© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Vi vare neppe komne paa Stadens Territorium, som en Slagbom og to Invalider forkyndte, før een af de meest pudseerlige Hilsener bød os velkommen. Det var en Raadsherre in pontificalibus med sin Raadsherrinde, der pludselig veltede i det de med al den Majestæt, en gammel Karet med smeldende Kudsk paa Bukken ikke mangler at forkynde, vilde fare os forbi. Jeg har seet faae saa tragicomiske Optrin. I Førstningen vidste vi ikke hvad denne ærværdige Eqvipage indeholdt; men nu udkrøb af det veltede Karetskab, en uendelig Paryk med en næsten lige saa uhyre grundmuret Haar Frisur, der trak efter sig den øvrige Deel af et Fruentimmer, aldeles som Hviden og Blommen udstyrter af et knuust Æg. Af Parykken syntes igien at udkrybe en mindre Skabning, som vor Kudsk forsikkrede var Raadsherren selv. Det varede ikke længe inden han kom op igien, lettet ved Tabet af Parykken; men desto længer Tid tog dette med Frue Raadsherrinden, hvis Taarnfrisur udgiorde en fast sammenhængende Deel af hendes Legeme, og som eengang nedstyrtet paa Jorden syntes at vilde grundfæste sig der for evig. Hun havde maaskee og virkelig maattet blive liggende, hvis Kudsken, der var en stærk haandfast Lybekker, ikke, med begge Hænder og stemmende sig imod Tyngden med Brystet, havde havt Kræfter nok til at opløfte den babyloniske Haarbygning, hvorefter al det øvrige fulgte, som ingen Ting. Jeg kom efter ved denne Leilighed, at Pynten i denne Stad er ligesaa gammelfrankisk som Architecturen - og gik min Reise blot ud paa Costumer, behøvede jeg ikke at kiøre ind i Byen; men kunde gierne strax vende om igien.
Men Lybeck vinkede mig i adskillige andre Henseender; især i den doppelte, hvorom Henrik taler i Holbergs Abracadabra. Jeg var nysgierrig efter at vide, om alting i Lybeck virkelig var ligesaa doppelt, som Skillinger og Marker. Staden selv havde 54| allerede, som jeg nys har bemærket, et doppelt Udseende – og de otte Billedstøtter paa Broen uden for Holsteens-Porten, syntes mig ikke at imodsige det, da dette Antal upaatvivlelig er det doppelte af fire. Saa høflig den første Hilsen af Raadsherren var, saa uartig forekom mig den anden af Mercurius, Byens virkelige Patron, der stod imellem disse Støtter og vendte Bagen til Holstein. Det syntes mig en Satire paa Anlægget af Canalen. Jeg kiørte giennem den faste, mørke, gothiske, taarnspirede, tredobbelte Port over den krumme Trave-Broe, mellem mangfoldige Skibe og Baade paa begge Sider – med fordobblet Opmærksomhed ind i Byen.
Jeg kan ikke nægte, at der jo i min pirrede Forventning af Lybecks Vidundere blandte sig en hemmelig Frygt for dens Fruentimmeres Tryllemagt. Siden alting i denne Bye er dobbelt, tænkte jeg, maa dens Skiønne ogsaa være det. Jeg har væbnet mig saa meget som mueligt imod alle enkelte Yndigheder; men imod doppelte! – Jeg zittrede – og steeg zittrende af Vognen uden for Vertshuset: Engelen.
Der kom os en lille, netpyntet, særdeles indtagende, endskiøndt noget mutladende Pige imøde i Dørren – og mit Hierte slog allerede med doppelte Slag imod hende. Jeg blev rød og bleg i et Øieblik - jeg vilde imidlertid see rask ud, og give mig Mine af at have seet Lybeck før. "Sig mig engang, lille Jomfrue, har dette Vertshuus sit Navn af Dem? eller boe kun lutter Engle i dette Vertshuus?" – "Det er saa fuldt" svarte hun, "at vi ingen Plads har til flere." Desværre! og Desbedre! tænkte jeg. Det første paa Følelsens, det andet paa Fornuftens Vegne. "Men heromme i den anden Gade er nok et Herberge, hvor man udentvivl vil kunde modtage Dem" – Kiør derhen Svoger, sagde Cramer. Jeg gik med. Det første, det andet, det tredie Skridt gik langsomt. Men neppe var jeg kommen tre Huuslængder bort, før jeg tog en stærkere Fart, gneed mine Hænder og slog Nakken tilbage: Det var ret got, sagde den seirende Fornuft, at du undgik denne Fristelse.
55|"Og hvad undgik du ved at undgaae den?" sagde Forstanden i det jeg kom ind i Dielen af det andet Vertshuus, og mærkede at ingen Engel der kom mig imøde – "Dog vel ingen virkelig Fare?" – "Ikke det jeg haaber!" svarte min Selvtillid, grundet paa adskillige Aars Erfaring. Jeg seer paa en Qyinde – som paa en Blomst, som paa et Træe, som paa en Flod, som paa Solens Opgang – som paa det der er skiønnere end alt dette, – for at beundre hende. Hvi skulde jeg see paa alle øvrige Værker af Naturen – thi jeg har dog nu eengang faaet mine Øine, for at see med – og ikke see paa dens Mesterstykker? Og om virkelig min Skuen, gaaer over til Betragtning, og min Betragtning til Beundring –
"Og din Beundring til Kierlighed?" raabte den strænge Critiker –
Ja! der har vi det! Kierlighed! – Kierlighed! - denne Rod til alt Got er det man saa gierne vilde udrydde af det menneskelige Hierte, for i dens Sted deri at plante Ligegyldighed, Roden til alt ondt! det er denne, man vil indbilde os, om, at den spiller Satans Rolle i en Lysets Engels Skikkelse! det er denne, vore Lovgivere, vore Theologer, vore metaphysiske Philosophister med al deres naturlige og kunstige Kulde forene sig om at bortfryse af Jorden! Arme Kierlighed! hvori bestaaer da din Brøde, at man forfølger dig med en Uforsonlighed, som om du var Sandhed selv? Eller er din blotte Lighed med Dyden nok for at lægge dig ud med hele Verden?
- Og om min Beundring nu virkelig gik over til Kierlighed – som i slige Tilfælde, jeg tilstaaer det, hændes meget letteligen, og i en saadan Haandevending, at (trods alt hvad en ond Aand kan paastaae, og en Doctor Faust bedømme) Overgangen selv fra got til ondt, fra Dyd til Last ikke kan være snarere – hvad da?...
Jeg havde neppe begyndt at tænke min næste Tanke, før hun stod for mig igien, og, som det syntes mig, i fordobblet Rustning –
Det var det andet Exemplar af Engelen i Engelen. Jeg troede virkelig i et Øieblik, at alting i Lybeck var dobbelt. "Er det Dem, vi forlod i det andet Vertshuus? er De den samme, som stod og som ventelig staaer endnu i Dørren derhenne?" spurgte 56| jeg. "Det er min Søster!" svarte hun, og smilede. "Er hun Deres Søster, eller er De hendes?" vedblev jeg. "Jeg troer det eene er som det andet," igientog hun, og loe. "Tilforladelig, jeg troer det selv," sagde jeg, og gik ind.
"Er nu Eventyret ude?" –
Ja, Madam!
Lybeck den 3. Junii.
Jeg kommer fra et Besøg hos Syndicus **, som meget har moeret mig. De topographiske Efterretninger jeg kunde give Dem ved denne Leilighed om Gaderne jeg kom igiennem, og Husene jeg kom forbi, ere meget ubetydelige; thi jeg fik ikke Stunder til at see noget af alt dette for de mange artige Fruentimmeransigter, som mødte mig. Det smukke Kiøn her er virkelig doppelt smukt. Nogle enkelte Møder have rigtig nok ogsaa lært mig at de stygge er dobbelt stygge; men det er uvist, om dette ikke kan skrives paa Contrastens Regning.
For at give Dem en Beskrivelse paa en Lybekker, troer jeg ikke at kunne træffe noget bedre Valg, end Herr **, hvis Væsen og Adfærd, forekom mig strax at have noget saa nationalt, at jeg umuelig kan tænke mig ham Borger i nogen anden Stad paa denne Side Elven. Paa hin Side har jeg endnu ikke været, og kan altsaa ikke dømme derom – en Slutning, som jeg ønskte mere i Moden.
Det var en føer, sat, jovialsk Hanseater, der modtog os midt i sin Familie med ægte tvangløs Giestfriehed. Han giorde os i tre Minuter fortrolige med sin hele Tænkemaade, og indbildte os allerede i det fierde til yderste Skuffen, at vi vare hiemme. Vi kom snart i en Samtale hvori han overbeviiste mig om, at han var ligesaa kyndig som fornuftig, og lige saa original, som begge Dele. Han holdt Tobaksdaasen for mig imens jeg stoppede deraf, og fløitede, naar han vilde have sin Pibe. Vi talte om Mercuriusses Støtte paa Holsteensbroen, hvis bagvendte Stilling jeg kan ikke nægte havde saaret en Smule min Delikatesse. Den havde stødt mig, som Patriot, som Poet, og som Reisende. Som saa havde jeg ligesaa mange Hypotheser om dens Betydning; 57| men ingen af dem lod til at vilde smage ham. Han vender Bagen til Holsteen, sagde jeg, det betyder, at hver ægte Holstener bør give ham et Smæk derpaa. Han staaer i denne Stilling, blev jeg ved, fordi Holsteen er et Paradiis, og Mercurius, som Gud for Handelen, er en Hader af den skiønne Natur, og finder mere Smag i at betragte Tagstenene paa Lybecks Magasiner end i alle dens fortryllende Skuespil. Han staaer endelig saaledes, endte jeg, fordi han har ingen Levemaade. Han giengieldte mine Hypotheser med Sarcasmer i en ganske anden Anledning, i det vi fra Mercurius, jeg veed ikke selv hvordan, kom paa Tale om det danske Sprog. Han var den første af alle Tydskmælende jeg hidtil har lært at kiende, som lod haant derom. Jeg spurgte hvad han havde at indvende mod dets Rigdom, Frugtbarhed og Ynde? Alt svarte han, og især tre Hovedparter: Den første, at det har en alt for stor Lighed med Dyrenes ved at mangle al Articulation. Den anden at det er saa dyndblødt, at Tankerne og Følelserne nødvendigen maa synke tilbunds deri, naar de ikke er saa lette som Fiær, og den tredie – hvilken jeg imidlertid meest holder af, lagde han til – at det tales af ingen. – "To Millioner" – begyndte jeg... "Holdt," raabte han, "ved at tale, forstaaer jeg at articulere – "
Det var overmaade ærgerligt, som De selv vil indsee, at denne Indvending just var den sidste – den eeneste, som jeg ikke var belavet paa fuldkommen at giendrive – og lade den fare, for at gaae tilbage til de andre, røbede al for megen Forlegenhed – det var vanskeligt at komme ud af denne Knibe paa en god Maade! men medens jeg betænkte mig paa et Krigspuds til den Ende – førend jeg endnu havde udfundet om der virkelig var noget saadant mueligt, styrtede paa eengang Cramer med Cavalleriet af sin hele Veltalenhed over alle tre Hovedgelidder saa vældigen, at de lybske Indvendinger pludselig ikke syntes saa meget at flygte, som reent at søndertrædes under Forsvarsgrundenes Fødder. Og sandelig det var at ønske, enhver tydsk General med lige Held anførte Danske Tropper. Jeg saae med inderlig Fornøielse paa Nederlaget – uagtet jeg selv ingen Deel havde deri; men hvad min Egenkierlighed tabte ved det sidste, vandt min Patriotismus ved det første. Fredstraktaten blev sluttet med Eutinsk Øl. Jeg erfoer at der vare Tydske, som lode haant om det 58| Danske; men jeg maatte ogsaa tilstaae at der fandtes Danske der lade haant om det Tydske – og begge disse Misforstaaelser kunne gaae op mod hinanden.
Jeg fandt i dette Selskab et ungt Fruentimmer, som strax derpaa til min store Forundring tiltalte mig paa Dansk. Hun var overmaade vel tilfreds med Lybeck, og foretrak, uagtet hun for Resten var meget patriotisk sindet, Levemaaden her for den i Kiøbenhavn. Hendes fleste Grunde herfor vare imidlertid saare sandselige. Der var ingen Sammenligning, sagde hun, imellem begge disse Stæders Oxekiød, Salat, og Asparges, og jeg erindrer ikke hvor mange flere spiselige Ting hun nævnte mig, hvori Kjøbenhavn kom til kort. "Foraaret er ogsaa her meget smukkere – de deilige Haver – de smukke Volde – den utvungne Levemaade" – – Men derimod har de ingen Comedier, sagde jeg, ingen Balletter, ingen Operetter - "det er sandt sagde hun, det savner jeg tidt i disse Matronal-Selskaber her om Aftenen, hvor man kieder sig til døde undertiden, og hvor en Person af et andet Partie især er ilde faren." – Hvad vil det sige: af et andet Partie? – "Veed De ikke at hele Byen er deelt i Partier?" – Men om nu de Danske faldt paa det Indfald, at beleire Lybeck, spurgte jeg, hvilket Partie vilde De da vel slaae Dem til? - Hun betænkte sig noget: "I Hiertet er jeg dog Dansk", svarte hun.
Man tør i Lybeck fra Klokken elleve af om Aftenen ikke gaae paa Gaden, end ei i Maanskin, uden Lygte, hvis man ikke vil sættes i Vagten, forhøres eengang, og andengang, og kort giennemgaae alle de Besværligheder man kan giennemgaae en Nat og en Formiddag. Dette hører ventelig og til den utvungne Levemaade. Vor Vert boede i Dom-Kapitelet, og derfra til vort Herberge maatte vi passere næsten hele Byen. Klokken var just paa Slaget, da vi gik, og jeg ønskte hemmelig, at vi maatte blive optagne og arresterede; thi det var dog et Eventyr, og et Eventyr er og bliver dog, det være for Resten saa ubehageligt, det vil, et Eventyr. Jeg paastod til denne Ende, at finde Veien paa min egen Haand; og enten nu Cramer med eller uden Villie lod sig lede galt af mig, veed jeg ikke; men nok, vi forvildede os og kom det lange mørke tretaarnede Raadhuus forbi i en ganske fremmet Gade, hvor vi maatte vende om igien. Vi fandt imidlertid langt om længe Herberget; og der blev til min store Misfornøielse 59| intet af det haabede Eventyr. Jeg kunde saa skiønt ved denne Leilighed have lært at kiende Rigsstaden Lybecks indre Forfatning, og prydet dette Brev med Beskrivelser paa dens Vægtere, Soldater, Brixe, Raadsherrer, Forhør, Domme, Vidner, og tusinde andre i vore Tider særdeles mærkelige Ting; i dets Sted maae De nu tage til Takke med min gode Villie.
Det slette Veir og mit slette Befindende forbød mig at gaae ud, jeg valgte altsaa hvad den sunde Fornuft gierne raader i saadant Tilfælde, at blive hiemme – og laxere.
"Laxere!",... Ja! og er det da saa forskrækkeligt? Er denne nyttige Handling, som endog i de nyere Tider meer og meer er bleven forædlet, og, det være nu paa Grund af sit eget Værd eller de Fornemmes hyppige Brug deraf, stegen til en saa høi Grad af Anseelse, især i den finere Verden, at man paa en Maade kan regne den iblandt de adelige Andagtsøvelser – er pludselig denne Handling, siger jeg, som næsten er den eeneste, Monarken værdiger at dele med Undersaatten, og hvis Udøvelse altid tiltager i Forhold med Stigningen i Rangforordningen, pludselig bleven saa vanhellig, at man korser sig for dens blotte Navn? Hvor vi dødelige dog ere ustadige!
Mennesket bestaaer af Siel og Legeme; og det er endnu indtil i Dag, for saa vidt jeg veed, ikke blevet afgiort, hvilken af disse tvende Dele der spille Hovedrollen i hans Væsen. Man kan imidlertid, uden at vove meget, antage indtil videre, at Legemet har denne Ære hos de fleste. Af denne Aasag er man og i Almindelighed tilbøielig til, om ikke just til at forestille sig alt som legemligt, saa dog ved alle Ting at hæfte visse legemlige Forestillinger. Nu er det upaatvivleligt, at det blotte Ord, som jeg 60| af yderlig Delicatesse ikke vil igientage – uden nogen anden Forbindelse lige saa vel kan betyde en Sielens, som en Legemets Handling – og dog er jeg overbeviist om, at i det mindste de to Trediedele af mine Læsere strax have henført dets Forstand paa Legemet. Det er mig umueligt at forebygge slige forhastede Domme, og jeg erklærer herved eengang for alle, at jeg herefter i alle lignende Tilfælde vil lade mig nøie med den gode Samvittighed, ikke at have villet fremlokke dem.
Mit Hoved var saa fuldt af Iagttagelser, Bemærkninger og Ideer, som de mangfoldige nye Gienstænde efterhaanden havde tyllet deri – at det tilsidst (hvad enten nu det kom deraf, at det givne var for stort, eller at det tagende var for lille) var i egentligste Forstand færdigt at springe. Jeg overtænkte, hvorvidt det var tilladt at forsømme slig en Crisis og lade Sygdommen forværre sig til Ulægelighed – den eene Grubien udviklede den anden, og før jeg saae mig til, havde jeg, uden at vide det, udkastet de første Grundlinier til en Theorie om de menneskelige Forfatterpligter, en væsentlig Gienstand for den alting belysende Philosophie, og som dog hidindtil har ligget i et utilgiveligt Mørke.
En sund Siel i et sundt Legeme Mens sana in corpore sano. <em>Juv.</em> er vel uden Modsigelse i kort Begreb det ønskeligste af alt, paa hvis Vedligeholden det svage Menneske kan og bør anvende sin alvorligste Omhue. Især er denne doppelte Skat, imod hvilken alle Jordens øvrige Tønder Guld ere Kobberskillinger, nødvendig paa en Reise, og allerhelst paa en saa nydelsefuld, lærende, afvexlende Reise, som denne min nærværende Reise virkelig er – eller kan blive. Til intet udfordres en stærkere Siel og et stærkere Legeme for den bestandig forandrede Diæts Skyld, hvormed man saa let overlader baade Hoved og Mave, Tænkekraften og alle Sandserne.
Men nu er der intet naturligere end at en Person, der har tabt den eene af disse Skatte, fordoppler sin Omhue for at bevare den anden, hvorfor man ogsaa seer saa mange sunde, tykke og fede Præster, Propheter og Konger, eller med eet Ord christelige Huusfædre, pleie deres legemlige Sundhed med en Tilsidesættelse af al aandelig Omsorg, som om de ikke blot ingen sunde, 61| men i al Forstand aldeles ingen Siele havde. I det modsatte Tilfælde, er den arme Skrantning, hvis hele Krop ikke besidder saa megen Styrke, som een af hins mindste Fingre, nødt til at sørge for Vedligeholdelsen af den Kraft, der er levnet ham, og uden hvilken han aldeles vilde tabe sin beskyggede Tilværelse imellem hine alt dominerende Maver.
Laxere – er nu eet af de fornemste Midler, som begge disse Sundheders Vedligeholdelse har tilfælles. Det er saa væsentlig nødvendigt for begge, og taber saa ganske sin doppelte Anvendelse i Historiens Mørke, at jeg holder den Opgave: om Sielen først har lært det af Legemet, eller Legemet af Sielen? for ligesaa uopløselig, som den, om Drikken har været til før Tørst eller Tørst før Drikken? Man indseer lettelig, at jeg ikke tager dette Middel blot i sin kunstige men og i sin naturlige Forstand, og indskrænker det ikke til noget vist Species; hvorfor man og med eet almindeligt Udtryk kunde kalde det: Afføring.
Jeg besluttede, paa Grund af alle disse Betragtninger og Overlæg, at vedligeholde saa meget som mueligt mit Hoveds Helbred ved Hielp af dette Arcanum, og til den Ende indrette mig en Dagbog, for, om mueligt hver Morgen og Aften, at give den Mængde Billeder, Ideer, og hvad man vil kalde dem, Luft, som ellers sammentrykte i min ikke meget rummelige Hierne, og bestandig forøgede med nye Tilpropninger, vilde kun drage min Siel den Sygdom paa Halsen, der nøder saa mange af vore grundlærde Professorer til baade mundtlig og skrivtlig at ligne de Skabninger, de dog indbilde sig saa uendelig ophøiede over.
Men ikke blot for min egen Skyld, blev jeg ved – i det min Næste faldt mig i Tankerne – vil jeg strængeligen adlyde dette store Naturens Bud: at uddunste. Ogsaa heri findes den beundringsværdigste Lighed mellem Legemets og Sielens Oeconomie – at denne Handlings objective Nytte er fast uberegnelig. Hvo kan afsee de talløse Virkninger af Materiens Secretioner, fra Myggets til Elephantens? hvo veed hvor de blive af? de spredes allerede umiddelbar, især ved at reise, paa forskiællige Steder – de frugtbargiøre den goldeste Jord – hvad siger jeg? de frembringe, rigtig anbragte, Millioner Smaakloder med utallige Bittebevaanere, som man kan overbevises om, uden mindste Hovedbrud, i Bogen De la Philosophie de la Nature, hvis letdunstende 62| Forfatter gotgiør til meer end Tilfredsstillelse, at den flygtigste Uddunstning er svanger med Centillioner spirende, sig efterhaanden i Rummets uendelige Skiød udviklende Verdener. Det er bestyrtsende! Men hvad vil det altsammen sige, hvor taber denne Uendelighed sig, som en Draabe i Havet, i Sammenligning med Aandens Afføringers mageløse Velsignelse! Hvad er overhovedet (naar vi dog ville tale, som Philosopher) al physisk Frembringelse mod disses afvexlende, stedse voxende, uendelige, aldeles uudregnelige Nytte for Objectet: det hele intellectuelle Alt? De sprede sig, dele sig, fortynde sig endnu lettere og snarere end hine! Enhver nye Tanke – og alle Tanker ere nye, i det mindste hvad Tid og Sted angaaer – som farer ud i den uhyre fattende Verden er en Vind, et Pust, der omsider bliver en af nye Stierner vrimlende Æther; en aandelig Sædspire, der lidt efter lidt bliver et Æg, hvis Hvide er en nye Melkevei paa Tankernes udstrakte Befæstning! Jeg svimler paa denne svingle Spidse, naar jeg derfra –
"Høit over Stierner, hvilke Kepler saae – "
overskuer det muelige Produkt af denne blotte Idee – og jeg haaber, at mine Læsere svimle med. O! Svælg af Frugtbarhed!
I denne store philosophiske Overbeviisning vil jeg altsaa hver Dag nedsætte mig for min Pult, og nedskrive hvad jeg samler, og hvad der ved min Samling falder mig ind paa denne min medicinsk-philosophisk-æsthetiske Reise. Jeg troer overalt, at enhver Skribent, han være Scoliast eller Digter, Philosoph eller Professor i Catalogien, Vers- eller Prosamager (siden en saadan Skribent dog giør Fordring paa Siel saa vel som paa Legeme, og paa Hoved saa vel som paa Mave) er forbunden til den daglige Stoelgang hvis Bud:
er for den Studerende ligesaa vigtigt, som noget af den Salernitanske Skoles Regler for den Digererende. Det synes mig, alvorlig talt, at enhver Videnskabsmand, han være Metaphysiker, Physiker, Mathematiker, Historiograph, Politiker, Poetiker, eller hvad han forresten være vil – Theolog undtagen; thi i dette Tilfælde 63| er det rigtig nok hans Pligt at tie – det synes mig, siger jeg, at enhver saadan, der forsætligviis forsømmer denne Pligt, synder lige saa meget imod Naturen, som den, der i det physiske meer eller mindre efterligner vor for Resten berømmelige Tyge Brahe. Selv den ellers meget priisværdige Undseelse for Selskabet kan ikke undskylde en saadan Efterladenhed; thi Cicero har eengang for alle rigtigen bemærket, at – Naturalia non sunt turpia [...]
Men jeg vil vende om igien i denne vidtløftige Afkrog af min Labyrint, og spare de mangfoldige Opdagelser, der vinke mig dybere inde, til et eget Værk, hvori jeg, valente Minerva, vidtløftigere skal afhandle denne vigtige og moersomme Materie. For denne Gang er det mig nok, at have givet et Vink om Forfatteres naturlige Pligter, og med det samme forsvaret den Sædvane, jeg har, at holde en Dagbog paa min Reise, uden hvilken den nærværende og alle de følgende Afhandlinger til saa mange hundredes muelige Tidsfordriv, aldrig var bleven til. Om denne Tidsfordriv i øvrigt vil blive dem morende, eller kiedende, behagelig eller ubehagelig – overlader jeg til Maanen, Moden, Recencenterne, og alt det øvrige, som har meer eller mindre Indflydelse paa en Læsers Appetit; jeg – har reddet min Samvittighed – giort efter Evne hvad jeg kunde og –
Ultra posse nemo obligatur.
Lybeck er i adskillige Henseender en meget mærkelig Stad, som overalt de Stæder, der have en egen Personlighed, i mine Tanker ere. I et Rige, hvor de forskiællige Byer under samme Regiering ere bragte til eens Benævning leder man forgieves om disse skarpe Træk, som i det de stærkere male den indvortes Karakter giøre Physiognomierne strax kiendelige fra hinanden. Jeg hader intet saa meget som de utydelige Ansigter, det være sig iblandt Bøger, iblandt Mennesker, eller iblandt Stæder. De røbe i alle tre Efterabelse, Slaverie, Mangel paa Originalitet og 64| Selvstændighed. Denne min Dom er imidlertid, hvad de sidste angaaer, forudfattet – og jeg anmærker det for de svages Skyld, der saa gierne giøre den første den beste til deres egen, at det er en Fordom, som kun er grundet paa Analogie, og som jeg selv vil mistroe saa længe indtil jeg efter flere Stæders Bekiendskab ved Erfaring bliver overtydet om dens Rigtighed.
Men enten det nu kommer af den republicanske Forfatning eller ikke, saa er det vist, at Lybeck har et saa eget Physiognomie, baade hvad Ansigtet og hvad Kroppen angaaer, at man maatte være blind paa begge Øinene for ikke ved første Øiekast at overbevise sig om, naar man første Gang kommer dertil – at man ikke har seet den før. Hvad dens Gang angaaer, der hos enhver Person er noget af det meest Karakteristiske, da kan man ikke nægte, at faa Stæder ere spadseerte igiennem Historien med saa lige Skridt, med saa faste Trin, og med saa opret Hoved. Den gik fra Midten af det trettende Aarhundrede i Spidsen af de øvrige Hansestæder frem med en Sikkerhed, som røbede at der randt meer end Ministerpolitik i dens Aarer, og at der var meer end Told-Marv i dens Knokler. Den gik heller ikke af Veien hverken for Land- eller Søerøvere, og Dannemark selv maatte til en Tid putte dens Puf i Lommen. Dette hanseatiske Overmod er nu rigtig nok dæmpet, tak skee de mange bitte smaae, som giøre en Aae i Tydskland; men længe vedligeholdt dog Lybeck sin selvstændige Sundhed - og døer den endelig engang aldeles, er der al Anseelse til, at det vil skee af Alderdom; thi med den Podagra, den for nærværende Tid er plaget af, kan den endnu leve længe i Keiserdommets Hospital.
Skelettet, som er tilbage af dens Magt, indjager endnu en Slags Ærbødighed for Alderdommens gothiske Energie. Porte, Volde, Kirker, Bygninger, og den almindelige Tone, som hersker inden dens Grave, bære et saa umiskiendeligt Præg heraf, at man troer sig flyttet pludselig et got Aarhundrede tilbage i Tiden. Smag – det eeneste som aldrig fremvirkes af selvstændig Eenhed, det eeneste deilige Barn, som aldrig fødes af en kydsk Moder, og som til evig Tid vil blive uvidende om sin virkelige Fader – af denne finder man ikke mindste Spor. Derimod stikker alligevel hist og her en forlegen Mode-Luxus frem, der giør en saare ubehagelig Virkning, og røber hvert Øieblik sin Saulismus 65| iblandt Propheterne. Et Huus – og desværre der skal være mange af den Sort – hvori en saadan Spitsbub har indsneget sig og vidst at vinde Fruens Fortrolighed, seer ud som – jeg veed ikke hvad – som Voltaires Oversættelse af Shakespears Julius Cæsar. Jeg havde kunnet give det et Ørfign, hvergang jeg traf det. Uagtet jeg af mit ganske Hierte hader den gamle modsatte Overdaadighed, som ikke giør Fordring uden paa physisk Smag – denne Gudinde "Dindonette"
som Lybeck kappes om med Hamborg at tilbede, og hvis Altere man finder her overalt, naar Solen begynder at kiøre ned af Bakke, besatte med alle Canaans Velsignelser – saa opvækker denne Mave-Andagt dog ikke saa meget min Uvillie, Latter og Ærgrelse, som den omtalte fremmede Gud; thi hin fordærver kun Legemet, og sløver Tænkekraften; men denne forvansker Sielen og forgifter Sæderne. Dersom den ikke er ledsaget af Oplysning forvolder den tidlig eller sildig sin Dyrker (det være en enkelt Person, en Bye, eller et Land) total Undergang.
Det var af denne Aarsag meget at ønske, at de høie Herrer, i hvis Hierner Staternes Vel og Vee distilleres, vilde være betænkte paa, at forhindre denne Ødelæggelse der, hvor den ikke allerede er uforebyggelig. Da Erfaring tilstrækkeligen lærer, at det er umueligt for bestandig at udeholde fra sin Stat, skiulte man den endog i de arabiske Sandørkener, den indbrydende Luxus, saa er intet andet tilovers end at forsørge sig i Forveien med den Oplysning, i hvis Melk dens Givt allene kan taales. Den kan, som andre dræbende Midler, blive uskadelig, ja endogsaa nyttig; men aldrig uden Tilsætning – og den eeneste Maade at forsætte den paa, er at udbrede Industrie, Videnskaber og Friehed.
Men – jeg seer Skiæven i min Broders Øie, og Bielken i mit eget bliver jeg ikke vaer! I det jeg beleer Lybekkernes Luxus, og sammenligner den med Kongen iblandt Poeterne Philosophen af Sanssouci., glemmer jeg, med hvilken Ret man her kan spørge mig: "Hvad vil Poeten iblandt Kongerne?"
66|