Kiøbenhavns Reed

ADVARSEL

Jeg beder enhver Læser af denne min upolitiske, uphilosophiske, og ulærde; men sandfærdige Reise – dersom det er en Læserinde, bønfalder jeg derom – og er det en Kunstdommer, fordrer 31| jeg det – at tilbageholde sin endelige Dom over de foregaaende Blade indtil Reisens Ende, hvis man skulde følge mig saa langt, eller indtil Midten, i det mindste, hvis man ikke skulde udholde det længer.

Saa ligegyldig, uvedkommende, og overflødig den ovenfortalte Pastildragelse og for Resten kan synes ved første Giennemløben, saa vil man dog, naar man engang fra Midten af nærværende Labyrint seer tilbage paa det halve, eller fra Enden overskuer det Hele – tilstrækkelig overtydes om, at den var ligesaa nødvendig i min Reisebeskrivelse, som Passet selv var det til Reisen.

Jeg vil ikke tale om dens eget uafhængige, i sig selv og for sig selv bestaaende Værd, da den – blot betragtet, som en Reise giennem Kiøbenhavn – udgiør en Samling af mindre til eet Maal sammenstemte Begivenheder og sammenvirkende Tilfælde, hvori saa mange nye og afstikkende Karakterer fra den bandende Kudsks til den bedende Greves, i saa mange nye og uformodentlige Situationer incidere, collidere og contrastere med hinanden – at en nogenlunde vindskibelig Homer i samme vilde finde meer end Stof nok til det fuldstændigste Heltedigt; jeg vil ikke pege paa den beundringsværdige Plan, et nogenlunde fint Øie lettelig opdager i dens episke Gang – den uophørlig meer og meer strammede Knude – de yderstnaturlige Episoder, der langt fra at overskiære, tvertimod saa at sige indspinde sig i Hovedhandlingen, for paa eengang at forstærke og stramme den, og mueliggiøre Opløsningen – endelig Opløsningen selv, der, om mueligt overgaaer alt andet. Jeg vil overlade vore Lessinger at sætte alt dette ud fra hinanden til Publicums Opbyggelse og til den usynlige Forfatters Ære; og blot giøre opmærksom paa Marven deri, den kraftige Moral, som enhver, der veed at skiønne hvad Moral er, vil kunde udtrække næsten af hver tredie Linie.

Hvad den fornemmelig fremstiller til Exempel er en langsom Skynding, og den naturligste Lære som udspringer deraf, er: ikke at forhaste sig. Vil man endelig bedømme den strax, beder jeg, at giennemlæse den nok engang; men i al Fald giør man bedre i, at bie til de omtalte Terminer, da den, som et Forbillede paa den hele følgende Reise vil forklare sig selv uden mindste Vanskelighed.

Jeg har ingen anden Plan lagt, end den, der laae i Begivenhederne selv – men der er mere Plan i det man kalder Skiebne, end man skulde troe. Og efter denne lille Erindring, ville vi seile videre.

Madkurven

Næst et Pas er uimodsigelig en Madkurv noget af det nødvendigste til en Reise over Søen, hvad enten man reiser for at forbedre sin Mave eller sin Hierne. Da jeg reiser for saa vidt mueligt at forbedre begge, fortiener den i mine Tanker et Kapitel for sig selv – og sandt at sige, holder jeg en Madkurv for et af de rigeste og behageligste Æmner man kan vælge sig at afhandle, enten det saa er paa Vers eller i Prosa. Den udødelige Homer selv synes at have været af samme Mening. I Beskrivelsen over Ulysses's Søereiser opholder han sig ved intet saa længe og saa gierne som ved Maaltiderne – og Moralen af alle de tyve Bøger, Odysseen indeholder, er i Grunden ingen anden end den: at Søen tærer, hvorfor og Engellands prosaiske Homer <em>Henrik Fielding,</em> Forfatteren af <em>Thomas Jones.</em> kalder dette Digt meget sindrigen: Ædedigtet.

Jeg elsker usigelig Havet, og begriber af alt det, den himmelhøie Pindarus i sin uafseelige Ørneflugt har henbruset, intet saa got, som den første Linie i hans Ode til Zieron: Ariston men hydor Vandet er det herligste blandt Elementerne. – jeg er ingensteds saa rask, saa levende, saa meget Helt, som paa Søen; men ingensteds føler jeg alligevel saa meget som der, Sandheden i vor Wessels Bemærkning: at

Saa fortreffelig Søen er efter min Smag til at seile paa, saa lidt duer den efter samme Smag til at drikke af. Alt dette løb om i mit Hoved, i det Sluppen stødtes fra Broen, og jeg pludselig erindrede mig, at jeg lige saa vel havde glemt at sørge for Proviant, som for Pas. Damerne, som jeg yttrede min Bekymring for, trøstede mig imidlertid med, at de begge havde taget hver sin Madkurv af klækkelig Størrelse med, og haabede, jeg deri 33| skulde finde nok til at holde Helten ved lige. Med de gladeste Følelser herover, stod jeg bag paa Sluppen som en Flagstang, vinkede med Hatten til de farvelvinkende paa Broen, og kom paa denne Maade giennem Søeskoven, mellem hvis Toppe Morgensolen fremskyder sine vækkende Straaler til Danmarks Hovedstad, yderst ud paa Reeden til Paketbaaden, hvor vi alle stege ombord. Min Appetit var allerede paa dette korte Stykke Vei stegen til en temmelig Høide, jeg spiiste og drak alt i Tankerne, i det jeg treen op paa Reilingen af Overflødigheden i de to Madkurve, da –

Selskabet i samme Øieblik opdagede, at den eene Madkurv, altsaa den hele Halvedeel af Fortæringen til Reisen var borte.

Det var virkelig meget nær ved, at jeg, som Æneas fordum, havde grædt ombord; men hvad enten nu min Fortvivlelse var for stor til Taarer, eller Undseelsen over at græde i Damernes Nærværelse var større end min Fortvivlelse – nok sagt, jeg græd ikke men sprang i dets Sted i den tomme Sluppe med to Matroser, for at indhente om mueligt den anden Paketbaad, der alt havde lettet, og som vi formodede af en Feiltagelse havde taget vor Madkurv med sig.

Med mig steg endnu i Sluppen en kiøn lille holsteensk Pige, som "havde mistet al sin Tyg" og ligeledes var i Fortvivlelse.

Vi stødte fra Skibet. Jason kan ikke med fuldere Begeistring have foretaget sig Toget til Colchis Ved at erindre dette Tog – og hvad er naturligere ved denne Leilighed? – kan jeg ikke undlade, at tilføie en Bemærkning, som jeg ikke har fundet hos nogen Historieskriver, saa let den ogsaa synes at frembyde sig af sig selv. Ingen nemlig af alle de hvide, gule røde, blaae og vatrede Riddere, Historien ommelder, har havt mere Umage og Uleilighed, udstaaet større Besværligheder og Farer, og giort flere Sving for at opnaae Maalet for deres Bestræbelser, end den første Ridder af det gyldne Skind, Jason, havde, udstod og giorde for at tilvinde sig sin Ridderorden. I vore Tider er denne Erobring meget lettere; mais c'est toujours le premier pas qui coute! – hvad siger jeg? hans Iver kan ikke have været at ligne med min i dette Øieblik. Man sige hvad man vil, Æren har rigtig nok en stor Spore; men Mad 34| og Drikke har en endnu større - og got og vel, naar man seer sig til, om ikke de fleste af dem, der med saa megen Hidsighed fremløbe paa hin ligesaa tornefulde, som glimrende Bane, have taget det for himmelsk Enthusiasmus, Apollonisk Ild, og guddommelig Indskydelse, som i Grunden er intet andet end – Hunger. Jeg torde næsten paastaae at Penge selv (saa aldeles jeg i øvrigt indrømmer denne Guddom Primrollen i den nyere Historie) ikke formaae at fremtrylle saa overordentlige Særsyn. Det er ingen Sag for den, som fra Morgen til Aften sit hele Liv igiennem har flyttet sig eller ladet sig flytte fra eet overdækket Taffel til et andet, at foragte denne Livets upaatvivlelig allernødvendigste Nødvendighed; men den, som blot er hundrede Dage har forsøgt at savne den i fire og tyve Timer, og den som blot eengang har maattet undvære den i tre Dage – vil neppe betænke sig paa at indrømme den Rangen over al Verdens Ridderbaand, Kroner, og Udødeligheder. "Jeg vil have dette gyldne Skind, det koste hvad det vil" sagde Jason, og lod Argonauterne roe af alle Kræfter. "Jeg vil have denne Madkurv" sagde jeg og lod mine to Matroser giøre det samme.

Jeg havde den Fordeel, at Veien til den anden Paketbaad, som havde min Kurv ombord, ikke var nær saa lang, som den til Colchis – men Jason havde derimod den, at det Sted, hvor han søgte sig Skind, laae ganske stille. Argonauternes Ukyndighed og Uerfarenhed i det dengang nye Søevæsen giorde ham det rigtig nok vanskeligere, at opnaae sit Maal; men Skibfolkenes Færdighed paa den bortseilende Paketbaad, og dens store Seil giorde det næsten umueligt for mig. Vore Mangler og Fordele gik altsaa temmelig lige op imod hinanden.

Dersom det ikke var overflødigt – da Hunger er meer end almindelig nok i den poetiske Verden – vilde jeg ønske enhver begyndende Digter min Begeistring.

Det oprørte Hav, Bølgernes Sqvulpen og Fraaden og Brusen, Stormens Hviin imellem de tougslagne Master, og den bestandig Gyngen i den vippende Sluppe der hver for sig, og alt tilsammen taget, efter manges Forsikkring, skal eene være nok til at begeistre, forhøiede og forstærkede endnu mere min Enthusiasme!

Madkurv! Madkurv! raabte jeg – Min Appetit fløi i dette Raab imod det flygtende Skib, med en saadan Voldsomhed, at 35| den syntes i sin Fart, at trække Baaden, jeg var paa, med sig. De to Matroser lode til at dele min Begeistring; de roede med en Iver, som om de roede efter – Mad og Drikke. Min Tyg! Min Tyg! raabte den lille Pige; men Stormens Tuden, Bølgernes Brusen, og mit høie Raab overdøvede det spæde Skrig saa aldeles, at ingen – ikke engang de smaae Engle, der omflagre den bestiaalne Uskyldighed paa Vandet, kunde høre det. Jeg er ellers vis paa, at det ville have trakt meer end alle Seil og Appetiter i Verden. Selskabet paa Paketbaaden, vi havde forladt, trak os overalt med Deres Blikke – der strammede sig meer og meer, alt som vi kom længer bort – lige saa meget tilbage, som vore Ønsker skiød os frem. Men hvad enten det nu var en synlig eller usynlig Magt, der satte sig mod vort Foretagende – nok, vi søgte forgieves at indhale den for fuld Vind seilende Galease. Da den imidlertid maatte giøre et Slag, kom vi den ved denne Leilighed pludselig saa nær – at vi ved den lykkeligste Kendelse af Verden – nogle Haandbredder fra dens Stavn undgik, at blive seilet i Grund af den.

Vi samlede i eet samlet Raab alle vore begeistrede og ubegeistrede Kræfter; men fik intet Svar. "Holdt doch!" skreeg den lille Pige; men et Skib i Børrens fnysende Fart bryder sig ligesaa lidt om et Holdt eller Stop – som den franske Frieheds Aand om Hoffolkenes Pst! – Far vel Madkurv! god Nat min Tygl Vi maatte med uforrettet Sag vende tilbage.

Der er troer jeg intet i Verden saa fortredeligt for en Elsker, som naar han i sin Elskovs stedse stegne, til yderste Heftighed hævede Flamme, i det den spidser sig paa hans Læber til et Uskyldigheden giennembrændende Kys – faaer et Ørefigen – selv den flaue Følelse af at omfavne en Skye isteden for en Gudinde, er ikke at ligne dermed – efter alle deres Forsikkringer der har været i slige Tilfælde. Jeg vil ikke afgiøre dette – i hvor vel jeg for min Part vilde foretrække en Skye, naar den ikke var alt for stor, for et Ørfigen – men det troer jeg, at torde paastaae med Vished, at hverken den eene eller den anden af disse Forflauelser kan være større end vores var, ved at gaae glip af Madkurven.

Jason skulde saaledes, efter saa mange tusinde udstandne Møier og Farer, et Bøsseskud, for ikke at sige en Haandbred fra 36| Colchis, have maattet vende pludselig om igien – uden saa meget Skind, som der er bag paa min Haand – og man skulde have hørt en Skrigen!

Og dog er al Verdens gyldne og ugyldne Vædderskind ikke saa meget værd, som et eeneste Smørrebrød, naar man er hungrig.

Den lille Pige var trøstesløs og græd. "Jeg seer aldrig min Tyg mere" sagde hun – og Taarerne styrtede oven paa hinanden.

Der er een Ting i denne soelbare Verden, som trodser den noksom omtalte mægtige Fiende – endskiøndt og desværre kun en føie Tid – den alle øvrige Magter overvindende Kierlighed – og der er een eeneste Ting, som i de skiønneste Tilfælde erstatter Mangelen af samme: Medlidenhed.

Du Menneskets menneskeligste – Menneskets guddommelige Menneskelighed! Egenskab, som vort Hierte seer sig nødt til at tillægge Guddommen, trods alle Fornuftens Indvendinger, for at elske den! Eneste fuldkommen ædle, fuldkommen himmelrene Følelse – Moder, var det endog blot i tiende Led, til al Støvets selskabelige Lyksalighed – og er der en Lyksalighed, som ikke er selskabelig? – Vee den hierteløse, som har smagt din Vellyst i lindrende Taarer, og ikke, som i Kierligheds fuldeste Henrykkelse, glemt alle egne Lidelser deri! Vee den usle – – – men der er intet saa umenneskeligt Menneske paa Jorden! ingen, der aldrig har følt Medlidenhed, ingen, der ikke i denne salige Smerte har glemt sit hele Jeg, eller hvad der er det samme, henkastet det i en anden Skabnings blødende Hierte.

"Jeg seer aldrig min Tyg mere" sukkede hun.

Men dette Suk hørte Reenhedens, Sædelighedens og Uskyldighedens Engle; dette Suk var fiint, som Ætheren, og blev baaren varligen af de himmelske, som hørte det, giennem Stormen og Skyerne til den, der kunde bønhøre det.

Det giennemtrængte mit Hiertes Inderste. Jeg saae paa hende – og ønskte mig hendes eget Blik, for at hun deri kunde læse tydeligere hvad jeg følte. Jeg bemærkede og ved denne Leilighed, at hun var meer end kiøn; men hvilken Evadatter er i en saadan Scene, i en saadan Forfatning, paa det oprørte Hav, mellem to Matroser, glemmende sin Angst for Havet over Tabet af sine Halstørklæder, Snørlive, splinternye Forklæder, Sølv-Skoespænder, 37| som maaskee oven i Kiøbet vare en Foræring af Ham – o! hvilken Evadatter er i en saadan Tilstand, seet giennem Medlidenheds Glas, ikke meer end kiøn? Hun var i dette Øieblik det smukkeste Fruentimmer jeg havde seet - det var Rezia, bortført af Røvere.

Havde hun sagt: jeg faaer aldrig mit Tøi mere – som et Mandfolk vilde have sagt, eller som et Fruentimmer, der ikke meer er Fruentimmer vilde have sagt; men hun sagde: jeg seer aldrig mit Tøi mere. Det var uudholdeligt.

Jeg forestilte mig hende ved Indpakningen i sin lille Garderobe. Hvor net hun havde lagt alting sammen – hvert Stykke saa reent og skiært, som det, hun havde paa, vidnede det maatte have været – de fineste Tiestiller – de hvide, de blaae, de rosenrøde Baand – og nu hvorledes det alt i dobbelt yndige Billeder foer derhen med det gruesomme Skib...

Og du, som græd over Angelicas eller vor Preislers forladte Ariadne i det Øieblik Skibet taber sig af Syne! siig mig, tabte denne lille Pige ikke virkelig mere end en Theseus?

Det var et af disse Øieblikke, hvori det smertede mig blodigen, at være pengeløs. Jeg havde intet uden Ord – og noget, som Bølgernes Stænk bortskyllede paa mine Kinder: jeg trøstede hende.

Søen gik temmelig stærk – vi naaede endelig igien vort Skib; men jeg veed ikke hvorledes det gik til i det vi entrede Paketbaaden – neppe havde jeg hiulpen hende lykkeligen op, og selv faaet den ene Fod paa Reilingen, før Sluppen kantrede med begge Matroser. De reddede sig strax i den lykkeligviis tæt ved liggende Skibsjolle – og bandede i det de rystede deres vaade Kavaier, Madkurven, mens Sluppen med Kiølen i Veiret af Strømmen blev dreven henimod Kysten. Der blev en jammerlig Skrigen og Larmen paa Dækket ved denne Leilighed. Man saae paa Søen den omkantrede Sluppe uden Folk, og troede dem alle paa Bunden, indtil vi endelig ved vores Nærværelse, forjoge den halve Skræk, og strax derpaa de to Matroser ved deres Torden og Lynen overbeviste hele Selskabet om, at de vilde have Drikkepenge.

Den lille Piges Skiebne, som jeg besørgede i Damernes Varetægt, og denne sidste larmende Tildragelse, forstrøede aldeles 38| min Fortvivlelse; men den samlede sig igien med alles Deeltagelse, da Vinden blev svagere og svagere i det vi passerede Castrup – og gav os Anledning til den hungrige Betragtning, at Reisen kunde vare meget længe. Jeg vil ikke beskrive de mange herlige Sager som tabtes i denne Madkurv – ingentem, regina, nolo renovare dolorem! Fortællingen vilde paa nye oprippe Saaret. men det veed jeg, at næst efter et Pas, skal det første, jeg besørger herefter, naar jeg reiser fra Kiøbenhavn til Kiel være en – Madkurv.

Kiøge-Bugt

Vi gleed ved Hielp af en svag Vind igiennem Kiøge-Bugt henimod de Møenske Kridtbierge. Halvtredsindstive engelske, hollandske, tydske og danske Skibe gleede os forbi. Det var den skiønneste Aften, man kan indbilde sig. Tordenen fra den russiske Flaade dundrede langt borte – dens Lyn tabte sig i svagere og svagere Glimt i den dunklere Horizont. Vi glemte lidt efter lidt den tabte Madkurv, og holdt os til den vi havde. Ingen af os vare søesyge. Damerne puttede sig i deres Køyer – og alle begave sig til Rolighed, saa nær som jeg, der i den aabne Kahytdør, giennemtryllet af tusinde vexlende Erindringer, Forestillinger og Phantasier, hele Natten betragtede den blaa Himmel imellem Seilene.