XVIII.

Saaledes lød i Korthed Mathildes Fortælling og den var netop forbi, da Drengen atter kom op. Jeg betragtede hans Ansigt noget nøiere og fandt mange af Arthurs Lineamenter, men formildede og yndigtgjorte ved en herlig Sammenblanding med Mathildes venlige Ansigtstræk. Sammenholdt med Arthurs og med Mathildes Aasyn var dette Barnehoved liigt et skjønt Landskab, der oprindeligt havde været et Vildtnis, men som ved Menneskets stigende Cultur ver bleven til en frugtbar og deilig Egn. Jeg kyssede Drengen og udraabte: »Carl, vil Du ret holde af mig og være en god Dreng, saa vil jeg være din Fader.« Drengen saae forundret paa mig og gik ind i den anden Stue, hvor han morede159| sig med nogle Billedbøger, som den ømme Moder strax havde anskaffet.

»Og hvad er Deres Hensigt nu?« spurgte jeg Mathilde.

»Min Hensigt,« svarte hun med en bestemt Tone, »er at opfylde min Pligt. Dette stakkels Barn skal ikke opfødes til Bonde: han skal ikke, naar han bliver voxen, trække den røde Trøie paa og maaskee mishandles af en ung lapset Lieutenant; han skal ikke, saafremt jeg kan gjøre noget til at forhindre det, af trange Kaar og Sult forledes til Forbrydelser. Han har ingen Fader, men han skal faae at vide, at han har en Moder. Jeg vil arbeide for at skaffe Penge til hans Underholdning og Lærdom, og det er derfor, at jeg har bedet Dem, kjære Harring, om at komme til mig. Gjør mig den Tjeneste, at gaae til Theaterdirektionen og mæld mig som en Person, der attraaer at gjøre Prøve.«

»Til Theatret?« sukkede jeg,

»Erindre Dem,« tog hun nu til Orde, »at jeg staaer som et Gjenfærd fra en svunden bedre Tid; at jeg ikke elsker, ja muligen ikke engang forstaaer mine Omgivelser. For Andre af mit Kjøn og af min Alder gives der Kjærlighed, men jeg skal ingensinde erfare den; thi hvilken Kjærlighed skulde jeg kunne byde Nogen? der sidder en Plet paa mit Væsen, som ingensinde kan afviskes, og selv tilgav min Elskede mig min Brøde, maatte jeg da160| ikke bestandig frygte for, at han ved den mindste huuslige Uenighed vilde mindes den og med Haan bebreide mig hvad jeg som Barn har forbrudt? Nei, Johannes, mit stille Levnetsløb er afsluttet og fra nu af vil jeg begynde et ganske nyt Liv, helliget ikke til mig selv eller til mine særegne Tilbøieligheder, men udelukkende indviet min Carl og - Kunsten. Endnu ung og smuk, endnu varm af Lidenskab, vil jeg, med et glimrende Ydre, fra et høit Standpunkt, maaskee blænde Verden, saa at den, begeistret ved Beskuelsen af min Kunst og af mit Talent, vil tilgive min Ungdoms Synd. Jeg har aldrig stærkere følt mit indre Kald, end netop i dette Øjeblik.

»Men hvad om min Broder,« afbrød jeg hende, »angerfuld bad om Deres Tilgivelse og tilbød Dem sin Haand?«

»Og dette spørger De mig om, Johannes?« sagde hun blegnende, »troer De virkelig, at jeg nogensinde vilde tilhøre ham? Har han fra Begyndelsen af, da han lærte mig at kjende, aabenbart kun lagt an paa at forlokke mig; har han kold og hjerteløs med en djævelsk Ironie betragtet min varme, uskyldige, sværmeriske Kjærlighed; har han uden Medlidenhed forladt mig i det Øieblik, da han erfarede, at han havde gjort mig grændseløs ulykkelig, da han saae min Jammer og Fortvivlelse; har han i fire Aar ikke ladet mig høre et Ord fra sig, ikke spurgt engang, om han eiede et Barn, - 161|saa maa jeg vel spørge Dem, om jeg nogensinde kunde elske dette Menneske? O, jeg taler altfor mildt om min Forfører, men det er kun fordi han er Deres Broder.«

»Og, kjære Mathilde,« sagde jeg med skjælvende Stemme, »om nu Arthur laae for Døden? om nu Beskueisen af den nære Opløsning havde betvunget hans Vildhed, om det sig hurtigt nærmende Øieblik, da han skal træde frem for den vrede Dommer, havde ængstet ham? om nu Deres sørgmodige Skikkelse stod ved hans Dødsleie og martrede ham? om De nu til hans Beroligelse tilgav ham og rakte ham Deres Haand og De derved kunde befrie Dem og Deres Barn fra den mørke Plet - vilde De da ikke ægte den - Døende?«

Hun skjælvede og græd: »jo, jo,« raabte hun, »for mit Barns Skyld vilde jeg, for Carls Skyld. Barnet skal aldrig erfare Faderens Brøde; jeg vil ikke indplante det noget Had til sin egen Fader. Jo, Harring, det vilde jeg.«

»Mathilde,« sagde jeg, »jeg melder Dem ikke til Theatret - men jeg gaaer strax hen til min Broder.« Jeg omarmede hende heftigt og forlod den rødmende Pige for at besøge Arthur. - -

Paa Trapperne hos min Broder traf jeg hans Læge, en ung Homøopath L-, en Skolekammerat af mig. »Deres Broder,« sagde han, »er fortabt. Hans Bryst er ødelagt og det Onde har ved denne Anledning 162|faaet en Leilighed til at bryde ud. Hans Hoved er betydeligt beskadiget, saa at De, hvis De vil lyde mit Raad, øieblikligen maa kalde en ældre Chirurg, end mig. Jeg foreslaaer Professor C-, skjøndt han er Barbeer. Vil De forresten tale et fornuftigt Ord med Deres Broder, saa tal De idag, ja i dette Øieblik, thi jeg veed ikke naar der gaaer Inflammation i Hjernen, og da bliver han naturligviis afsindig.«

Jeg ilte op ad Trappen og kom ind i min Broders Værelse; han laae i sin Seng, men Claus, hans gamle Karl, læste Ugelspegel høit for ham. »Tak skal Du have,« sagde den Syge, »fordi Du kommer at see til mig; ja, jeg skal himle: je m'en vais chercher un grand peut-être! Der,« og nu udmalede han sig paa sin Viis Tilstanden i den bedre Verden, »der er jo Alting mere fuldkomment, end her! Der tiltales ikke Kongerne med: Deres Majestæt! men der siger Gud: Du! til Frederik den Anden, og: Han! til Harald Blaatand, og maaskee: Slyngel! til Ludvig den Fjortende. Der er det herligt at leve: Flasken kan aldrig tømmes og man bevertes gratis om Morgenen med Anchiovis og Sildesalat. Jomfru Coccinella med den røde Kjole og de røde Gardiner er ikke længer Skjøge og boer ikke mere paa Salen, men bærer, istedetfor den nedringede Kjole, et høihalset, yderst anstændigt Drapperie. Der spiller man L'hombre, men der gives ingen Codiller, 163|thi Alle vinde. Der er en evigvarende Tørst, men der gives ogsaa evigtsprudlende Viinkilder. Der laxerer man Dukater og vomerer Specier. Der gives en uindskrænket Trykkefrihed og man kjender ikke til Vægtere og Politiebetjente. Der har man ikke Hovedpine efter en gjennemsviret Nat - der, Johannes, skal jeg mødes med min og din Fader - ak, jeg kunde dog maaskee have anvendt mit Liv bedre! o det smerter stundom grueligt i mit Bryst og mit Hoved.«

»Ulykkelige Broder,« tog jeg nu til Orde, »saml dine Kræfter og anvend dine Tanker til Alvor og ikke til bittert Spøg med det Hellige. Tilvisse kunde Du have anvendt dine Talenter bedre, dog kan Du endnu gjøre eet Fejltrin godt igjen. Jeg vil ikke fordølge Dig, at dit Liv jo er Fare underkastet og at Du muligt kun har kort Tid at leve i tilovers. Veed Du, at Du er Fader?«

»Fader?« spurgte han forundret, »nei den Værdighed har jeg dog ikke tiltroet mig! hvad mener Du?«

»Har Du glemt Mathilde Johnsen?« raabte jeg forbittret.

»Det Barn er dødt,« svarte han mørk.

»Det lever, Arthur,« sagde jeg, »det er med Moderen her i Byen og jeg fordrer af Dig, at Du endnu idag skal vies til Mathilde og derved skjænke Barnet sin Ære og sine Rettigheder: det skal arve Dig.«

164|»Lever det virkeligt?« sukkede han, »ak, hvorfor faaer jeg det først at vide nu! Det er egentlig en Taabelighed mod Enden af sit Liv at give sig af med Følelser; da skal man bruge sin Forstand. Hjertet skal bruges af den Unge og den Levende, men Hovedet og Modet tilkommer Oldingen og den Døende. I det Øieblik den Døende hengiver sig til Følelsen, da sætter han sin Throne i sin Vugge. Imidlertid hent Barnet og Moderen og en Præst, saa kan Du og Doktoren være Forlovere.«

Og Jeg gjorde de fornødne Anstalter, frygtende meest for, at Afsindighedens Øieblikke skulde indtræffe for hurtigt.