Det Baltiske Hav

Hvilket majestætisk Syn er Havet i Dagbrækningen, naar den luerøde Soel fremkommer af Østen i al sin straalende Herlighed! hvilket Billede paa Evighedens Fødsel! Men hvilken Gysen giennemzittrer alle Nerver i tilbedende Rædsel, naar midt paa Havet Øiet, som opløftet paa Overfladen af en umaalelig hele Jorden overdækkende Tordenskye, ikke opdager uden een eneste Gienstand i Naturen: Solen paa den hvelvende Himmel!

Vinden reiste sig og de tynde Dampe, som havde borthyllet de omringende Kyster hævede sig til tyk Taage, der varede hele Dagen, saa at vi ikke nød den ellers skjønne Udsigt til Skovene paa Falster og Lolland. Selskabet var imidlertid meget muntert; thi Skipperen spaaede os om fire og tyve Timer at naae Kiel. Vi havde altsaa trods Tabet af den ene Kurv meer end nok af Levnetsmidler, og giorde vore Maaltider med lige saa megen Sorgløshed som Rundhed.

Vi havde ombord en gammel Polsk Israelit, med et graat Skiæg som næsten naaede ham til Beltet, klædt i Pialter, og med et Ansigt, som St. Peters i Fængslet paa Preislers Kobberstykke. Han laae paa Storlugen uden Hoveddække. Min Søster gik til, tog et Tørklæde af sin Hals og bandt det om hans Hoved. Den lille Ida bød ham Penge; men han vilde ingen have. Hans Føde bestod i brunt Sukker, som han havde i et Stykke Trykpapiir og nippede sparsomt til. (Professor Cramer tillavede ham efter sine beste Indsigter i den gamle Jødiske Historie en saa mosaisk Mad, at enhver Jøde med den meest hierosolymitanske Samvittighed havde kunnet spise den; men han afslog det og strøg sig om Skiægget.

Vi erfarede siden i Kiel, at denne besynderlige Mand havde tilskakret sig flere Penge end vi besad alle tilsammen.

Det blev mørk Nat. Der reiste sig en stærk Torden og Skibet slingrede skrækkelige. Damerne skreeg i deres Køier – alt i Kahytten tumlede overende, og midt i denne Hurlumhei forsøgte Professor Cramer som med mig havde tømt en lille Bolle Punsch, en Handling, som i slige indvortes og udvortes Omstændigheder, af alle dristige Handlinger saa aldeles forekom mig den allerforvovneste, at jeg ved at overrumple ham deri ikke kunde bare mig for at udbryde med Hænderne krydsviis paa mit Bryst, i Klopstocks Udraab:

"– – – Es ist die lezte

Steilste Höhe von dem was Trukn' ersannen

Besoffener Thaten! – –"

Han var i Begreb med, at ville trække sine Støvler af paa Kahyt-Trappen – han havde kunnet blive ved at trække til i Morgen.

Jeg fandt en saa besynderlig treffende Lighed i dette Foretagende med adskillige Vises Bestræbelser, for at finde X i den menneskelige Siel, X i Guddommen, og den philosophiske Steen – at Betragtningen herover, uagtet jeg ikke havde sovet den hele forrige Nat, holdt mig vaagen til Klokken 2.

Jeg holdt det for et advarende Vink, hvis Anvendelse kunde komme mig vel tilpas paa min forehavende Reise: ikke at søge efter det, man ikke kan finde.

Jeg vil ikke lede om den philosophiske Steen, sagde jeg; thi det er vanvittigt –

Jeg vil ikke søge Diriker til den menneskelige Siel; thi dens Laas er formodentlig dirkefrie – ikke heller til Guddommens Væsen og Tilværelse; thi jeg behøver ikke, at anatomere min Fader for at komme efter, at jeg er hans Søn, og bør bevise ham sønlig Lydighed –.

Jeg vil ikke gamse efter Viisdom over for noget Catheder i nogen Høresal; thi sande Principier gamses ikke engang saa let, som Fluer – og sæt endog at Viisdommen af hin eller denne Professors Mund udfløi i Form af en stegt Due – saa kan jeg deels ikke gabe vidt nok, for at gamse den, deels...

Her faldt jeg endelig i Søvn; og det skulde ikke giøre mig ondt, om Læseren faldt med; thi Søvn, især naar man har vaaget i fem og fyrretive Timer, er sandelig ikke at foragte.