Egnen om Pløn

Vi kiørte forbi Herregaarden Freudenholm, som ligger saa behageligt, at det vist staaer i dens Besidders Magt at lade den svare til sit Navn. Dens Have er anlagt paa en med Træer bekrandset Jordtunge, der spidser sig ud i en lille Indsøe, hvis smaae Øer og skovrige Bredde giør hele Egnen saa skiøn, at jeg troede det umueligt, at faae nogen yndigere Udsigt paa den hele Vei at see. Næsten lige saa behageligt ligger Herregaarden Leemkulen siden paa venstre Haand; den hele Vei forbi begge disse Steder er overmaade skiøn. Vi kom tæt uden for Landsbyen Grebin til en høi Bakke paa hvis Top laae en Mølle, steege af, og gik omkring en indhegnet Kornmark op ad Bakken; men hvilken fortryllende Udsigt udbredte sig her for mit vidtblikkende Øie! Det romantiske Pløn med sin runde Indsøe ligefor, i Baggrunden vexlende Skovegne, paa begge Sider Høie, kornrige Dale, adspredte Lunde, og længere borte smaae Landsbyer. En rigere landlig Udsigt har mit Øie aldrig mødt. Jeg talte ti forskiællige Vande – i de nærmeste laae smaae Lucienholmer og Ermenonviller. Vi steege ned igien, og foere henrykte over dette himmelske Landskab videre frem giennem det smukke Grebin. Det var det behageligste Veir i Fødselen af Junii – jeg var overmaade munter og glemte aldeles min Svaghed, Hovedstaden og alle dens Ubehageligheder. Tungsindigheden over mit Farvel i Kiel var hensmeltet i stille glad Følelse af den yndige Naturs Venlighed. Lydia, Aglaja S** og Euphrosine R** var det eeneste fødelandske som fastholdt mine tilbageflyvende Tanker, og Prindsen af Augustenburg, hvis ædle Understøttelse jeg skyldte min Glæde, erindrede jeg med inderlig Taknemmelighed.

Længere borte omtrent en Miil før man kommer til Eutin bliver Veien meer og meer bakket. Man kiører igiennem lutter Skov; paa den eene Side af Veien har man opskydende bebuskede Høie, paa hvis Toppe de høie Bøge synes at kneise mod Skyerne; paa den anden Side synkende Dale, der og ere prydede med Træer mellem hvis Stammer man seer ned i stille Bække. Midt i denne himmelske Egn hæver sig noget borte paa venstre Haand af Landeveien en udmærket høi Skovbakke. Vi gik op 47| paa den igiennem labyrintiske Hækker, som slynge sig sneglende paa dens Afhang til Toppen. Vi saa herfra ned over de henbølgende Træegrupper, ud over hele Skoven og Øelundene i de spredte Indsøer, i hvert andet Blik et nyt Landskab og i een Overskuen Naturen i sin hele Herlighed. Selv paa Toppen af de Blankenesiske Bierghøie følte jeg ikke Gud i Naturen saa mægtigen som her. "Det er den skiønneste Plet paa Jordkloden!" raabte jeg. "O! jeg vil ikke reise længer for at beundre Naturens Skiønhed!" Det er umuligt at faae et Sted, som dette, meer at see; paa den hele Kugle er intet Paradiis som dette – Her vil jeg evig knæle

til under mig, og over mig, og om mig

Den hele Skabning sammenknuses –

Jeg har aldrig været saa henreven af den almægtige Natur. Gud, Kierlighed, og Skiønhed var den treenige Tanke som fyldte min hele Siel, den trefoldige Følelse som berusede mit hele Hierte. Jeg tilbad – thi det er den sande Tilbedelse saa drukken af Vellyst at beskue Naturen. Vær mig hellig, fortryllende Bakke! Hierteroe være fra nu af dit hellige Navn! – Jeg rev et Pergamentblad af min Brevtaske, skrev knælende derpaa de nysnævnte hellige Navne, puttede det ned i den hellige Jord, som tredoppelt helligedes derved, ofrede Tobak derpaa – og tredoppelt skiøn syntes mig Høien, tredobbelt herlig Udsigten, tredobbelt salig den hele hele Jord. Jeg heldede mig derover, og en Taare randt ned paa mine Kinder – den sidste Misfornøielse som var tilbage i mit Hierte flød bort deri – jeg var i dette Øieblik udsonet med alle Jordens Daarligheder og det menneskelige Livs Lidelser - jeg følte mig i den beste Verden – og hvad got, ædelt, stort følte jeg ikke i dette Øieblik? – da pludselig en Ræv – den første levende Ræv, jeg har seet - sprang mig skraas forbi ned af den heldende Bakke.

Saa springe mig hver Ræv forbi, naar jeg er midt i din hellige Dyrkelse, herlige Natur! ned af Bakke – ned af Bakken!

Alt, hvad vi svage foranderlige, letsindige Mennesker bygge, eller lade bygge i denne Verden, det være sig ved Hielp af vor Grublen, eller Eftertanke, eller Indbildningskraft i det nærværende, 48| forbigangne eller tilkommende – er meer eller mindre Korthuse. Neppe ere vi færdige med vores Bygning, før et uformodet Stød pludselig omstyrter den. Men af alle omviftes ingen lettere end Andagtens; fordi den af alle ikke blot er den høieste, men tillige den mechanisk dristigste, i det den lig en omvendt Pyramide, med Spidsen paa Jorden, udvider sig meer og meer indtil den endelig taber sin Grundflade i Himmelen. Det mindste jordiske Pust er nok til at omvælte den, og den falder da med uhyre Bulder fra sin svingle Høide, og knuses i tusinde Smaabrokker.

Lad den springe! tænkte jeg i det Ræven sprang mig forbimen min Henrykkelse var forsvunden – og jeg gik ned af Bakken igien, som et andet fornuftigt Menneske.

Vi kiørte igiennem den fortryllende Skovring, hvori vor forladte Høi var Diamanten. Veien var en Elysisk Labyrint af bestandige Naturafvexlinger. Vi talte om, at det udentvivl var saaledes man paa sin Reise studene den sande Æsthetik, og blev enige om at denne Bakke var et sandt Katheder, Skovkrandsene derom de sande Collegie-Bænke, og at man havde meer æsthetisk Nytte af, fra disse at høre Naturen paa Bakken, end fra Bænkene i Gøttingens eller noget andet berømt Universitets Høresal at høre *** eller nogenanden æsthetisk Professor.

Under deslige Samtaler, Udsigter og Betragtninger naaede vi om Eftermiddagen det rolige landsalige Eutin. Paa den hele Vei fra Kiel hertil var min Siel intet Øieblik ubeskiæftiget. Saaledes lever man sex Dage i Sex Timer.

Voss

Eutin den 3. Junii.

Vi stege af midt i Byen uden for et lille smukt Huus, hvor tre smaae Rollinger kom os i Møde fra Gadedørren. Jeg vilde ikke see paa dem, for ikke at see noget af Voss før jeg saa den egentlige Voss selv. Han og hans Ernestine vare med en Landsbye Præst, der gienkaldte mig den ærværdige Pastor fra Grünau, i Haven. Vi iilte derud, og Voss kom os i en lang Sloprok med en lille hvid rund Hat paa Hovedet imøde.

49|

Jeg havde ikke giort mig noget synderligt Begreb om Vosses udvortes. Man havde sagt mig at han havde noget tørt og stift i sit Ansigt og Væsen; jeg vidste, han var Rector, og havde nylig lært, at han tillige bar Titel af Hofraad – han udgiver Virgilii Georgica cum annotationibus tænkte jeg – af alt dette satte jeg i min Indbildning en Mand sammen, som meer eller mindre lignede en Grammatik, eller den lærde Professor **, og forestillede mig Kiød- og Beenhuset, hvori Louises og Idyllernes Muse boede, gothisk, gammeldags og endog lidt forfaldet. Nu stod han der høi og slank med apollonisk Anstand for mig med Vaarens eget Smil paa sin aabne Pande – og i det han trykkende min Haand bød mig venligen velkommen, forekom han mig een af de skiønneste Mænd, jeg har seet i Verden – mine Øine havde neppe mødt hans Blik før jeg var hans personlige Ven. Faae Mennesker have ved første Anseelse giort det bestemte sympahetiske Indtryk paa mit Hierte.

Det glade Lune, Naturafvexlingen paa Veien hertil havde stemt mig i, steeg, efter at have seet og hørt ham i en halv Time til sin høieste Spidse. Jeg var overvættes munter.

Ernestine, som sad ved Kaffebordet i Lysthuset, modtog os med en Hyrdindes Giestfriehed og Venlighed. Det er en lille, rødmoset, landlig simpel, naturlig og godlidende Kone. Jeg havde nær modtaget en Kop Caffe af hendes Haand uagtet denne Drik, som De veed, er mig Gift – saa levende blev mig Erindringen af Caffeen i Louise her i dette Lysthuus, ved hendes Side, mellem Voss, den ærværdige Pastor, og den gamle forstandige Kone, Vosses Moder, som var nærværende.

Vi spadserte omkring i den lille nydelige Have under vexlende Lovtaler over den landlige Natur, hvis Aftensmil bøde os Farvel i Udsigten over Søen, der beskvulper Havens Bredde.

Samtalen blev siden litterarisk, da vi kom op i hans Studerestue, hvor jeg saae det første Ark af Virgils Georgica. Men da dette Arbeide, saa skiønt det for Resten kan være, ikke synderligen interesserte mig, hensnoede jeg Underholdningen til hans andre Arbeider – og især til den mig saa kiære Louise. Jeg bad ham forelæse os Fortsættelsen af dette homeriske Mesterstykke. Cramer foreente sine Bønner med mine – og han læste. Noget rundere, fuldkomnere, mere hiertetryllende har jeg aldrig hørt. 50| Fra det Øieblik af, Amalie faaer det Indfald at lade Louise tage sin Brudedragt paa, til Enden - især under den ærværdige Faders Velsignelse – trillede Taarerne mig i strømmende Vellyst ned paa Kinderne. De maa see til, kiereste S **, at faae dette fortræffelige Stykke saa snart, som mueligt. Jeg troer det er indrykket i det tydske Museum. Af alle Stykker af lige Længde, Muserne nogensinde har udklækket i en Digters Hierne, gad mit Hierte ligesaa bestemt helst have skrevet dette, som mit Hoved die Künstler af Schiller. Og denne Mand maae lære voxne Drenge Fero-tuli-latum-ferre – og tilbringe de faae Timer, han kan stiæle fra Brødarbeidet, med Correcturen af de ængstlig sammenpassede Note-Colummer under en slavisk Oversættelse!

Vi havde en lang Samtale med hinanden om Hexametrer, i hvilken Versart Voss upaatvivleligen har samme fortrinlige Rang iblandt de Tydske som Virgil fordum iblandt de Romerske Digtere. Vor gode Boie, som er bleven Konrektor her, havde giort ham opmærksom paa den Danske Litteratur, og vort skiønne Sprogs blide Physiognomie havde snart indtaget ham. Det kildrede mig ikke lidet, at han fandt de fleste af de Hexametrer der hist og her ere indstrødde i Oversættelsen af Klim fuldkommen rigtige; og ved sit afgiørende Biefald aldeles bestyrkede min Theorie om denne Versart. Han havde fast foresat sig at ville lære Dansk, sagde han – og lovede mig ved min Tilbagekomst at give mig Prøver paa sin Fremgang.

Saa lærerig denne Samtale var for mig, og saa meget jeg troer den vilde interessere Dem, vil jeg dog ikke denne Gang besvære Posten med dens Afskrivning. Mit Brev er desuden allerede temmelig langt og jeg har endnu et og andet at fortælle, der saa uvigtigt det er dog er vigtigere end alle Spondæer og Dactyler.

De kiender og beundrer Voss som Digter; men det veed De maaskee ikke, at han tillige er een af de grundigste Lærde, især i den gamle Philologie, Tydskland besidder. Han har saa dybe og udbredte Kundskaber i den græske og romerske Mythologie, Historie og Geographie; at intet vilde forundre mig mere, end Vedligeholdelsen af hans runde, bløde, vellystige Sprogform i Midten af saa mange haarde Materialier, dersom ikke hans utrættelige, næsten ængstelige Flid i at tilskiære, tilrunde og affile hans Perioder og Stavelser giorde det endnu mere bestyrtsende, 51| at han ikke glemmer Materien over Formen. Han har fra denne Side betragtet mere Lighed med Nathans og de antiqvariske Breves Forfatter end nogen anden nu levende Tydsk Skribent. Men Udgaven af hans landlige Virgil vil snart lære Dem dette bedre end alt hvad jeg kunde sige derom.

Som Blidhed, Uskyldighed, livelig practisk Philosophie og overhovedet landlig Naturlighed, forbunden med en usædvanlig Peenhed, er fremstikkende i alle hans Digte, saa synes det og at udgiøre Hovedtrækkene i hans Charakteristik som Menneske. Han hader alt det overdrevne, svulstige, og stærkt afstikkende. Hans Smag afskyer de mørke Contraster, og hans Kunst har lært at undvære dem for at sætte det skiønne i stærkere Lys – en beundringsværdig Egenskab, som characteriserer især hans idylliske Epos. Han elsker ikke Richardsons Clarissa – han gider ikke været i Selskab med Dievle, allermindst med dem, der bære Menneske-Masker, siger han – men derimod læser han alle Vintre om Aftenen med sin Ernestine den Don-Quixotte, der ved syvende Giennemlæsning har moret mig lige saa meget som ved første.

Voss burde af adskillige Aarsager; men især for Bibliothekets Skyld boe i Kiøbenhavn. Den grundige Lærdom, som i hans Siel har truffet den sieldne Forening med Digteraand, Smag og Uskyldighed, burde straale til andres Nytte fra et høiere Catheder end Rectorens i Eutin. Han er en Skoleholders Søn; men jeg indseer ei, hvi han ikke derfor gierne kunde blive Procanzler. Han taler Tydsk, vil De sige – det er sandt; men han skriver det ogsaa. Men jeg maa afbryde – et lille landligt Aftensmaaltid, som jeg vilde, De kunde deele med os, vinker mig bort fra hans Pult. Mit Brev er udentvivl det sletteste, som nogensinde er kommen fra dette Værksted; men det er dansk, og det er sandt. – Og dermed maa De lade Dem nøie!

Mellem Eutin og Lybeck

"Om nogle Uger er du der igien!" tænkte jeg i det vi foere ud af det stille Eutin. Jeg havde lovet helligen, fra Pyrmont at tage samme Vei tilbage og opholde mig der i det mindste et Par 52| Uger, for at studere Hexametriken. I min Hierne havde allerede siden forrige Vinter spiret en Idee til et Episk Digt – jeg beregnede saa nøie som mueligt Tiden min Muse havde tilbage, og fandt, at Nedkomsten (hvis ellers Skiebnens og mine egne Luner vedbleve i den hidtil herskende gode Forstaaelse) gierne kunde indtreffe ved min Tilbagekomst til Eutin. Ingen Muse i Verden kunde ønske sig et bedre Sted at ligge i Barselseng paa. Der udbredte sig en Strøm af livelig Kildren i alle mine Livsaander ved denne Tanke, og det syntes, som om ikke blot jeg selv og den frugtsommelige Muse, men som om den lille Epunculus selv frydede sig derover.

Hele Naturen smilede – og saa tilbøielige ere vi kongelige Jorddyr til at henføre alting til det lille Middelpunkt, hvorom hele Skabningen, fra de fierne Taarnspidser af Lybeck til de end fiernere ved Enden af Melkeveien dreie sig – at jeg troede i dette Smil at bemærke et Slags Velbehag med min Plan, der ikke lidet forøgede mit eget. Dette Himmelens gode Lune varede imidlertid ikke længe; thi ligesom vi kom længer frem paa vor yndige Vei blev Luften tykkere og tykkere; skiønt dog altid giennemsigtig nok for igiennem dens Slør at bemærke den himmelsk yndige Egn, som Traven her igiennemflyder. Noget udenfor den deilige Flekke Svartau, hvorigiennem vi kiørte, optaarnede Lybeck for os i sin hele Gothiske Majestæt. Denne gamle Hanseatiske Hovedstad falder fra denne Side høiere, større og prægtigere i Øiet end Kiøbenhavn. De mangfoldige høispirede Taarne, som kneise fra Bakken hvorpaa den ligger, giver den et yderst bydende Udseende, og den har af sin Fordums Magt og Herlighed i det mindste beholdt Anseelsen i denne Frastand. Vi kiørte henved en Fierdingvei langs med Traven, hvor paa en Galliot og et andet mindre Skib for fulde Seil gleed hen imellem Træer, med Engens grønne Indfatning i Vandgangen, som gienkaldte mig de skiønne Syn af samme Art, man har hist og her ved Canalen, og fra Høiene i Angeln.

53|