XV.

126|Lad kun disse Linier danne Overgangen fra mit fredelige Landliv til et uroligt Ophold i Kjøbenhavn, i hvis vildeste, sorteste Kipper jeg skulde oplede min Broder. Jeg skal netop i dette Kapitel betræde saadan en »Kasse« og vil komme med en Beretning, som maaskee flere af mine Læsere ville finde overdreven og usandsynlig, og dog er min Beretning sand og grundet paa Begivenheder, som ere foregaaede under mine egne Øine. Mangen Embedmand i de høiere Klasser, mangen pæn ung Dame er uvidende om, at der midt i Hovedstaden, maaskee kun fire eller fem Huse fra deres egen Bopæl, findes Steder, hvor Raahed og Sviir, Kortenspil og Rundsang beskjæftiger - muligen deres egne Sønner, ikke umuligen deres egne Kjærester. Det er ikke en Gjenstand, der kunde begeistre en Correggio, men det er en Scene for Hogarth, og jeg vil da ikke tøve med at rykke mit Billede nærmere hen for den fine Verdens Øine, stolende paa, at Læseren vil ligesaa velvilligt tilgive nogle forekommende maaskee vel plumpe Udtryk af Sviregasterne, som jeg haaber han alt iforveien har tilgivet Halvor Thyesens Bondedialekt. -

Oprigtigt talt, saa ilede jeg ikke med at gaae op til min Broder: efterhaanden som jeg kom længere og længere bort fra det dyrebare Jylland, syntes mig ogsaa at jeg fik hende kjærere og kjærere. Hvor bittert fortrød jeg ikke, at jeg havde forladt hende uden mundtligt 127|Farvel! Det tyktes mig som om jeg havde handlet liig et uartigt Barn, der i Arrighed sønderslaaer sit kjæreste Legctøi og dræber selv sine bedste Glæder. Ved min Afreise havde jeg været usædvanligt koldt stemt imod hende, men efterhaanden som Tiden gik, forekom det mig, at hendes Billede dagligen forskjønnede sig og forherligedes i min Indbildningskraft og det gjenerobrede sin oprindelige Reenhed, sin første tillokkende Ynde.

Og hvad skulde jeg sige til min Broder? tale haardt eller tale mildt? Jeg besluttede at handle som Øieblikket indskjød mig det og efterat at have fattet denne kraftfulde, en Mand værdige Beslutning, begav jeg mig en mørk Efteraarsdag hen til Volden, hvor min Broder boede - men til min store Forskrækkelse og dog alligevel, naar jeg skal være ærlig, til en svag Glæde for mig (thi nu fik jeg jo udsat den ubehagelige Samtale et Par Timer) var Arthur flyttet og Ingen vidste, om han var i Byen eller paa Landet, over Jorden eller i den. Ikke vidste jeg, hvor Riegelsen boede; da faldt det mig ind at gaae ud i »den sorte Hingst«, der havde jo det lystige Selskab før samlet sig og holdt sine Bacchanalier. Og jeg ilede da derud, men her var Alting dødt og stille: kun en enkelt Gjest trippede om i Stuen og Marqveuren havde et ubeskriveligt veemodigt Udseende. »Her er jo ingen Folk,« tænkte jeg,

»Apparent rari nantes in gurgite vasto!«

128|Her finder jeg neppe Arthur. »Marqveur! et Glas Viin.«

»Gammel Viin?« spurgte han.

»Fy for Fanden! nei, rød!« - han bragte mig Glasset. »De skulde vel ikke have taget feil af Flasken og taget Æddike?« spurgte jeg, men Marqveuren forsikkrede nei og nu spurgte jeg, om her ikke kom en Lieutenant Harring?

»Jo vist!« svarede han og fløitede i sine Fingre, »nei, da han havde faaet en Regning paa fyrretyve Daler, saa løb han sin Vei med hele sit Slæng. De skylder allesammen. Der var Kielerstudenten, han skylder ni Mark; der var Mægleren han skylder fem Daler; der var Skipperen fra Eckernførde, han skylder femten Mark, nei af det hele gode Selskab er saamænd Barberen og Skarpretteren de reelleste - Skarpretteren sidder ellers inde i den anden Stue ifald Herren vilde -«

»Nei, nei Tak, ellers uendelig forbunden!« udbrød jeg meget hurtigt, »men forresten saa har Lieutenanten sendt mig for at betale Pengene - her er de - vær saa god og skaf mig en Qvittering fra Verten selv - og - og« (her kom Studentens Æresfølelse med i Spillet) »tag ogsaa de ni Mark af for Kielerstudenten, han har ogsaa paalagt mig at afgjøre sit Mellemværende.«

Forbauset ilede Marqveuren ud til Verten og kort efter saae jeg syv eller otte Personer af Familien, der 129|nysgjerrigt tittede ind ad Døren for at faa Øie paa den rige Ambassadeur fra Lieutenanten, og der var i Naboværelset en Hvisken imellem dem allesammen, som om et Par hundrede Fødder slæbede hen ad Gulvet og mange Qvadriller opførte et glimrende Bal.

Med glædestraalende Ansigt fremførte nu selve Verten sin lille Figur med Pappegøienæsen, bukkede for mig saa at den lange blaae Frakke, der hang om ham som et Sengeomhæng, næsten naaede ned til Gulvet. »Gud give,« expectorerede han sig, »at alle Mennesker vare saa reelle og saa fulde af Galantitet som Lieutenant Harring! o vær saa god at komme og drikke et Glas Viin Hr. - - jeg veed ikke Deres Navn.« Og Pigen kom nu ind med tre Glas Blækviin, eet til Verten, eet til mig og eet til - ja til hvem?

O Gud! til Skarpretteren! han nærmede sig allerede, den lille runde Mand med det ganske særegne Kast med den høire Arm. »Man maa saamænd ta'e hvad der bydes Een i denne trange Tid!« begyndte den værdige Øxemand, »der er saamænd ikke meget at fortjene i denne Tid, i det mindste er der kun kummerligt Arbeide for mig. Min Herre, De seer ud til at være en studeret Mand, med Forlov, troer De ikke at Høiesteret dømmer meget for mildt? eller skulde det indskrænkede Antal af Halshuggelser muligt have sin Grund i at Menneskeheden forbedredes og endelig engang aabnede sit Øre for 130|Ærens, Fornuftens, Moralitetens, Religionens og Øxens forskjellige Stemmer, eh? Deres Sundhed, min gode Herre!« - Og vi klinkede.

»Her er Regningen ærbødigst qvitteret!« mælede Verten og leverede mig et Papir; jeg læste Indholdet og det lød som følger:

S. T. Hre Leytenandt Haring!

for Bekomne spisendes og især drikendes Varer contanter betalt fyretyve Riksdaler meget erbødigst Nepomuk Møller herbergeer. og gestgiver i sorte hingstd.

»Men lad mig nu see,« vedblev den venlige Vert, »at De ogsaa selv engang imellem seer ind til os, her er saamænd kun propert Selskab.«

»Ja,« afbrød Skarpretteren, »skulde Nogen af os kunne gjøre Dem een eller anden lille Tjeneste, saa kan De ganske sikkert stole paa os, idetmindste staaer min Haand og Arm aldeles til Deres Disposition.«

»Jeg vil strax benytte deres gode Tilbud,« tog jeg øieblikligen til Orde, »ved at bede Dem om at bevise mig den Tjeneste, at sige mig hvor Student Riegelsen boer - jeg veed, at han før er kommen og maaskee endnu kommer i Deres Huus.«

»Strax herved!« raabte Verten.

131|»To Huse herfra!« echoede Skarpretteren, »jeg skal med Fornøielse følge Dem derhen.«

»O, jeg be'er,« raabte jeg angst til Døden, thi hvad vilde man sige i Byen, hvis man saae Candidatum theologiæ laudabilem, Johannem Harring, gaae Arm i Arm med Skarpretteren? »nei, det er ikke mig, men det er En af mine Bekjendter, som vilde tale med Manden,« og dermed anbefalede jeg mig paa det hurtigste.

Jeg ilede rask op til Riegelsen og traf ham hjemme: »hvor kan jeg finde min Broder, er han levende eller død?« spurgte jeg, ikke uden en vis Ængstelighed.

»Han er levende,« lød det trøstende Svar, »men hvor han boer, kan jeg ikke sige Dig, thi jeg veed det ikke. Han og jeg ere noget brouillerede sammen i denne Tid, men vil Du følge med mig i Aften, saa skal jeg føre Dig hen paa den taberna, hvor han og hans Selskabsbrødre søge. Hvor boer Du? Jeg skal hente Dig Klokken syv.«

Riegelsen holdt Ord og afhentede mig til bestemt Tid og Sted. »Du vil more Dig,« sagde han paa Veien, »ved at see det lystige Selskab. Vil Du, som jeg, saa skal Du en Tidlang holde Dig skjult i Baggrunden for at Du kan overskue den hele løierlige Tummel. Naar vi ere komne ind i den yderste Stue, skal Du sætte Dig der og forblive der, imedens jeg gaaer ind i den inderste for at see deels om han er saaledes 132|stemt, at Du tør vove at nærme Dig ham. Du veed jo nok, at han har sine Luner.«

Jeg billigede Riegelsens Forslag og snart stode vi udenfor Gjæstgivergaarden, hvor man netop havde tændt Lysene i Værelserne. Jeg satte mig i den forreste Stue, Riegelsen gik ind i det Allerhelligste. Der laae en gammel Statstidende (Gud veed hvor det elendige Blad havde faaet den Benævnelse fra), jeg læste ellers aldrig dette fortrinlige Blad, men som mit Øie foer hen over Siden, standsede det ved et Navn - Blodet foer op i mine Kinder, jeg syntes at Jordbunden rystede under mig, medens mit Blik flakkede omkring paa Loft og paa Vægge. Den Bekjendtgjørelse, som saaledes bevægede mit Indre, var en Annonce om et Dødsfald; det lød saaledes: »Søndagen den 11te November 18- hensov, efter nogen Tids Svagelighed, min kjære Fader, Consistorialraad og Ridder af Dannebroge, Edvard Johnsen. Menigheden tabte sin Hyrde, men Datteren sin Fader, sin eneste Slægtning, sin troeste Ven. Mathilde Johnsen.« - -

Og dette kunde Du nænne at skrive, Mathilde? kalde den kolde, forsigtige, fornemme Præst, kalde ham din troeste Ven! Er jeg da aldeles Intet for Dig? ændser Du slet ikke de Piinsler, som jeg dagligen gjennemgaaer, naar jeg kommer til at tænke paa Dig? hans Blod laae stille som Iisvand, mit ruller 133|som Geisers kogende Bølger; han elskede Dig som en Formynder kan tage sig af et fremmed, rigt Barn, men jeg saae eengang i Dig hint Ideal, som kun eengang kan fremkogles i den menneskelige Hjerne -

Jeg afbrødes i disse Tanker ved en Sang i det tilstødende Værelse; en skingrende Tenor lod sig høre:

Jeg gik ind i det Værelse, hvorfra Sangen lød; der sad To og spilte en Piqvet. Den tydske Tenorsanger var - som jeg senere erfarede - ingen Anden, end den Kielerstudent, for hvem jeg hos Verten i den sorte Hingst havde betalt de ni Mark. Det var en svær Person med et herligt Hoved, hvis stærkt marqverede Træk gjordes endnu mere barske ved et uhyre Ar over den ene Kind. Hans Medspiller var en Jyde med en dyb Bas, særdeles koldblodig, forsynet med en udmærket kraftfuld Legemsbygning. Han talte meget langsomt og snurrede saaledes paa det brave Bogstav R, at jeg, hvis jeg skal give Læseren et nogenlunde klart Begreb derom, nødsages til at anvende tre Errer i de Ord, hvor der ellers kun forekommer eet, og fire hvor der oprindeligt kun findes to.

»134|Det err nogle rraadne Viserr,« begyndte Jyden, Hr. Svendsen, »disse, tydske, min venlige Brroerr! Derr err ikke det Malm i dem som i vorre rredelige danske Viserr og Melodien err saamænd ofte tarrvelig nok!« Og dermed begyndte han, for at bevise sin Paastand, liig en uhyre Humlebi, at brumme den bekjendte Strophe:

Pludselig foer Kielerstudenten op fra Stolen »nei,« raabte han, »jeg taaler det ikke, Svendsen! Du sidder jo og snyder mig lige op i mine aabne Øine, jeg vil ikke spille mere!«

Ganske rolig svarte Svendsen blot: »nu vel, vil Du ikke spille, kan Du lade være. Sæt Dig imidlertid ned og giv Kort, jeg har Forhaanden.« Kieleren satte sig og de spilte atter, men i dyb Taushed.

»Det er forskrækkeligt,« begyndte Svendsen atter, »hvor hidsige og paastaaelige slige unge Mennesker ere som Du, min venlige Bro'er, og Dine Lige.«

»Holdt!« skreg atter Kieleren og foer heftigt i Veiret, »der snød Du atter, Du spiller falsk, Din Æsel! det er afskyeligt og det tyder paa en lav Charakteer.«

»135|Men det er dog noget urimeligt noget,« gjensvarede Svendsen ganske phlegmatisk, »skal Du da ene ha'e Lov til at snyde? Du skal aldrig høre mig bebreide Dig, at Du spiller falsk og saa gjør Du dog saadant et Spektakkel, hvergang Du griber mig. Nei min venlige Bro'er, snyd Du kun som sædvanligt, men forbyd ikke mig at tage Repressalier. Vil Du gi'e eller skal jeg?« -

Jeg fik ikke mere at høre af denne Samtale, thi Riegelsen kom i samme Øieblik for at afhente mig til [x][x][x][x][x][x] eller penetralia. »Kom,« sagde han, »der er Intet i Veien. Der skal netop i Aften være et Afskedsgilde i Anledning af en holsteensk Skippers Afreise imorgen. Sæt Dig i Baggrunden, naar vi komme derind, hør og see til, og Du vil ufeilbarligen more Dig.«

Og vi gik igjennem Billardstuen, hvor to halte Personer, en Krigsassessor og en afskediget Consul, spilte Polydor: i et Nu stod jeg ligeoverfor Arthur.

Min kjære Broder var, tæt lænet op til Kakkelovnen, falden i en behagelig Slummer; foran ham stod et Snapseglas og et Ølglas, i hvilket sidste endnu det Meste af Øllet stod tilbage.

»Hvad vædde vi,« hviskede Riegelsen, »at jeg veed Aarsagen til hans Søvnighed? Husker Du hvad Plinius siger: omne animal post coitum triste.«

Jeg betragtede Arthur nøiere og fandt, at hans Ansigtsfarve var saare bleg, ja, reentud sagt, den var 136|guul: han lignede, forekom det mig, frappant min Fader saaledes som denne saae ud hin Aften paa Høierup, da min Moder anklagede ham. Min Fader havde myrdet sin første Kone; den Broder, ligeoverfor hvem jeg stod, havde myrdet Uskyld og tilintetgjort en deilig Piges timelige Velfærd. Min Moder anklagede min Fader, men jeg traadte op imod min Broder, og det forekom mig i dette exalterede Øieblik som om jeg skulde vorde en Blodhevner for Mathildes Ære, et Menneske, der skulde, efter Skjæbnens Forudbestemmelse, rase imod sin egen Slægt; det tyktes mig, som om jeg i hint Nu var langt stærkere, end jeg egentlig var. Og der stod jeg og knyttede krampeagtigt Haanden og stirrede med Had og uendeligt bittre Følelser hen paa min Broders gustne Ansigt. Heller ikke slumrede han, den kolde Forbryder, roligt! et bittert Smiil svævede over hans Mundvig, saa at jeg kom til at tænke paa en Strophe af en Ode, som En af mine Skolekammerater skrev til Søvnens Gudinde, hvori han tiltaler hende:

»Nei, blege Broder,« tænkte jeg ved mig selv, »Du kan ikke sove roligt! den grædende Mathildes Skikkelse omsvæver dit indre Øie. Det lille Barn i Kisten viser sig for Dig hver Midnat, derfor kan Du ikke sove om Natten, men maa gjøre det om Dagen: derfor tør Du ikke sove ene paa dit Værelse, men maa gjøre det her midt i Mennesketummelen; derfor elsker Du din Hund saa høit, fordi det er det eneste Væsen som elsker Dig. Guult er dit Ansigt! ha, jeg har læst hos Oken, at Farvernes Symbolik er naturphilosophisk rigtig: rødt er Ild, Kjærlighed - Faderen; blaat er Luft, Troskab og Tro - Sønnen; grønt er Vandet, det dannende Princip, Haabet - Aanden: dette er de trende Hoveddyder. Men guult, Arthur, guult er Jorden, det Ubevægelige, Falskheden, den eneste Last - Satan! der gives tre Dyder, men kun een Last. - Du har vanhelliget hvad jeg stillede høiest af hvad jeg hidtil har seet; Du har tilintetgjort mine skjønneste Forhaabninger; i min Indbildning har jeg reist mig et Tempel af Marmor, men see! Søllerne brast og Kupplerne faldt sammen, og det store Gudernes Huus sammenskrumpedes til en - Katafalk. Og Du, en Forbryder 138|af Grundsætning, en ussel Vellystning, en Egoist med Liv og Sjæl, en Tvivler og en Bedrager, Du har endnu Enevælden over Mathildes Tilbøielighed, medens jeg, den Rene, den Eneste i Verden der mener hende det godt, maa staae tilbage og forgjæves sukke efter hendes Kjærlighed! Hun elsker mig, og hvorfor? fordi jeg ligner Dig, fordi hun i mig troer at kunne gjenkjende et Glimt af dit Ansigt, en enkelt Straale af din Stjerne, et Ord af din Tale.«

Der sad inde i den Stue, i hvilken jeg var kommen med Riegelsen, kun min Broder og fire Andre, men snart fyldtes Stuen med nye Gjæster, Riegelsen blandede sig i deres Selskab, og ingen bemærkede mig i min Afkrog. Verten kom ind med en stor Bolle Punsch, saa at jeg kunde begribe, at Festiviteten nu skulde tage sin muntre Begyndelse. Kielerstudenten, som ogsaa var kommen med, proponerede, at han skulde vække Lieutenant Harring, men i det samme skulde hele Selskabet istemme en vis Sang. Propositionen gik igjennem og Kieleren tog nu et Stykke graat Papir op af Lommen, lagde det sammen i en Form af en Fidibus, tændte det, slukkede det atter, men holdt den rygende Tingest under Arthurs Næse. Den væmmelige qvælende Stank gjorde sin Virkning: min Broder vaagnede og nøs, men gjengjeldte denne Vennetjeneste med et klaskende Ørefigen. Sligt maa imidlertid have været Coutume i Selskabet, 139|thi Ingen i Stuen tog det ilde op og Kieleren selv loe; i det samme begyndte Sangen og min Broder istemmede særdeles jovialt. Senere erfarede jeg, at Arthur selv var Forfatteren; det er mig derfor en kjær Pligt, at meddele Læseren hele Visen, som lød saaledes:

Sangen var endt og Arthur tog til Orde: »jeg er i godt Humeur i Aften og agter i den Anledning at uddele adskillige Titler og Gunstbeviisninger. Du, Kieler, skal være Hertug af Genever (buk og tak, dit Bæst), Svendsen skal være Prinds af Cognac, Bertel skal være Fyrste af Annis og hvis min Broder, det Fæ, der ikke forstaaer sig paa Drik, havde været tilstede, saa skulde han være bleven Generalinspecteur over de pontinske Sumpe.«

Udentvivl skulde denne opbyggelige Tale have varet meget længer, hvis ikke den forventede Skipper Espesen fra Eckernførde var traadt ind efterfulgt af Verten, 142|der bagefter ham bar en frisk, brændende Bolle, og den gode Skipper var da saaledes ikke ulig en Comet med sin luende Hale. Riegelsen gav mig et Vink om ikke endnu at træde frem og jeg blev følgelig siddende. Jeg kunde tydeligt mærke, at Arthur ikke kunde lide Espesen, men at han gik ud paa at chicanere Manden paa alle Maader. Skipperen var en lille bredskuldret Mand, ganske skaldet og med uhyre Koppear; han talte halvt tydsk og halvt dansk, og broutede og løi paa det behageligste.

Man drak og Arthur henvendte sin Opmærksomhed og Tale til Skipperen. »Ved nærmere at betragte Deres Ansigt, Hr. Admiral,« sagde han, »kommer jeg til at tænke paa en udmærket Kunstner og Jongleur, som for nogle Aar siden var at see i Dyrehaven.«

»Und wie so?« spurgte Skipperen.

»Jo,« svarte Arthur, »han var, ligesom De, forskrækkelig koparret, men denne Naturens Brøst anvendte han til at danne en skjøn Kunst. Han havde nemlig staaende ved Siden af sig en Krukke med Æbleskivedeig og med denne Deig indsølede han hele Ansigtet; derpaa tog han en Glød i Munden, lod en lille Dreng blæse ham i Bagdelen med en Puster, og saaledes forfærdigede han og udsolgte de yndigste Æbleskiver.«

En skrallende Latter fulgte paa denne Historie og Skipperen vilde fare løs paa Arthur, men denne raabte leende: »o bliv siddende, jeg vil ingen Kindhest ha'e: 143|chose de main, chose de vilain! Gesundheit, lieber Bruder! naa og i Morgen reiser De?«

»Ja wohl!«

»Siig mig engang,« spurgte Arthur videre, »har De været i Messina?«

»In Messina? ja wohl!«

»Hvorledes synes Dem om Omegnen?« vedblev min Broder.

»Ah, ja, ja, die Gegend ja, o es war so ein Taage, da jeg opholdt mig der, saa at jeg gar nichts sehen konnte.«

Arthur trak paa Smilebaandet, men spurgte fremdeles meget høfligt: »har De været i Constantinopel?«

»In Constantinopel? ja wohl, freilich! zu wiederholten Malen in Constantinopel gewesen.«

»Und die Gegend dort, ist sie hübsch, Liebwerthester?« fortsatte Arthur sin Inqvisition.

»Ja, ja,« svarte Skipperen, »die Gegend, o Hr Wirth, en Boll Punsch - ja det var in Constantinopel at jeg havde den Fatalitet, at brækk min Been.«

»Og hvorledes det?« spurgte Arthur med en overordentlig Interesse.

»O, Hr Lieutenant,« lød Skipperens Svar, »es schieht viel Wunderbares in der Welt. Seer De, jeg boede i vierte Stockwerk, und jeg schlummerte des Nachts ganz ruhig im Bette. Des Morgens früh stod 144|jeg op og erwartete nichts unbehagliges oder widerwärtiges, aber was ist in den schwarzen Stunden geschehen? Das ganze Haus, meine Etage ausgenommen, ist ganz und gar durch eine fürchterliche Feuersbrunst vernichtet worden. Ich vil træde ned ad Treppen und bemerker nicht, at der ingen Treppe gives meer. Kun die Balken des niedern Hauses waren stehen geblieben, aber Gulvene og alle Værelserne waren eingestürzt, nur meine Etage war gerettet. Nun ich, der ich von gar nichts wuszte, træder ud og styrter ned, brækk min Been und werde in Schutt und Wasser begraben.«

Alle brast i en lydelig Latter over den uforskammede Løgn. Arthur henvendte sig til Svendsen og sagde: »hør, er det ikke skjændigt, at saadant et Bæst skal troe os saa dumme, at han vover at byde os Sligt? Hør,« og nu rettede han sin Tale til selve Skipperen, »I Karl, naar I næste Gang vil fortælle saadan en Historie, saa fortæl den til det Selskab, af hvis Hoveder der findes eet i Jer egen Hat.« - Og dermed satte han Hatten frem paa Bordet, men indeni den laa et ufordærvet Lammehoved; nysgjerrig og vred keeg Skipper Espesen ned i Bunden af Hatten og udbrød: »wie, das mir? ein Lammskopf?« hidsigt tog han Lammehovedet og slyngede det hen efter min Bro145|der, men denne undveeg det ved smidigt at bøie sig hen til høire Side.

»Hør, Kammerat,« raabte nu Arthur, idet han holdt fast paa Verten, der just kom ind med en Bolle brændende Punsch, »skaldede Mand, Du skal have en Paryk!« Og dermed greb han den store Kumme, hvori den sydende Punsch flammede med sin svovelblaae Lue, og satte hurtigt og behændigt den omvendte uhyre Spølkum ned paa Skipperens Isse, som om det havde været en Nathue eller en Hat. Og der stod nu Skipperen med Bollen paa Hovedet, medens den flammende Drik rødmende styrtede ned over Ansigtet og gjorde det ikke uligt en Fyrstes Brystbillede paa en Guldmønt.

Dog - dette forblev ikke uhevnet: rasende greb Skipperen fat paa en Flaske, fyldt med Øl, og knus sede den mod Arthurs Pande; i det næste Øieblik væltede han Bordet, saa at alle Lysene slukkedes og vi omgaves af et bælne Mørke. Jeg foer op af Krogen for at yde Arthur min Bistand, men modtoges i Mørket og Tummelen med et vældigt Ørefigen. Hele Selskabet styrtede hen efter Skipperen, men man kunde jo ikke see, saa at man sloges indbyrdes i det Haab, at En af de Tilstedeværende vel maatte være Espesen. Og der styrtede nu ned, ligesom fra Himmelen af, en Pladskregn af Ørefigener, en Hagelbyge af Stokkeprygl, et Uveir af Puf og Bank.

146|Og saaledes tumlede hele Slænget igjennem Billardstuen og de øvrige Værelser, ud af Porten, gjennem Gaderne i fuldt Oprør og Slagsmaal; men da Verten, der vilde have styret tilfreds og som derved havde faaet nogle fæle Hug i Ansigtet, atter traadte ind i Stuen med Lys, da laae Arthur blødende, med flakt Hoved, bevidstløs udstrakt paa Gulvet; kun Svendsen og jeg vare i Stuen. Jyden betragtede min Broder meget koldsindigt og sagde kun de faa Ord: »derr liggerr han, tilføiet legemlige Lidelserr, dygtigen tugtet gjennem Huden! Jeg skal dog see, om jeg ikke kan hevne ham!« - Og dermed tog han sin Hat og gik.