FØRSTE DEEL
Fra Kiøbenhavn til Pyrmont 1789

Forerindring

"Labyrinten?" hører jeg alle dem raabe, som tager denne Bog i Haanden, for at læse det første Blad – "Labyrinten?" – og seer ganske tydelig alle de sammenpressede Læber, rynkede Næser, forlængede Hager, plirende Øine og opskudte Skuldre, hvormed hin eller denne i sit særegne Gebærdesprog ledsager dette"?" og i et Smil eller Skoggerlatter udtrykker sin medlidende eller haanende Studsen "Hvorfor ikke simpelvæk Reise o.s.v.? Hvortil dog uophørlig disse søgte Besynderligheder?" – "Jeg seer ikke mindste Grund til denne Titel", siger A – "Der er ikke mindste Vittighed deri", melder B - "Den er dum!" udbryder C - "Tydsk er den, vildtydsk!" raaber D – "Smagfuld kan man i det mindste ikke kalde den", mumler E – "Den er baade søgt, overflødig, grundløs, uvittig, dum, tydsk og smagløs!" ender F – og slænger Bogen bort i sin billige Ærgrelse.

De har alle Ret, mine Herrer! jeg tilstaaer det. Men om De paa samme Grund vilde fordømme alle andre Titler, fra den prægtigste til den uanseeligste, jeg kiender, vilde De ogsaa have Ret – og da det nu eengang er bleven Skik og Brug, at døbe Bøger, saa vel som Mennesker, vilde De maaskee finde slet ingen Titel ligesaa søgt, ligesaa urimelig og ligesaa smagløs, som nogen anden, hvoraf De fordre umiddelbar Tilfredsstillelse.

Jeg har valgt denne Titel, fordi jeg fandt den passende – den eeneste nødvendige Egenskab, en slig bør have efter min Theorie om Titler. Jeg vilde have ladt det blive ved simpelvæk Reise o.s.v., hvis jeg ikke havde fundet, at blot denne Benævnelse, i Følge Talebrugen, havde lovet noget ganske andet, og noget meget mere, end jeg fandt min ringe Evne i Stand til at holde.

Nærværende Reise er virkelig en Labyrint – eller endnu egentligere: et Stykke af den Labyrint, det faldt i min Lod at giennemvandre fra Vuggen til Graven. Dens regelløse, i allehaande 14| Vinkler og Bugter fremløbende Krinkelgange contrastere saa meget med de regelrette, snoerlige, efter en strax i Øiet faldende Plan anlagte Gader, man er vant til i de egentlig graphi-ske Værker, man besidder under Navn af Reiser – at jeg ikke trøstede mig til, ubetinget at fremstille min i disses glimrende Klasse, og derved berettige Publikum til en Sammenligning, hvorved den nødvendigen maatte tabe alt for meget.

Ofte paa min Omvandring i denne Labyrint, naar jeg stødte paa een eller anden Mærkværdighed, gjorde Bekiendskab med een eller anden overordentlig Adamsøn, eller henryktes ved et Blik af een eller anden ualmindelig Evadatter – især naar jeg i Naturens Favn, omgiven af alle Edens Fortryllelser, tidobbelt følte min Skabers Godhed, og i Midten af Jordens Underværker paa Toppen af himmelopstigende Fielde tilbad den Eviges Almagt – ofte naar jeg saaledes giennemstrømt af Beundring, Andagt og Tilbedelse, overvældet af min Lyst, fandt mig for svag til at bære, for uværdig til at bære den eene – brændte det Ønske i mit Hierte, at maatte kunne dele min Nydelse, og meddele de Følelser, den tændte eller nærede i mit Inderste. Da jeg ved Vandringens Ende langsom tilbageløb i Erindringen min labyrintiske Vei, samlede de vigtigste, skiønneste, elskeligste Gienstænde paa samme, og tilsidst i eet eeneste overskuende Blik sammenfattede til eet Ganske de mangfoldige Phønomener, fremsprang i min Forestilling af dette Chaos en lille subjectiv Verden – som jeg ønskede at give objectiv Virkelighed.

Jeg spurgte mig selv, paa hvad Maade jeg nærmest vilde komme til dette Ønskes Opfyldelse, og fandt efter langsomt og tidt giennemveiet Overlæg, at følgende Vei vilde være den gienneste til Maalet.

Du maa stræbe, sagde jeg, ved saa meget som mueligt at sætte Læseren ind i dig selv og din Forfatning, at føre ham den selvsamme Vei, du er kommen, og vise ham de selvsamme Gienstænde, aldeles fra den selv samme Side, hvorfra du har beskuet dem – saa at hans Aand ved Enden af din Reise kan siges, ikke saa meget at have læst, som selv at have – giort den. Du maa give dig selv aldeles til Priis, hvis du vil, at din Nydelse skal blive hans, og ikke bedrage ham med en fremmed, som aldrig har existeret, som mangler den vigtigste Egenskab, den, som allene 15| kan give den et Værd, og uden hvilken den vilde være skadelig som al Vildfarelse – Sandhed.

Naar jeg undtager de blot tællende, maalende, afstikkende, copierende og silhouetterende Beskrivelser af blot synlige Gienstænde, visse nyttige Fingre have beriget Geographien med under Navn af Reiser, og som man maaskee ikke urigtigen alle kunde indbefatte under Navn af de mathematiske – i hvis ordentlige Afdelinger man blot giør Bekiendskab med den livløse Verden, eller egentligst med Materiens Figurer, og ligesaa forgieves leder om Phønomener af Aandeverdenen, som om Liv i et Kunstcabinet – naar jeg undtager disse, for Resten meget agtbare og i mange Henseender umistelige Haand-Værker, holder jeg for, at intet er nødvendigere i en Reise end en Reisende; thi forekommer mig i Værket meer end blotte mathematiske Objecter, indeholder Beskrivelsen andet end Tal, Navne og Figurer, tales om Behagelighed, Skiønhed, og Høihed, lever eller aander blot Naturen deri, og fremstilles endog Mennesker i samme – anderledes end under Rubrikerne: Hanner og Hunner, sorte og hvide, bydende og lydende, vilde og tamme, adelige og uadelige, rige og fattige, o. d. l. – er Reisen, kort sagt, ikke blot tællende, men prøvende, ikke blot maalende, men veiende, ikke blot afstikkende, copierende og silhouetterende, men malende, ikke blot mathematisk – men dynamisk – saa hænger Rigtigheden af min Dom om Objecterne aldeles af min Kundskab om det Glas, hvorigiennem jeg beskuer dem. I hine er Glasset almindeligt for alle; thi alle komme overeens om, at to og to giør fire, at en Triangel er ingen Fiirkant, og at sort er ligesaa forskiælligt fra hvidt, som Natten fra Dagen. Man kunde derfor næsten ligesaa gierne sige, at alle hine Ting sees med blotte Øine. Disse derimod betragtes aldrig uden giennem Glas, og aldrig giennem de selv samme. Over Graden af Skiønhed i hint eller dette Natur- eller Kunst-Landskab, over Graden af moralsk Fortræffelighed i hin eller denne Menneske-Charakter ere sielden tre, end sige alle Mennesker fuldkommen eenige. Læseren løber altsaa ligesaa meget Fare for at faae et aldeles falskt Begreb om det seete, hvis han ikke kiender det mindste til Glasset, hvorigiennem det blev seet, som Styrmanden om sin Bredde, naar han ikke kiender Magnetnaalens Afvigelser.

Af denne Aarsag ønskede jeg ved Læsningen af enhver Bog, som indeholder Bemærkninger og Bedømmelser, at kiende i det mindste noget til dens Forfatter; men fornemmelig hvis det er en Historie, eller en Reise, jeg har for mig. Maler han mig paa ingen Maade sig selv – har han, saa at sige, slaaet det omtalte Glas reent i tu – giver jeg ikke en Hvid for alle hans Beretninger. Skal jeg reent ud sige hvad jeg mener herom, seer jeg endog heller, at han blot maler sig (naar han kun maler upartisk og troe – hvilket lader sig snart bedømme) og forsømmer de andre Ting, end at han udmaler alt det øvrige, og glemmer sig selv. I det første Tilfælde lærer jeg dog at kiende noget, og – er hans Individuum end nok saa ubetydeligt – noget mig høist interessant; noget menneskeligt; i det sidste Tilfælde staaer jeg der som Belzazar for et Mene mene tekel upharsin – og man har ikke just altid en Daniel til Rede for at udlægge Meningen i hovedløse Haandskrivter.

Enhver Menneskelig Rytter rider igiennem Verden paa sin særegne Kiephest; og man tager mærkelig Feil, om man troer, at han, naar det falder ham ind at reise udenlands, lader den staae hiemme. Tvertimod, saa længe han er i Rolighed kan det vel hænde, at han i temmelig lang Tid lader den staae i Stalden, og blot af og til giør en Tour derpaa, som man siger; men medens Reisen varer er han gemeenligen altid i Trav eller fuld Galop paa Ryggen af samme. For nu at bedømme Ridtet er det ikke af Veien, at kiende Hesten og dens Nykker. Veed man at den er meget skye, for Exempel, begriber man lettere visse Spring til Siden for somme Gienstænde, uden at tillægge disse, der i sig selv kunde være meget uskyldige, Aarsagen. Og, sandeligl heri finder jeg den vigtigste Grund og den afgiorteste Ret til at fordre i det mindste Vink om en Forfatters Tilstand og Tænkemaade – især naar han viser mig Mennesker igiennem sit Glas – for nemlig ikke at giøre dem Uret, og tillægge dem Egenskaber og Særheder, som de maaskee ingensteds have, uden i hans individuelle Forestilling.

Hvor usigelig nødig vilde jeg, ved den utilgiveligste af alle Forsømmelser, nogensinde berettige til en almindelig, ubetinget, umild Dom om endog den ringeste af mine Medskabninger! Himlen bevare mig! Jeg skulde selv vide, at min Dom om hint 17| eller dette ofte bestemtes af min Uerfarenhed, min Sygdom, mit Lune, min indskrænkede Forstand, min Mangel paa didhørende Kundskaber, og mine særegne Fordomme – og forsætlig eller skiødesløs dølge dette for Læseren? Nei! Man kalde det Automanie, Egoisme, Jegsyge, hvad man vil – heller vil jeg fremstille mig i min hele Svaghed end giøre mig skyldig i en virkelig Forbrydelse mod andre. Hvad Beskyldningen for Selvlyst for Resten angaaer, trodser jeg alle dens Storme i Havnen af min egen Samvittighed.

Man tillade mig, at berøre endnu en anden Punkt, hvori jeg endnu mere har afveget fra den almindelige Slendrian i lignende Værker.

De fleste reisende Forfattere lade blot deres Legemer flyttes, medens deres Siele, saalænge denne Fremflytning varer, blive staaende - som fasttryllede ved et Underværk – urokkeligen paa selvsamme Sted. De ere paa den første Station ligesaa sindrige, skiønsomme, kloge, erfarne, fornuftige, og siældannede, som paa den sidste. Læseren seer ingen Grund til deres Reise; thi deres Iagttagelser vare ligesaa fine, deres Domme ligesaa skarpsindige, da de tiltraadde, som da de endte den. Skade! udbryder man med Rette, at de ikke bleve hiemme! de vare jo allerede saa viise, som deres Fædreneland kunde forlange det! de vidste jo allerede saa meget, som man omtrent kan vide, og lidt til! – Eller er en Reise da ikke, efter Bacos, Lockes, Rousseaus, og saa mange andre paalidelige Dommeres Kiendelse, en Skolegang? Hvorledes gaaer det til at man i nederste Lectie er allerede ligesaa færdig til Academiet, som i øverste? og hvi gav man sig da den Umage, Skridt for Skridt at giennemgaae dem alle?

Jeg indseer ikke hvad den reisende Forfatters Uforanderlighed kunde svare herpaa, undtagen det oven anførte: "Det er blot mit Legeme, som har flyttet sig" Men det er, i mine Tanker, med andre Ord: Hele Reisen er et grundløst Phantom, uden Sandhed, uden Virkelighed – en Reise, som ingen har giort, da jeg selv ikke har giort den – en reen Modsigelse fra Begyndelsen til Enden, en Bevægelse uden Materie og en Materie uden Bevægelse. Nei, sagde jeg til mig selv, i det jeg satte mig ned for at bringe min allerede holdte Dagbog i Orden, forkaste det overflødige deraf, tilføie hvad der manglede, og pynte det 18| hele – nei! sagde jeg, i det jeg strax stødte paa Bemærkninger og Omdømmer, som forekom mig halve, skiæve, og umodne, og fristedes til i deres Sted at anbringe dem, som nu faldt mig ind, og som jeg umueligen dengang havde været i Stand til – du skal ikke begaae denne Uredelighed! Om det ikke er at giøre dig klogere end du er, saa er det, at giøre dig længere klog end du har været det. Ogsaa dette er Pralerie. Og hvor vilde Sandheden i din Bog blive af ved denne Fremgangs – eller rettere: Stilstands-Maade? Nei! al din Omsorg indskrænke sig til Foredraget – til Indklædningen af din Materie! denne selv blive, som den var, at du dog ved Bekiendtgiørelsen af dit Arbeide – skulde det end blive nok saa maadeligt, skulde det end lykkes nok saa slet – kan trøste dig med den Bevidsthed, at have leveert Verden een virkelig Reise mere.

Sandt at sige grunder jeg mit hele Haab om dog at have skiænket Publikum noget meer end blot Makulatur i de følgende Blade paa den samvittighedsfulde Strænghed, hvormed jeg, ofte paa min egen Bekostning har fulgt dette for mange maaskee sælsomme Princip. Er det Tant, at Sandhed i sig selv umiddelbar har sin Nytte; at den ikke blot straaler, som Diamanten, med sit eget Lys, men varmer dermed, som Solen; er det falskt, at en sand Skilling er meere værd end en løiet Daler, saa tilstaaer jeg, at de Herrer, som lode sig nøie med Titelen af mit Arbeide, have valgt den beste Deel, og at alt det øvrige ikke er en Pibe Tobak værd, end sige meere.

Endelig maae jeg tilføie et Par Ord om den Sildighed hvormed denne min Reise er kommen for Lyset. Det er ogsaa paa slige Gaver man kan anvende Ordsproget:

Jeg har intet derimod. Reiser i Almindelighed, især de som ere komne i Moden i vore nyere travle Tider, giøre vel i, om de, som alle andre til Forsendelse med Posten allene priviligerede Efterretninger indfinde sig saa snart som mueligt. Hid henhøre alle Dagens Anecdoter opsamlende, alle oeconomiske, politiske, og især alle til Nysgierrighedens Tilfredsstillelse foretagne og skrevne Reiser. De maae skynde sig, at ikke deres Gienstænde 19| skulde forandre sig, gaae af Brug, eller reent forsvinde, før man fik Beskrivelsen derover. Men en Reise, som fornemmelig gaaer ud paa Ting, hvis Interesse bestandig bliver den samme, og snarere tiltager end formindskes med Tiden, en Reise, hvis Hovedgienstand er det under alle Forandringer og Omvexlinger stedse bestaaende, synes at turde giøre en Undtagelse, og nærme sig med mere Sindighed og Betænksomhed. Dens Nytte hænger ikke af hvor snart – men hvorledes den indstiller sig; thi den bringer ikke den flygtige Nysgierrighed Depescher; men giør sin Opvartning for den stille Videlyst.

Den seer derfor og meere paa en anstændig Paaklædning – og deri (mindst i vor nærværende Tid, da Drapperiet er saa sammensat, og spiller Hoved-Rollen i Maleriet) springer man ikke saa let, som i Coureerstøvler. Ja var det endda blot den simple borgerlige Videlyst, den havde at besøge; men der maae den presenteres den fornemme, fine, egensindige Dame Smag (som Coureeren ikke engang tager sin Hat af for) og hendes ubeskrivelig knipske Datter Critiken, af hvis Smil dens hele Lyksalighed hænger. Vee den – om dens Halsklud ikke er lykket!

Imidlertid vilde dog denne Reise-Labyrint allerede for et Aar siden være kommen for Lyset, hvis ikke to andre uoverstigelige Hindringer havde giort det umueligt. Den første standsede dens Skrivning, den anden forhalede Trykningen. Forfatteren havde nemlig nedlagt de betydeligste Materialier til samme, og tildeels hele Stykker af sin Dagbog i en Samling af meer end et halv hundrede Breve, som han ved sin Hiemkomst troede i god Behold hos den Person, de vare skrevne til. Han havde tænkt at lægge dem til Grund for Udarbeidelsen, og regnede fornemmelig paa samme ved Ideen om at udgive sin Reise. Men da han til den Ende udbad sig dem tilbage, berettede man ham, at de alle tilhobe vare opoffrede Vulkan – en Beretning, hvis Behagelighed jeg overlader Forfattere at bedømme. Ikke som om han var saa forelsket i sine Pennefostre, at deres Absaloniske Undergang just skulde bringe ham til Davidisk Fortvivlelse – han er for vant til deslige frivillige Offringer; men deels er det noget ganske andet: selv at brænde sine Manuscripter, og: see dem brændte af andre – deels var det i nærværende Tilfælde doppelt ubehageligt, da han paa den eene Side tabte saa got som Mueligheden 20| til at opfylde et givet Løfte, og paa den anden mistede en ham selv i det mindste interessant Samling af Bemærkninger. Det overalt ikke synderlig opmuntrende Omen i denne Tildragelse, var allene tilstrækkeligt til at afkiøle hans iilende Iver – og havde han ingen tilstrækkeligere Grund, end Forfængelighed, til at fremtræde med sine Lucubrationer, var man sikkerlig for Eftertiden bleven aldeles forskaanet med samme. Men han troede det sin Pligt, at aflægge et Slags Regnskab, for Anvendelsen af den Tid, han havde tilbragt uden for sit Fædreneland, og fandt (med al Respect i øvrigt for den beundringsværdige Beskedenhed, hvormed endog Lærde Reisende i Lande, hvorom man aldeles intet har paa Dansk – naar jeg undtager den jomfruelige Oversættelse af Gid Hamete Benengelis Fortællinger – fortie deres lærde Opdagelser) at han, ved at levere noget nok saa ufuldstændigt og utilfredsstillende dog leverte meer end den, der leverer slet intet.

Det kostede ham utroelig Møie, nogenlunde at erstatte dette Tab, og ofte fortvivlede han om, at bringe det saa vidt, ved Hielp af den blotte Hukommelse, at udfylde alle Huller. Da Tilforladelighed især var det han bestræbte sig for, turde han ikke kalde sin Phantasie til Hielp i denne Knibe. Den første Deel har især lidt under denne Mangel paa Kilder – og ulykkeligviis var det den, som meest trængte til samme, da den baade subjectiv og objectiv betragtet indbefattede den tørreste og ufrugtbareste Strækning i hele Labyrinten.

Da den omsider – talis qualis – blev færdig, kunde den ikke blive trykt. De litterariske Accouchementhuse vare alle saa besatte, at man kun under de seendrægtigste Betingelser lovede, at see til hvad man kunde giøre. De Mourierske, Lüttichauske, Coopmanske etc. Nedkomster vilde aldrig ophøre – neppe var eet Ephemeron kommet lykkelig til Verden i den eene Presse, før et nyt begyndte at flæbe i den anden – der blev tilsidst et saadant Barselskrig i det hele skrivende, trykkende, og læsende Rama (hvor Minerva desuden omtrent paa samme Tid begræd sine Børn) at min overalt meget undseelige Muse heller valgte at komme noget for sildig, end komme ned i denne frygtelige, bedøvende – og om jeg saa tør sige – næsten uanstændige Hurlumhej, i hvilken man alt havde qvalt de arme Tvillinger, som 21| kam for Dagen under Navn af Ungdomsarbeider, og hvis Minde allerede er saa aldeles udslettet iblandt os, at man ikke engang kan læse deres Gravskrivt i dateret Lapidarstiil paa et Blad af de Københavnske Lærde Efterretninger.

Han smigrer sig ikke med, at torde henvende denne Undskyldning til – mange; ogsaa skal den langt fra ikke sige paa en underfundig Maade, hvad somme meget populare Forfattere sige ligefrem, at Publikum hungrer og tørster efter deres Producter. Han veed, at han er ligesaa langt fra at besidde hine Yndlings-Skribenteres Lyksalighed, som fra at fortiene den – veed, at hans Smaating ikke længer ere i Moden – og at Navnet paa det Partie, der endnu kunde være paa hans Side fra det Øieblik af Skiebnen udlagde ham med det nu herskende, er: Vel duo vel nemo.

Men denne Bevidsthed fritager ham ikke fra nogen af de Pligter, der paaligge ham som Forfatter, endog uden Læsere. Ogsaa Eremiten i sin Ørk har et Regnskab at aflægge. Mennesket er aldrig aldeles uden Selskab – og en nogenlunde menneskelig Skribent aldrig aldeles uden Læser. Ikke at tale om, at al Verdens, end sige Kjøbenhavns, skiønne Aander, hvad enten de flagre om Dagen eller Natten, alle Parnassets Fluer, Bremse, Ravne, Skader, og Natugler med al deres Summen, Surren, Skrigen, Pladren og Tuden forgieves giøre sig Umage for at bortcharivariere Mueligheden til at blive læst engang, naar alle deres enkelte Stemmer og deres hele samlede Charivari – indtil dets sidste Ekko – ikke høres meere.

Eder altsaa, I faae! som trods hines Forudpiben værdige ham Opmærksomhed og Overbærelse, Eder, I muelige Læsere! og besynderlig Dig, beste Deel af Menneskeheden, tilbedelige Kiøn, hvis Uskyld og Ynde omdanner de mørkeste af Livets Labyrinter til Paradiser! vover han, efter nærværende Forerindring, at indbyde til Medvandring giennem sin Labyrint, og til Deeltagelse i de Nydelser, som lærte ham at elske meer end Eder. Skulde og hans Selskab ikke synderlig more Eder, saa haaber han dog, at de mange andre Bekiendskaber med Naturens og Menneskehedens skiønneste Særsyn, som af og til forekomme paa Veien, ville gotgiøre denne Keede. Det værste, I have at befrygte, er, at han maaskee undertiden snakker Eder i Søvn – men hvad dette 22| angaaer, lover han hellig, at sørge for, det blot indtræffer paa Steder, hvor man intet forsømmer dermed, og hvor enhver Vandrer for Resten giorde vel i at sove. Skulde det første Stykke af Veien forekomme Eder alt for øde, hullet, og besværligt, saa lad denne Omstændighed ikke reent knække Modet eller slukke Lysten til at gaae videre.

Udsigten bliver efterhaanden lysere og lysere, Veien bedre, Egnen behageligere og Gienstændene interessantere, ligesom man kommer dybere ind i Labyrinten. Tingenes Natur førte det saaledes med sig – og hvo vilde være daarlig nok til at tænke paa at forandre den? – Lidt Taalmodighed giør enhver naturligviis vel i at tage med – og jeg har intet derimod, om man endog forsyner sig med sin hele Forraad. De Herrer, som ere Elskere af Røgtobak – og de Damer, som ikke got kunne undvære Caffe, advarer jeg ligeledes, at proviantere sig; thi hos mig er ingen af Deelene at bekomme.