IV.

Halv Olding var han, halv galen Pog,
Halv - Gud veed hvad;
For hver Betragter en Cifferbog
Med tvetydigt Blad.
Som Dreng hans bedste Moerskab det var,
Naar med Faderens Gulduhr han spøgte;
Da lyste hans Pande saa mild og klar
Og Øinene som en Lygte.
Det var et Varsel fra Evighed,
Som tyded paa Livet siden:
Thi Guldet spøgte han altid med
Og hyppigt ogsaa med Tiden.

Man tænke sig min Forundring, da jeg Dagen efterat jeg havde været oppe til theologisk Attestats og 35| erholdt bedste Charakteer, modtog et saa lydende Brev:
Min meget ærvserdige Hr. Broder!

Jeg har med sand contentement og Vellyst erfaret, at Du har faaet laudabilem til Embedsexamen, naar Du nu blot ikke vil gjøre mig den Sorg, at blive til En af de Heilige. Har Du hørt Noget om det, at Grev H. til H-g skal have ansøgt Kongen om at blive creeret til Degn ved Helliggeistes Kirke? - Vi have ikke handlet broderligt mod hinanden, vi have ikke besøgt hinanden, ja saa at sige, naar vi skulle tale Sandhed, vi kjende ikke hinanden. I min Faders Dødsstund bad han mig hilse Dig, han lyste sin Velsignelse over os Begge, baade over den Tilstedeværende og den Fjerne. Jeg vil komme til Dig med det Første. Du veed da, at jeg er gjort umyndig? -

Staae ene, foruden Bro'er og Mo'er,
Det tyktes mig eengang deiligt;
Saa kan Du vælge fra Syd til Nord
Det Stade, som meest er beleiligt;
Saa kan Du vælge ved Øresund
Kontoiret og Toldtariffen,
Hvad heller tumles i Shakspears Lund
Paa Pegasus, Gangergriffen.

Saa kan Du vælge den geistlige Stand
Og famle, som Fiere har famlet,
Hvad heller paa Scenen spille Din Mand
Som Romeo eller som Hamlet;
36|Saa est Du Din egen Autokrat,
Kan færdes med frieste Villie -
Dog fik jeg aldrig Friheden fat,
Skjønt ugeneert af Familie.

Jeg forsikkrer Dig, kjære Johannes, at jeg siden min Faders Død ikke har interesseret mig for nogen levende Person. Kun ham elskede jeg af mit fulde Hjerte, ham kunde jeg gjøre Alt for, o vidste Du, hvor godt vi to kom ud af det med hinanden! »Arthur,« sagde han ofte til mig, »blot for Din Skyld gad jeg leve, thi Du er min eneste Trøst.« - Siden den Tid, da jeg jordede ham, har mit Hjerte været en Jordklump, hvor ingen lægende Urt, ingen Blomst kunde trives; thi Du veed jo nok, at jeg aldrig har brydt mig om min Moder. Dog:

Nu kjender jeg ikke til Sønnens Lyst,
Og ei til de barnlige Taarer;
Jeg har kun smult ved Naturens Bryst,
Laant Blodet af hendes Aarer.
Hvad ikke jeg kjender, tier jeg om,
Urokket staae Hvermands Throner!
Og Barnets Følelser staae for min Dom,
Som fremmede Religioner!

En anden Aarsag, hvorfor jeg ikke har søgt Din Omgang, men har nøiedes med de faa Korn, som jeg har nippet i Hønsegaarden, kan jeg angenehmt udtrykke saaledes:

37|Du vælge Dig Venner til Hjertero,
Men vel Du Dig for maa see:
Du vælge Dig Een, Du vælge Dig To,
Men aldrig Fleer end Tre. - -

Min Helbred er daarlig, thi mit Bryst er sygt og en hektisk Rødme farver mine Kinder, netop saaledes som Stormenes Kulde maler Efteraarsbladene røde: det tyder paa - min forestaaende Tilintetgjørelse! Forstaar Du mig? vi ville vorde Venner, inden vi skilles ad. Vær hjemme imorgen Aften, saa kommer jeg op til Dig.

Din Arthur Harring.
Kjøbenhavn den - jeg har ingen Almanak, - Du maa undskylde.