XVII.

Omtrent fire Aar før det Tidspunkt, da de sidstnævnte Begivenheder forefaldt, stod Mathilde Johnsen153| med forgrædte Øine foran sin Fader Consistorialraaden. »Jeg tør ikke længer fordølge Dig det, Fader,« sagde hun med skjælvende Stemme, »at Lieutenant Harring har bedaaret mig: jeg bærer et Foster under mit Hjerte. Ikke nok at han har besnæret mig, men han har tillige forladt mig og er reist til Kjøbenhavn.«

Dette frapperede vel den gamle Fader, men - det Slemme var nu eengang skeet og kunde ikke kaldes tilbage - en Feil, som Ingen veed, er ingen Feil: det gjaldt nu blot om at holde det Hele hemmeligt for den øvrige Verden.

Og da nu det skjæbnesvangre Fødselsøieblik pludselig paakom den bange Mathilde, satte Præsten sig i sin magelige Agestol og kjørte efter Jordemoderen; gamle Hans var Kudsk, en tro Tjener, og havde fra sin første Ungdom af været Tyende hos Consistorialraaden: intet Under derfor, at Præsten betroede den gamle Betjent hele Ulykken og Hans var ogsaa tro og taus.

»Du kjører vist for stærkt, Hans,« sagde Præsten paa Veien, »lad for Guds Skyld ikke Hestene styrte.«

»De kan ikke styrte, Huusbond,« svarede Hans og pidskede atter paa.

»Jo, Sand for Gud, kan de det,« raabte den bekymrede Fader.

»154|Nei, Huusbond,« beroligede Kudsken sin Herre, nei, de kan ikke styrte nu. Naar et Menneske skal hente Jordmo'er, saa kan Hestene ikke styrte; saameget holder dog Vorherre af de uskyldige Smaabørn, det veed jeg meget bedre.«

»Ak,« sukkede Johnsen, »den simple Mand har ofte en stærkere og skjønnere Tro, end selve Generalsuperintendenten.«

Da den gamle Præst traadte ind til Jordemoderen, Dorthe Christensen, var denne allerede i Seng; hun vækkedes og Præsten sagde til hende: »min Datter Mathilde er i Barnsnød og Du maa betjene hende, kom, følg mig strax. Men saasnart at Barnet er kommet til Verden, skal Du tage det med Dig og derpaa bestandigt sige til Mathilde, at det er dødt. Det skal opdrages i en simpel Bondefamilie, thi jeg vil ikke ved min Død kunne efterlade saameget, at Barnet kan komme til at faae en Opdragelse, der svarer til Moderens Stand. Desuden vilde jeg ikke for al Verden have, at Nogen skulde erfare min Datters Skam. løvrigt skal jeg betale godt for Barnet og rigeligt for din Taushed desuden - det døde Barn vil snart vorde forglemt, men det levende vilde hvert Øieblik paa en ængstende Maade sysselsætte Mathilde.«

Og da nu Fødselen var overstaaet og Præsten havde døbt Barnet: Carl Petersen, overgav han det derpaa 155|ganske koldsindigt til Jordemoderen, for at hun skulde sætte det i Kost hos simple Bønderfolk; men da Mathilde spurgte efter sit Barn, da svarede Faderen, at det var dødt.

Mathilde græd, men trøstede sig alligevel tilsidst dermed, at Barnet dog ikke nu kom til at lide Skam i Verden og maaskee friste en kummerlig Tilværelse. Man viste hende en lille Grav, som man angav at være den smaa Carls og mangen Gang gik Mathilde seent ud paa Natten hen og lagde Blomster paa den grønne Forhøining og der begræd hun som død den lille raske Purk, der imidlertid i røde Bondeklæder tumledes i en velhavende Huusmands lille Have og legede med en tam Skade.

Efter halvfjerde Aars Forløb blev Jordemoderen, Dorthe Christensen, syg og ventede at henfare inden faa Timer. Den »kloge Kone« havde forgjæves anvendt hele sin æsculapiske Færdighed og man ventede alt Snedkeren, der skulde endnu paa den Levende tage Maal til Kisten; da traadte en gammel Sognefoged frem og gav sit vise Raad. »Det slaaer netop nu til med Maanen,« sagde han, »og vi kunne i det mindste forsøge det med Dorthe. Min Fader har i sin Tid fortalt mig, at naar Doktoren reent havde opgivet en Syg, da skulde man, naar Maanen stod midt mellem Ny og Næ, grave en Grav paa vildene Mark og lægge den Syge ned i Hu156|lingen; og da skulde man bære en Plov tre Gange over den Syge og hvis den Syge kunde overleve det, saa var han frelst fra Døden.« -

Og gamle Bønder bare ved Midnat (thi saaledes befaler endnu den Dag i Dag Overtroen de jydske Bønder at fuldføre slig Forretning) den Syge ud paa Marken, og de grove Graven, og Maanen stod midt mellem Ny og Næ, og Livets Symbol, den virksomme Plov, gik tre Gange over den Syge; men Livsprincipet kunde ikke indpodes i den Døende, og Uglen hylede i den nærliggende Granskov og Snedkeren tømrede rask væk paa Liigkisten, thi Begge havde en Anelse om, at Dorthe Christensen dog skulde døe.

Atter bare de gamle Bønder den døende Kone hjem, men da forlangte hun at tale med Frøken Mathilde. Strax løb en lille Dreng (som vi ovenfor have seet) over Marken hen til Præstens, men Drengen traf paa Mathilde, Halvor Thyesen og mig, netop da vi fra en Forhøining i Præstegaardens Have betragtede de tretten Høie, hvori Herremandens Skat skulde være nedgravet.

Da nu Præstedatteren tøvede længe og den syge Kone frygtede for at døe forinden hun kom, da lod hun den omtalte Huusmand kalde, hos hvem den lille Carl var i Kost, og da Alle vare gaaede ud af Stuen tiltalte hun ham saaledes: »det Barn, som Du har i Huse, det er Frøken Mathildes Barn: thi hun har bragt det til 157|Verden. Jeg siger dette til Dig, for at Du, naar Præsten døer, men heller ikke før, kan meddele Frøkenen, at hendes Barn er ilive og ikke under Mulde. Her under min Hovedpude kan Du tage hundrede og halvtredssindstyve Rigsdaler til Barnets Pleie, men saa skal det ogsaa have det godt. Det var Synd, om den lille Carl, som tegner saa godt, skulde med Tiden blive Soldat; det var Synd, om ikke Moderen skulde gjensee sit Barn, og det var Synd, om ikke Barnet skulde arve sin Moders og Faders Rettigheder.« - Og dermed opgav Dorthe Christensen Aanden og gamle Bondekoner afklædte Liget, og Snedkeren kom med sin Kiste endnu knap en stiv Klokketime efterat Patienten var død. - -

Men Dagen efterat Consistorialraaden var død, kom der en Huusmand ind i Stuen til Mathilde og havde et deiligt fireaars Drengebarn ved Haanden (det var den samme Bonde, hvem jeg havde truffet paa om Morgenen efterat jeg havde forvredet min Fod paa Ballet i Præstegaarden), og han sagde til Mathilde: »min gode Frøken, De har mistet Deres Fader, men jeg vil give Dem en Søn istedet: thi Dorthe Christensen har paa sit Yderste erklæret lille Carl for Deres Søn. Dertil saa gav den salig Kone (rar Kone mens hun levede, har betjent min Kone flink i alle Maader hele otte Gange), hun gav mig hundrede og halvtredssindstyve Daler, hvoraf jeg kun har til Barnets Fornødenheder158| brugt de to og tyve og her er saamænd Resten. løvrigt kan da Frøkenen forhøre Dem hos gamle Hans, om det ikke er sandt Alt hvad jeg nu har sagt.«