XIII.

Klokken kunde vel være to, da jeg blev vækket ved en Lyd, som om Døren aabnedes og knirkede; søvnig vilde jeg vende mig om mod Væggen da jeg bemærkede, at Stuen, hvori jeg laae, pludseligen oplystes. Jeg dreiede mig om og saae - - -

For mig stod lyslevende hiin friske Drøm, som jeg havde havt Natten efter at min Moder var bleven be113|gravet. I lyserødt Klædebon, blændende deilig, med den trearmede Sølv-Lysestage i Haanden, stod den herlige qvindelige Skikkelse for mig, sørgmodig, med den venstre Haands Pegefinger paa Munden, antydende Stilhed; snart rødmende, snart blegnende, undseelig, men skjøn i sin Sorg. Det var ikke min foryngede Moders Ansigt, nei det var et andet, - Gud tilgive mig -, et mig næsten endnu kjærere Aasyn - det var Mathildes.

»Johannes Harring!« begyndte hun, »med Rette betragter De mig med Forundring: hvad mon jeg vel ogsaa vil hos Dem paa denne Tid? Af Deres egen Mund har jeg hørt, at De elsker mig, paa Deres Øie har jeg seet, at min bestemte Erklæring, aldrig at kunne tilhøre Dem, har gjort Dem ondt. Jeg kommer nu for at mildne den Smerte, som jeg mod min Villie har tilføiet Dem: jeg kommer for at anklage mig selv, for at forringe mit eget Værd, for at forspilde Deres Agtelse og Kjærlighed. Den Mathilde, der nu staaer for Dem, er ikke den, for hvem De antager hende; hun er ikke den uskyldige Pige, som De troer; ogsaa hendes Fod har betraadt Brødens sumpige Enemærker, men hun er dog ædel nok til ikke at ville bedrage Dem og sælge Dem chaldarisk Erts istedetfor Guld. Johannes, jeg har alt eengang

- været Moder!«

»114|Gud i Himlen!« raabte jeg, »og hvem?«

Da svarede hun med en klangløs Stemme: »han hed - Arthur Harring!«

»Og Barnet?«

»Det har det godt,« svarede hun grædende og pegede mod Loftet, »det er hos Gud i Himlen!« - - -

Kjære Læser, Du maa kunne begribe hvilket Indtryk dette hendes Udsagn gjorde paa mig. Hun, hvem jeg i Fortiden beskuede som en Marmorvase, hende skulde jeg fra nu af betragte som et simpelt Leerkar; jeg havde tildrømt mig en skjøn, idealsk Verden, incarneret i hendes yndige Skikkelse, og hun var nedsjunket til at blive et vendisk Afgudsbillede, fjernet fra alle græske, symmetriske Former: hun havde altsaa Dydens Ansigt paa Lastens Legeme!

- - Nu erindrede jeg, at Arthur studsede, da han hørte i hvilken Egn af Jylland, jeg skulde opholde mig; nu mindedes jeg Mathildes underlige Adfærd den første Gang jeg saae hende; nu faldt det mig ganske naturligt, at Præsten havde spurgt til Arthurs Befindende og nu først gjenkjendte jeg min Broders Haandskrift i det Digt, som jeg havde fundet i Mathildes Psalmebog. Alle disse Tanker strømmede bedøvende ind paa mig og jeg sank tilbage paa mit Leie med uendeligt bittre Følelser.

Efter en lang Pause tog Mathilde atter til Orde: »De kjender nu min Hemmelighed og indseer, at jeg 115|aldrig kan gifte mig. Bedøm mig imidlertid ikke for strengt: betænk, at jeg kun var sexten Aar gammel da Arthur i Jasminlysthuset tilsvoer mig en evig Troskab. Jeg var jo næsten et Barn, men det er rigtigt hvad Oehlenschlseger siger i Erik og Abel: »man lærer meget, naar man bliver ældre!« - Iøvrigt, naar De engang gjenseer Deres Broder, saa hils ham fra mig og siig ham, at jeg alt for længe siden har tilgivet ham, men beed ham blot om een Ting: om Taushed! Det var dog Synd, om han aabenbarede min Skam, saa at Folk skulde pege Fingre ad den stakkels Mathilde og kalde hende en Skjøge, ikke sandt, Johannes, det var for haardt? Desuden, kom det ud iblandt Folk, saa vilde vist min stolte Fader tage sin Død derover. Jordemoderen var den gamle Kone, som døde den Dag, De første Gang besøgte vort Huus: min Fader, en gammel tro Karl, Arthur og De ere alle de som kjende Hemmeligheden og De, veed jeg vist, vil ikke røbe den. Dræb Deres Kjærlighed til mig, men lad mig beholde Deres Venskab.« -

Sagte, som hun var kommen ind i mit Værelse, forlod hun det atter og efterlod mig i en feberagtig Tilstand. Da jeg atter kom til mig selv, græd jeg som et Barn, der havde Mæslinger. Denne Prsestegaard, mit fordums Bajæ, mit Yndlingssted, det var nu 116|vanhelliget - og Morgensolen skinnede ind paa mine Taarer.

Min Beenskade var aldeles helbredet, da jeg næste Dag traadte ind i Dagligstuen. Mathilde var ikke i Værelset, men Consistorialraaden kom strax hen til mig: »unge Mand,« begyndte han, »jeg veed hvilket Besøg De har havt inat, Mathilde har imorges betroet mig det Hele. Hun vil ikke see Dem idag; stakkels Pige, hun er skamfuld: i en romantisk Stemning har hun igaar gjort hvad hun idag fortryder. Har jeg ellers viist Dem nogen Kulde fra vort Bekjendtskabs Begyndelse, saa tilgiv en fornærmet Fader. Jeg har altid godt kunnet lide Dem og - jeg stoler paa, at De tier stille.«

Jeg forsikkrede ham ikke alene om min, men endog (hvad jeg dog egentlig slet ikke kunde sætte nogen Borgen for) om min Broders Taushed. Forresten var jeg i et saa ondt Lune, at jeg ikke engang ændsede den Hjertelighed, hvormed den gamle Præst tiltalte mig. Uden at bede ham hilse Mathilde, ilede jeg med at komme bort. Ak, jeg tænkte ikke paa, at denne min Kulde vilde tilveiebringe søvnløse Nætter for Mathilde. Stakkels, ulykkelige Skabning! jeg var den Eneste af alle hendes Omgivelser, hvem hun elskede, den Eneste, hvis Agtelse hun brød sig om og jeg var grusom nok til at forlade Huset, hvori hun boede, uden at give hende et bro117|derligt Haandtryk, uden at forsikkre hende om, at hendes Tilstaaelse paa ingen Maade forringede mit gode Omdømme om hende - at jeg alligevel elskede hende, at hun dog stedse var Den, hvem jeg ansaae for den reneste Skikkelse, jeg hidtil havde seet. Vel var Pigen forsvundet, men jeg kunde dog ikke andet end betragte hende som en deilig - Enke.

Men Consistorialraaden saae jeg aldrig meer. - Ikke havde jeg sovet, meget havde jeg grædt, mere havde jeg sørget. Foraaret, hvis uendelige jydske Rigdomsfylde laae udspredt for mit Øie, den letfodede Flora - jeg ændsede ikke hendes duftende Gaver. Hjem vilde jeg, hurtigt hjem og hvorfor? for at fordybe mig - i Byron. Kun han har seet Mennesket og Livet fra den rigtige Side, tænkte jeg, bort usle øhlenschlæger og du, lavtflyvende Nyplatoniker, Ingemann, det er om Eder at Byron siger:

»These are the madmen, who have made men mad!«

O, jeg mindes endnu de afskyelige Følelser, de skjærende Smerter, som greb ind i mit inderste Væsen, da jeg gik hjem fra Præstegaarden. Vel havde jeg Himlen over mig og Jorden under mig, men jeg havde ogsaa Helvede i mig. En Bonde kom netop forbi mig, jeg kjendte ham, men af lutter øieblikkelig Ondskab vilde jeg ikke hilse ham, men stirrede stift hen for mig.

»118|God Morgen, Doktor,« raabte han, thi Halvor Thyesens Benævnelser vare blevne optagne af den hæderlige Bondestand, »I kommer vel fra Præstens?«

»Ja!« svarede jeg; »fordømte Bondeknold!« tænkte jeg; men undlod at indklæde denne smukke, poetiske, høflige Tanke i tydelige Ord.

»Det har nok støvet igaaraftes ved Dandsen, Doktor, Jeres Øine ere ganske røde,« vedblev min ubehagelige Ledsager.

»Ja vist støvede Gulvet, men dog ikke saameget, som Jeres fordømte Hest gjør nu, hvorfor Satan rider I ikke til?« var mit just ikke hofmandsmæssige Svar.

»Doktoren er nok ikke i god Couleur idag,« vedblev Christen Hansen.

»Nei!« og saa bandede jeg uvilkaarligt Halvor Thyesens Favoriteed, »nei, Satan slaae mig, er jeg ikke og lad mig saa gaae!«

Ganske phlegmatisk vedblev Bonden at ride ved Siden af mig og syntes ret at have Lyst til at forlænge Samtalen. »Med Forlov,« begyndte han atter, »er det sandt, at I skal giftes med Præstens Datter, for i det Tilfælde har jeg et Par Ord at sige Jer, go'e Karl!«

Her forgik Taalmodigheden mig: »nei, min Sjæl naar jeg skal,« raabte jeg og slog Hesten over Krydset 119|med min Stok, saa at den i skarpt Trav foer afsted og forsvandt med sin humpende Rytter.