Kiøbenhavn

Reisens Bestemmelse

Ingen af alle de utallige Reisende fra Syndfloden indtil det første Franske Frieheds Aar, som til Vands eller til Lands, paa en Baad eller paa et Skib, til Fods eller til Hest, i lukt eller aaben Vogn – i krum eller lige Linie have flyttet sig, eller ladet sig flytte med eller imod een af de Verdens fire Vinde, har været mere oplagt til dette Forehavende, end den for Resten ubetydelige Person, der spiller Hovedrollen i denne labyrintiske Historie.

Sandelig, jeg havde ikke blot al muelig Lyst, men tillige al tænkelig Aarsag til at reise. Den skarpsindige Sterne har indeelt alle løse og ledige Personer, som forlade deres Hiem, i 4 Hoved-Klasser: dem nemlig, som enten reise formedelst legemlig eller aandelig Brøstfældighed, eller af uomgiængelig Nødvendighed, eller af nogen anden eller af slet ingen Aarsag. Jeg hørte virkelig i strengeste Forstand til alle disse Klasser. Jeg vilde reise, kort sagt, fordi mit Legeme var sygt, fordi min Siel var ikke frisk, fordi alle Omstændigheder tvang mig dertil, og endelig fordi jeg i dette Tilfælde ikke indsaae, hvi jeg skulde lade det blive.

Solen selv – jeg vil ikke sige Phøbus; thi en Reisende bør ligesaalidt som en Historieskriver have Religion, altsaa ikke heller den hedenske – Solen selv vakte mig om Morgenen, i det dens Straaler saa længe pikkede paa mine Øine, indtil de endelig lukte op. Her er jeg, raabte jeg, og foer op af Sengen. Det var den skiønneste Maidag. Hele Jorden syntes at vaagne med mig i Himmelens Favn. Ubeskrivelig Henrykkelse giennemstrømte i dunkle Anelser mit Hierte. Alle mine Sandser syntes at skiærpes i Fornemmelsen af en nye Natur – min Phantasie gav alt det Liv, jeg fandt omkring mig, et nyt Spil – min Andagt hævede sig paa lettere Vinger over den hele Skabning. Jeg har aldrig vaagnet saa aldeles.

Hvad er det? spurgte jeg mig selv – Fortiener en Reise fra 24| Kiøbenhavn til Kiel – Fra Kiøbenhavn til Kiel og fra Haderslev til Kiel, er omtrent det samme – og overalt til Søes - fortiener slig en Geert-Vestphaler-Reise en saa høitidelig Stemning? Og om den endog forlængtes siden til Pyrmont? styrter ikke Taarerne dig af Øinene, som om du var i Begreb med at giøre en Reise til Montblanc – eller til Paris – eller til Orion?

Jeg begreb mig ikke selv – o! der ere tusinde Øieblikke hvori vi ikke begribe os selv – jeg græd; og vidste ikke hvi jeg græd, saa lidt, som det nyfødde Noer, der første Gang vaagner paa sin Moders Skiød – og forstod det ikke. Men I, himmelske Væsener, hvis finere Blik giennemflyve Rummet og Tiden uhindret af skuffende Materie, I Usynlige, som stundom tilhviske os Fremtidens Hemmeligheder i sovende eller vaagne Drømme, forstode det – og smilte over min Forvirring.

Jeg følte mig frisk. Halv død af en i fem Aar bestandig tiltagende Udmattelse havde jeg Aftenen tilforn havt Umage med at opholde saa meget Liv, som er nødvendig for at – sove; omsonst! Slummeren veeg den fra mit Livs Begyndelse igiennem 25 Aars Lidelse til Fortvivlelse voxne Kummer. Smerte havde tilsidst bedøvet mig mod Enden af Natten. Hvilken Forandring! Formaaer den blotte Forestilling om Reisen til Pyrmont et saadant Underværk, hvad maae ikke Reisen selv, hvad maae ikke Pyrmont-Brønden virke! tænkte jeg.

Man maa ville, saa følger alt andet af sig selv. Det er kun det første Skridt, som koster Anstrængelse. Og – det Vidnesbyrd maa jeg give mig – jeg vilde med en overordentlig Alvorlighed. Mit hele Væsen var intet uden Villie.

Jeg vilde, at denne Reise for mig maatte blive den nyttigste, den fornøieligste, den lykkeligste; ligesom jeg i dette Øieblik vil, at den og for Læseren maa blive den lærerigeste, underfuldeste og moersomste, der nogensinde er bleven trykt – ikke hos Bogtrykker Schultz; thi fra hans Presse er, saavidt jeg veed, endnu ingen saadan fremgaaet – men hos hvilken anden Bogtrykker i Europa eller America man vil forestille sig.

Passet

Klokken 9 skulde Paketbaaden afgaae. Alt mit Tøi var allerede ombord. Selskabet, jeg skulde reise med, opholdt sig i Nærheden af Toldboden, for paa Skipperens Vink at indborde sig. Man meldte mig, at Klokken var over otte – der var den yderste Hast – "Giv mig deres Pas," sagde Professor Cramer, "saa vil jeg besørge det i Forveien..." – Pas? sagde jeg; jeg har ikke drømt om Pas! Er et Pas nødvendigt for at komme levende bort fra København? – "Saa nødvendigt, som en Luftkugle for at komme levende bort fra Jorden." – "De havde bedre kunnet glemme alt andet," sagde en anden – "De havde ligesaa got kunnet glemme Dem selv," sagde den tredie.

Her vare gode Raad dyre – Man udstæder ingen Passer om Søndagen – og... Lykkeligviis var Manden i Huset, hvor jeg opholdt mig, Raadmand.

"Herr Raadmand! jeg har taget mig den Friehed, at lade dem opkalde, for at give mig et Raad i en vis Forlegenhed. Jeg skal afgaae med Paketbaaden i dette Øieblik, og jeg har intet Pas?"

"De maa gaae til deres Vert, for at faae en almindelig Qvittering for alt, og gaae med den til Raadmand**." svarte Raadmanden.

Jeg styrtede ned af Trapperne, og standsede ikke min Fart før midt paa Østergade, da en pludselig Betragtnings Feber angreb mig med rystende Kulde: Klokken er næsten 9! Klokken 9 slet letter Skipperen! Din lille Kuffert med alle Nødvendigheder er i Skibet! alt det øvrige du eier i denne Verden, fra Bailes Lexicon til den umage Sølv-Ermeknap, der udgiør din hele Fædrene-Arv, er indsluttet i Frue B*s forladte tillukte Værelser! Din Sundhed, Munterhed, og hele tilkommende Velfærd hænger af denne Reise! Din Vaaning i Kiøbenhavn er opsagt! Selv dine Manuscripter ere indsluttede... Alle disse Forestillinger gav mig den fuldstændigste Koldfeber: Du har intet Pas!

Man kommer ikke vidt i denne Verden med stillestaaende Betragtninger. Skuepladsen var udenfor en Galanteriebod. Det faldt mig ind at Frue*** for nogle Dage siden før jeg endnu tænkte paa at reise bort, havde bedt mig kiøbe sig et Par Flasker 26| Bergamotte. Intet er nødvendigere, end at skynde dig, tænkte jeg, for, om mueligt, at faae et Pas, og komme tids nok tilbage dermed – her er den yderste Periculum in mora – og gik ind i Boden for at tilhandle mig et Par Flasker. Da jeg ingen Smaapenge havde, maatte jeg vexle en Seddel. Under Vexlingen, som gik meget langsom for sig, randt det mig i Sinde, at mine Medreiserinder i Indpaknings Tummelen mueligviis kunde have glemt at sørge for vellugtende Vande, der er meget nødvendigt ombord for Damer – "det er varmt i Luften, Kahytten er lille, vi ere ti Personer deri – kort sagt: noget vellugtende kan være saare nødvendigt." Jeg kunde ikke andet end giøre min Betænksomhed en Compliment ved denne Leilighed – og gav mig ret sindigen til at probere de forskiællige Sorter for at vælge den stærkeste – fik endelig een fat, som syntes mig den passeligste – betalte – og stod igien med mine tre Flacons paa Gaden.

Som en Lynstraale foer her den Tanke giennem mit Hoved, at jeg var paa Veien til min Vert og Raadmand **, at Tiden jeg havde tilovers næsten var udrunden, og at det var egentligen meer et Pas, end lugtende Vand, jeg skulde hente. Mine Fødder fik herved pludselig Vinger, jeg fløi meer end gik; men i Flugten stødte de tre Flasker sammen i min Lomme – jeg maatte for ikke at knuse dem ved min hæftige Bevægelse gaae sindigen og langsomt – og kom endelig paa denne Maade til min Vert.

Han skrev mig en Qvittering, og jeg besørgede imidlertid i god Magelighed de to Flasker til Frue ***. Jeg tog derpaa atter Fod i Haand, raskere end før, efter at have udlosset de to Flasker, og kom pustende til Raadmand ***s Port. Jeg ringede. Der kom langt om længe en Pige, og lukte op: "Herr Raadmanden er ikke rigtig opstaaet." Saa vil jeg opvarte ham paa Sengen, sagde jeg – "jeg skal melde det til Tieneren," sagde hun. Tieneren kom: "Herr Raadmanden er aldeles ikke staaet op." "Ligemeget! Jeg skal tale med ham" – – "Ja! jeg skal melde Dem." Tieneren kom ud igien: "Herr Raadmanden skal barberes i dette Øieblik." – "Jeg vil tale med ham ubarberet". Tieneren ind og ud igien: "Herr Raadmanden er indsæbet." "For tusind Raadmænd!" – brød jeg ud - og løb stærkt op og ned i Salen, – "en Raadmand burde aldrig lade sig barbere! en Raadmand burde aldrig være glat om Hagen! Afskyelige Misbrug! Forbandede 27| Afskaffelse af den gode gamle, ærværdige, for alle Passøgende beqvemme Skik, da Raadmænd havde lange Skiæg, og ved ingen Sæbe sinkedes i deres Audienzer!" Klokken er Ni, sagde Repeteer-Uhret. Jeg stillede mig hen for det, og betragtede hvert Ryk af Secundviseren; aldrig har et Uhr syntes mig at have et ærgerligere Physiognomie – hvert Ryk syntes mig en spottende Mine, hvert Slag et Skieldsord. Jeg havde kunnet slaae det med knyttet Næve lige i Ansigtet. Jeg vendte mig fra det igien, gned mine Hænder, beed Læberne sammen, lukte Døren op, slog den i igjen, stampede med Fødderne – og det ubarmhjertige Uhr slog en uudslukkelig Latter op over min Forlegenhed i en uendelig Vækkeklang.

Endelig fremtreen den ragede Raadmand, saa glat om Hagen, som et nyfødt Menneske. Jeg forklarte ham allegro prestissimo min Forlegenhed; han svarte mig, at jeg havde giort vel i, om jeg Dagen før havde tænkt derpaa – at man om Søndagen ingen Passer uddeelte – og, at han overalt ikke havde dermed at giøre – altsammen i den uudholdeligste Adagio. Jeg drev det endelig saa vidt ved de heftigste Forestillinger, at han gik over til Largo, med at fortælle mig hvorlunde Herr Passkriver L** allene kunde redde mig af denne Knibe; at samme boede i Viingaardstræde, hvor det harmoniske Selskab harmonerer; og bevidnede mig i øvrigt paa den høfligste Maade af Verden sin Medlidenhed.

Viingaardstræde ligger, som hele Verden veed, ligesaa langt fra Raadmand**s Gaard, som Asien fra Europa ved Dardanellerne. Jeg holdt det altsaa for raadeligt, da jeg var kommen Halweien, at stige ind i en tom Hyrevogn. Jeg kom hen til Gaarden, gik ind, til een Dør, til den anden, til den tredie – endelig fandt jeg i Baggaarden en Skabning i Pigedragt, som berettede mig, at Hr. Passkriveren ikke boede der længer, men var flyttet til Compagniestrædet for et par Dage siden. Saa har da hele Pas-Amtet sammensvoret sig til din Undergang? raabte jeg og løb ned igiennem Viingaardstrædet for at naae en anden tom Hyrevogn, hvori jeg satte mig, og kiørte til Compagniestrædet. I det jeg steeg ud, erindrede jeg først, at jeg ikke vidste Nummeret paa Huset – og altsaa kunde gaae Huus fra Huus den hele Dag inden jeg fandt Pascomptoiret. Jeg foresatte mig 28| virkelig dette – og begyndte med yderste Taalmodighed min Leden. Ingen vidste af det at sige, jeg ledte om. En Haarskierer var saa artig at følge mig hen til et Huus, som han formodede var det rette. En Lieutenant havde rigtig nok boet der, og var reist til Norge. Mat og aandeløs kom jeg omsider til en Kielder, hvor man sagde mig, at Passkriveren rigtig nok boede der i Gaden; men var med sit hele Huus kiørt ud paa Landet tidlig i Morges –

Jeg havde nu næsten opgivet alt Haab. Klokken var saa mange at jeg kunde formode, Skipperen alt havde lettet. Holdt! raabte jeg i denne min Beængstelse til en forbifarende Hyrekudsk, kiør mig et Steds hen! Hyrekudsken holdt stille – Jeg skal kiøre for Jomfrue Winther, sagde han – og saae sig om: "See! der gaaer Grev***** i Kirke!" – "Hvor? hvad?" – "Den Mand hist henne i den graa Frakke! ja paa min Salighed! er det Grev***** ja!" klitsk! klask! og han kiørte videre.

Jeg er ikke een af disse Mirabiliariis (contra quos cautum me fedt Deus meus, Vidundersyge, som vor Herre har lært mig at tage mig i agt for. som Augustinus siger) der finde Mirakkel i enhver Ting hvis Aarsag ikke ligger lige for deres Næse, og umage Himlen for at løse hver Knude indtil Knuden paa deres Strømpebaand; men jeg kan ikke nægte, at dette besynderlige à propos syntes mig, og synes mig endnu, saa himmelfaldent som noget andet Tilfælde af den Historie jeg kiender – fra Solens Stillestaaen i Gideon til min Stillestaaen paa Østergade. Jeg lader mig nøie med dette Vink til videre, for ikke ved at ville løse Knuden i dette Tilfælde, at overskiære Traaden i min Fortælling.

"Deres Excellence tilgive mig, at jeg standser samme! Den falder pludselig, som ned af Himmelen for mig i denne Gade – jeg er i den yderste Forlegenhed – i Begreb med en Reise til Badet skal jeg afgaae i dette Øieblik med Paketbaaden – og – jeg har intet Pas" – – – "Det skulde I have tænkt paa i Gaar" – – – "Ganske rigtig, Deres Excellence! det veed jeg; men det veed jeg først i Dag." – – – "Hvem er I?" – jeg sagde ham mit Navn – – – "Jeg kiender Jer ikke" – "Det er ikke min Skyld, Deres Excellence! men kiendt eller ukiendt, haaber jeg, at denne lykkelige Kendelse, som lader mig træffe Deres Excellence her, redder mig af min Forlegenhed" – – – "Jeg kan ikke hielpe Jer 29| heri, min kiære Baggesen, jeg har intet med Passernes Uddeling at giøre; gaae til Passkriveren!" – – – "Han er ikke hiemme, han er paa Landet." – – – "Paa Landet? det er slemt, at I ikke betænkte det i Gaar; jeg kan ikke hielpe Jer; men i Aften kommer Passkriveren vist hiem igien; thi han kan ikke blive nogen Nat paa Landet." – – – "Men jeg kan ikke bie nogen Time længer! Skipperen letter maaskee i dette Øieblik." – – – "Oh! nei! Vinden er jo stik imod! - (Hans Excellence saae op paa Skyerne og Nicolai Kirke Fløi – Vinden var netop fuldkommen med.) Skipperen gir sig vel Tid; slaae Jer til Rolighed." – – – "Jeg kan ikke slaae mig til Rolighed, Deres Excellence! vær i det mindste saa god, at sige mig, om et Beviis fra Hans Durchlauchtighed, Prindsen af Augustenburg, kan tiene mig ved denne Leilighed isteden for Pas?" "Kjender I Prindsen af Augustenborg?" – "Jeg har den Lykke, Deres Excellence" – – – "Min kiære Baggesen! (han klappede mig paa Skuldrene) jeg vilde gierne hielpe Dem om jeg kunde; men hør dog – gaae ned til Raadmand ***" – "Jeg har alt været hos ham, han sagde mig, som Deres Excellence, at han intet havde dermed at giøre" – – – "Ja det er rigtig nok; men hils ham kun fra mig, at han gierne kan udstæde Dem et overordentligt Pas, og antegne det, saa skal jeg i dette Tilfælde indestaae derfor." – "Jeg takker Deres Exellence for denne Artighed." – "Farvel min kiere Baggesen. Lykke paa Reisen!"

Jeg løb nu af alle Kræfter den lange Vei ned til Raadmanden igien. Han var i Begreb med at klæde sig paa. Jeg maatte atter bie et halvt Qvarteer, som forekom mig evigere end alle de foregaaende. Endelig kom han ind. Jeg fortalte ham mine H endelser og mit lykkelige Møde, og efter nogen Overveielse, tog han sin Hat, og bad mig følge med til Raadhuset. Der fandt vi en Skriver, som lod os vide, at Passkriveren havde taget Nøglen med til Pulten med Blanketterne i. Alt Haab var nu udslukt – og min Pas-Fortvivlelse var paa sin høieste Spidse.

Men Skiebnen, eller hvad det er, som man saa tankeløs belægger med dette Navn, vilde, at jeg skulde reise – og da jeg ikke kunde reise uden Pas, og da et Pas ikke kan blive til uden Blanket, havde den med en over al menneskelig Anstalt ophøiet Forsigtighed besørget en saadan ned imellem Væggen og Pulten saaledes, at en Flip deraf stak frem og røbede mig hvad jeg 30| søgte. Det var en virkelig Blanket – vi opdagede den alle tre næsten i et og samme Øieblik – og Passet blev i en Hast færdigt.

Jeg havde det i mine Hænder. Det begeistrede mig til den skiønneste Taksigelses-Tale der nogensinde er strømmet fra mine Læber - og Raadmanden og jeg bleve meget gode Venner. Han raadte mig for min Sundheds Skyld – thi jeg havde virkelig ikke mange Livsaander tilbage – at tage en Vogn til Toldboden. Jeg var saa lykkelig strax at finde een i Wimmelskaftet. Kiør, sagde jeg, alt hvad Tøiet kan holde, til jeg raaber Stop i Bredgade. Han kiørte.

Niels Klim kan ikke have været gladere over sit Testimonium academicum, end jeg over dette Pas. Troyas, den hellige Gravs, og nu nyelig Oczakovs Erobring har ikke indgivet deres Seiervindere mere triumpherende Følelser, end dets Erobring indgav mig. Imidlertid blev jeg dog eenig med mig selv om, at det første, jeg vilde besørge herefter, naar jeg reiste fra Kiøbenhavn til Kiel, skulde være et Pas.

"Holdt!" raabte jeg udenfor ***s, og sprang op ad Trappen. Der stod skrevet paa Døren med hvide Bogstaver: Du forefinder alt paa Toldboden. "Kiør," raabte jeg igien, "som om Døden var os i Hælene, til Toldboden!"

Hendeisen havde givet mig den raskeste Kudsk i hele Kiøben-havn. Han kiørte, som Kong Antiochus Epiphanes's, da han fik sin Ormsyge og styrtede bag af Vognen. I tre Minuter var jeg hos mit Reiseselskab, der aldeles havde opgivet Haabet om mit Komme. Det var netop det yderste Øieblik.

En Sluppe laae færdig for at bringe os ud til Paketbaaden. Vi pakkede os i samme tilligemed vore Levnetsmidler. De tilbage blivende stode paa Broen. Sluppen gleed med os ud i Søen; min Reises første Dags Iliade var forbi, og Odysseen begyndte.