XVI.

Udmattet havde jeg forladt min Broder: jeg havde vaaget over ham i tvende Døgn og havde nu bedet Riegelsen at løse mig af paa den besværlige Post.

148|En venligere, en renere Himmel aabner sig nu for Læseren: det er Mathildes Tanker, som ere (svagt nok) udtrykte i Mottoet over nærværende Capitel. Vi ville møde hende med det Første. - -

Det var høit oppe paa Dagen og jeg sov bestandig, men ingen rolig Søvn. Snart saae jeg Mathilde vandre sortklædt omkring paa en Kirkegaard; snart syntes mig at jeg saae Kielerstudenten opløfte et uhyre Oxehoved Rødviin og true min Broders Pande; endelig forekom det mig at Døren gik op og Halvor Thyesen traadte ind. Jeg gned mine Øine og opdagede da, at jeg var vaagen og at Halvor virkelig stod foran min Seng.

»Men er Du gal, Doktor?« tiltalte han mig leende, »i to Nætter har Du ikke sovet hjemme og idag ligger Du endnu i Sengen, skjøndt Klokken er halvgaaen Eet. Det er nok et kydsk Liv Du nu fører. Oh, mine Fødder, Doktor! Blodet snurrer i dem som Vandet i en Theemaskine, jeg er vant til at gaae paa den bløde Jordvei og ikke paa den fordømte Steenbro. Oh, oh! Med Forlov at ta'e dine Tøffler, oh, oh!«

»Men siig mig,« udbrød jeg, da jeg nogenledes var kommen mig af min Overraskelse, »forklar mig dog, hvorfor Du egentlig er kommen til Kjøbenhavn, kjære Halvor?«

»149|Ja hvorfor?« svarede han, »kan Du sige mig det, for jeg veed det, F-n slaae mig ikke,« og ligesom om en ubehagelig Tanke pludselig gjennemfoer hans Hjerne, kylede han vredt Støvleknegten, som han just havde taget op fra Gulvet, mod Kakkelovnen saa at det yderst nyttige Møbel splintredes i mange Stykker. »Kun saameget veed jeg,« vedblev han efter denne Kraftanstrengelse, »at saasnart jeg fik at vide, at Mathilde Johnsen var taget til Byen, saa fik jeg en uimodstaaelig - Lyst til at see Fuglesamlingen i Stormgaden.«

»Hvad,« raabte jeg og foer op fra mit Leie, »er Mathilde her i Byen? - hvor?«

»Ja, det veed jeg sgu ikke,« svarede han ganske ærgerligt.

»Jeg vil strax opsøge hende,« udbrød jeg og klædte mig øieblikligen paa. Under denne Toilette spurgte jeg da Halvor om Nyt fra hans Hjem og den værdige Landmand udkrammede beredvilligen hele sit Forraad. »Carine,« begyndte han, »har faaet syv Hvalpe og Meiersken Else er død. Jeg har alt skudt tre Ræve i Sipperup Krat, men Maaren anlægger frygtelige Ødelæggelser i Hønsegaarden. Hveden var daarlig iaar og til Juul skal min Søster giftes med Tiendecommissairen. Der var forleden Auction over Præstens Efterladenskaber og jeg kjøbte hans Ræveskinds Pelts; der solgtes ogsaa en leedagtig Mængde skimlede Bøger.« -

»150|Fra hvem mon er dette Brev her ligger til mig?« afbrød jeg ham og brak Seglet. Jeg læste:

»Tilgiv mig kjære Hr Harring, at jeg henvender mig til Dem, men jeg har ingen Ven undtagen Dem; De har desuden lovet mig at ville staae mig bi med Raad og Daad, naar jeg skulde trænge. Kom ret snart til Deres Mathilde Johnsen.«

Jeg viste Halvor dette Brev; han læste det hurtigt og gav sig derpaa til at nynne en af sine Favoritviser:

Dog pludseligt holdt han inde med Sangen og henvendte sig til mig med et Blik fuldt af inderlig Smerte. »Hun har valgt Dig og ikke mig,« sagde han, »jeg seer det tydeligt, og herved er Intet at gjøre. Jeg vil ikke see hende, men jeg vil strax reise tilbage til Jylland og gi'e Fuglesamlingen Døden og Dævlen. Tag Du hende da, men vær god imod hende, thi Halvor Thyesen vilde blive grumme vred, hvis hun kom til at beklage sig over 151|Dig.« Han trykte mig i Haanden og gik stille udaf Døren; jeg saae ham først igjen i Jylland.

Men jeg ilede hen til Knapstedsgaard og spurgte efter Mathilde Johnsen; man viste mig op paa et Værelse og der sad Mathilde med Haanden under Kinden og hendes Øine vare fulde af Taarer. Hun udstødte et Glædesskrig, da hun saae mig. »Endelig, endelig,« sagde hun, »jeg troede, at ogsaa De havde forladt mig; i to Dage har jeg forgjæves ventet, Gud skee Lov at De kom.« Hun rakte mig sin Haand, men jeg omfavnede hende og bedækkede hendes Ansigt og Hænder med Kys. Dog snart rev hun sig løs og sagde rødmende: »Johannes, vi forglemme os Begge To. See derhen!« Jeg kastede mit Blik hen i den Retning hvor hun pegede og forundret opdagede jeg en deilig Dreng; han kunde vel være en fire Aar. »Hvad er det?« spurgte jeg blegnende.

»Den Mand der staaer,« sagde nu Mathilde til Drengen, »han vil være din Fader! men gaae nu ned i Billardstuen og see paa dem der spille.« Hun kyssede endnu Drengen førend han gik ned og vi satte os ned i Sophaen.

»Det er Arthurs og mit Barn,« tog hun smerteligt til Orde.

»Men De sagde jo til mig, at det var dødt?« udbrød jeg.

152|»Jeg vidste jo selv ikke andet,« svarede hun, »min Fader havde bedraget mig.«

Men i det følgende Capitel vil Læseren erfare hvad Mathilde fortalte mig; gid han vilde høre det med den samme Interesse som jeg i sin Tid optog det!