VII.

Og jeg var da endeligt kommen til Jylland, til den Proprietair, hvis Børn jeg skulde undervise, og jeg betragtede nysgjerrigt mine Omgivelser, for at udfinde Forskjellen mellem Jyden og Sjellænderen. 63|Vidt strækker sig Ahlheden med sine blegrøde Lyngplanter og bedækker de øverste Toppe af den underjordiske, langstrakte Bjergryg, der i Løndom forbinder de tydske Bjerge med Kjølen og Dovre.

Og dette tyktes mig, at jeg kunde mærke paa hele Folkefærdet: Jyden er virkelig en Bjergbeboer, større og stærkere, end den spinkle Sjellænder, med langt friere Anskuelser og begavet med en livligere Sands for Uafhængighed. Men atter er der een stor Forskjel paa Jyden og andre Bjergfolk, som Skotlænderen og Normanden, det er den, at der ikke hos den Første hersker saamegen Overtro, som hos de tvende Andre: Jyden, der om Natten eensomt rider over Ahlheden, hører ikke Dværgene i de underjordiske Bjerge at pikke med Hammeren paa Ambolten og smedde Kroner til Kongen; kommer der en Lyd af Nattevinden for hans Øre og den ligner Klangen af raslende Metalstykker, da tænker han enten: det er kun Blæsten, der hviner! eller: det er Gud Mammon, som tæller sine Specier; - thi Jyden kjender fuldtvel Pengenes Kraft og Værdi. - -

Proprietair Thyesen havde først for et Aar siden kjøbt den Herregaard, han nu beboede; han havde før været Forpagter, men en riig Onkels Død og det deraf flydende betydelige Arvefald satte Thyesen istand til at gjøre sig til sin egen Mand og kjøbe dette Jordegods. Han var en godmodig Mand, noget opfarende, men 64|let at forsone. Han stod just i Gaarden, da jeg kom kjørende, og han ilede da øieblikligen hen til mig og bad mig om jeg ikke, før jeg gik ind i Huset, vilde følge lidt med ham ned i Haven.

»Jeg maa,« begyndte han, da vi spadserede langs med Blomsterrabatterne, »før De indtrseder i min Familie, meddele Dem nogle Oplysninger om dens Medlemmer. Jeg selv er en Forpagtersøn og har først for ikke længesiden kjøbt denne Eiendom, da jeg arvede min Onkel; før var jeg fattig, meget fattig. De kan altsaa begribe, at jeg ikke har nydt nogen fortrinlig Opdragelse, men snarere er bleven opfødt som en slet og ret Bondesøn. Da jeg som Forpagter levede i særdeles trange Kaar, kunde jeg heller ikke give mine Børn nogen Huuslærer; de ere derfor meget uvidende, dog troer jeg, at Hjertet paa dem sidder paa det rette Sted. Nu først seer jeg mig istand til at skjænke dem en bedre Opdragelse, blot det ikke er for sildigt: de ere Alle voxne, ja min ældste Datter er forlovet. Den største af mine Sønner, Halvor, har desværre alt, ifølge sit tidligere Levnet, tabt al Sands for hvad man kalder Lærdom, ham faaer De neppe Bugt med, men de Andre ere ikke saa vilde og raae, som han. Vær da inderligt velkommen og bevirk, at ikke mine Børn skulle, som deres Fader, i de ældre Aar tungt savne, at de Intet have lært.«

65|Han trykkede min Haand og vi gik nu op i Dagligstuen, jeg i temmelig mørke Tanker over det, at jeg skulde have med lutter Voxne at bestille og iblandt disse med en saa formidabel Person, som Halvor.

I Stuen var der tre voxne Piger og et ungt Menneske paa atten Aar med et særdeles godmodigt Ansigt; alle Fire kom mig imøde og rakte mig venligt Haanden. En stor Steenmasse, en heel Række St. Gottharder, faldt fra mit Hjerte; thi Halvor saae sletikke slem ud. Men ak, kun korte ere de jordiske Glæder! jeg var næsten grædefærdig, da jeg hørte den gamle Thyesen spørge: hvor er Halvor? og Svaret lød: i Skoven paa Jagt. - Ak, ak, dette var altsaa hans yngre Broder, Christian.

Men Konen i Huset? eller var der maaskee ingen? jo saamænd var der saa og jeg gjennemskuede saare hurtigt hendes Charakteer. Hun var herskesyg og hun var bleven stolt siden Arven faldt; jeg lagde ogsaa Mærke til en betydelig Gjerrighed og en stor Ugeneerthed med at lægge sine Meninger for Dagen (paa begge Dele forefaldt et stserkt Exempel ved Middagsbordet). Hun bar Levningerne af en sjelden Skjønhed, men hun var, hvad man kalder, meget »siusket«. Sin Mand cujoneerte hun, men Halvor frygtede hun; Halvor var den egentlige Herre i Huset. Mig modtog hun meget venligt og i det Hele bøde alle mig en høflig, ja næsten 66|hjertelig Velkomst. Man bød mig Frokost; jeg satte mig ned. Et Øieblik efter foer Havedøren op og ti eller tolv Hunde: Mynder, Dachshunde, Vandhunde, Hønsehunde, Mopser og Spidser kom da pludseligt tilsyne, omringede mig og hilsede mig med en utaalelig Gjøen; alle vare de Forløbere, der skulde melde, at Sjeur Halvor agtede at aflægge en Visit oppe i Stuen, hvor forresten hans mangelunde Forretninger i Stald, Svinesti, Skov, Mose, Hønsegaard, Kornloft og Hakkelsekiste, kun sjældent tillode ham at opholde sig udenfor Spisetiderne.

Og ind treen da Sjeur Halvor »med Støvler og Sporer«. Han var iført en grøn Kalmuks Frakke med russisk Skind paa Kraven og om Haandleddene; om Brystet var der slynget en Hundepisk, medens Krudthorn og Hagelpung ziirligt hang ved Hoften. Skjøndt hans Reusserstøvler naaede høit op paa Laarene, vare dog de uhyre Uldstrømper, som sadde udenpaa Beenklæderne, løbne et godt Stykke fra Støvlerne, thi de vare trukne op ligetil Maven og øverst paa hver af dem var der indsyet med rød Silke et mægtigt H. T., klart antydende, at de vare Halvor Thyesens Strømper og Ingen Andens. Hans Ansigt var lidt guulagtigt, Næsen gik opad, som om den vilde flyve til Menneskets egentlige bedre Hjem; Øinene vare graablaae og Haarene lyse, hvilken sidste Egenskab jeg imidlertid først opdagede, 67|et godt Qvarteer efter at han var kommen ind i Stuen, thi saalænge beholdt han sin lodne Hue paa Hovedet, trukket ned ligetil Ørerne.

»Hold Kjæft, Hunde!« raabte han og sparkede med det samme til en lille Rottehund, saa at den foer hen i Skjødet paa hans forskrækkede Søster, »er det den lærde Mand fra Kjøbenhavn? god Morgen og velkommen tilhuse. Sophie, giv mig Gaffel og Kniv, jeg er sulten. Med Forlov! er det Dyresteg?« her satte han sig paa en Stol og tog med Fingrene en uhyre Bid Steeg fra Fadet. »Ja, det er, o skynd Dig saa, Sophie, naa det er godt.«

Og med en Ulvs Glubskhed kilede han nu Las paa Fadene; det ene Stykke Kjød forsvandt efter det andet, den ene Aborre efter den anden, og ikke talte han, ikke saae han sig om, ikke snød han sin Næse engang, skjøndt den trængte dertil - nei, Bugens Tillokkelser ændsede han kun, han var totus in illo. Eet eneste, hvad han gav sig Tid til, var, efterhaanden som den nedkomne Proviant udvidede Maven, da at knappe Frakken op, derpaa Kjolen, der sad indenfor, sluttelig Vesten, og, oprigtigt talt, sad jeg i den dødeligste Angst for at han paa Beqvemmelighedens Vegne endelig ogsaa vilde opknappe sine Beenklæder. Efter fuldendt Maaltid samlede han alle Been (og han havde alene paa sin Tallerken et fuldstændigt Skelet af en And) paa et Fad og kastede 68|dem derpaa midt ud paa Gulvet, hvor der da udviklede sig en haardnakket og blodig Kamp mellem alle Hundene, hvilken Kamp imidlertid Halvor, efter en fem Minutters glade Beskuen, endte derved, at han listigen trak en af de gigantiske Vandstøvler af og kastede den mellem Hundene, ligesom Jupiter fordum slængte Træklodsen ned iblandt Frøerne. Stor blev Forskrækkelsen blandt de Fiirbenede, og en Mops var saa uheldig i sin Forvirring at flygte ind i selve Støvlen, hvor den kom til at sidde fast og hvorfra den, til Halvors ubeskrivelige Moro, udsendte de meest klagende Toner.

Efterat han havde renset sine Tænder og henstrakt sine Been i al Magelighed, begyndte han at tale, ikke til nogen bestemt Person, men til alle de Tilstedeværende, overbeviist om, at hans Beretning umuligt kunde andet end interessere Enhver: »en uheldig Jagt idag! Jeg saae Blomsten af en Hare ude i Kaalhaven - men Fanden tog ved den. Mikkel med den stinkende Lunte løb væk fra mig i den lange Grøft. Jeg skjød forbi et Bæst af en Krage og i Fortvivlelse fyrede jeg Bøssen af paa denne foragtelige Skabning, som jeg langt hellere vilde havt levende.« (Jeg forstod dengang ikke denne Tale; først senere fik jeg at vide, at Harens Hale i Jægersproget hedder Blomst, Rævens derimod Lunte). Derpaa rodede han i den uhyre Sidelomme i Frakken og kastede Fuglen med Foragt hen i Skjødet paa mig; noget 69|stødt over denne Adfærd tog jeg Fuglen op, besaae den og sagde: »det er jo en Flagspætte!«

En glad Forbauselse afspeilede sig i Halvors Ansigt: hans Øine glindsede og Braknæsen heisedes endmere i Veiret, ligerviis som en Soldats Arm, der hæver sig op til Chacoten for at bevise en forbigaaende Officier sin Ærefrygt. »Hvad Fanden!« raabte han og rakte mig venligt og med en Slags Ærbødighed Haanden, »kjender Hr. Doktoren til Fugle?«

Jeg forsikkrede ham, at jeg var en stor Amateur, og at jeg i Kjøbenhavn havde havt en Voliere og en flyvende Hæk; endvidere bemærkede jeg høfligt, at jeg havde adskillige illuminerede Kobbere og mange Værker, som henhørte til det naturhistoriske Fag og - at det Altsammen stod til hans frie Afbenyttelse, naar det blev udpakket.

»Aa Guds Død og Pine!« raabte han og sprang i Veiret, »Sophie! rend og hent mine Tøfler! Kjære Doktor, De maa strax op med mig og see mine Fugle - ak, min Ravn er syg! for Fanden, hvor kunde jeg troe, at en lærd Mand bekymrede sig om Flagspætter! der er dog nok mere menneskeligt i saadan en Bogorm, end jeg havde forestillet mig.« Imidlertid vare Tøflerne komne; han stak kun en af dem paa det Been, der til Forfærdelse for Hundene var blevet berøvet sin Pryd, Vandstøvlen, og dandsede saaledes med een Vandstøvle 70|og een broderet Tøffel foran mig op paa Loftet, efterfulgt af de tolv Hunde. Paa Veien spurgte han mig, om jeg var en Ven af Hunde: jeg bejæde det og mærkede, at han blev gladere og gladere. »Hør, Doktor,« raabte han, »jeg har dresseret mine Hunde fortræffeligt, kan De troe. Har De seet noget Menneske før mig gaae paa Jagt med tolv Hunde, alle af ganske forskjellige Racer? see her Hønsehunden Thor! Thor, içi! sitze! saadan - seer De, den sidder paa Bagbenene! - pas nu paa Mynden! Snap! içi, vil hun spadsere! seer De, hun gaaer opreist! - Pas nu paa Mopsen!Muphti, avance! seer De, hvor han kryber paa Bugen. Aa, det er et herligt Syn, at see Dachshunden staae for Beccasiner og see denne segte fyenske Spids apportere Krikænder. Sommetidsens saa mislykkes det, men saa vanker der Stryg.« - Og nu stode vi inde i Værelset, hvor de bevingede Skabninger befandt sig: vel var der ikke saa høit et Loft, som det deres frie Kammerater flyve under, men de havde det dog særdeles comfortable derinde. Smaa Grantræer vare plantede om i Ballier, og der byggede Fuglen fra de canariske Øer sin Rede. Jeg traf i Stuen mange gamle Bekjendter: den brogede Stillits, den vaargrønne Sisgen, Munken og den sjeldne GuulPirol, den blommede Drossel og den skye Solsort; Turtelduen kurrede og loe sin hæse 71|Latter, men indespærrede i Bure sadde den næsvise Moskovit og den lille highwayman, Tornskaden.

»Jeg mangler,« udbrød han med en raa Latter, »een Fugl endnu.«

»Hvilken?« spurgte jeg, »muligt Bogfinken eller den grønne Vipstiert?«

»Nei, dem meente jeg just ikke.« svarede han, bestandigt tølpermæssigt leende, »nei, jeg meente den skjønne Sidensvands; det er en smuk Fugl, men meget skidenfærdig. Imidlertid har jeg et ret godt Erstatnings-Exemplar nede i Stuen - i min Moder!« - Jeg tilkastede ham et vredt Blik, men maatte senere indrømme, at Lignelsen var træffende.

Vi gik fra Fuglecolonien ned i Stalden, hvor Halvor, efterat have trukket en Haarsime gjennem Brystet paa en lungesyg Hoppe og efterat have paa den behageligste Maade af Verden bibragt en skrantende Ko en velgjørende Klysteer, beordrede to Heste opsadlede, for at vi i Fælledsskab skulde besee Omegnen. Og saameget havde da min Veiviser paa denne Tour at bestille med at inspicere en Flok Grøftgravere, der arbeidede under en duelig Ladefogeds Opsyn, (han slog en deilig Stok), med mundtligt at irettesætte en Huusmand der tækkede sit Huus paa en Maade, der ikke fandt Behag i den unge Herremands Øine, og med korporligt at revse en Røgter, der søgte efter et bortløbet Faar - at vi først 72|kom hjem, da Gongonen antydede, at Halvor Thyesens kjæreste Time paa Dagen, Middagsstunden nemlig, nu endelig var indtruffen.

Ved Bordet saae jeg da for første Gang min tilkommende Madmoder. Hun var endnu, skjøndt Moder til fem Børn, virkeligen smuk; mig betragtede hun med Velvillie; enten det nu var, fordi jeg var en Laudabilist med tyve tusind Daler (rigtignok et sjeldent Phænomen i Danmark), eller fordi jeg havde et ret tækkeligt Udvortes, det kan jeg ikke bestemme. Hvad det sidste angaaer, maa jeg imidlertid bemærke, at, skjøndt Andre have fundet, at jeg havde et smukt, skjøndt noget melancholskt Ansigt med sorte Øine, mørke Øienbryn og en anstændig Bakkenbart, maa jeg dog tilstaae, at jeg har fundet langt smukkere Ansigter blandt Underofficererne ved Garden tilfods.

Som Mørket ved Skabelsen uden Ophold forsvandt, da Jehova raabte: vorde Lys! (Haydn har malet det i sine Toner), saaledes tilintetgjordes hver Grødklump og hvert Kjødstykke paa Halvors Tallerkener, saa at de i et Nu bleve ganske hvide; og ikke afbrødes hans ødelæggende Virksomhed, før hans Moder henvendte sin Tale til mig med følgende Ord: »min gode Hr. Harring! jeg anseer Dem allerede som et Lem af Familien og beder Dem derfor at dømme imellem mig og min Mand angaaende en Familiesag og det er denne: min 73| ældste Datter Sophie er forlovet med Tiendecommissair R-, en meget velhavende Mand, som agter til Julen i dette Aar at holde Bryllup. Nu faaer Enhver af vore Døttre fiirsindstyve Daler til at klæde sig for om Aaret; men jeg paastaaer, at Hr. R- nu skal betale Sophie de fiirsindstyve Daler, og at min Mand ikke længer skal give hende dem; jeg betragter Forlovelse og Ægteskab som een og samme Ting; den som ikke kan gifte sig, skal heller ikke forlove sig - men den tossede Pige, hun generer sig for at sige det til Hr. R-. Det er just ikke for de fiirsindstyve Dalers Skyld - thi Penge har vi jo nok af .......

Her foer Halvor op: »hvad er det for noget Sludder, Mutter? Er Forlovelse og Ægteskab eet og det samme? jo, det vilde være pænt, om Sophie og Commissairen sagde det samme og lavede en Rede fuld af Unger og Commissairen derpaa gav hende en god Dag. Nei, Du skal ikke græde, Sophie. Vil Fa'er ikke betale Dig dine Lommeskillinger, saa vil jeg min Salighed gjøre det. Sikke noget! Sophie, min Tøs, bring mig Kaffeen ned i Stalden, jeg skal see om den syge Ko - Du har altid været en god Pige. Farvel, Doktor, husk paa Billederne.«

Og dermed reiste han sig vredt og gik til Døren, men da han kom til den, erindrede han, at han endnu paa sin Tallerken havde levnet et fedt Stykke Peber74|rodskjød - det fristede ham - han vendte tilbage, stak Klumpen i Munden, nedsvælgede to store Glas Øl og gik derpaa gravitetisk, fløitende ad alle Hundene, udaf Stuen. Jeg anbefalede mig strax efter Maaltidet og gik op paa mit Værelse, hvor jeg udpakkede mine Bøger og indrettede mig paa det beqvemmeligste.

Men nu kan jeg tydeligt indsee, at jeg ikke længere tør opsætte at levere Halvor Thyesens Charakteristik og den lyder da som følger:

Halvor Thyesens Kundskaber som Dyrelæge tør vel efter de tvende omtalte Kjendsgjerninger med Hoppen og Koen neppe bestrides. Hvad hans Legeme angik, da »førte han en overmaade god Person,« havde brede Skuldre og en betydelig Armkraft. Sin venstre Haand havde han brukket i sit attende Aar, da han stak de fem Fingre ned i fem Soldatergeværer og vilde paa engang 1øfte dem alle op i stiv Arm. Som Dreng havde han skudt Spurver med Flitsbue, nu skjod han Svaner med Riffel. Han vidste, at naar Svinet løb med en Halmvisk i Munden, for dermed at berede sig et Leie, da var det et sikkert Forvarsel paa Uveir; ingenlunde var han uvidende om, at naar Frøerne begynde at qvække om Foraaret, da er det Tid at saae Havre, men naar Slaaentornen springer ud, da skal Kornet i Jorden; heller ikke, kjære Læser, maa Du troe, at han ikke vidste, at Lærken skal tie saalænge efter Kyndelmisse, som den 75| synger før, og at vi faae en streng Vinter, naar Rønnen bærer overflødig Frugt. Godt vidste han Beskeed om, at naar Hunden æder Græs eller Ræven gjøer stærkt eller Kragerne om Efteraaret flokke sig i store Forsamlinger paa Marken, da er det en Forbetydning paa ondt Veirligt. Prægtigt vidste han at fortælle, hvorledes tør Marts, vaad April og kold Mai skal fylde Husene med Sæd; klart vidste han at berette, at naar Engene røg og dampede, da »rørte Mosekjerlingen sin Aftengrød,« og da vilde den næste Dag blive heed. Endvidere var han kløgtig paa himmelske Affairer: stod Regnbuen ned i Sønder, da betyder det Regn; staaer den i Nord, da betyder det tørt Veir; endeligen har han ofte forsikkret mig, at jeg aldrig skulde see Kukkeren og Syvstjernen sammen*). Han hengav sig hjertensgjerne til Bugens Forlystelser, men desto sjeldnere til Læsning, undtagen Bogen angik Agerdyrkning, Jagt, Fuglefangst eller Uglspil og Holger Danske. Naar hans Aand tog sin høieste Flugt og han var allermeest romantisk stemt, da ønskede han sig tilbage ind i Riddertiden, han gottede sig ved Tanken om Tourneringer, hvor man med Sværdet hug en vældig Modstander midtover, og han vederqvægede sit Sind ved at tænke paa »Skalledrik76|ning.« Han drak aldrig Brændeviin og følte sig smigret ved at jeg, den lærde Mand, heller ikke gjorde det. Han var særdeles voldsom i sine Bevægelser og skal endog, i Anledning af at hans Fader vilde afskedige en tækkelig Malkepige, have brugt Uqvemsord mod Paterfamilias; ogsaa vare næsten alle hans tolv Hunde Invalider, saaledes havde han i sine ustyrlige Øieblik revset dem: Snap halte de paa det ene Forbeen, Thor havde kun eet Øre, Spids havde en knækket Hale og Muphti var castreret. For Bøger og loerde Mænd havde han en betydelig Aversion, men han elskede Naturen, dog selv uden at ane denne sin Kjærlighed; først naar man gjorde ham opmærksom paa en eller anden Skjønhed, først da fattede og

*) See Junges nordsjellandske Landalmues Characteer, Skikke, Meninger og Sprog. Kjøbenhavn 1798.

tilegnede han sig den, og han var da yderst taknemmelig imod den Mand, der havde viist ham den. Blandt alle lærde Mænd (han kaldte dem tilhobe: Doctores) nøde især Theologerne hans ubetingede Foragt: han kaldte dem simpelthen Hyklere, og jeg erhvervede mig først hans fuldkomne Tillid, da han erfoer, at jeg med Liv og Sjæl hyldede den christelige Moral, men at jeg ikke troede blindthen paa de mirakuløse Forziringer. Og nu, min kjære Halvor Thyesen! skulde Du af en Hændelse, eller maaskee af Velvillie for mig, værdiges at kaste et Blik paa disse simple Ark, da vil Du bestemt sige: Johannes Harring, Du har beskrevet mig rigtigt!

77|Faa Dage efter min Ankomst til Herregaarden begyndte jeg mine Informationer med Pigerne og Christian, og mine Elever voldte mig den største Glæde: det var meest levende Sprog, Fransk, Tydsk og Engelsk, som jeg bibragte dem gjennem de ypperligste Forfattere fra de forskjellige Lande. Jeg overtalte engang Halvor til at bivaane en af disse Timer, men først parlamenterte han med mig, at alle hans Hunde skulde være inde i Værelset, hvor vi læste: han kunde umuligt undvære deres Selskab i en stiv Klokketime. Og da vi derpaa begyndte at læse, var der tusinde Adspredelser for Halvor: snart bed Snap Muphti i Halen, snart kløede Spids sig paa et Saar, den havde paa Ryggen og snart vilde Pudelen caressere Jagthunden, som var en Tæve; og endeligt forsikkrede han mig om, at hans Bryst ikke tillod ham en langvarig siddende Stilling og derpaa begav han sig iilsomt bort (hvad Brystet ellers angik, saa var det en Hvælving ikke uliig Kuppelen paa det nye Kapel ved Roeskilde Domkirke).

En anden Gang derimod traf jeg heldigere hans Smag: jeg inviterede ham til et naturhistorisk Foredrag. I en populair Fremstilling stræbte jeg blot efter at gjøre mine faa Tilhørere Naturhistorien kjær og jeg lempede især min Tale didhen, at Halvors Opmserksomhed bestandigen var spændt: jeg fortalte ham, at Reisende atter havde fundet den i Aartusinder betvivlede 78|og omtvistede fiirhornede Antilop, som alt Ælianus beskrev; jeg meddeelte ham, hvorledes russiske Skippere nord for Sibirien havde paa et Stykke Driviis fundet det gigantiske Mammouthsdyr med Hud og Haar, Kjød og Muskier - det vældige Dyr var ved Kulden bevaret friskt og holdent fra hin fjerne Tid, da Verdens Grundvold blev lagt; heller ikke forglemte jeg at oplæse hvorledes de franske Naturforskere paa Napoleons ægyptiske Tog havde opgravet en Mumie, der holdt en Zwiebel i Haanden; de plantede Løget i Jord og det voxede, og for Napoleons og hans tilkommende Marschallers Øine prangede den Blomst, der vel egentlig skulde have udfoldet sig for Cleopatras og Ptolomæernes stirrende Blik. - -

Om Aftenen kom Halvor ind paa mit Værelse med en Flaske Viin og to Glas. »Doktor,« sagde han, »jeg kan godt lide Dem og derfor vil jeg drikke Dus med Dig og saa er jeg din Ven og saa kan Du stole paa mig og saa Vee den, der vil gjøre Dig nogen Fortræd, naar Halvor Thyesen seer det.« Og vi drak Dus med alle Formaliteter. - -

Det var en klar Søndag Morgen i Foraarets skjønneste Tid at jeg tankefuld sværmede om i Dyrehaven og blev staaende ved Enden af en lang Allee, hvorfra man havde Udsigt over en Eng, der endnu stod fuld af Vand. Et enkelt Par Vildænder fløi op, da de hørte79| mine Skridt; i det Fjerne ringede Landsbyens Kirkeklokke for at samle de rødmossede Bønder. Min Sjæl var stemt til Andagt og jeg mindedes min Broder Arthurs Ord, da han sagde til mig: »Johannes, jeg er stricte talt ingen rettroende, eller rettere sagt, ingen fuldstændigt troende Christen. Vore Kirker tykkes mig for smaa: min Domkirke er den massive Verdenskugle; min Altertavle er det uendeligt svulmende Ocean, hvor Fregatten gaaer for fulde Seil og hvor Maleriet bestaaer af Sols og Maanes og Stjerners Afspeiling i Overfladen; min Daab er Foraarsregnens Vande, der klække Blomsterfloret udaf Jorden; mit Orgel er den store Menneskeslægt og Orgelets Piber dannes af de enkelte malmfulde Stemmer fra hvert ædelt Bryst.«

Jeg afbrødes i mine Grublerier ved Halvors raae Stemme; jeg forbausedes ved, at der i hans Ydre idag herskede en vis Elegance, som han ellers til enhver Tid forsmaaede, men allermeest frapperede det mig, at der af alle hans Hunde ikke var een at see i hans Følge. »Kom og følg med mig, Doktor,« begyndte han, »vi ville besøge Prassten og spise til Middag hos ham; jeg har allerede sagt det oppe i Stuen. Der skal Du see hans Datter« - her overtrak en luende Rødme hans Kinder - »det er den smukkeste Pige i Egnen, men hun er noget melancholsk. Gud give, at hun vilde blive min Kone, saa skulde jeg gjerne forandre 80|mig og klæde mig mere pynteligt og jeg vilde ogsaa læse Fransk og Tydsk (det Engelske kan jeg bestemt aldrig lære at udtale, troer Du vel?) og jeg vilde lade være at banke mine Hunde.« Der laae i det Øieblik noget saa rørende i hans raae Stemme, at jeg forbauset saae op paa ham og da bemærkede jeg, at han tørrede sine Øine.

»Og holder hun da sletikke noget af Dig?« spurgte jeg efter en Pause.

»Aa, nei vist gjør hun ikke,« svarede han ærgerligt, »jeg er hende for bondemæssig og for styg - saa til Helvede, nu har jo Køerne revet Hegnet ned

- jeg troer meget snarere, at Du vil gjore Lykke hos hende; om saa var, saa undte jeg da ogsaa Dig hende mere end nogen Anden - jeg har ellers før holdt meget af Skytten Richard - hendes Fader er hvad de kalder Consistorialraad, er der ikke noget, som hedder saadan? det vil vel sige, at han snart kan vente at blive Biskop? - aa, Guds Død og Pine! Muphti, pus ham, allez, allez, Thor, Snap! pus ham, see Ræven, - aa det er ogsaa kjedeligt, nu har jeg jo lukket dem inde deroppe - han er ogsaa Ridder af Dannebrogen - jeg mener Præsten, en meget stolt Mand, en fiin Hofmand. Hun hedder Mathilde, og hun har to Øine, saa mørkebrune, som om jeg saae ned i det sorteste Mosevand. Kom lad os gaae rask til, jeg længes uhyre 81|efter at see hende, skjøndt jeg veed, at hun sletikke bryder sig om mig

- see der hopper en Rødkjelke!« - -

Vi gik hurtigt og kom til Præstegaarden; ud af et Hul i Muren i Porten sprang en Hund og modtog os med en lydelig Gjøen, men et Vink af den store Hundeamateur, Halvor, forandrede strax dens Vrede til en venlig Logren. Vi kom ind i Dagligstuen og der sad da den blomstrende Qvinde, hvis skjønne Stjerne var bestemt til saa betydningsfuldt at tindre ind i mit Horoskop.