IX.

Det var netop et deiligt jydsk Foraar og jeg er overbeviist om, at Laxen i Randersfjord og Mallen, (hvis den findes endnu), under Flommen ved Sorøsøe, i en munter Bevidsthed om at Flora var »atter kommen« op til Nord, have gjort nogle betydelige Bukkespring, hver i sit respective Vand; endydermere begyndte, som ovenomtalt, Bierne mærkeligt at summe.

86|Halvor bukkede sig ned, tog en Bie, brød den midtover og rakte Bagdelen til - den fremtrædende Mathilde og bad hende om (naturligviis i al bondemæssig Courtoisie) at smage, hvormegen Honning den alt af de faa Foraarsblomster havde indsuget (Fortælleren tør sværge paa, at han meente det ærligt med Indbydelsen).

Mig syntes, at hun havde grædt - muligt tog jeg feil.

Hun henvendte sig smilende til mig, (Halvors venskabelige Tilbud modtog hun ikke), og tilbød sig at vise mig om i Præstegaardens nærmest tilstødende Omegn. »Her,« sagde hun, da vi stod paa en Høi i Haven ,hvorfra vi overskuede Marker, Banker, Skove, og en fjern Hedestrækning, »her seer De, Hr Harring,« - her skjælvede hendes Stemme betydningsfuldt - »tolv eller tretten Høie! nu ere de alle grønne, som for tre Aar - nei fire Aar - siden. - - - Dog for mig er det kjæreste ved disse Bakker - De maae vide, at jeg stedse er hvad Verden kalder romantisk stemt - det elskeligste for mig ved den hele grønne Plads er det 1øierlige Sagn, som hefter ved Stedet. En gammel Herremand paa den Gaard, som Deres Fader for nærværende Tid eier, Hr Thyesen! skal nemlig have nedgravet en uhyre Skat i en af Bankerne - om det var af Frygt for et røveriskt Indbrud i Gaarden eller Bevæggrunden var lav Gjerrighed, melder Traditionen 87|ikke; kun saameget er vist, at han, da han mærkede Døden nærmede sig, bød sin eneste Datter at kjøre ud med sig til Bakkerne, som dengang vare tæt bevoxede med Underskov og Tjørn. Men i det Øieblik han fik Høiene isigte og hævede Haanden for med Fingeren at paapege Stedet, da sank han død om i Vognen. Datteren lod opgrave alle tretten Høie, men der fandtes Intet og hun blev afsindig, Stakkel. Bonden troer endnu, at hun ved Midnat vandrer om og søger efter Sølvet og ene denne Overtro skræmmer ham selv fra ved Tolvslaget at sætte Spaden i Bevægelse og oplede det Fordulgte.«

»Og, naadige Frøken,« tillod jeg mig at bemærke, »istedetfor at elske Stedet fordi det er Deres Hjem, saa lægger De det Elskelige, og det der fængsler Dem, i en Tradition, i et simpelt Eventyr?«

»Hr Harring,« svarede hun, »fra Barnsbeen har jeg elsket Bogen meer end Livet; først sildigt kom jeg til den Erfaring, at man gjør bedst i at elske det Virkelige meer end det Ideale. Jeg elsker Sagnet, men søger at oversee og forglemme Stedet, hvorom Sagnet dreier sig. Jeg elsker den arme vanvittige Pige, jeg hader de tretten Banker - de have altfor bittre Erindringer for mig - betænk ogsaa Hr Harring, at jeg har ført en eensom og glædeløs Levetid her i denne Egn, hvor Menneskene snarere ligne Dyr end de ligne dem, der skulle være skabte efter Guds Aasyn« - her stampede 88|Halvor i Jorden og gav sig til at fløite Melodien paa Bondevisen:

- »ingen dannede Mennesker,« vedblev hun, uden at paaagte Halvors Utilfredshed, »findes i hele fire Miils Strsekning. Hvert Blad minder mig om, at jeg her stedse har kjedet mig og hver Fugl, som synger over mit Hoved, erindrer mig om, at jeg hvert Øieblik har gabet og derpaa er falden i Søvn, ifald jeg med disse haandgribelige Talemaader kan gjøre mig forstaaelig for Dem, Hr. Halvor Thyesen.« -

Som oftest ere unge Piger kun et Gjenskin af deres nsermeste Omgivelser: saaledes gjengiver den rindende Aaes Overflade baade de grønne Strandbredder og Himlens Skyer og Skjær - men anderledes var det med Mathilde: hendes skjønne Sjæl afprægede sin Eiendommelighed i enhver hendes Bevsegelse, i hele hendes yndige Ydre, ret »ligesom Lyset, der sættes ned i 89|en Alabastes Vase, oplyser den hvide Steenmasse.« Først senere, da jeg blev bekjendt med hendes Historie, forstod jeg fuldkomment hendes ved kummerfulde Erfaringer ophøiede og forædlede Natur og da følte jeg tilfulde Sandheden af hvad Walter Scotts litteraire Arving og Successor siger: »der gives ingen Hemmelighed, der bedre oplader det menneskelige Hjerte, end Modgang - isærdeleshed den Modgang, der har sin Oprindelse af Lidenskab. Forbauser en Skribent Dig ved sin Indsigt i Din Natur, da vær forvisset om, at ogsaa han eengang selv har sørget: saadan Kundskab findes i Taarernes Alchymie.« -

Men bittert nagede hendes sidste Ord paa Halvors Sjæl: han vendte sig om til hende og sagde med et hvidt Ansigt og med Øine fulde af Graad: »dømmer De saa haardt om den, der mener det saa godt med Dem, saa tag dette Krudtmaal tilbage, som De gav mig sidste Marked - jeg vil ikke bære det, naar De fortryder at De har givet mig det som et Tegn paa Deres Venskab, og naar de sammenligner mig med min Faders Oxer og Stude.«

Det smertede hende, at hun havde krænket Halvor og hun rakte ham Haanden, forsikkrende, at hendes Mening ikke havde været saa slem som hendes Tale. Forsonet stak han atter Krudtmaalet i sit Knaphul og kyssede Mathildes Haand.

90|Som vi nu stode oppe paa Høien, saae vi en Bondedreng, der af alle Kræfter løb over Marken og styrede sin Cours lige hen til det Sted, hvorfra vi overskuede Egnen. Da han kom os nær nok, raabte han hidseblæsende: »aa gode Frøken, Moer Dorthe ligger for Døden og hun beder Dem for Guds Skyld at komme til hende før hun opgiver Aanden.«

»Strax!« svarede Mathilde; Drengen løb tilbage over Marken og vi ilede gjennem Haven op til Præstegaarden.

»Dorthe Christensen er syg,« tiltalede Mathilde sin Fader ved Indtrædelsen i Stuen, »og hun lader mig bede endelig at komme til sig før hun døer; skal jeg gaae eller vil maaskee Du?«

»Ja vist vil jeg, mit Barn,« svarede Consistorialraaden hurtigt, »unge Piger have ikke godt af at see Døende; desuden maa Du forblive hos vore Gjæster. Naa, saa? Dorthe for Døden? det maa da indberettes til Amtmanden, for at han kan træffe de fornødne Anstalter. Hent mig min Ræveskindspelts og saa mine Galoscher, lille Thilde, og den laadne Hue, jeg er allerede stærkt forkjølet. Mine Herrer undskylde, men det er min Pligt at trøste Lidende og Døende.«

Og dermed indpakkede Datteren sin Fader, og den velærværdige Consistorialraad begav sig gjennem Gaardspladsen i Præsteboligen hen til den døende 91|Kone; og det var moersomt at see, hvorlunde han i sin Ræveskindspelts, med den lyse lodne Hue paa, med sin smalle diplomatiske Taille, tæt indhyllet i Dyresloprokken, lignede en vandrende Vandpost, der om Vinteren er udvendigt omviklet med den gule Halm; dertil stod nu denne siberiske Dragt i aabenbar Modsætning til Aarstiden: en opvarmende Sol drev Sæden ud af Jorden, Crocus havde affloreret for længesiden, Fuglen byggede sin Rede og Staldkarlen havde aflagt den røde Hue og taget Hat paa; endydermere var Dompappen for længesiden fløiet til Norge. - - -

Saa lad ham vandre! - -

Men inde i Stuen sad jeg ene med Mathilde: thi Halvor havde i ondt Lune forladt Værelset, for at kige ind i Længen og see om Tærskerne ogsaa arbeidede (ogsaa havde Præsten faaet en ny Plov - det var muligt den, som Landmanden nærmere vilde tage i Øiesyn), dog troer jeg, at det var Mathilde, som havde fornærmet ham ved at see venligt og smilende til mig; men nok var det, at Halvor var ude og jeg var inde.

Og der sad jeg og grublede over Mathildes Ansigt: der straalede en Taare i hvert af hendes Øine, som naar Dugperlen hænger i Morbærtræets Blade; der sad en Veemod i hendes Ansigt, som naar Vintersolen skinner gjennem et Vindue i Hovedstaden ind paa de i Stuen staaende Zwiebier; der var et Foraar i mit Hjerte, som 92|naar den første Kjærlighed indsniger sig hos Mennesket, som naar Hørkræmmerdrengen gaaer ud af sin Lære og bliver Svend, som naar Skoledisciplen bliver Student. Der sad jeg og indsugede den søde Gift af hendes Læber, medens Halvor færdedes langt ude i Markerne, formodentlig omtumlet af alle Skinsygens Piinsler. Endelig vendte Præsten tilbage; den syge Kone var død. Vi spiste til Middag, da Halvor kom hjem fra sin Udenlandsreise og om Eftermiddagen gik han og jeg sammen tilbage til Herregaarden, men Halvor var taus og vranten og jeg mærkede godt, at han undertiden betragtede mig med skumle Blik.

Men fra den Dag af var Halvor Thyesen min Fjende.