XIX.

Usædvanligt tidligt indtraf Vinteren det Aar: den første Snee knasede under Vognhjulene, da jeg med Mathilde og den lille Carl kjørte hen til Arthur. Det var som om Naturen selv vilde væve et hvidt Voxlagen til min Broders afsjælede Legeme.

165|»Og tykkes Dem ikke,« spurgte jeg Mathilde inde i Vognen, »at jeg udfører en sørgelig Pligt? jeg fører den, hvem jeg elsker høiest paa Jorden, hende fører jeg som Brud i den Døendes Arme. Jeg overgiver Dem til en Mand, som ikke bekymrer sig om Dem; om nogle Timer muligt, er De, den skjønne blomstrende Qvinde i den hvide Silkekjole, med Rosenkrandsen i Haaret, om faa Minutter kanskee er De forvandlet til en sortklædt Enke. Til en Anden overleverer jeg min Lykke, kun Sorgen beholder jeg for mig selv. Faa Mennesker kunde vist bære det med den Taalmod og Rolighed, som jeg gjør det.«

»Vær vis paa,« svarede hun mig, idet hun trak sin hvide Handske af og rakte mig sin lille bløde Haand, »at jeg skal være taknemlig, naar jeg kan. Nu forstaaer jeg, at Deres Kjærlighed er oprigtig; gid den havde truffet paa en ædlere Gjenstand eller gid jeg havde lært Dem at kjende, før jeg saae Deres Broder!«

Tause og veemodige kjørte vi til den døende Mand, men da vi holdt udenfor Arthurs Bolig, klam rede Mathilde sig fast til mig og spurgte mig med beklemt Røst, om det ikke var bedre at lade det Hele fare? Jeg svarte nei, og nu stode vi ved Syge leiet.

Præsten var alt kommen og Lægen, den anden Forlover, stod ved Sengen; den Sidste nærmede sig mig hurtigt og hviskede: »hvad De gjør, det gjør snart: jeg 166|indestaaer ikke et Øieblik for, at jo Vanvidsøieblikket vil indtræde.«

»Her kommer jeg med din Brud,« tog jeg til Orde, Arthur vendte sig om og betragtede Mathilde stivt.

»Er Du den, hvem jeg saa dødeligt har fornærmet?« henvendte han sig til hende. »Ja, jeg seer det: disse Kinder har jeg kysset, denne Pande har jeg klappet, denne Haand har jeg trykket, men nu skal jeg døe. Det kryber inde i min Hjerne, som om der fandtes tusinde levende, myldrende Orme derinde. Er det min Søn?« her brast han i Graad, »ja, jeg har været Dig en slet Fader. Carl, Carl, naar Du bliver voxen og jeg raadner under Jorden, da mindes hvad jeg i dette høitidelige Øieblik siger Dig: bliv din Moder mere liig end din Fader! Præst, gjør Deres Pligt.«

Og Præsten viede det contrasterende Par, hende med Rosen paa Kinden og ham med det indsjunkne Øie; men under denne kirkelige Forretning overfaldt mig en grufuld Bævelse: »ha!« kom jeg til at tænke paa, »hvis han ikke døde, hvis Lægens Kunst kunde hjælpe den synkende Organisme! hvis han gjorde Krav paa sin Hustru og vilde leve med hende! hvis jeg skulde see hende tilhøre ham!« - - - En lignende Tanke gjennemfoer upaatvivleligt Mathilde, thi hun stirrede ængsteligt hen til mig og betragtede mig veemodigt.

167|Vielsen var tilende - Gravbrylluppet var skeet. Da stirrede Arthur vildt hen paa Bruden: en pludselig Lyst til at leve, og at leve med hende, med den skjønne Qvinde, vaagnede i det halvt bristende Hjerte. »Doktor,« skreg han heftigt, »jeg vil leve, jeg vil elske hende, jeg vil forbedre mig! Blot eet Aars Liv endnu med min deilige Kone, een Maaned blot - kan da din Kunst aldeles ikke udrette Noget?«

Lægen trak paa Skuldrene. »Saa reis til Helvede,« skreg Arthur, »Du Doktor med de sorte Haar og den røde Bakkenbart: paa dit Hoved har Ravnen bygget over Ræven: Ræven bilder Folk ind, at den forstaaer Lægevidenskaben - Gud hjælpe os! - og Ravnen stjæler den arme Patients Penge. Murat, min stakkels Hund! Johannes, sørg for den og for lille Carl!« Han sank et Øieblik tilbage, men foer pludseligt iveiret og da havde Vanvidets sorte Sørgeflor bedækket hans Isse: »hvad er det?« raabte han, »hvad vil Qvinden med Pukkelen? er der Oprør i Byen? ja der er! Troppebevægelser paa Kongens Nytorv: Commandanten taler til Folket. Vi storme Tuillerierne og Slutteriet. Der gives Politiet en udstrakt Myndighed, den maa bruge Stok, og tre Mennesker maae ikke staae og snakke sammen paa Torvet. Det er altsammen Trykkefrihedens Skyld - - - ha, min Fader, min kjære Fader!«

168|Og han strakte sine Arme ud og greb uvilkaarligt min og Mathildes Haand; han lagde dem begge inde i hinanden, betragtede os med en forbauset og dog rolig Mine, drog et dybt Suk, og - var ikke mere. Carl græd og holdt fast ved Moderens Kjole; den store Hund reiste sig paa Bagbenene og snusede omkring paa Puderne paa min Broders Ansigt; Lægen følte betænkeligt paa Pulsen, og lyttede efter Aandedraget, men jeg omfavnede Mathilde og stirrede stivt hen paa det blege Broderansigt og da faldt Ovids Ord mig ind:

Jam cinis est de tam magno rest at Achille

Nescio quid parvam quod non bene compleat urnam.