XI.

Tidligt den følgende Morgen traadte Halvor ind i mit Værelse, men jeg forskrækkedes næsten over hans vilde Udseende. Det lod til at han slet ikke havde været iseng; hans Haar var uredt og Øinene indfaldne, Kinden blegere end ellers. Hans hele stærke Legeme rystede, Stemmen var brudt og paa hans Kalmuksfrakke hang der Pigger af Grantræe. Mod1øs stod han i Døren og stirrede hen paa mig med en Blanding af Glæde og Smerte: »Harring,« sagde han, »det var mig der skjød efter Dig inat, hvad vil Du gjøre?«

»Halvor,« svarte jeg, »Du duer ikke til at være en Forbryder - hvad havde jeg forresten gjort Dig, siden Du vilde dræbe mig?«

»Aa, hvad Du har gjort mig?« udbrød han, »slet intet, det var kun - det var fordi jeg saae, at Du elskede Mathilde, og at hun syntes bedre om Dig, end om mig. Hør, jeg har i lang Tid ikke været Menneske meer; hvor jeg gik og hvor jeg var, i Stuen eller i 103|Skoven, paa Marken eller i Baaden, saa har jeg kun tænkt paa Dig og paa hende. Det Krudtmaal, som hun sidste Markedsdag gav mig, kastede jeg i mit Raseri ned i Møllebækken og dykkede derpaa tilbunds for atter at faae det. Mine Fugle - stakkels Dyr - ere omkomne af Sult; Møllerens forbandede sorte Hund har bidt Snap i Bagbenet og jeg har endnu ikke slaaet det Bæst ihjel - ogsaa det er forsømt. Jeg hadede Dig ligeindtil jeg fik skudt Bøssen af, men fra det Øieblik af har jeg ret holdt af Dig. Jeg har i Morgenstunden ligget udenfor Din Dør og lyttet efter dine Aandedræt. Gud i Himlen! hvis Du havde været saaret! Fordre af mig hvad Du vil, jeg skal gjøre det, men tilgiv mig blot. Jeg vil endnu idag gaae hen til Mathilde og bede hende om at elske Dig. Jeg vil aldrig see hende meer, kun Du skal have Lov og Eneret dertil. O Harring, Harring, vær ikke mere vred!«

Her omfavnede han mig voldsomt og jeg mærkede, hvorledes hans vældige Muskelbygning krampagtigt rystede i mine Arme. Jeg tog hans Haand og knugede den heftigt: »nei, Halvor,« gjenmælede jeg, »troe ikke, at jeg er vred, men lad os som redelige Medbeilere kæmpe om Kronen. Glemt være hvad der er skeet. - Jeg har just ikke noget stort Haab, men jeg vil paa Søndag - nu veed Du det - paa Præstens Geburtsdag, udspørge Mathilde, om hun vil vælge Dig eller mig eller Ingen 104|af os To. Handle Du saaledes som Du troer det er bedst; gaa Du hen og tal med hende, om Du vil, endnu idag, og forresten saa lad det gamle venskabelige Forhold atter træde i Kraft imellem os To.«

Halvor saae paa mig med store Øine: han kunde ikke fatte, hvorledes man saa hurtigt kunde tilgive et Riffelskud. Han trykkede min Haand og hviskede venligt: »ja, jeg vil tale med Mathilde idag.« Og dermed ilede han ud af Værelset og jeg hørte, hvorledes han sprang ned ad Trapperne, nynnende sin Ynglingsarie, den meer eller mindre bekjendte Maimaanedssang, hvor den gudfrygtige Bonde fremfører sine forskjellige ønsker og Bønner for Vorherre:

Kort efter saae jeg ham rende over Ladegaarden, men om det var for at aflegge et Morgenbesøg hos Mathilde eller for at tugte Møllerens sorte Hund, kan Forfatteren ikke med nogen apodictisk Vished bestemme.