel.«

»Kom ind!« raabte Kapitainen og ind kom - Ostindianeren, Kapitainen min Fader.

Cornelius kjendte ikke øieblikkeligen den Indtrædende; ogsaa havde denne forandret sig betydeligt. Hans Klædedragt var riig; idet han traadte ind, kastede han en stor blaa Kappe hen paa en Stol, ved hvilken Leilighed den massive Guldkjæde blev synlig, som hang udenpaa Kjolen, og hvis Ender laae, heftede til Uhret, skjulte i Vestelommen. Hans Haar var blevet 9| noget tyndere, hans Hudfarve noget mørkere; paa hans Kinder sad ingen Rødme, men snarere Napoleons bekjendte Bronzecouleur; hans Blik var melancholskt. Han strakte sin Haand, der glimrede af Ringe, hen til Cornelius og sagde: »Goddag, Du!« medens et svagt Smiil skjælvede om Munden.

»For Fanden, Harring!« udbrød Sømanden, »er Du der? Du har lagt Dig prægtige Klæder til, Krabat, jeg kjendte Dig næsten ikke - hei, Olivia, Grog til Harring, nei, det er sandt, Du drikker helst Æggepunsch, aha, jeg husker nok i gamle Dage i »Holger Danske«, da var det -«

»Stille Cornelius,« afbrød min Fader ham, »jeg drikker Vand nu - men har Du ikke hørt - vidste Du ikke, at jeg var kommen hertil?« og et convulsivisk Smiiltræk kom atter tilsyne.

»lkke et Ord!« svarte Kapitainen, »jeg har ligget syg de fjorten Dage jeg har været hjemme - kommer lige fra Jamaica - tjent gode Pjastre, men nok ikke saamange som Du.«

Paa et Vink af Onkelen gik Olivia ud af Stuen og nu væltede der da en Mængde Spørgsmaal ind paa min Fader, navnlig: »om han var gift?«

En mørk Skygge udbredtes over min Faders Ansigt og med en stærk Betoning paa det andet Ord i den fjerde Linie, fremsagde han det gamle Vers:

Og dermed skjulte han sit Ansigt i sine Hænder og brast i Graad og det var først efter et Qvarteers Forløb, at han syntes mere fattet.

»Men, min Gud!« raabte Cornelius, »hvordan er det fat med Dig? ligger der noget Tungt paa Din Seiler, saa betro mig det, saa skal jeg nok see at faae den flot igjen.«

Min Fader takkede ham for hans Venskab, saae sig om i Værelset og hviskede sagte til Kapitainen: »vi ere dog ene?«

»Vel er vi det,« lød Svaret.

»Ja,« tog min Fader hemmelighedsfuldt til Orde, »jeg skal sige Dig, at jeg i de sidste Uger ikke har været ene noget eneste Øieblik: Du maa vide: en lønlig Fjende forfølger mig - i forskjellige Former - snart som en uhyre Vampyr, der breder sine Vinger udover mig og vil presse mig ind til sit lodne Legeme, for at suge Blodet ud af mig; snart som en Ridder i hvid Sølvrustning, med et høirødt Skjærf; han er dog bedre; han udfordrer mig, det er partie égale, han vil dog ikke overvælde mig; snart - og det er det værste - snart som en ung qvindelig Skabning med en Pukkel paa Ryggen - saasnart jeg kommer i Affect, siger 10| jeg Dig og Du maa troe mig, saa kommer En af disse Skikkelser frem - og hvad der er det værste, det er, at jeg i mine lyse Øieblikke selv er overbeviist om, at jeg har taget feil, at det Hele grundes i Selvbedrag fra min Side - men, Cornelius, hvad tyde disse Selvbedrag paa? de pege paa, at min Forstand staaer paa Nulpunktet, at jeg til visse Tider er gal - og Vanvid er saa sørgeligt - man kan i hine Øieblikke tale over sig ........« -

En lang Pause paafulgte og Cornelius sad i stum Forundring, udpustende frygtelige Tobaksskyer; han kastede Piben hen paa Bordet, lagde begge sine Hænder paa min Faders Arm og sagde i den venligste Tone af Verden: »hvorfor er Du kommen hid? er Du syg? hvad kan jeg, efter Din Formening, gjøre for Dig?«

»Du skal gjøre, hvad Du før har gjort for mig, lød Svaret, »Du skal være min Ven!«

»Ja,« raabte Kapitainen glad og ledsagede sit Udraab med et eftertrykkeligt Haandtag, »det skal jeg Død og Pine være, men saa maa Du ogsaa være, hvad Du var før.«

»Seer Du,« begyndte nu min Fader, »jeg kom hertil næsten som en Fremmed; alle mine Bekjendter vare borte. Kun Du, hørte jeg, kun Du levede her i Byen. Nu veed Du, at der er et Instinct, der hvisker til os: søg en Ven, med hvem Du kan tale. Da 11| tænkte jeg paa Dig og paa Claus Sølberg, ham Mølleren, som forpagtede Fru Z-'s Mølle.« -

»Ja, den Forpagtning gik hurtigt overstyr,« afbrød Cornelius ham, »efter et Aars Forløb maatte han gaae fra Møllen. Han kommer nu hos mig og tigger og forsikkrer mig stadigt om, at Aarsagen, hvorfor han maatte fra Møllen, var, at det var Vindstille hele det Aar igjennem da han havde den i Fæste. Nu forleden havde han faaet en taalelig Hat af mig: den næste Dag da han atter besøgte mig, havde han sin gamle Kaskjet paa og havde - formodentlig - sviret Hatten op. Jeg spurgte efter den. Ak - svarede han - da jeg forgangen Dag gik over Høibro, kom der et frygteligt Vindstød og tog Hatten af. - Skade, svarte jeg, at den Vind ikke kom dengang I havde Møllen. Haha, Du kan troe, at han blev rød i Kammen.«

Min Fader smilede svagt og bad Cornelius om at lade lave et Glas Punsch. »Jeg er nu mere rolig,« sagde han, »og jeg fortæller maaskee tydeligere, naar den stærke Drik har opvakt mine Livsaander.« Punschen kom og min Fader begyndte: »Som Du nok erindrer, skylder jeg Dig Penge; jeg kommer tildeels for at betale dem. Din Godhed og Rundhaandethed satte mig istand til at forlade Byen; den førte mig over Havet; da Du reiste tilbage til Danmark, gav Du mig to hundrede Daler - jeg har 13| ikke glemt det. Aarsagen, hvorfor jeg ikke vilde følge med Dig, var, veed Du, mit Bekjendtskab med den unge Enke, Fanny S-. Den Aften, da jeg fortalte hende, at vi om fjorten Dage skulde seile tilbage til Danmark, tilstod hun mig sin Kjærlighed, forsikkrede, at den kjendte ingen Grændse, intet Maal, og, ved Gud hun talte Sandhed. Hun tilbød mig at dele sine Rigdomme; jeg ægtede hende og hun elskede mig med hin østerlandske Varme, mod hvilken selv den spanske og italienske Kjærlighed synes mat og uden Farve. Hendes afdøde Mand havde været Kjøbmand og Handelen havde i hendes Hænder, under en ypperlig Factors Bestyrelse, ikke tabt; jeg skulde nu overtage den, men snart mærkede jeg, at det brøstede mig baade paa Lyst og paa Kundskaber. Desuden længtes jeg efter mit Fødeland; Solen skinnede her for sterkt, det var ikke Danmarks tempererede Klima; Danmarks Nætter, syntes mig, vare smukkere; Menneskene selv, tyktes mig, vare bedre i mit Hjem - jeg vovede at proponere min Kone at ophæve Handelen, realisere vore Eiendomme, reise til Danmark, og der kjøbe en Landeiendom; jeg fortalte hende, hvor smukt der var i Danmark, og jeg lovede hende, at kjøbe en Eiendom ved Kysten, thi hun var vant til at have fri Udsigt over det stolte Hav. Hun blev dybt rystet af mit Forslag og hun indvilligede deri med Taarer. Ak, klagede hun, jeg har længe 14| ventet det; dog hvorfor skulde Du ogsaa savne Dit Fødeland? lad os reise, men erindre Dig, Harring, at Du, ved at rive mig ud af mit Fødeland, paadrager Dig endnu stærkere Forpligtelser til at elske mig. Holdt Du op at elske mig her, da kunde jeg dog trøste mig med at jeg havde Slægt og Venner, som nogenlunde kunde erstatte Tabet af Din Kjærlighed; men derovre kjender jeg Ingen, der har jeg kun Dig og hvis Du der svigtede mig, o da havde det været bedre for mig, om jeg aldrig havde lært Dig at kjende.« -

Her tømte min Fader et stort Glas Punsch, som om han derved vilde søge Styrke til at fortsætte sin Fortælling; og, i Sandhed, den mørkere Deel stod tilbage.

»Seiladsen til Europa,« vedblev min Fader efter dette Ophold, »var heldig, paa en rædsom Storm nær i Canalen. Fanny var paa hele Reisen meget stille og jeg mærkede, at hun ofte græd ved Nattetide. Vi vare lige komne ud af Canalen, da jeg engang om Aftenen hørte de to Styrmænd tale med hinanden om mig og min Kone. - Skade, sagde den Ene, at hun er pukkelrygget. - Siger Intet, gjenmælede den Anden, naar Pukkelen indeni er fyldt med Pjastre. - Jeg gad seet, tog den Første igjen til Orde, den hovne Kapitain Harrings Ansigt, naar han fører sin Kone i Selskaber og Alle lee ad Pukkelen. Han har blot taget hende for Pengenes Skyld - smuk Mand forresten. - 15| - - Disse Ord vare som Dolkestik i den ommeste Deel af mit Legeme. Det havde jeg ikke tænkt paa. Vist var hun pukkelrygget, ikke meget, men altid dog saaledes, at Enhver maatte bemærke det; forresten var hendes Figur og Ansigt meget smukke og der lyste en ubeskrivelig Godhed udaf hendes Træk. Jeg gad styrtet hen og myrdet de to Matroser, som vovede at omtale denne Legemsfeil, dette mit Hjertes Nolimetangere. Jeg syntes fra dette Øieblik af, at jeg, ved at forbinde mig med

- en Vanskabning, havde udsat mig, og det med Rette, for hele Verdens Latter og Spot. Jeg tabte næsten al Godhed for den stakkels Fanny; hun mærkede min Lunkenhed og sørgede; den mørkebrune Rose paa hendes Kinder svandt - hun blev styg! -

- Jeg unddrog mig hendes Kjærtegn; blot Synet af hendes Legemsbræk bevirkede Væmmelse, Berørelsen Forbittrelse - og hun har vist været meget ulykkelig.«

Min Fader drog et dybt Suk og vedblev med skjælvende Stemme: »vi staae nu ved min Beretnings Ende, vær beredt paa at høre det Værste. - For en fire Uger siden, ved Midsommerstid, Klokken ti om Aftenen, kom vi hertil Rheden. Det var for sildigt at komme i Land og vi maatte altsaa sove paa Skibet, men jeg havde ingen Ro, jeg stod op og gik op paa Dækket. Imorgen, sagde jeg til mig selv, begynde dine Lidelsers Dage; imorgen skal Folk begynde at sige: der 16| gaar han med den pukkelryggede Kone, som han tog for ussel Mønts Skyld; naar I skjære Pukkelen over, saa falder der Dukater ud. - Idet samme 1øftede jeg mit Øie iveiret, og foran mig stod Fanny i en sørgmodig Stilling og betragtede mig med Taarer. Ha, raabte jeg, hvad vil Du her? - Bede Dig om en Ting. - Siig frem, hviskede jeg utaalmodigt. - Harring, tog hun til Orde, vi ville tale aabent med hinanden.

Du maa ikke længer søge at fordølge for mig, at Du ikke mere elsker mig. Fire Nætter efter Stormen i Canalen, har Du sagt mig det i Søvne - Du kaldte mig, Din Kone, Din egen troe Fanny, mig kaldte Du en - Vanskabning. Du vilde duellere med dem der loe ad Dig og som havde Dig til Bedste. Din Opførsel mod mig i Din vaagne Tilstand har bekræftet, at hine stygge Ord kom fra Dit Hjerte. Hør mig nu, Harring: Du skal ikke komme til at skamme Dig over Din Kone. Giv mig det Halve af de rede Penge, som Du har, saa reiser jeg tilbage til mit kjære Fødeland, til min Slægt. Jeg har allerede talt med Skibskapitainen her, han vil til Foraaret reise til Ostindien, naar jeg giver ham en betydelig Sum. Jeg vil til den Tid indlogere mig hos ham. Giv mig blot Pengene, da skal Du aldrig see mig mere. Dit Fædreland skal ikke blive Dig kjedsommeligt for min Skyld. - Er Du gal, Fanny, raabte jeg, vi To kan ikke skilles ad i dette Liv. - Vi kan, tog 17| hun grædende til Orde, giv mig blot Pengene, Harring, eller synes Du, at det Halve er formeget, saa giv mig blot sex tusind Daler, saameget fordrer Kapitainen for Overfarten. O Harring, giv mig mit Land igjen, giv mig mine Søstre tilbage; husker Du dog ikke hvad jeg sagde til Dig hin Aften, da Du bad mig om at ville følge Dig til Europa? Bad jeg Dig ikke om at være trofast i Din Kjærlighed, da jeg ellers herovre maatte gaae tilgrunde? - Taabelige Qvinde, raabte jeg forbittret, Du faaer hverken det Halve eller de sex tusind Daler, Du er min Kone og forbliver hos mig. - Jeg greb hende vredt i Armen og vilde føre hende tilbage til sit Leie, men hun vristede Armen ud af mine Hsender. - Du har aldrig elsket mig, raabte hun, Du har lokket mig fra mit varme Fødeland, for at Du i Dit kolde Norden kunde handle ilde med mig, men jeg vil ikke mishandles. Du har taget mig for Mammons Skyld og Gud forlade Dig Din Synd - - - -.«

Min Fader taug, spændt spurgte Cornelius: »naa da, hvad saa?«

Da reiste min Fader sig op, rystende over hele Legemet; han saae sig ængsteligt om i Vserelset, bøiede sit Hoved ned til Cornelius's Øre og hviskede: »og saa sprang hun ud i Søen.« - - -

»Forbarmende Gud!« raabte Cornelius, »og hvad gjorde da Du?«

18|Min Fader satte sig atter ned og vedblev: »seer Du, jeg befandt mig i hint Øieblik i en selsom Sindstilstand, jeg var ikke Mester over mine egne Tanker. Ak, Cornelius, der gives Øieblikke, hvori en Mægtigeres Haand ligger tungt paa mit stakkels Hoved. I dette Nu er jeg Herre over mine Tanker og min Villie; i næste Moment vil Du maaskee see mig anderledes. Da er det som om jeg, Mazeppa liig, var bundet til en vild Ganger, der foer med mig gjennem tykke, veilose Skove, over høie Bjerge, over Aaer og Floder, ned i Vanvids sorte Afgrund; det er som om en stor Ørn holdt mig i sine gule Kjæmpekløer, svang sig høit i Veiret med mig og lod mig derpaa fra Skyen paa den blaae Himmel falde ned i det kolde Hav. I hine mørke Øieblikke vil jeg ikke kjende Dig; Dit ærlige Ansigt vil være mig fremmed. Frygt, veed Du, at jeg ellers ikke kjender; men i hine tunge Minutter skjælver mit Hjerte, som om jeg var et Barn der stod Ansigt til Ansigt med en opbragt Fader. Er det om Dagen, saa synes mig, at det er Nat, og, omvendt, bliver den hvide Maane for mit Blik til en brandrød Sol. Det er da ikke mig selv der taler; et fremmed Væsen lægger Ord paa min Tunge, som mit eget Jeg fralægger mig. Tro ikke, Cornelius, tro for Guds Skyld ikke, hvad jeg siger i hine usalige Øieblikke, thi Usandfærdigheden sidder paa 19| min Læbe. Tro det ikke, lov mig blot det, lov mig det, og min Taknemlighed skal være grændseløs.«

Min Fader var stærkt bevæget, imidlertid trøstede Corneliuses milde Tale ham nogenlunde og han fortsatte sin Fortælling noget roligere.

»Mig selv ikke bevidst, styrtede jeg mig ud efter hende,« sagde han, »men da jeg var kommen ud i Vandet, vidste jeg ikke længer, hvorfor jeg var sprunget ud. Skibsfolket var imidlertid bleven opmærksom paa den Støien; jeg veed selv ikke hvad jeg skreeg, men de forsikkrede mig, at de havde hørt nogle gjennemtrængende Skrig, som af en Qvindestemme. Jeg svømmede til Land og styrtede bevidst1øs til Jorden paa den saakaldte »lange Linie.« Her fandt man mig om Morgenen og man bragte mig til Toldbod-Viinhuus, hvor jeg opvaagnede og saae mig omgivet af en Læge og to Politiebetjente. Jeg styrtede op og tænkte mig om; efterhaanden kom den svundne Nats Begivenheder for mit indre Øie. Jeg forbigaaer Politieforhørene; jeg forbigaaer det frygtelige Optrin, da man pludselig førte mig ind i en Stue, hvor min stakkels Fanny laae livløs udstrakt paa en Baare; en Vandplante havde slynget sig ind mellem hendes sorte Haar. Denne grønne Krands i Forening med hendes hvide Natdragt mindede mig om hin glade Dag, da hun blev min Brud. Her laae da død og kold den, som paa Jorden havde 20| elsket mig inderligst; fjern fra sit kjære Asien, fra Slægt og Venner fandt hun en tidlig Grav i de kolde Vande og - jeg var den usalige Aarsag til hendes Død.« -

Cornelius hørte med stor Sindsbevægelse paa min Faders Fortælling og spurgte ham derpaa, hvilke Tjenester han i dette Tilfælde kunde yde ham. Min Fader svarte: »mange og store Tjenester. Kan det undre Dig, at min mørke Øieblikkes Antal har formeret sig? Jeg har kjøbt det store Gods, »Høierup,« i det nordlige Sjælland, kom og besøg mig, jeg trænger til Adspredelse. Naar der er Nogen hos mig, er det bedre med mig. O kunde jeg tilbagekjøbe hende fra Elysium, Cornelius, jeg sværger Dig til, jeg vilde give alt mit Guld, al min Rigdom; jeg vilde blive til en Bonde, gaae bag Ploven og fælde Glædestaarer. Dog, hvorfor stedse tænke paa og tale om een og samme Gjenstand? Vil Du komme ud til mig?«

Cornelius lovede det, hvis han maatte tage sin Broderdatter med sig, en Anmodning hvori min Fader øieblikkelig indvilligede. -

Min Faders Gaard, Høierup, laae paa den nordlige Kyst af Sjælland. Det var en meget gammel Herregaard, omgivet af Grave, hvis Vand dog aldrig var rigtig klart; oprindelig var den nok bygget af en Sørøver. Smaa Taarne stode paa alle F1øiene af Gaarden; 21| en uhyre Lade, bygget af store, fiirkantede Kampestene var det Første, som faldt En i Øiet, naar man kjørte ind ad den store Steenport med de underlige gamle Forziringer. Paa Laden var indhugget med Jernbogstaver: Axel Arnfeldt, 1647. Umiddelbart fra Hovedbygningen kunde man gaae ned i Haven; Viinranker og Ferskentræer beklædte Murene, ja, ved at gjennembryde en Rude havde man ført en Ranke ind i Havestuen og det var da moersomt at see, hvorledes den Green, der var inde i Værelset, grønnedes tidligt om Foraaret, medens den øvrige Deel af Træet udenfor var dødt og koldt. Paa venstre Side af Haven laae et engelsk Anlæg, paa høire Dyrehaven og ligefor Bygningen væltede sig brølende det vilde, stormfulde Kattegat.

Det var her paa det deilige Høierup, at Cornelius med sin Broderdatter, Olivia, opholdt sig i flere Maaneder, for at adsprede de mørke Tanker, som jevnligen plagede min Fader; det var her, at min Fader lærte Olivia nøiere at kjende og det var her, at Præsten en mørk Efteraarsaften viede min Fader og Olivia til Corneliuses store Fryd. Vielsen skete i al Stilhed og Præsten kjørte hjem silde om Aftenen. Men om Natten opstod et frygteligt Uveir: det klang ude fra Kattegattet af som om der opførtes en vældig Musik af tusinde Harper, Basuner, Piccolofløiter og Contrabasser; hvo 22| der har reist i Jylland og har to Mile fra Kysten hørt »Vestervovvov« gjøe ved Midnatstide, han kan dømme om Stormens Magt hin Brudenat. Min Fader var mørkt stemt: »oprører den druknede Fanny Søen?« mumlede han ved sig selv; »gjør hun endnu Krav paa min Kjærlighed og harmes hun over at jeg elsker Olivia? Lever vel hendes Gjenfærd i Havet, vækker hun sine Søstre, de hvide Havfruer, for at synge Brudesangen udenfor mine Vinduer?« og tankefuld gik han Klokken halv tolv ind i Brudekamret.

Lampen brændte svagt i Soveværelset, da Døren Klokken to sprang op og en qvindelig Skikkelse i hvide Klæder, drivvaad, med udslagne Haar styrtede ind til det nygifte Par og raabte om Hjælp, om hurtig Bistand. Dette Syn berøvede min Fader Besindelsen. »Hvad vil Søen oppe paa Landjord? hvad vil Døden her i Livet? Synk tilbage, Fanny, i den kolde Sø og forstyr ikke min Fred!« - Og dog var der aldeles ingen Aarsag til Frygt og Rædsel; thi Graven, have vi Alle erfaret, beholder hvad den har faaet og Veien dertil fører hen, men ikke tilbage. Den qvindelige Skikkelses pludselige Indtræden i Brudekamret var foranlediget af en naturlig Tildragelse: Skibet Iris fra Newcastle, ladet med Steenkul, Kapitain Derby, var strandet udfor Høierup. Kapitainen var svømmet i Land med sin Kone, men var svømmet tilbage til Skibet for at hente sin Sø23|ster. Konen, som var gaaet i Land i det engelske Anlæg, ilede gjennem Haven op til Hovedbygningen og her ledede Lyset hende til Brudegemakket. Men den følgende Morgen, da den rødlige Efteraarssol tittede nysgjerrigt ud af Skyerne, for at see hvilke ødelæggelser Stormen afvigte Nat havde anrettet, da var Skonnerten Iris sjunket; kun den øverste Deel af Masten stod over Vandfladen og det engelske Flag hang sørgmodigt ned i Bølgerne, medens Kapitainens og hans Søsters afsjælede Legemer af Strømmen dreves langs somt ind paa Kysten.