V.

Jeg gjennemlæste flere Gange dette besynderlige Brev og søgte at uddrage Arthurs Charakteer af de faa 38| Linier, som han havde sendt mig. Letsindig maa han da være til det Yderste, tsenkte jeg ved mig selv, men jeg synes, at der lyser megen Godhed ud af det Hele. Det der smertede mig meest, var Antydningen om at hans Helbred var nedbrudt; alt andet kunde redresseres, men dette ikke. Han havde imidlertid gjort det første forsonende Skridt, og det stod nu til mig at besvare hans venlige Hilsen: jeg ilte derfor strax hen til Riegelsen, for hos denne at faae Arthurs Bolig at vide, og han sagde mig, at det var Nr. 20* ved Vestervold.

Jeg traadte ind ad Gadedøren og hørte en umaadelig Larm oppe i Huset, jeg skyndte mig opad Trapperne. Paa tredie Sal fandt jeg en Dør, hvor der stod: Lieutenant Harring, men selve Døren blev bestormet af en Skomagerdreng og en temmelig velklædt Kone.

»Er Hr. Lieutenanten maaskee ikke tilstede?« spurgte jeg.

»O jo, min Sæl er han saa,« svarede den qvindelige Furie, medens den sorte Skomagerdreng med et impertinent Griin hamrede paa Døren med Hænder og Fødder, »men han vil ikke lukke os op.«

»Heisa, Hr. Lieutenant!« raabte Skomagerdrengen ind ad Nøglehullet, »jeg skal hilse fra min Mester, at her er Deres Regning. Et Par nye Støvler syv Rigsbankdaler, et Par forføddede fire Daler, et Par Dandse39|skoe (formodentlig opslidte i en Dandsebod udi en Langsomvalts med Mutter Vaskerkones Datter, Sybille), tre Daler tre Mark, en Bod paa en Støvle otte Skilling, en Bagflik tolv Skilling - aa vær saa god og luk op, nu saae jeg jo gjennem Hullet, at De gik over Gulvet.« -

»Og jeg,« begyndte Konen at skrige, »tør udbede mig Deres behagelige Opmærksomhed medens jeg tydeligt oplæser Deres Regning for den fremmede Herre, der staaer herude med Slængkappe paa. Lyder som saa: tre Skjorter (Herren har nok kun fire ialt) à sex Skilling, sexten Par Flipper à tre Skilling, eet Par Uldsokker fire Skilling - - - -.«

Her begav jeg mig skyndsomst nedad Trapperne, thi jeg hørte, at min Broder dreiede Nøglen om for at lukke op. Jeg vilde ikke for al Verden have, at han skulde blive vidende om at jeg havde været Vidne til denne deklamatoriske Morgenunderholdning. Men førend jeg var kommen eet Stokværk ned ad Trappen, blev Skomagerdrengen med en anstændig Fart slynget over Rækværket ned efter mig; min Broder ramte mig med Drengen lige i Ryggen, saa at jeg styrtede omkuld, medens et vældigt Kladsk oppe paa Trappen gav en grundet Formodning om at Vadskerkonen havde faaet et kraftigt Ørefigen. Naar der nu føies til, at en uhyre Hund foer efter mig og Skomagerdrengen, og 40| truede med sin gigantiske Flab at sluge os levende, kan man vel ikke undre sig over at jeg og Drengen realiserede den iilsomste Retirade. En Minut efterat vi vare slupne udaf Døren, kom ogsaa Vadskerkonen, hvis blussende høire Kind tydeligt nok røbede hvilke Fataliteter den saaledes i det aarle Morgengry havde maattet undergaae, men oppe paa Trappen lød der endnu en betydelig Gjøen, som, advarende imod gjentagne Besøg, endelig hendøde i en douce Brummen. »Jeg lader ham indklage for Forligelsescommissionen,« jamrede Konen. »Og jeg,« hylede Drengen, »vil aldrig gaae mere med Regninger til ham, det skal den store Christian gjøre.«

Jeg gik hjem, men besluttede dog om Eftermiddagen at gjøre endnu et Forsøg paa at faae Arthur i Tale førend han om Aftenen kom til mig. Jeg gik derfor atter til Vestervold og stod nu anden Gang udenfor hans Dør, men forhindredes fra at gaae ind ved at høre en forvirret Larm i Stuen; jeg lyttede og søgte at dechiffrere dette underlige babyloniske Sprog og Resultatet af min Undersøgelse blev da, at de forskjellige, forvirrede Lyde vare Klingen med Glas og Raslen med Flasker, Trumfen i Bordet og Nynnen af stygge Viser, høirøstet Latter og Kasten med Tærninger. Tungsindig vendte jeg hjem og lavede Alting til til Modtagelsen af den sjeldne Gjæst: jeg hang en frisk Blomsterkrands 41| over min Moders Portrait, jeg dækkede Bord og satte Viin under Kakkelovnen og ventede nu taalmodigt paa Gjæstens Ankomst.

Men Vægteren havde alt raabt ni og ingen Arthur var endnu kommen tilsyne; jeg begyndte at mistvivle - da jeg pludselig hørte flere Instrumenter spille op nede paa Gangen. Den strygende og blæsende Musik kom op ad Trapperne; jeg kunde høre en afskyelig Clarinet og en, om muligt, endnu falskere Violin, medens et Valdthorns forfærdelige Brøl bragte det skrøbelige Huses Mure til at skjælve. Min Dør fløi op og et heelt Tog traadte ind i min Sal.

Forrest gik Arthur med en Dame under Armen; hun havde en lille sort Kaabe paa og en Vifte i Haanden og hun støttede sig ømt og fortroligt til Arthurs Arm. Arthur saae echaufferet ud og nærmede sig mig med usikkre Skridt, forresten opfyldtes Værelset af ti til tolv Mennesker af et temmeligt brutalt Udvortes og midt iblandt dem bemærkede jeg Riegelsen. Denne Sidste nærmede sig mig pludseligt, bukkede, men hvidskede mig med det samme i Øret: »hold gode Miner, thi disse Mennesker ere berusede.« -

Instrumenternes Støien vedblev efterat Kapellet var traadt ind i Salen og forøgedes med hin frygtelige Bulbiders Tuden, med hvilken jeg alt iformiddags havde gjort Bekjendtskab.

42|»Jeg maa gjøre Dig,« tog min Broder til Orde, idet han søgte at ordne sine Tanker, »noget nærmere bekjendt med vort Selskab - jeg haaber dog, at jeg har den Ære at tale med min Broder, Hr. Johannes Harring? - aha, jo jeg kunde nok see det. Denne Dame er Jomfru Rikke T-.«

Jeg gyste tilbage, da han nævnte dette Navn; hun var En af Byens meest berygtede Qvindfolk. »Og hende,« raabte jeg, »gaaer Du med under Armen!«

»Ja, hvorfor ikke det?« svarede Arthur, »jeg veed ikke af at hun har noget Udslet, der kunde smitte mig. Forresten dandser hun fortreffeligt, nu skal Du strax see - aa, lille Rikke, dands den bekjendte Sarabande for min Broder og I, Musikanter, spiller op, jeg vil selv tractere Violinen.«

Og nu begyndte da atter den infernale Musik, medens min Broder paa eengang spilte Primoviolinen og dandsede med Damen. Donnæns Gebærder vare naturligviis særdeles uanstændige og min Broder gav just ikke synderlig efter i det Kapitel saa at jeg ved at see paa hende uvilkaarligt kom til at tænke paa Ariosto i hans sjette Sang:

43|Med en mageløs Aplomb dreiede hun sig paa Taaspidsen og uddelte smaa Ørefigener og andre ømme Kjærtegn til Orchestret og Tilskuerne. Pludseligt taug Musiken; hun havde dandset sig træt og lagde nu Guitarren hen, min Broder blev staaende maalløs og ubevægelig midt paa Gulvet. Han lagde sin høire Haand paa min Arm og pegede med den venstre hen paa Væggen; »for Himlens Skyld, Johannes!« raabte han, »hvem er den Dame med Krandsen over Hovedet?«

»Vor Moder, Arthur!« sukkede jeg. Da blev han kridhvid i Ansigtet og to tunge Taarer randt ned over hans Kinder. Han hævede Lysestagen op i Veiret, for nærmere at betragte det skjønne Hoved og fiere og fiere Taarer væltede ud af hans Øine. »O Moder,« jamrede han, »skulle vi saaledes gjensees? Da jeg sidste Gang som niaars Dreng saae Dig, var jeg uartig imod Dig og nu da jeg staaer voxen foran Dig, saa er jeg i den Tilstand! jeg kan ikke trygle om Din Tilgivelse, thi Du hører mig ikke, jeg kan ikke kysse Din Haand, thi den er vissen og kold. O Johannes, hun maa være meget vred paa mig, jeg har ikke tænkt paa hende siden den Dag at hun og Du reiste fra Høierup!«

»Husk,« trøstede jeg ham, »at Lidenskab og Vrede ikke medtages i Graven; Trækkene ere blide og Aasynet er roligt paa den Døde. Kun Kjærlighed lever i Urnen, 44| men Hadet bliver oven Mulde hos os stakkels Efterlevende.«

»Lad det Maleri afcopiere,« bad Arthur, »saa skal jeg betale Dig i Begyndelsen af næste Maaned. Hør, er det ikke pudsigt, hvorledes man kan gaae over fra Fuldskab til den ædrue Tilstand? Nu er jeg mig selv mægtig, før vidste jeg ikke hvad jeg gjorde. Mennesket er et fleersidigt Talent, han kan baade være ædru og drukken. Min Compliment til Dem, min smukke Moder, vi skulle altsaa sees paa mit eget Værelse!« og hermed vendte han sig med et letsindigt Buk fra Portraitet og betragtede med synligt Velbehag sine Ledsagere.

Disse værdige Personer havde imidlertid grouperet sig omkring det Bord, hvorpaa den Arthur og mig tiltænkte Aftensmad stod, og her vare de da ivrigen beskjæftigede med at anrette de største Ødelæggelser i Madvarerne. Isærdeleshed steeg min Forbittrelse høit, da jeg saae Donna Rikke dele en Kapun med Arthurs store Hund. Imidlertid fattede jeg mig og gik hen og skjænkede de Par Flasker Viin om, der stode under Kakkelovnen. Signora Rikke proponerede Vertens Skaal og Arthur forsikkrede, at det vilde være meget uhøfligt af mig, om jeg ikke vilde klinke med hende og det øvrige Selskab. Nu dannede min Broder en Basun af et Landkort, der var klinet paa Pap; En af Ledsagerne greb 45| Violinen, en Anden Clarinetten, medens min Broder og hans Hund kappedes om at frembringe de meest uharmoniske Toner og saaledes blev da min Skaal drukken under en klingende Fanfare. Men da nu Maden var sluppen og Vinen var drukken, længtes Selskabet nok efter en større Tumleplads for deres Virken, de begyndte at skrabe med Benene og give deres Mishag tilkjende over at Arthur ikke gav Signal til Opbrud. Da greb han mig om Armen og førte mig hen til et Vindue. »Johannes!« sagde han, »døm mig ikke for haardt, men husk, at ligesom der ikke findes to eensdannede Blade paa et Træ, saaledes gives der heller ikke tvende eensdannede Sjæle paa den hele Globus. Du har ikke de samme Lyster eller Liden- skaber som jeg, men Din Trang og Din Hu staaer til noget ganske andet. Men nu gives der nogle eenfoldige Mennesker, som ikke kunne begribe, at Andre kunne tænke, ønske og handle anderledes, end de selv; fordi at de selv ikke kunne lide engelsk Porter, ville de have at alle Bryggerierne ved Themsen skulle gaae ind og hele Verden skulde drikke Thevand. Jeg hylder Munterheden, men Du er alvorlig; nu vel, lad Ingen af os gaae den Anden i Veien. Ørnen kan ikke svømme, Rensdyret kan ikke flyve, Fisken kan ikke synge og jeg kan ikke græde. Og nu, min alvorlige Broder, nu maa Du lyse os ned ad Trapperne, thi jeg havde nær forvredet mit Been, da jeg gik herop.«

46|»Lad for Guds Skyld,« raabte jeg, »ikke det Feiltrin afskrække Dig fra at besøge mig tiere, »og« - vedblev jeg leende - »tro endelig ikke, at Dit Besøg vilde være mig mindre kjserkomment, mindre interessant, om Du for Fremtiden kom ene og uden Harmoniemusik.«

»Aa,« svarede Arthur, »jeg er ligesom Uglen, Minervas Fugl, saasnart jeg om Natten viser Verden mit smukke Aasyn, flokker der sig strax omkring mig en Skare ubetydeligere Fugle og ledsager min lette Flugt med Hyl og Huien.«

Hermed trykkede han min Haand og jeg gik foran Toget med Lyset i Haanden nedad Trapperne. Men, ak, hvad jeg havde anet og befrygtet, skete: langs nedad Trapperne udførtes atter en stor Symphonie, hvor Donna Rikkes Guitar iværksatte en skingrende Væddestrid med min Broders Hoboe. Huusfolkene tittede nysgjerrigt udaf Kjøkkendørene, men jeg tryglede forgjæves om Taushed. Endnu heelt langt ude paa Gaden vedbleve de gale Mennesker at spille op, indtil Vægterens Pibe bevirkede, at Skaren adsplittedes; man hørte forvirrede Raab, en Lyd som om en Violin blev slaaet mod Steenbroen, man hørte Latter og en høi qvindelig Stemme, der protesterede mod en forestaaende Bortførelse til »Hullet«. Og endelig, for at gøre min Ærgrelse fuldstændig, stod min Vært paa 47| Trappen, ventende paa mig, for, i Anledning af Spektaklerne paa Gangen, at sige mig op.