II.

Efter halvandet Aars Ægteskab bragte min Moder en Søn til Verden, og denne Søn kaldtes Arthur.

Og det er da til Dig, kjære Arthur, til Dine manes, at jeg heiliger disse faa Blade. Mig tykkes, som jeg saaledes sidder her i min forfaldne Præstegaard, at jeg mærker en skjælvende Bevægelse i Luften over mit24| Hoved. Er det Din forklarede Aand, som besøger mig her i min Udørken? Vel, vi skiltes forsonede ad og det unaturlige Broderhad tilintetgjordes førend Du døde.

Arthur blev øieblikligen min Faders Kjæledægge: lille Arthur maatte gaae med Fader paa Jagt og Fiskeri, lille Arthur maatte tænde Faders Tobakspiber og nippe til Faders Punscheglas og - hvad der allerstrengest overholdtes - lille Arthur maatte, ihvor uartig han end maatte tee sig, aldrig straffes eller endog blot mundtligen irettesættes af sin Moder. Og var det da, efter en saadan Opdragelse, noget Under, eller, maaskee rettere sagt, var det ikke naturligt, at lille Arthur blev næsviis imod sin Moder, hovmodig imod Tjenestefolkene og senere, da jeg var kommen til Verden, tyrannisk over sin mindre Broder? Jeg husker meget vel, at en af hans Hovedforlystelser bestod i, at staae tidligt op om Morgenen og foretage sig en Promenade gjennem alle Pige og KarleKamrene, hvor han da diverterede sig med at helde Vand i de aabne, snorkende Munde. Han overtalte engang mig til at følge sig paa saadan en Morgenvandring og jeg skal ikke nægte, at det havde noget pudsigt ved sig at see, hvorlunde de stakkels Men. nesker pludseligt opvaagnede, nær ved at qvæles, og hvorledes der da, medens Ansigtet convulsiviskt fordreiedes, stode store Fontainer ud af Munden. - -

25|Jeg var to Aar yngre end Arthur; og, medens jeg aldeles ikke var afholdt af min Fader, nød jeg min Moders fulde ømme Kjærlighed; ja, jeg kunde næsten fristes til at sige, at min Fader kun betragtede Arthur som sit Barn, medens omvendt min Moder ansaae mig som hendes egentlige kjsere Foster.

Min Faders onde Lune tiltog med Aarene og især indtraf det hyppigen om Efteraaret, naar de vilde Storme oprørte Kattegattet. Naar Uveiret saaledes rasede udenfor, maatte flere af Gaardens Karle hele Natten igjennem ride langs Strandkanten og speide om der ikke var et eller andet Skib tilsyne, som stod Fare for at forlise. Kun naar Svaret lød negativt, beroligedes min Fader nogenledes. - -

Og nu kunne vi da vende tilbage til Storsalen paa Høierup, hvor, som oven meldt, begge mine Forældre, Præsten, Kapitain Cornelius og En af min Faders fjernere Slægtninge vare forsamlede.

Cornelius tog til Orde: »Olivia, Du har tilskrevet mig og bedet mig om skyndigst at komme ud til Dig; jeg seer, at Du ogsaa har anmodet Præsten om at komme, jeg seer endnu en anden mig ubekjendt Herre tilstede - hvad ligger Dig paa Hjertet? thi jeg haaber, at hvad Du yttrer i Dit Brev til mig og hvad den ærværdige Præst før i sin Tale sigtede til - en Skils26|misse - nei, Olivia, saavidt kan det da ikke være gaæt?«

»Det er gaæt saavidt, jeg kan ikke leve sammen med Harring!« lød min Moders Svar.

»Og jeg kjender Harring,« raabte Cornelius noget forbittret, »jeg kjender hans gode og hans svage Sider og han er et godt Menneske i det Hele taget. Er det hans ulykkelige Sygdom, der har bortvendt Din Kjærlighed fra ham? den, vidste Du, at han plagedes af, dengang Du ægtede ham. Det er Din Pligt at pleie ham, ikke at anklage ham.«

»Jeg tør ikke, kjære Onkel!« hulkede min Moder, jeg tør ikke leve sammen med ham.«

Min Fader havde hidtil staæt taus og spændt, men nu blev Uroligheden synlig i hans Ansigtstræk, han blev dødbleg; idet samme hørtes et frygteligt Vindstød at tørne mod Vinduerne, og Kattegattet, i fuldt Oprør, begyndte sin rædsomme Larm; da saae jeg, at min Fader skjælvede og stirrede ængsteligt udad mod Stranden.

»Hvad mener De, naadige Frue,« spurgte nu Præsten, »med det Udtryk: at De ikke torde.«

»Qvindepassiar!« mumlede Cornelius. Da raabte min Moder: »lover mig Alle I, der her er tilstede, at hvad I nu høre skal aldrig tiere komme over Eders Læber, sværger det ved hvad I, hver især, holde for helligst.«

27|Og de svore.

Nu traadte min Moder frem paa Gulvet; hun holdt sig ikke længere fastklynget til Cornelius, men hendes Væsen var frit og hendes Holdning sikker, idet hun henvendte sig til min Fader: »Harring, hvorfor frygter Du Stormen, hvorfor er Du ængstelig til- mode, naar Kattegattet er i Oprør? Din første Kone styrtede ikke Søen, men hun blev styrtet og den der gjorde det, det var Dig!«

En stum Forfærdelse gjennembævede de Tilstedeværende; min Faders Ansigtstræk vibrerede frygteligt.

»Du tilstod mig det den sidste stormfulde Nat,« vedblev min Moder, »Du tiggede mig først om at være taus med Din Hemmelighed, men senere truede Du mig med den samme Skjæbne; Du fortrød at Du havde betroet mig det, og - Du lagde Haand paa mig! See, Onkel, Sporene af Voldsgjerningen paa min Hals og siig mig saa, om Du vil have, at jeg tenger skal forblive her.« -

»Ikke et Øieblik,« raabte Cornelius, idet han med Rædsel betragtede de blaae Pletter paa min Moders hvide Hals, »lad min Vogn forspænde, Du skal vende tilbage til mit Huus. Forbandet være det Øieblik, da jeg fik det Indfald at føre ham over til Ostindien!«

Da stirrede min Fader vildt om sig, det mørke Øieblik traadte ind. »Hvad!« raabte han, »hvorfor 28| gaaer jeg i Uniform, naar der ingen Krig er i Landet? Det er ikke sandt hvad Du siger, hun styrtede sig selv ud i Søen, men jeg har ingen Fred paa mig, det er hele Ulykken. Dybt i Bølgen, der er koldt og sort og hun har hvide Klæder, seer Du, de skinne igjennem det mørke Vand. Jeg var lidt hidsig, men jeg styrtede mig jo selv bagefter for at frelse hende. Kan jeg gjøre for, at jeg ikke fandt hende? Hvor er Arthur? Du skal lære at svømme, saa kan Din Fjende ikke drukne Dig!« -

Atter kastede Stormen sig imod Bygningen, da styrtede min Fader bevidstløs baglænds om, ligesom knust af Vindstødet. Alle undtagen min Faders Slægtning fjernede sig og Tilberedelserne til Afreisen gik for sig. Spørgsmaalet var nu blot om, hvo der skulde have Børnene, min Broder og mig. Da kom min Faders Slægtning ind i Stuen til os; han havde det Budskab til min Moder, at min Fader var kommen sig, men var dog gaaet tilsengs. Forresten lod han min Moder sige, at hun selv skulde fastsætte, hvad hun vilde have i Penge om Aaret; han bad hende om Tilgivelse og om ikke at dømme ham for haardt. Han var aldeles enig med hende om at der burde finde en Skilsmisse Sted; han vilde ikke selv risikere, at han i et mørkt Moment, uden selv at vide det, mishandlede hende. Een Ting bad han hende kun om, det var at tillade ham at beholde Ar29|thur; han kunde ikke undvære Drengen og Drengen vilde selv helst blive hos sin Fader.

I det samme aabnedes Døren og Arthur stod for os. Han havde grædt og det lod til at han var meget opbragt. »Stygge Moder,« raabte han, »slemme Moder har gjort Fa'er Fortræd, saa Fa'er er bleven syg. Og med Dig, Johannes!« henvendte han sig til mig, »med Dig skal jeg tale, naar vi begge blive store. Saa vil jeg fægte med Dig og skyde Dig ihjel, fordi Du ikke vil blive hos Fader.« Og dermed slog han Døren i og vi hørte, hvorledes han løb op til Faders Værelse.

Efter et Qvarteers Forløb sadde vi tre, Cornelius, min Moder og jeg i en Wienervogn paa Reisen til Kjøbenhavn. Min Moder saae aldrig meer det herlige Høierup, men jeg var der if jor. Eiendommen er kommen i Fremmedes Hænder; Gaarden er malet op med en hvid Farve, før var den rød; de lange Alleer af Kastanietræer ere omhugne, Buxbomshækkerne tilintetgjorte, Blomsterfloret uddøet - kort Alt syntes mig forandret, undtagen det balstyrige Kattegat, der buldrede tæt udenfor Haven.