Tremsbüttel

Den 5. Junii.

Her er jeg da paa een af disse Øer paa fast Land, hvoraf der gives adskillige i det sydlige Holsteen. Men hvilken Øe! Hvad er Alcines, Tinian, og Isle de St. Pierre derimod? Dog Naturen er overalt Natur – der gives eet Paradiis skiønnere end et andet fra Krebsens til Steenbukkens Zone – men reis fra Pol til Pol, fra Versailles over Mexiko tilbage til Paris, og de finder kun een Lovise S******.

Jeg forlod Dem i Lybeck. Vi satte os om Morgenen Klokken sex paa den store Postvogn, som alle Dage gaaer fra Lybeck til Hamborg, og kiørte i Selskab med to mavre Jøder, to Skræddersvende og en tyk Snedkerkone, der allene tog ligesaa megen Plads som alle vi andre 6 op i Vognen, ud af Mühlenthor i det deiligste Veir. Der tilstødte os intet mærkværdigt, naar jeg undtager de evige Stød af den steenede Vei. Jeg var meget syg, og saa kraftløs, at jeg neppe kunde holde mig fast i Sædet paa Vognen – men en gammel Betler, som kom os forbi, og saa betimelig ønskede mig Sundhed, at jeg havde kunnet give ham alt hvad jeg havde, forstrøede min Tungsindighed – og det unge, muntre, levende Paaskeæg, som under Navn af Kudsk kiørte for os, giorde mig det reent umueligt at fæste min Opmærksomhed paa noget andet end paa sig. Han var saa umaadelig frisk, at jeg blot ved at betragte ham forekom mig selv at blive det.

Vi foer over en Flip af det Engelske Herredom, forbi Georg den tredie paa Skildtet af en Kroe i Enden af Sachsen-Lauenburg, til Schönberg, hvorfra vi leiede os en egen Vogn hertil. Hvilken Fart! For første og sidste Gang har man kørt saaledes i Holsteen. Vor nye Svoger var beskiænket og Hestene galne. Det var Phaeton, som havde bemægtiget sig Solens Vogn. Hipprogrypherne løb løbsk. Vi kom uden at vide selv hvordan i et Øieblik til Tremsbuttel.

Jeg traadde med bankende Hierte ind i dette Athenes Tempel, hvor jeg for to Aar siden i Kredsen af Muser og Gratier henbragte den didindtil nyttigste og behageligste af alle mit Livs Perioder. Den beskedne Kunst, den fuldkomne Orden, den udsøgte Smag, som Dydens Engel bevogter her i Naturens Favn – vilde fordre det hele Elysiums Skaberindes egen Aand for 67| værdigen at beskrives. Det Ideal, Naturens ædelste Talsmand har fremstilt i Beskrivelsen paa Julies Anlæg, Huusholdning og Levemaade i Clarens, finder man her meer end realiseret – og dog glemmer man det alt i een eeneste Samtale med dets Besiddere, hvis Nærværelse vilde paa den ødeste Plet af Jorden fremtrylle et Paradiis.

Egnen rundt omkring er vild og øde – det er derfor jeg har kaldet det en Landøe – men inden dets Grændseskiel, saa langt Eiendommens frie og gavmilde Haand har kunnet række, savner man intet af alt det nødvendige og forlystende, det mildeste Clima kunde udklække. Huset er udvortes uden Pomp, som en landlig Boelig bør være det, og indvortes et Mønster paa hvad Orden, Nethed og Smag ved Hielp af den rige Sparsomhed kan frembringe. Giennem Haven slynger sig i mangfoldige Bugter en en stille henrislende Bæk, i hvis speilklare Chrystal jeg saa ofte ved Lovises Side saae Himmelen hensmile min Kummer, og mellem Fuglenes Friehedssange i de omkrandsende Buske drømte mig i Numas hellige Lund lyttende til Ægerias Viisdom. Her vandrer man i kiølige Skygger af een Labyrint i en anden mellem en udsøgt Samling af Europas yndigste Væxter, alle fremelskede af Naturens og dens Betragters Bonnets. beste Veninde – indtil man, uden at vide hvorledes, pludselig befinder sig i en Skov, hvis høit kneisende Bøge synes at slaae en Kreds for at udeholde Floras Fiender, Nordens og Østens Storme, fra dette eensomme Eden.

Hvilken Vellyst at tilbringe her – ikke sit Liv! Himlen frie mig fra saa overdaadigt et Ønske! – nei, men blot en Sommer i denne Helligdom. Hvilket Opholdsted, hvilken rørende, hvilken fortryllende Samling af Tilfredsstillelser! En simpel, men yderst beqvem Vaaning, hvor Orden, Nethed, Fred, Uskyldighed oplives, modnes og beskyttes i Viisdoms Hegn og Venskabs himmelske Soelskin! hvor man uden Pral, uden Pomp, uden Paastand, finder foreenet alt hvad der svarer til Menneskets ædleste Bestemmelse: Arbeide, Landlyst, Roe, Friehed – overalt Natur og Lyksalighed. Hvad fattes et saadant Sted, uden Beboere, som Christian og Lovise? Hvilket Nok, i dette Paradiis imellem dem at tilbringe 68| nogle Maaneder! Og jeg har nydt denne Fryd – og bevarer stedse i dens Minde, een af Forsynets frugtbareste Velsignelser.

Maae alle jordiske Sorger, alle kiedende Daarligheder, alle Lidenskaber selv ikke tie i en saadan Himmel! Ogsaa taug de – og jeg var for første Gang, selv uden Sundhed, lykkelig.

Der vare Fremmede, da vi ankom. Da de vare borte, foretog vi tilbageblevne en Spadsering rundt om Tremsbüttel i den yndige Aftenstund. Med hvilken Følelse hilste jeg igien paa alle de kiere voxende, grønnende, blomstrende Gienstænde hvis friske Erindring blomstrede i mit Hierte!

Baggesen, sagde Lovise, De maa see mine tvende nye Klenodier. Hun førte mig ind i det Allerhelligste for den ærværdige Bonnets skiønne, overmaade lignende Buste. Hvad siger De om dette Landskab, sagde hun, i det hun giorde mig opmærksom paa Dørstykket – denne Broe – denne Søe – disse Bierge her? Jeg blev staaende, som fastnaglet. Det var en Udsigt over Thunersøen imellem Stokhorn og Beatenberg. En vellystfuld Ahnelse – en Henrykkelse, jeg ikke kunde giøre Rede for, bemægtigede sig min Phantasie. O! hvi kan jeg ikke reise til Genthod, for at høre Naturens Betragter – og til Thunersøen, for at see Naturen selv! Jeg phantaserte mig dybere og dybere ind i denne Drøm. Men uden Sundhed – uden Veiledning – uden Vexler? –

Jeg har her læst anden Gang Schillers Læredigt, Die Künstler, i Merkuren. Det er et yderst fortreffeligt Stykke. Det blev endnu om Aftenen sildig forelæst os alle af Greven, og jeg fandt det endnu fortreffeligere. Med hvilken voxende Herlighed stiger denne nye Sol paa Tydsklands glimrende Digter-Horizont! Fra Stykke til Stykke hidindtil har hvert Skridt været et Kiempeskridt! Hvad ville Schiller engang blive i sin Meredian! [...]