Kiel

Schrevenborn den 30. Maji.

Jeg er nu allerede paa femte Dag i dette Paradiis, i hvis Midte jeg forestiller mig Kiel med sit Universitet, som Kundskabens Træe paa got og ondt. Beliggenheden af denne ret artige Stad er meget behagelig og Egnen rundt derom er fortryllende. Man sige hvad man vil, saa ligger Holstein dog upaatvivlelig sydligere end Danmark. Jeg seer ingen Grund, hvorfor jeg skulde nægte dette – og fortie, at Foraaret her er allerede fuldmodent. Jeg tager heller ikke i Betænkning, at fortælle Dem, hvorlunde Indbyggerne paa denne Side Eideren ogsaa forekomme mig at bære noget mere Præg af Syden end de paa den anden Side - at Bønderne her forekomme mig større, raskere, mere levende og Bønderkonerne nettere, penere, og mere vimse – at deres Huse forekomme mig beqvemmere, huusligere og overalt bedre indrettede, deres Qvæg og Beester større, federe og stærkere – deres Agre og Enge bedre holdt i Hævd – og det hele, for at bruge det lemfældigste Udtryk jeg i en Hast, kan finde, mere physiognomiskt. Jeg veed ikke hvi jeg skulde fortie min Næstes Fortrin; men jeg veed vel, hvi jeg skulde tildække hans Feil – og hvad Holstein angaaer, da maae jeg tilstaae, at jeg holder min Broder, uagtet han er friskere end jeg, for lige saa vel at være min Faders Søn, som jeg selv.

Jeg glæder mig over, efter en lang Fraværelse, igien at see en saadan Broder. Modtager han mig med aabne Arme, med broderlig Giæstfriehed, som den i hvis Ansigt han gienkiender i den fælles Faders Træk – saa glæder det mig endnu mere; og finder jeg, at det i hans Huus staaer bedre til end i mit, saa kan jeg vel rødme, men umuelig harme mig derover.

Det var derfor med en inderlig Fornøielse, at jeg om Morgenen den 26. Maji, efter den behageligste Indseilen i Kielerbugten, var den første paa Land – og igien hilste den skiønne Jord 42| i hvis Lunde Fuglene for 2 Aar siden henqviddrede saa mange af mine Lidelser. Det faldt mig aldeles ikke ind, at tænke paa Førstefødsels Ret, paa min Moders Kiæledæggerier, eller paa min glatte Hud - det lodne jeg fandt, forekom mig loddent, og jeg lod det være loddent, uden at fordømme det fordi det var loddent; thi det er aldrig faldet mig ind at efterabe den første Jøde, den søde velsignede Jacob.

Jeg giorde endnu samme Eftermiddag en Spadseregang fra Kiel, giennem den yndige Allee langs med Strandbredden til Skovbrinken ved Planteskolen Düsternbrook, et Sted, der har overmaade megen Lighed med vores Springforbi – og hvor jeg forrige Gang med Hellebeks Sanger henryktes over Udsigten til det aabne Hav giennem Mundingen af Bugten. Min Erindring oplivet af de samme, i lige venligt Soelskin, omkring mig smilende Billeder syntes endnu at see og høre denne Jambernes, Øens, Numas og Fremtidens aanderige Digter i fuldeste Begeistring male mig Hellebeks, Hummelbeks og Vebeks Fortryllelser – og min Phantasie sværmede saaledes paa eengang med dobbelte Blik mellem alle disse forskiællige Egnes Yndigheder. Fuglene sang i Toppene af de høie Træer, som krandse den steile Brink, og Bugtens udmattede Bølger sqvulpede dybt under vore Fødder.

Den følgende Dag giorde jeg en af de behageligste Landreiser, jeg hidindtil har giort. Efter et lille landligt Maaltid med et lykkeligt Ægtepar paa det deilige Schirensee – leiret paa en grøn Plads omringet af Lilienconvaller, over for en Bakke der vrimlede af bøgende Kiør og brægende Lam omtonet af alle Havens Nattergaler – hvor jeg havde kunnet lært, hvis jeg ikke før havde vidst det, hvor lidt der er nok, og hvor Nok er uendelig meget i Naturens Skiød – kom jeg til Bordesholm to Mile fra Kiel. Grev H * * modtog os her med sin sædvanlige Munterhed og Giestfriehed. Selskabet var temmelig stort, men yderst utvunget. Det bestod for det meste af Damer – jeg behøver altsaa ikke at fortælle Dem, at jeg morede mig. Dagen derefter, i Gaar, seilede jeg med Professor Cramer, og hans Kone, deres Børn og Hr. S * *, en ung tydsk Lærd med udmærkede Talenter, hvis Bekiendskab jeg, især paa Musikens Vegne, beklager, De ikke fik Leilighed til at giøre i Kiøbenhavn – over Fiorden 43| til Kysten paa venstre Haand, hvor en Vogn holdt færdig for at hente os til dette Elysium. Vi kom igiennem de yndigste Skovegne til Slottet, som ligger overmaade fortroligen indbarmet i Naturens Favn mellem lutter bebuskede Høie. Det tilhører en Familie, som man efter to Dages Bekiendskab ønsker sig indlemmet i, og jeg befinder mig her, som om jeg var paa Trolleborg i Fyen, eller paa Christianssæde i Lolland.

Iblandt de mangfoldige landlige Forlystelser, som have deelt mine Sandser og mit Hierte mellem sig, har imidlertid intet saa meget tiltrakt sig min hele Opmærksomhed, som et Bondehuus her i Nærheden paa et af de skiønneste Steder i Skoven. Den indvortes Forfatning, hvori jeg fandt det, og hvori det bestandig er, naar man kommer, ved Morgen, Middag, eller Hanegael, fortiente, som det meest idealske Mønster paa fuldkommen Orden og Reenhed, meer end noget andet i Nærheden af Kiel en omstændelig Beskrivelse; men til at giøre denne har jeg hverken Tid eller Evne. De maa nøies for denne Gang med et løst Blik derover, ved at forestille Dem alt hvad der hører til en Bonde Huusholdning bestaaende af 9 Personer, uden Undtagelse, i en saa fuldkommen Orden, som Hiulene i et velindrettet Uhr, og saa reent, som alle de indvortes Dele af samme, naar det gaaer fuldkommen rigtigt.

I alle de Stadsstuer jeg hidtil har seet, fra Skoleholderens i Hulbye til Kongens i Kiøbenhavn, har jeg forgieves søgt om den fuldkomne Reenhed, som jeg fandt her – i Køkkenet.

Der fandtes i alle Værelserne, efter den omhyggeligste Søgen ingen Plet, hvor man jo kunde have henlagt det fineste Linnet, indtil i Krogen bag Kakkelovnen. Man havde maattet bruge Forstørrelsesglas for nogensteds at opdage Støvgran – og kort, det syntes, som om Solen og Vinden allene beboede dette Dukkeskab.

"Men hvorledes er det mueligt?" udbrøde vi næsten alle paa eengang til Huusmoderen, som viiste os omkring, og som var lige saa peen, som alt det øvrige. "Der er intet i Verden lettere" sagde hun. "Hele Hemmeligheden bestaaer i to meget simple Midler, hvis bestandige Anvendelse er bleven mig Vane: altid at lade enhver Ting have sit bestemte Sted, og strax at giøre reent igien hvad man har smudset." – "Men det maa dog medtage 44| skrækkelig megen Tid saa ængstligen at holde alting reent og i Orden" – "Tvertimod, sagde hun; det er den eeneste sikkre Maade, at skaffe sig Tid paa." – "Men Børnene – fem Børn"... "Jeg veed hvad De vil sige," blev hun ved; "men deels holder jeg dem fra Brystet af til intet saa strængt, som til Reenlighed; deels finder de alting reent omkring sig; og endelig er intet til, som man jo kan holde reent, naar man for Alvor vil."

Jeg forlod med en slags Ærefrygt dette Reenlighedens, Ordenens og Noksomhedens landlige Tempel. Min Gud! tænkte jeg, hvilket Elysium vilde Jorden være, hvis alle Boeliger, fra Kongens til Bondens vare indviede disse Gratier!

Alle Bønderhuse i Holstein ere vel ikke som dette; thi alle Holsteenske Bønderkoner ere ikke som den lykkelige Christian Køhlers; men alle de jeg har seet ligne dog meer eller mindre dette Mønster – hvilket jeg ikke torde sige om dem i Sielland!