XII.

Jeg har aldrig seet Halvor Thyesen saa »net«, som paa Consistorialraadens Geburtsdag i Præstegaarden: han havde endogsaa drevet det til en blaa Kjole med forgyldte Messingknapper - og han bar - for første Gang et Par uhyre Flipper, ud fra hvilket hans Ansigt stirrede, (blodrødt ved det stramme Halstørklæde), ligesom en Pakhuuskarls Hoved, der, forsynet med en rød Hue, viser sig i et Loftsvindue, eller som (jeg holder meget af Billeder) en Tulipan i et Vandglas. Der laae noget vist Triumpherende i de Øiekast, han sendte mig; de røbede tydeligt, at han meente, han havde gjort mig en betydelig Tjeneste - paa hvad Maade? det kunde jeg ikke gjæt-

te. om jeg nu sidder her i den øde Præstegaard og bemaler det rene hvide Bikubepapir, med min smukke Kone, der sidder og syer ved Vinduet, medens den lille 106|Carl leger med sine Tinsoldater og af og til seer hen til Arthurs store Hund, der 1øfter Hovedet iveiret og knurrende lytter til Avlskarlens Fodtrin i Gaarden, saa fremstaaer for mit indre Blik Mindet om hin selsomme, paa mit Liv saa indvirkende Nat i Consistorialraadens Huus. - - -

Der var grumme mange »fornemme« Folk i Præstegaarden hin Aften: der var en afskediget Lieutenant, der havde giftet sig med en Pige paa femten Tusind Daler og derpaa (naturligviis) kjøbt en lille Landeiendom (thi hvo kan ikke være, eller i det mindste ikke blive til, en - Landmand?); det var (naturligviis) kun en ganske lille bitte Landeiendom, som han havde kjøbt, og, (naturligviis) saa røg han fra Gaarden et Par Aar efter og blev (naturligviis) Toldbetjent i Kjøbenhavn; men den Aften, paa Præstens Geburtsdag, havde han (naturligviis) Sporer paa, og i disse formidable Sporers Hjul sad (naturligviis) adskillige Kniplings-Garneringer, som han (naturligviis paa krigerisk Maneer) havde erobret fra Damernes Musselins Kjoler. Skjøndt Mars i sin Tid skal have været en stor General og en Officeer af smukt Udvortes, saa troer jeg dog neppe, at han, hvad Bakkenbarter angik, kunde maale sig med Hr. Lieutenanten.

Og saa var der da ogsaa adskillige af Nabopræsterne; Een af dem vil være mig evigt uforglemmelig. 107|Han var tredsindstyve Aar gammel og havde siddet i fem og tredive Aar i eet og samme Kald; det var ret et Exemplar af en af de rigtigt »gamle Præster paa Landet.« Jeg har aldrig seet et Menneske i sit Ansigt mere ligne et Sviin, end denne Sjælens Hyrde gjorde. Og saa var der da spredt en S1øvhed over hans hele Væsen, som om han i en rum Tid havde været en Træstub og havde været nedplantet i Jorden og overbevoxet af Mos og Skimmcl. Jeg tænkte ved mig selv: »men er det virkeligt ogsaa et Menneske? er det ikke snarere en Dragkiste eller en Spyttebakke, der har antaget en menneskelig Skikkelse og sniger sig omkring i en Forklædning, i en dyb Maske?«

Og saa var da selve Amtmanden tilstede, en spinkel,

Han hilste omkring i Forsamlingen med en Venlighed, med et Smul, saa at man aldeles ikke skulde troe, at der to Gange var blevet skudt efter hans Kareth, fordi han, naar han lod Skatterne inddrives hos Bønderne og disse ikke kunde betale, men Staklerne skulde afsone den med Vand og Brødsstraffen, gjemte Bønderne til om Vinteren, »fordi Tarmene lide mere ved Sulten i Kulde, end i Varme.« Som sagt, man skulde aldeles ikke have troet, at det var »Kongen paa Landet.«

108|Og midt i Kredsen bevægede sig da ogsaa en smidskende Doktor. »Min Gud!« raabte denne til en rødmosset Toldbetjent, »hvor De seer daarlig ud! De har vist ikke fornyeligt brugt de kjølende Pulvere, som jeg sidst forordnede!« - »Jo, det veed Gud jeg har,« skjælvede Toldbetjenten, der lige til dette Minut havde befundet sig saare vel, »men jeg synes selv, at jeg nu ikke mere er rigtig frisk - det var maaskee bedst, at jeg strax tog hjem?« - Upaatvivleligt!« raabte Doktoren, »jeg skal nok kjøre Deres Kone hjem inat. Stakkel, hun skulde dog ogsaa have sig en lille Dands.« - Og hjem kjørte Toldbetjenten med en frisk Recept i Haanden - lad ham ha'e 'en! -

Endydermere var der i Stimlen en Prokurator: hændelsesviis traf han i Selskabet sin Mandant og forsikkrede da Denne om at Sagen aldrig kunde tabes ved Høiesteret (Høiesteret dømte forresten, at Landsoverrettens Dom burde ved Magt at stande).

Og der var mange Fleer i Stuen, iblandt Andet ogsaa en jydsk Forpagter, men han talte kun om Vaarsæden og om sin Kalvekudsk; han bukkede særdeles dybt for Amtmanden og brugte Skraa.

Men snart vendte mit Blik sig hen til Mathilde. Hendes castaniebrune Haar contrasterede herligt med den fine Teint; hun havde en lyserød Kjole paa og den 109|deilige Hals var omkrandset af en hvid Perlerad. Hun kom mig strax imøde, da jeg traadte ind, og hun rakte mig fortroligt Haanden: der var vistnok Fiere i Selskabet, der misundte mig, men Thyesen vendte sig om og saae ud af Vinduet hen paa Præstens »Guldgrube«, den store Mødding. Sorgfuld, næsten grædende tænkte jeg ved mig selv: ak, hvorfor kan hun dog ikke elske mig! - Bestandigt hvilede imidlertid hendes Øine paa mig og jeg syntes at de stirrede ømt og kjærlighedsfuldt.

Efter Theevandet blev der spillet og jeg dandsede med den skjønne Pige. »Mathilde,« bad jeg, »tillad mig et Øiebliks Samtale med Dem ude i Haven, jeg fordrer Forklaring af Dem; min Rolighed, min Lykke, alle mine Ungdomshaab ville gaae tilgrunde, hvis De afslaaer min Bøn.«

Hun nikkede sørgmodigt og snart bemærkede jeg, at hun gik ud af Stuen; Halvor smilede, da han saae mig gaae ud af Havestuedøren, og snart sad jeg med Mathilde i Jasminlysthuset - jeg bad hende om Haand og Hjerte.

»Kjære, kjære Harring,« gjenmælede hun, »af alle de Mennesker, som jeg seer omkring mig, er De den, hvem jeg elsker meest og hvis Venskab og gode Omdømme jeg sætter størst Priis paa. Men,« - tilføiede hun, jeg syntes med en skjælvende Stemme - »det er ikke Lidenskab, troe endelig ikke det, det er en Søsters Ømhed, 110|en Nærbeslægtets venlige Følelser, som besjæle mig. Betragt mig som en smuk Egn, en yndigtformet Billedstøtte, en straalende Blomst - De siger jo, kjære Harring, at jeg er smuk, o det glæder mig, at jeg behager Dem. Seer De, naar man ret kjærlighedsfuldt betragter en smuk Egn, da forekommer det En, at Egnen, jo længere man seer paa den, tiltager i Deilighed, ligesom om Naturen gjorde sig Umage for at see smuk ud i sin Tilbeders Øine - saaledes glæder det ogsaa mig, at De holder af mig, men lad det aldrig falde Dem ind at ville ægte mig, det kan aldrig skee - ligesaa godt kunde De ville ægte en smuk Egn, en Billedstøtte, en Blomst eller« - i det samme hørte vi Amtmanden rulle bort i sin Wienervogn og Mathilde tilfoiede smerteligt leende - »eller hans Høivelbaarenheds deilige Wienervogn. Nøies med mit Venskab, jeg beder Dem.«

Hun bøiede sig hen til mig og jeg mærkede et svagt Kys paa min Kind, da skjselvede hele mit Legeme. Pludselig foer hun op: »ha,« raabte hun forfærdet, »det var her paa denne Plet, paa denne Dag, i denne Time, for fire Aar siden! Kom, lad os gaae op.«

Jeg spurgte, hvad der saaledes havde afficeret hende, men hun svarede Intet og snart stode vi i Dandsesalen. Med Forundring mærkede jeg, at Mathildes Opførsel imod mig var ganske anderledes kold og afmaait oppe i Selskabet, end det før havde været nede i 111|Haven. Var hun maaskee vred, fordi hendes Følelser havde faaet Overmagt nede i Lysthuset? Hun var paa eengang bleven alvorlig: borte fra hendes Ansigt var Smilet og Glæden, og Sidelokkerne hang ned over de skjønne Kinder, ligesom Cypressen eller Taarepilen over den Afdødes Urne.

Jeg stod i en Vinduesfordybning hensjunken i Grublerier, da hørte jeg Hestetramp ude i Gaarden, jeg hørte En ligesom fløite ad en Hund: det var Halvor, der reed hjem. - -

Men ligesom der til et velindrettet Festmaaltid hører Voxlys, Kjedsomhed og Tjenere i Liberi, saaledes er ogsaa en Sang uadskilleligt forbunden med hele Comoedien, og dette havde da ogsaa En af Degnene følt, hvisaarsag den fromme Mand havde opsat en Tingest i bunden Stiil, hvor der fandtes Overflødighed af »sølvgraat Haar og Aftenrøde,« men hvorfra egentlig Poesie var totaliter banlyst: det var en fuldkommen Riim-Frost.

Efter Bordet dandsede jeg Fandango med en svær Dame, en Skovriders plumpe Datter - Gulvet var glat, jeg faldt og forvred min Fod. Man maatte bære mig hen til en Sopha, og tre Doctores trak Foden igjen i Led, men den Ene erklærede, at jeg inat maatte blive i Præstegaarden og ikke hverken ride, kjøre eller gaae hjem. Jeg protesterede, men Mathilde erklærede, 112|at jeg skulde forblive hvor jeg var. »Hvem veed,« sagde hun, »hvad en Uforsigtighed kunde føre til: jeg vilde nødig see Dem halte. Vil De ikke bie, naar jeg beder Dem derom?« Dette Sidste hviskede hun mig næsten i øret, Gjæstekamret gjordes istand, Selskabet tog bort efterhaanden og jeg sov først ind efterat Alt var blevet stille; først efterat Consistorialraaden havde betalt sin Stuepige hendes Tjenesteløn (det vil sige: da Pigen havde indsamlet Kortpengene), først da bøiede Morpheus sig over mit Hoved.