XIV.

Er det sandt hvad en tydsk Professor (Gerlach i Halle) siger, at Logiken er, om end ikke en medicina mentis, saa dog et almindeligt Politie i hele Forstandens Rige, saa maa jeg angerfuld og veemodig indrømme. at der, paa hele Touren hjem til Thyesens Gaard, i min Hjerne herskede en aldeles lovløs Tilstand, et psychologisk Anarchie.

Jeg gik lige op paa mit Værelse og snart efter traadte Halvor ind til mig. Paa hans Ansigt saae jeg strax, at der i hans Indre havde fundet en dygtig Kamp Sted og saaledes er da den menneskelige Natur beskaffen, at Halvor aabenbart glædede sig over mit nedslagne 120|Haab: nu havde jo han en Stalbroder i foragtet Kjærlighed! og paa den anden Side frydedes jeg ved at han var min Kammerat i Ulykken. Jeg meddeelte ham forresten kun saameget af Historiën, at jeg af Mathilde havde faaet et totalt Afslag og at hun først efter sin Faders Død vilde bestemme sig til En eller Ingen af Parterne.

»Iøvrigt,« sagde jeg, »maa jeg fortælle Dig, min gode Thyesen, at jeg ikke længe vil forblive paa din Faders Gaard. Maa jeg tale frit ud? og vil Du love mig, ikke at forebringe din Familie hvad jeg i dette Øieblik betroer Dig? nu vel, dit Haandtryk er mig en sikker Borgen. Jeg har længe mærket, at din Moder Søger at tilveiebringe en Forbindelse mellem din Søster Charlotte og mig; din Moder har i lang Tid - jeg har godt mærket det - søgt at sværte Mathilde for mig og at nedsætte hende ved alle Leiligheder: hun ønskede maaskee heller, (og deri kan jeg ikke fortænke hende), at Mathilde blev din Kone. Hvad nu din Søster Charlotte angaaer, saa er hun en særdeles vakker Pige, hvis venlige Hjertelag vist vil - tidligt eller sildigt - tilvende hende en Mand, bedre og ædlere end mig; men elske hende, det kan jeg nu engang ikke. Endelig - og det er da Hovedgrunden, hvorfor jeg maa iilsomst reise fra Jylland - saa har jeg faaet et Brev fra Kjø121|benhavn, hvori der meides mig, at min Broder Arthur er betænkeligt syg.«

Denne Erklæring (kunde jeg tydeligt see) slog Halvor i en mærkelig Grad: ligesom han nu engang var vant til hver Onsdag og Søndag at skifte Uldsokker og Skjorte, ligesom det nu engang hos ham var indført som Skik regelmæssigt til visse Tider paa Dagen at besøge Kostalden og til andre bestemte Tider (og dem overholdt han strengt) at spise Frokost og Middagsmad, - saaledes var han nu engang bleven vant til dagligen at see og at tale med mig og at betroe mig, hvor høit han elskede Mathilde og hvor bange han var for at det lille Føl, som var falden efter Tamerlan, (en udmærket Racehingst), skulde med Tiden blive en Krybbebider. Tanken om dette Afsavn af en god Ven bedrøvede ham da saaledes, at Øinene udspiledes og bleve saa store som to fuldvægtige Specier og at Munden aabnedes saa vidt, at en Kareth med fire Heste godt kunde være sluppen igjennem, endog med betydelig Contrabande (Toldvæsenet er jo ikke saa strengt). »Ih! oh!« var den eneste Lyd, det eneste klingende Symbol paa Forundring, som Halvor mægtede at fremstamme, og langsomt forlod han Værelset.

Før min Afreise forestod der mig imidlertid Opfyldelsen af en tung Pligt, og det var at skrive til Mathilde. Med den ømmeste Skaansel berørte jeg neppe 122|engang hendes Hemmelighed - o det var et vanskeligt Brev at skrive! »Tro ikke,« sagde jeg blandt andet, »at De staaer nedværdiget i mine Øine, hele Deres Brøde hviler paa Arthurs Hoved: det er Forføreren og ikke den Faldne, som man skal foragte. Imidlertid vil jeg øieblikligen reise herfra, tilgiv mig, at jeg ikke vil see Dem. Lad en Stund gaae hen, da vil jeg med den gamle Begeistring kunne betragte Dem, nu derimod kan jeg ikke andet end nære smertelige Følelser, naar De staaer for mig. Og kan dette undre Dem? er jeg ikke paa eengang bleven skuffet i mine herligste Forhaabninger, har jeg ikke opdaget en brødefuld Hemmelighed, hvis mørke Pletter vanzire min egen Broder? Og hvad har jeg at haabe, at vente i min Fremtid? ligger den ikke udstrakt for mit Øie som en uhyre Sandørken uden en eneste Oase, uden en eneste forfriskende Kilde? Jeg havde aldrig elsket før; jeg er nu ingen Fusentast længer; min Forstand er udviklet, desto stærkere, desto inderligere vare ogsaa de Følelser, som jeg nærede for Dem. Det var ikke en Balinclination, det var intet ungdommeligt Sværmeri, det var den reneste Kjærlighed. Dog een Ting maa jeg bede Dem om: lade mig tale med min Broder. Jeg har dog en Formodning om at De endnu elsker ham; hvo veed, om han ikke angerfuld vender tilbage til Dem og om ikke De kunde styre hans vilde Lidenskaber og blive hans frelsende, 123|gode Engel? Jeg fraskriver mig enhver Fordring paa Dem, jeg vil, hvad det end skal koste mig, lære at betragte Dem som en yngre Søster. Een Ting kan De være forvisset om og det er, at De bestandig i mig skal finde en oprigtig Ven; ogsaa stoler jeg paa, at De i Forlegenheder aldrig vil henvende Dem til nogen Anden, end til Deres Johannes.«

Dette Brev sendte jeg hende en halv Time før jeg selv reiste bort: jeg vilde netop ikke have noget Svar, jeg vilde ikke have, at hun skulde afslaae mig min Bøn: jeg vilde tale med Arthur.

Kort efter at jeg havde bortsendt dette Brev, kom Halvor for at sige mig Farvel. »Ak,« sagde han, »hvo skulde have tænkt, at Du saasnart vilde forlade os! nu er det Midsommer og jeg havde allerede glædet mig til, at vi skulde gaae paa Jagt sammen til Efteraaret, Du kan troe, Doktor, at der er grumme mange Ræve i Sipperup Krat. Den Dag, da - jeg havde skudt efter Dig, Dagen derpaa, mener jeg, gik jef saamænd op til Mathilde, og bad hende, hvis hun havde den ringeste Godhed for mig eller hvis hun følte Begyndelsen af en Smule Kjærlighed til mig, at hun da for Guds Skyld vilde qvæle denne Lidenskab i Fødslen og derimod ene elske Dig, men hun loe mig ud. Dog haaber jeg, at besøge Dig til Vinter i Byen; jeg har aldrig været i Kjøbenhavn og jeg har hørt, at der skal være en stor Fuglesam124|ling i Stormgaden, den vilde jeg dog nok see før jeg døer, som nok snart forestaaer, thi den fordømte Kjærlighed har forjaget al min Appetit og min Søvn.«

Den gamle Thyesen og alle hans voxne Børn toge en venlig Afsked med mig, men Fruen i Huset snærrede ad mig; thi Charlotte var jo endnu ikke bleven forlovet og jeg eiede jo circa tyve tusind Daler, som Gud skee Lov ikke stode i Capellets Enkekasse.