VIII.

»Det er Doktor, jeg vil sige Student og Candidat Harring!« tog min Ledsager til Orde, idet han pegede mig ud for Mathilde ligesom jeg var et udenlandsk Dyr; med det samme skrabede han ud i Elskovs søde Forvirrïng og sparkede mig derved ret føleligt opad Benene.

Hvad enten det nu var min eller Halvors Ankomst, der satte den skjønne Pige i Bevægelse, saa overfoer en 81|brændende Rødme hendes Kinder, Hals og deilige Nakke; et smerteligt Træk glimtede i hendes Ansigt, da hun stivt betragtede mig og hun svarede ikke andet end: »jeg skal kalde paa Fader.«

Da hun havde forladt Stuen, spurgte Halvor raskt: »naa, er hun ikke smuk?«

»Tilvisse!« svarede jeg grublende.

»Og hjertensgod tillige, ikke sandt?« vedblev Elskeren.

»Det kan jeg endnu ikke bestemme,« svarede jeg leende, men blev strax igjen alvorlig ved at betragte hendes Portrait, der hang paa Væggen. Hun kunde vel nu være een og tyve Aar, men Billedet fremstillede hende som en sextenaarig Ungmø, der legede med et Egern. Det var ret lykkedes Maleren, at lægge just noget naivt og fromt i det muntre Ansigt; nu bar hun sit Haar opflettet, men hun var afmalet med nedhængende Lokker. En let Skjælven gik igjennem mit Legeme - jeg kunde have kysset det smukke Portrait.

Døren aabnedes imidlertid og Consistorialraaden viste sig med en Diplomats hele Fiinhed. Han bar Ridderkorset netop paa samme Sted, hvor der paa Halvor prangede et Krudtmaal i et lille grønt Baand. Hr. Johnsen, saaledes hed Mathildes Fader, havde en bruun Kaskjet paa Hovedet, hvorfor han undskyldte sig: »jeg er noget forkjølet i disse Dage,« begyndte han, »jeg var 82|nemlig saa uforsigtig forleden Dag at gaae igjennem en Sal, hvor der stod et Vindue aabent - saaledes er det, naar en gammel Mand vil være rask paa det og gjøre, hvad kun de Unge tør fordriste sig til. Velkommen, Hr - - Hr Harring,« her saae jeg et bittert Smul ved hans Mund, men han forandrede det snart og vendte sig til Halvor med de Ord: »naa, min bolde Jæger, hvor gaaer det med Jagten? jeg skulde dog haabe, at Muphti og Snap befinde sig vel?«

Halvor tog disse Spørgsmaal i al Alvor og svarede: »Muphti er frisk og vel, men Snap har forspiist sig i nogle Pølseskind, hvisaarsag den lider af Forstoppelse. Hvad Jagten angaaer, saa har jeg, skjøndt det egentlig er Synd paa denne Tid, da de har Killinger, skudt en Hare, som Jens Røgter vil overbringe Deres Velædelhed« - (denne Titel troede Halvor maatte være særdeles udmærket og brugelig endog imod Justitsministre og vestindiske Gouverneurer, [Mennesker af eet og samme Slags Høihed] saasom den indeholdt Hentydning paa Adel) »forresten er der da ikke stor Skade skeet, thi det var en Ramler« (med andre forstaaelige Ord: Hare af Hankjønnet).

Præsten henvendte sig derpaa til mig og sagde, idet han betragtede mig skarpt: »for nogle Aar siden var der en Lieutenant Harring herovre paa Opmaaling, kjendte De ham eller er De maaskee i Familie med ham?«

78|»Det er min Broder,« svarede jeg med blussende Kind, thi jeg anede strax, at min Broder havde gjort sig skyldig i nogle gale Streger, der havde paadraget ham Prasstens Opmærksomhed og mulig endog hans Uvillie.

»Har han aldrig nævnet mit Navn for Dem?« spurgte han med en inqvisitorisk Mine.

»Ingensinde,« svarte jeg og trak Consistorialraaden hen til Vinduet, »jeg formoder imidlertid af Deres Velærværdigheds Spørgsmaal, at min gode Arthur vel har spillet sin sædvanlige muntre Rolle herovre, saaledes som han endnu gjør det i Hovedstaden. Bestaaer imidlertid hans Brøde i at han, som jeg næsten skulde troe, har efterladt sig Gjæld herovre, da beder jeg indstændigen Deres Velærværdighed om at meddele mig Oplysninger derom, da jeg saa ufortøvet skal betale alle hans Regninger, hvor store de end maatte være.«

»Aa, paa ingen Maade saaledes meent,« raabte Johnsen med et vibrerende Smiil, »jeg veed ikke det ringeste om noget saadant, nei langtfra. Jeg meente kun, at han var en overmaade - lystig Person; forresten var han kun to Dage her. Behager De ikke, min gode Thyesen, at vise den ærede Gjæst lidt om i Haven? Mit stakkels Hoved tillader mig ikke at gaae i den friske Luft - ah, den Gigt, den Gigt, men Mathilde skal strax komme.«

85|Der var mig noget ubehageligt Fornemt hos Consistorialraaden, saa at jeg med Glæde unddrog mig hans Nærværelse og skyndte mig ud i Haven.