X.

Et mørktfarvet, næsten kulsort Had viste sig i Halvors Ansigt, siden hint vort fælles Besøg i Præstegaar93|den; han afbrød al Omgang med mig, sendte alle de Bøger, han havde laant af mig, tilbage til mit Værelse og beskjæftigede sig udelukkende med Landvæsenet.

Jeg tilbragte imidlertid næsten hver Søndag hos Consistorialraaden, just ikke lokket dertil af Manden, snarere drevet derhen af en ubeskrivelig Længsel efter at see Mathilde. Ogsaa var hun særdeles forekommende imod mig og jeg mærkede godt, at hun gjerne talede med mig.

Det var en Søndag Aften, at jeg sad ganske ene inde i Præstens Dagligstue: Præsten var kjørt hen at besøge Thyesens, og Mathilde var beskjæftiget i Huusholdningen. Jeg greb en Psalmebog, der laae i Vinduet, der faldt et Papir ud af den - det var Vers - Haanden forekom mig bekjendt, dog kunde jeg ikke mindes, hvor jeg før havde seet den. Digtet var ikke heelt, der manglede baade Begyndelse og Ende; hvad der var, lød saaledes:

»Og hvem,« spurgte jeg nysgjerrigt Mathilde, der netop nu kom ind i Dagligstuen, »hvem er vel Forfatteren til dette vakkre Digt? aha, De rødmer! - - maaskee,« tilføjede jeg, næsten skinsyg, »maaskee en fordums Tilbeder?«

»Langtfra,« lød hendes Svar, »men - men, kjære Harring, hvorfor jeg rødmer? det spørger De mig om? det var - det er, fordi De har opdaget een - een af mine Svagheder. Seer De, fra Barnsbeen har jeg været stemt for at gaae til Theatret; det tyktes mig saa herligt, at være det levende Organ for de store Mestere blandt Digterne, at være Moralist for hele Menneskeheden, at være Maler af hver Lidenskab, at opfange de hurtigt forbifarende udvortes Spor af de indvortes Tanker og Følelser. Jeg betroede mig til en - Fætter, ham der har skrevet hine Vers, men han irettesatte mig venligt gjennem disse Linier: saamange Fristelser og Farer maa Manden gjennemgaae, han ligger for det Meste under - hvorledes skulde da jeg, 99|en Qvinde, kunne bestaae? og dog kunde det sandelig endnu falde mig ind at gaae den omtalte Vei, naar, og gid det skee seent, min Fader bliver lagt i Kisten. Dette simple Liv behager mig ikke, jeg har jo givet Afkald paa alle dets Glæder, jeg har vendt mig bort fra Virkeligheden - hvad har jeg da tilovers andet, end Kunst en?«

»De har Meget,« udbrød jeg med Varme, »De har endnu Meget tilbage af Virkeligheden, De har Ungdom, Godhed og Skjønhed - og De har en Ven, hvis De tillader det, i mig!«

»Har jeg virkelig?« svarede hun grædende, idet hun lagde sin Haand paa min Skulder og stirrede ind i mit Øie, »har virkeligt den stakkels Mathilde endnu en Ven, der finder hende god og ung og smuk. O Harring, jeg har lidt meget og dog hader jeg ikke denne Verden; fordi Een har krænket min Sjæl, gjør jeg dog ikke som mange Andre, der forbande dem alle.«

»Jeg vil erstatte Dem, Mathilde, hvad De har lidt,« raabte jeg, »jeg vil elske Dem trofast og i Sandhed - -«.

Da foer Dødens Bleghed over hendes Ansigt og hun stødte mig med en Slags Rædsel tilbage: »gaa, Harring,« hviskede hun, »gaa øieblikligen herfra, nu kommer min Fader!« Og hurtigen rakte hun mig min Hat og næsten stødte mig ud af Stuen.

100|Bedøvet gik jeg gjennem Gaardsrummet og var alt halvveis kommen hjem til Herregaarden, da jeg modte Præsten i sin Vogn. »Ei, ei,« raabte han, »holdt, Kudsk, men pas vel paa Hestene; De gaaer der uden Overkjole, Hr Harring, høist uforsigtigt: de danske Nætter ere ikke at spøge med. Paa Søndag er det min Geburtsdag og jeg haaber at see Dem - alle Thyesens kommer ogsaa. Ikke sandt, De svigter ikke? kjør saa til, Kudsk, mig synes Duggen er kold.«

Og bort rullede Præsten uden at høre, enten jeg sagde ja eller nei. Gud bevares! hvorledes skulde det da ogsaa falde en Hr. Consistorialraad ind, at Nogen torde sige nei, naar han inviterede til en Fête?

Uden ellers at mærke noget til den af Consistorialraaden saameget befrygtede Dugg, bøiede jeg ind i en Granskov, der ligger tæt ved Herregaarden. Det er, eller, rettere sagt, det var dengang en ganske ung Plantage, hvor de smaa Træer neppe vare saa høie som en velvoxen Karl. Og som jeg nu gik, ærgerlig tilmode, og slentrede hen ad Veien, afhuggende med min Stok de frodige Brændenelder og Skræpper, - faldt der et Skud og en Kugle hvislede tæt forbi min Nakke. Det var efter mig man havde skudt, ganske bestemt efter mig, men hvo var Fjenden? Hvem var vel i den fremmede Egn bleven fornærmet af den fredelige theologiske Candidat? - - - Jeg stod et Øieblik stille og 101|havde den Ubekjendte villet mig rigtig tillivs, da havde dette Øieblik, da jeg, uden egentlig at tænke paa Faren, fortabt i Gisninger, stod, lænet forover paa min Stok, lyttende om jeg ikke kunde mærke Buskenes Raslen ved den Flygtendes Bevægelser - ja, i Sandhed, dette Øieblik kunde have været tilstrækkeligt til at ende mit Liv. Jeg gik ganske langsomt hjem, men kun bittre Følelser bevægede mit Bryst: havde ikke hun berøvet mig ethvert Haab om Gjenkjærlighed og var ikke jeg, som ikke havde fornærmet et eneste Menneske, i den eensomme Granskov bleven overfalden paa Snigmorderviis?

»Du skal sige det til H-!« tænkte jeg ved mig selv, men jeg fik ikke tænkt ud: Begyndelsesbogstavet af Halvors Navn, dette let henaandende Bogstav gav mine Tanker en ganske ny Retning: hvad om Stimanden var selve Halvor Thyesen?

Hurtigt løb jeg opad Trapperne til Halvors Værelse paa Qvisten, (Dueslaget var beliggende ganske tæt derved). Jeg vilde lukke Døren op, men den var tillaaset - han pleiede ellers altid at sove for aabne Dørre - - -