30| III.

Aaret 1819 var for mig et Sorgens Aar; thi jeg mistede min saakaldte Onkel, Cornelius; henimod Vinteren blev jeg berøvet min Fader og Juleaften min Moder.

Natten efter den Dag, da min Moder var bleven begravet, havde jeg een rædsom og een deilig Drøm. I den første syntes mig, at jeg stod foran min Moders Kiste, at Kisten vel var lukket, men at der var en fiirkantet Aabning i Laaget, saaledes at jeg kunde see Hovedet og Brystet paa den Døde, medens den øvrige Deel af Legemet skjultes af det sorte Træ. Da tyktes mig, at Orme og Utøi pludselig væltede ud af min Moders fromme Ansigt og af det fulde Bryst; de opaade alt Kjødet, saa at tilsidst kun Beensystemet var tilsyne. Da begyndte Dødningehovedet at nikke, det reiste sig op, snart kom de tynde Arme ud af Aabningen og endelig stræbte hele Skelettet, med krummet Ryg, at hasve sig ud af det smalle Hul. I det samme vaagnede jeg, skjælvende over hele Legemet, og mit Leie var drivvaadt af Angstens kolde Sveed.

31|Den anden natlige Aabenbaring havde en mildere Form. Mig syntes, at Døren aabnedes og at min Moder, forynget til en deilig tyve Aars Pige, i et blegrødt Gevandt, traadte ind i Stuen. Hun havde en trearmet Sølvlysestage i Haanden og betragtede mig med et uendeligt veemodigt Aasyn. Men efterhaanden forandrede hendes Ansigtstræk sig og hun voxede, saa at sige, i Deilighed og en herlig qvindelig Skabning stod for mit Blik. »Hvad vil Du mig?« syntes mig at jeg raabte til hende. - »Eftertragt ikke,« forekom det mig at hun svarede, »hvad der aldrig kan tilhøre Dig.« Og hun satte sig ned ved mit Leie og en himmelsk Musik strømmede ud af hendes Mund, og, som hin Digterkonge siger, han, hvem jeg senere lærte at kjende, elske og beundre: »da var der ikke saameget af min Fader i mig, at jo min hele Moder traadte i mit Øie, - jeg græd.« Og Skikkelsen forsvandt, men den lever endnu i min Erindring, den viser sig endnu dagligen for mit Øie; man har i Mythologien ingen Gudinde for Veemod - hende var det, jeg saae hin Nat og hendes Billede er ikke siden bleven fortrængt, selv ikke af KratzensteinStubs Halcyone paa det kongelige Billedgallerie paa Christiansborg. Drømmen selv oplevede jeg i Virkeligheden for et Par Aar siden - kan det da undre Dig, at jeg elsker den og at min Tanke jevnligt dvæler ved den? - -

32|Jeg og min Broder fik strax en Hofogstadsretsprokurator til Curator, det skjønne Høierup solgtes. Hvad vort Arvefald var, dengang Eiendommen solgtes, veed jeg ikke, men det erfarede jeg, at min Fader havde lidt betydelige Tab ved Pengeomvæltningen 1813. Som Følge deraf blev min Arvelod efter Fader og Moder reduceret til femten tusind Rigsbankdaler, men jeg havde særskilt arvet fem tusind Daler efter Onkel Cornelius.

Aarene ilte hurtigen hen og jeg tog efterhaanden første, anden og Embeds-Examen, den theologiske. I den Tid havde min Broder været Cadet, han var bleven Officeer, havde imedens været paa Opmaaling i Jylland, men havde senere taget sin Afskeed og levede i Kjøbenhavn, foruden af sin Formue, ogsaa af Informationer i Mathematik og de levende Sprog. »Han er,« sagde En af vore fælles Bekjendter, en Student Riegelsen, »et ypperligt Hoved, men, skjøndt myndig og fuldvoxen, saa ellevild som en trettenaars Dreng. Han skriver smukke Vers, men henkaster dem i et fortroligt Øieblik til sine Venner. Han omgaaes stadigen de muntreste Fyre i Byen, deeltager i deres Svire og er deres egentlige Anfører, skjøndt han ofte, som opvaagnende i Følelsen af sin Aands» overlegenhed, behandler dem som sine Undergivne og overøser dem med Haan og Spot. Han er en stor Ven af det saakaldte 33| smukke Kjøn; han har den Vane, i en alvorlig Samtale, pludselig at bryde af og komme med et comiskt Spørgsmaal til den, med hvem han taler. Han har taget sin Afsked af en vis Uafhængighedssyge og - han bryder sig ikke en Smule om Dig, skjøndt Du er hans Broder!«

»Og hvor seer Du ham?« spurgte jeg Riegelsen videre.

»I Gjasstgivergaarden den sorte Hingst er hans og hans Kammeraters Samlingsplads. Men er det ikke pudsigt, at han benægter, at Du er hans Broder? han siger, at han slet ingen Familie har.«

»Det maa jeg troe«, svarte jeg noget forbittret, »han hilser mig ikke paa Gaden og jeg har ikke talt med ham siden jeg var sex Aar gammel.«

»Jeg vil fortælle Dig,« afbrød Riegelsen mig, »en af hans Geniestreger, som fuldkomment charakteriserer ham. Kort efterat han af Magistraten var bleven erklæret umyndig - thi ogsaa den Skjæbnens Tilskikkelse har han maattet undergaae - begyndte han at speculere i Lotteriet. Hvad skeer? han vinder en Terne paa en femhundrede Daler. Strax tilsiger han syv af sine Bekjendter, - jeg maa indrømme, at han ikke forbigik mig,-og med disse syv sætter han sig tilvogns, for i Forening med dem at reise Gevinsten op paa en Tour omkring i Sjælland. Dog, Skjæbnen vilde have det anderledes; thi vi naaede ikke længer end til Blaustrød-34|Kro. Her - Du veed, det er simple Folk, som her drive Vertsskab - traadte vi ind ligesom Konen i Huset lagde en Kalkun paa tyve Andeæg, for at den skulde udruge dem. - »Hei,« - raabte da Din Broder, ere I alle enige med mig, saa forblive vi her indtil Ællingerne komme ud af Æggene.« - Vi samtykkede Alle, men forhindredes i at blive længere end fjorten Dage ved den uheldige Omstændighed - at de femhundrede Daler i den Tid vare opbrugte.«

Tungsindig taug jeg og forlod Riegelsen; jeg ønskede, at han havde overdrevet sin Fortælling.