VI.

En fire Uger efter at denne Aftenscene fandt Sted, stod jeg en Formiddag med Copien af min Moders Portrait udenfor Arthurs Dør. En ganske ung Maler, B-z, havde afcopieret Billedet og Foretagendet var lykkedes udmærket. Faa Aar efter reiste den talentfulde Kunstner udenlands - Tydskland misundte os ham - han satte Foden over Alperne - hans Hu stod til det blaa Italien, der hvor de opgrave (som Digteren siger) den fjerne Oldtid af Markerne - da døde han og Danmarks Hjerte blev, da hans sidste Mesterstykke kom til hans Fødeland og, hyllet i Flor, ophængtes paa Udstillingen i Kjøbenhavn, deelt mellem Sorg og Beundring.

48|Jeg lyttede udenfor min Broders Dør, men jeg hørte ingen Menneskestemmer; jeg bankede paa - »kom ind!«

Min Broder sad og læste og ved Siden af ham i Sophaen sad en smuk lille Dreng og skrev.

»Gaa, Georg,« sagde Arthur til Drengen, »saa skal jeg læse med Dig i Eftermiddag. Kummerfuldt Arbeide, at være Rygpidsker, Johannes; men jeg faaer det ret godt betalt, det er min Verts Søn. Et lille Glas Viin, eller muligt en Cognac?«

Jeg betakkede mig, men satte mig ned ved Siden af ham. »Jeg er af en anden Anskuelse, end Du,« sagde jeg, »angaaende Skole- og Opdragelses-Vassenet, ja, jeg er endog af en saa modsat Mening, at jeg om otte Dage reiser fra Byen, for at blive Huuslærer paa en Herregaard.«

Arthur foer op og korsede sig: »Er Du besat? Du, en theologisk Candidat med bedste Charakteer, Eier desuden af tyve tusind Daler, Timelærer i Byens første Skoler, (ja det var nu rigtignok en af de maadeligere Egenskaber), Du vil forlade Kjøbenhavn, den muntre Hovedstad, for at -«

Her bankede det paa Døren, Arthurs Ansigt formørkedes, men opklaredes strax, da han saae, hvem det var.

49|Den Indkommende var en høi Mand i blaa Chenille; han havde noget galt ved Øinene paa Grund af at han engang i Dyrehaven - thi han var kommen hertil som Markskriger - havde fordærvet sit Syn derved, at der ved et Kunststykke sprang ham noget Krudt i Ansigtet.

»Ah,« raabte min Broder, idet han kjælent lagde Hovedet ned paa den ene Skulder og sødtsmilende truede ad den, maaskee ubehagelige, Gjæst med Pegefingeren: »det er ikke smukt bandiet af Dem, Hr. G-! Blot jeg tøver to Dage over Terminen, saa hjemsøger De mig strax. Men kan da ikke et Menneske have Forfald? See her, Utaknemmelige, her er en Liste over alle mine Creditorer, nei, see blot, siger jeg. Hvem staaer øverst? Hr. Skrædermester G-. De skal først og fremmest betales; min Ære tilsiger mig, at det er min Pligt - De har jo givet mig Credit, skjondt De vidste, at jeg var erklæret umyndig. Ja, De kan troe, at jeg havde Ubehageligheder med ham, der staaer antegnet som Nr. Elleve. Han vilde være Nr. Eet, Kanaillen, men jeg svarede: nei, min ærlige Skræddermester, Hr. G-, skal være Nr. Eet. Spørg min Broder ad, ja, det er min Hr. Broder, der sidder, han kan være mit Vidne til at jeg skjændtes meget længe med det fordømte Nummer Elleve - en trodsig Karl. Forresten, min gode Hr. G-, saa benyttede 50| jeg samme Leilighed til paa det kraftigste at anbefale Dem til min Broder, aah, det er en ganske anden Mand, end jeg. Jeg er bleg og skrantende, som en Hvidroe, han er sund og rød, som en Rødbede - Alt en Følge af den forskjellige Levemaade. Ogsaa lovede han, at han skulde lade sye en Sommerfrakke hos Dem. Kan jeg da gjøre meer for Dem, min kjære, gode Hr. G-?«

Under denne lange Tale saae jeg, at Arthur ideligen gjorde nogle for Skrædderen skjulte Haandbevægelser hen til Hunden og Dyret forstod fuldkomment de fine Vink. Knurrende luskede den omkring Skrædderen, biæffede og fremviste af og til et udmærket Tandsystem; ikke heller var Hr. G- en rolig Tilskuer, men retirerede langsomt hen imod Døren.

»Slem Hund,« talte Hr. G- med sin tydske Dialekt, »aha, Lieutenanten ingen Penge endnu? still Hund! ja ja, faaer vente til de kommer - ruhig, mein Hund, bin guter Freund - min Herr vil hae en Sommerfrack, jeg kjender godt Hr. Canditaten af Namen - ah den Hund, den Hund - naar maa jeg høre op hos Hr. Lieutenanten, næste Uge? binnen fjorten Dage? ach, es kommt ein Wechsel heute!«

Min Broder lovede Manden sine Penge med det allerførste og Hr. G- ilede udaf Værelset, idet han kastede skye Blik hen paa Hunden.

51|»Saaledes maa man fægte sig gjennem Verden,« raabte Arthur leende, da Manden vel var borte; og han viste mig da en ti elleve forskjellige Lister, hvor Creditorernes Navne stode paa hver især i en forskjellig Orden.

Men jeg var ikke stemt til Latter. »Arthur!« tog jeg til Orde, »Du er i Pengeforlegenhed, henvend Dig til Din Broder, Intet er rimeligere. Følg hjem med mig, Du skal faae saa mange Obligationer, som Du vil.«

»Bryd Dig aldrig om sligt,« svarede han endnu muntrere, »men lad mig om den Ting. Jeg er nu eengang saaledes vant til denne Kræven, at jeg ikke kan undvære den. Ligesom jeg nu engang er vant til at sove, spise, gaae opreist, læse Bøger, saaledes er jeg ogsaa vant til at have Gjæld, og Pengeforlegenhed er for mig blevet til en af Livets første Fornødenheder. Aanden er altid i Bevægelse, jeg har ingen Ro, men er nødt til at speculere, at see mig om efter Udveie, at gruble efter Undskyldninger. Naar jeg gaaer ud fra, at Hvile, at Dødsstilhed, at Tilintetgjørelsen ere de værste Onder, den sørgeligste Tilstand, saa maa jeg elske den Tankevækkende, oplivende, stimulerende Gjæld, som et virkeligt Gode; den tvinger mig til at tænke, den pirrer de slappede Aandsevner, jeg lever et potentieret Liv og dette Sidste er mig saa meget vigtigere, som jeg - snart kommer til at forlade Livet.«

52|Dette Sidste sagde han med dæmpet Stemme og en dunkel Rødme foer over hans blege Kinder; Taarerne traadte mig i Øiet. Skal jeg miste øieblikligen, tenkte jeg ved mig selv, hvad jeg saa nyligen fandt, og skal jeg strax igien vorde en frændeløs Stakkel? Skal han, som nu staaer for mig i ungdommelig Munterhed, saa tidligt gaae den Vei, som ellers naturligst kun betrædes af Oldingen? Ligger der muligt over hans uskyldige Hoved en Forbandelse fra Havets Dybder, en Forbandelse, som egentlig nærmest burde have ramt hans Fader? - Jeg afbrødes ved hans Tiltale:

»Seer Du denne unaturlige Rødme, Johannes?« sagde han muntert, idet han pegede paa sin Kind, »troer Du det er Sundhed? det er det ei. Har Du ikke seet om Foraaret, naar Valdbyerne bringe det første Græssmør tiltorvs, at dette Smør er saa overraskende guult? troer Du denne Farve er naturlig? det er Gurgemeie, det er Unatur, og saaledes er ogsaa det Røde paa min Kind. Det er mit Bryst, Johannes, som er daarligt.«

»Er det saaledes fat,« afbrød jeg ham hastigt, »saa skal Du reise øieblikligen, til Frankrig, til Italien; maaskee kan Du komme Dig i det varmere Strøg, og Penge skal Du faae hos mig.«

»Tak for dit Tilbud,« svarede han, »men ogsaa det maae jeg afslaae. Mig hjælper ikke meer Forandring af Opholdssted og Skiften af Klima. Døe skal jeg for53|modentlig snart og saa vil jeg døe her, omringet af mine Venner. Men Guds Død, er det ikke Mandag idag? havde jeg ikke nær glemt det Allervigtigste!« og med hurtige Skridt gik han udaf Døren og jeg hørte ham raabe paa: Claus!

Jeg hørte en Mumlen udenfor paa Gangen; jeg hørte min Broder gjentagne Gange nævne nogle Talstørrelser - endeligen kom han tilbage ind i sin Stue.

»Hør mig,« sagde han særdeles venligt og indsmigrende, »Du er meer end min Broder, thi Du er min - Ven. Jeg har ikke været istand til, fra Begyndelsen af, at kunne vælge Dig til min Broder, men nu er jeg voxen, myndig, (skjøndt i juridisk Betydning umyndig) og med fuldmodent Overlæg udkaarer jeg Dig til min Ven - jeg lægger Meer i det Ord: Ven, end i Ordet: Broder; thi Forholdet Broderskab bestemte Gud, men jeg, jeg selv, udseer mig mine Venner: jeg skaber mit Venskab.«

Jeg forundredes høiligen over denne Introduction, men nøiedes med at forsikkre ham om at jeg ikke alene følte mig smigret, men ubeskriveligt lykkelig over at hans Valg var faldet paa mig.

»Jeg seer paa dine Ansigtstræk,« vedblev han leende, »at Du forundrer Dig over, at jeg sætter saa liden Priis paa Slægtskab, men tilgiv: jeg har mine Grunde. Jeg veed, at Du kommer til vor fælles QuasiTante, Ge54|neralinde B-, men Du veed maaskee ikke, at jeg i de senere Aar ikke er kommen der alene for din Skyld, reent ud sagt, blot fordi jeg skyede dit Selskab. Generalinden følte sig piqueret over denne »Mangel paa Opmærksomhed« og behagede at revanchere sig paa det eclatanteste. Hun fik at høre, at jeg - uden at ændse om hvad hun saaledes havde hørt af sine Sladdersøstre, var sandt eller usandt, - søgte min Afsked og at jeg, som man siger, søgte offentlige Steder; øieblikligen udspreder hun det Rygte, at jeg i tre Maaneder ikke har gjort andet, end spille Kort i »tre Ruller« og i »blaa Stud«, Steder, som Du vistnok veed, hvor kun Avlskarle og Melkekudske søge deres kortvarende Tidsfordriv, og dog« - her foer der Lyn ud af Arthurs Øine - »dog forsikkrer jeg Dig, at jeg i den nævnte Tid af de tre Maaneder havde været paa Opmaaling i Jylland, mange, mange Miil fra hendes Naades ubehagelige Nærhed.«

»Jeg kan ikke nægte,« sagde jeg, da han saae mig stivt i Øinene, »at hun ogsaa har fortalt mig det.«

»Seer Du, Johannes!« raabte han fnysende, »det er Familieskab: at være den Første til at anklage, den Sidste til at forsvare den stakkels Slægtning og at være bagefter den Sidste til at række en hjælpende Haand til Frænden, hvis han har snublet, o, det er altsammen det nære Familieskab! - - Dog det var ikke det, hvorom vi skulde tale. Du vil reise? hvorhen?

55|Jeg nævnte ham Herregaarden i Jylland samt Proprietairens Navn; han studsede: »derhen?« raabte han, medens en usædvanlig Glands spillede i hans Øine, »reiser Du derhen? - - - jeg har selv reist derigjennem - men det var om Natten - Johannes, hør, dersom Du -«

I det samme Øieblik bankedes der paa Døren og en Soldat traadte ind med en Seddel i Haanden.

»Naa, Claus,« spurgte min Broder, »der var da Intet iveien?«

»Jo,« svarte Claus, »der var det i Veien, at Herren ikke havde 1øst den sidste Seddel, hvisaarsag Collecteuren ikke vilde skrive denne af.«

»Saa maa Du lægge Pengene ud,« raabte Arthur bistert.

»Jeg eier Kronedød kun sex Skilling,« lød det veemodige Svar, »men jeg har faaet et Par Ridestøvler af Herren, dem vil jeg sætte i Pant hos Collecteuren.«

»Dumt Sludder,« raabte min Broder, »den gamle iisgraae Collecteur har jo Podagra.«

Her afbrød jeg Samtalen ved at raskke Arthur min Brevtaske og tilbyde ham at tage hvad han lystede. Han aabnede den hurtigt og foer høit i Veiret med alle Overraskelsens Fagter: »Himmel,« raabte han, »hvilket Syn! kom, Claus, og see med. Tierter, Femmere, og, Gud tilgive mig alle mine Synder, to Hundreder. 56|Betragt isser det sidste, det vil vare længe inden dit Øie vil falde paa noget lignende. Der er en Tiert, løb til Collecteuren, og - saa kunde Du gjerne tage en Bouteille Petit Bourgogne med paa Veien. En Mark gives Dig for din Uleilighed.« Og Karlen løb som om han havde havt en Bremse til Forfølger.

Jeg var imidlertid gaaet hen til Vinduet og havde anstillet høist sørgmodige Betragtninger over Arthurs Adfærd. Da jeg tilbød ham Penge til at betale sin Gjæld med, afslog han dem; da jeg tilbød ham dem, for muligt derved at frelse sit Liv, sagde han ligeledes nei; men nu modtog han dem, og hvortil? til en Flaske Viin og en Lotterieseddel!

Da jeg vendte mig om, stod han og betragtede Portraitet, som jeg havde medbragt til ham. »Veltruffet!« raabte han, idet han hængte Billedet ved Siden af vor Faders, »herligt afcopieret! skjønne Moder, saaledes tænker jeg mig Dig, og jeg haaber, naar jeg om en føie Stund skal møde Dig i bedre Egne, da at see Dig, saa smuk, saa livsfrodig, som Du viser Dig her for mig fra det stive Lærred. I Livet afsondrede Du Dig fra ham, hvem Du nu i Døden fredeligt hænger ved Siden af; o Johannes, troer Du virkeligt, at Rygtet sagde Sandhed, dengang det fortalte, at han, som hænger der paa Væggen og hvis melancholske Træk tyde paa et godmodigt Sindelag, en sværmerisk Aand og et 57| - jeg kunde næsten sige-qvindeligt Hjerte, han, hvis blide Egenskaber staae nedarvede udpræget i dit fromme Ansigt, siig mig, troer Du virkeligt, at han har kunnet været istand til, trods alle menneskelige Følelser, at styrte sin første Kone ud i Havet? raaber virkeligt Bølgen op til Landjorden, hvor hans lille Grav er, og beretter den hans Brøde? O, hvad er dog denne menneskelige Natur, naar endogsaa han har kunnet falde! Tie stille! han selv har betroet mig det Hele - og fra det Øieblik af syntes Verden mig mørk og ubehagelig, fra det Minut sørgede jeg over Menneskeheden, fra hiint bedrøvelige Secund søgte jeg at drukne mine mørke Grublerier i -« her bankede Claus paa Døren - »et Ocean af Cognac, en Himmel af Rødviin.«

Troligt overleverede Claus sin Herre Lotterieseddelen, men endnu mere behændigt skjænkede han Viin i Glassene, og forglemte ikke at fylde eet til sig selv.

»Drik, Johannes,« sagde min Broder til mig, »og Du Claus, skjænk et fjerde Glas til min Moder. - Hør, jeg lider ikke, at den christelige Religion adskiller Livet saaledes fra Døden, at der ikke fra os gaaer nogen Vei til, at der ikke for os gives nogen Berørelse med Urnen, undtagen gjennem et mørkt og tvivlsomt Taageflor. Hvorfor tænke stedse med Kummer paa vore Kjære? nei, Johannes, anderledes tænkte de Gamle: de Døde deeltoge i de Levendes Gjæstebud, Timeglasset 58| stod ved Siden af Bægeret, og Oldtiden havde sine Libationer! Modtag, søde Moder, det første Glas Viin af denne Flaske - din Arthur mener Dig det godt!« og han kastede et Glas Viin paa Gulvet, medens han med den anden Haand vinkede til Karlen, at han skulde gaae. Paa hans vaade Blik kunde jeg see, at han med Andagt mindedes den Afsjælede - men om Taaren hidrørte fra ungdommeligt Sværmeri eller om den bevirkedes af en stærk Nervesvækkelse, om Christus stod afpræget i hans Ansigt eller om det var Bacchus - det kunde jeg ikke med Vished bestemme.

Jeg vovede i dette Øieblik at gribe hans Haand og med broderlig Ømhed at bebreide ham den Ringeagt, han udviste mod sit Helbred og sit Legeme; jeg bemærkede, at det Selskab, han til dagligdags søgte, just ikke var det meest passende, men herom vilde han Intet høre.

»Tag Dig iagt med mig,« sagde han alvorligt, »hvis Du ønsker, at vort Venskab skal have nogen Bestandighed. Søg aldrig at indskrænke min Frihed og beed mig ingensinde om at forandre min Levemaade. Husk paa, at jeg som Republikaner af Principer, sætter min personlige Uafhængighed over alt Andet i Verden. Den militaire Disciplin mishagede mig og jeg søgte min Afsked; vil En af mine Venner hovmestere mig, saa ophører han at være min Ven; det, at Ingen i hele Ver59|den kan sige til mig: did skal Du gaae! eller: her skal Du forblive - det er Hjertet i al min Glæde. Hvad Tegnèr saa smukt siger ihenseende til den politiske Frihed, der hvor han tiltaler Historiens Muse:

det overfører jeg ogsaa paa de selskabelige Forhold.« Det forekom mig, som om han fra dette Øieblik var koldere mod mig, end fra Begyndelsen af mit Besøg og da jeg gik over til at tale om min nærforestaaende Afreise, lyttede han vel til med spændt Opmærksomhed og spurgte mig nøie ud om jeg kjendte noget til Folkene i den Egn af Jylland, men han tilkjendegav ikke den ringeste Sorg over Skilsmissen.

Da jeg vilde gaae, standsede han mig pludselig i Døren: »kom tilbage,« sagde han, »jeg vil endnu sige Dig noget. Du maa vist have lagt Mærke til, at en stor Deel unge Mennesker netop i deres meest blomstrende Periode meest plages af en Anelse om en nærforestaaende Død. Jeg tilstaaer, at jeg, om med Grund eller ikke, frygter for en brat og tidlig Opløsning. Lov mig, hvis det indtræffer, hvad jeg sigter til, lov mig da, at Du vil antage Dig det, som elsker mig meest paa Jorden, det, ved hvilket mit Hjerte har hængt med sin friskeste Kjær60|lighed - Du vil lee, det er min Hund, min Murat. Hvad Hoffmanns Kat var for ham, har denne Hund vseret for mig. Mindes, at den store Byron i Haven ved Newstead-Abbediet reiste et Marmormonument for sin døde New-Foundlandske Dogge og skrev i Indskriften, »at han kun havde havt een Ven og her laae han.« Vaar god imod den for min Skyld og saa Farvel!«

Han sagde dette med dyb Følelse og intet letsindigt Smul var at see i hans Ansigt. Dengang han levede, anede jeg ikke, hvilket godt Hjerte han besad; men, som det altid gaaer: »der Tod hat eine reinigende Kraft«. saaledes gaaer man mangen Gang i Sommerens Tid langs Hækker og Buskatser og aner ikke, at en lille Fugl har sin Rede inde imellem Løvet; men om Efteraaret, naar Nordenvinden hvirvler Bladene fra Busken, da først kan man see Reden imellem de nøgne Grene og da opdager man først, at der har boet en bevinget Sanger. - I dette Øieblik ligger det mægtige Dyr henne ved Kakkelovnen og sover, men - jeg har holdt det Løfte, som jeg gav min Broder. - -

Dagen efterat jeg havde besøgt Arthur, sendte jeg ham et Brev, hvori jeg bønfaldt ham om at modtage indesluttede kongelige Obligation paa tusinde Daler; derhos opfordrede jeg ham til aabenhjertigen at meddele mig, om han trængte til Mere, i hvilket Tilfælde min Formue stod aldeles til hans Raadighed. Men min 61| Karl vendte tilbage til mig med Obligationen og med en Indbydelse fra min Broder til at - ja jeg gider ikke engang opskrive den yderst uhøflige Invitation.

Jeg saae nu, at der Intet var at gjøre i den Sag og jeg reiste da fra Kjøbenhavn.