Hamburg

Klopstock

"Homo est, nil humani a se alienum putat!" Det er et Menneske; alt menneskeligt ligger ham paa Hiertet. Det er i een Linie det meest charakteristiske, jeg veed at sige om denne Germaniens Homer – det er Hovedtrækket i hans hele Væsen, den herskende Følelse, som igiennemstrømmer Hiertet ved hans Underholdning, og Resultatet hvormed Forstanden forlader hans personlige Omgang.

Saa kiendelig den øverste Himmel er i hans Digte, saa ganske fremlyser det beste af Jorden i hans Væsen. Klopstock lever, som 73| Mand, aldeles paa Jorden – som Digter er han paa hin Side Uranus. Hans Siel er opstanden før hans Legeme døde. Det simpleste Menneske er den meest poetiske Sanger.

Heraf reiser sig den besynderlige Blanding af Majestæt og Barnagtighed – af Selsomhed og Sædvanlighed i hans Træk, Anstand og Gebærder, som giør det næsten umueligt, at afgiøre om der er meer naivt end høitideligt, meer barnligt end helteligt i hans Væsen. Han synes ikke mindre skikket til Anførselen af en Hoben Rollinger i Gimmerom paa en Juleaften, end til Rollen i Spidsen af Frankerigs Frieheds Helte. Hans Arbeide er disses, og hans Hvile hines.

Hans øvrige personlige Særkiender vil jeg ikke stykkeviis opregne og giennemgaae. Forfatteren af Commentaren over Klopstock har til aldeles Tilfredsstillelse betaget mig og enhver anden denne Umage. Jeg kan kun bekræfte hvad han allerede har sagt, og vover blot at tilføie dette. I et Selskab, hvor man sammenlignede adskillige mærkværdige Personer med Blomstre, fandt een af de vittigste Damer, jeg kiender, Overeenstemmelse imellem Forfatteren af Messiaden og en Reseda – jeg vilde efter tusinde valgte og forkastede Billeder paa hans Person tilsidst beholde dette. Som Duften af denne Blomst, saa reen, ætherisk, uskyldig, blid og stille høitidelig er Aanden i hans Sange, som dens Blust og Blade, saa simpelt, glimmerløst og beskedent er hans Udvortes. Det Hele er Apollonisk Majestæt indhyllet i barnlig Fortroelighed.

Med hvilken ungdommelig Interesse taler han om alt, hvorpaa man falder i Samtale med ham, fra de sammenkaldte Stænder i Frankrig til det skiønne Par Stigbøiler han har faaet for kort Tid siden! Hans Siel hæver sig med samme Fyrighed i hin Forestilling til Udsigt over Friehed paa Despotismens Ruiner, som hans Krop i disse paa Ryggen af det modige Dyr, hvorpaa han galopperer over Alsterens Sletter. Det sidste er ham Symbol paa det første – og saaledes er ham intet egentlig nedrigt eller foragteligt; da hans Aand i det allerubetydeligste Træsnit paa Jorden gienkiender Træk af Original-Maleriet i Himmelen. Det eeneste, hvorom han ikke synes gierne at tale, er Penge – i den Forstand, hvori de fleste med saa megen Interesse tale derom – det lader som om han enten aldrig ret havde seet sligt, eller, 74| som om der endnu manglede ham et Symbol i Aandernes Rige paa denne Jordmaterie.

Han har endnu trods sin høie Alder et temmelig skarpt Syn. I hans yngre Dage, sagde han mig, levede han næsten bestandig imellem Blinde. Han smilte, da jeg udlod mig med det Haab, at han dog selv endnu vilde miste sit Syn før han døde: "det er utilladeligt, sagde jeg, at giøre Undtagelse fra visse Regler – Klopstock bør engang være blind saa vel som Homer og Milton" – "Jeg kan trøste Dem med", tilhviskede han mig, "at jeg virkelig i de sidste Aar har fornummet en vis Aftagen, og ofte havt Møie med at skille en Krage fra en Skade i en vis Frastand."

Hans Øre er overmaade lyt, og opsnapper hver Stavelse man frembringer. Hans Tilhørere behøve og denne Egenskab, som han synes at forudsætte; thi hans Udtryk er overordentlig afvexlet og hans Tale løber ikke allene giennem alle Toner; men giennem alle indtil de svageste Lyd, saa at man i Begyndelsen troer ham tie, naar han endnu taler, og efter længere Omgang hører ham tale endnu naar han tier. Saaledes er og hans Deklamation. Men da hans høieste Forte ikke overstiger et andet Menneskes Piano, maa man have en usædvanlig fiin Øretromme for at mærke Slagene i hans Pianissimo. Jeg hørte ham engang forelæse een af sine Oder i et Selskab, hvor alle Tilstædeværende havde leiret sig i en Ellipse omkring ham. Jeg var lykkeligviis i Perihelio, og hørte paa denne Maade omtrent hver tredie Linie – men adskillige af dem i Aphelio forsikkrede mig, at de ikke havde hørt een eeneste. Det falder ham ikke ind at tvivle paa, man jo hører hvad han hører selv, og han frygter meer for at overdøve end for at undgaae Øret. Det er ham meer om Modulationens Rigtighed og Fiinhed at giøre, end om dens Styrke - og han vilde have Ret, hvis alle hørte Græsset groe med den Tydelighed, som han selv.

Han taler fornemmelig med Begeistring om store Anførere, Grækernes, Romernes og de gamle Nordiske Folkeslags Bedrifter, alle energiske især Republikanske Foretagender, og frem for alt, om Ypperligheden af det Sprog, som han i egentligste Forstand kan kalde sit. Om alt andet taler han med Vennens, eller Barnets, om dette med Faderens Deltagelse. For nærværende Tid er Revolutionen i Frankrig hans Siels anden Messiade. 75| Og har det første af disse Vehikler hævet hans Aand til Himlens, saa hæver dette nærværende den med ikke mindre gloende Forspand til Jordens Himmel, den ikke blot alle Muser og Engle, men alle Prosaister og Mennesker hellige Friehed. Neppe nævner man Gallien, før hans Ansigt ved den blotte Lyd forklares, som om det gienstraalte Friehedens Morgenrøde. Aviserne ere blevne ham interessantere end Thycydides, Plutark og Tacitus - hans Alder er bleven muntrere end hans Ungdom. – Den vaagnende Friehed har vakt ham til et nyt Liv – og friskere, end han i lang Tid har været, synes han, selv en dalende Stierne, at standse i sit Livs Aften, for heel at beskue Herligheden af denne Sæls Opgang.

Men aldrig bliver Klopstock varmere i Samtale, aldrig spille hans Øine mere levende, aldrig afvexle hans Miner og Gebærder med større Betydenhed, end naar den Persons Interesse, han taler med, er paa Bane. Klager man sig af en Hendelse midt i den interessanteste Samtale – lader man et Ord falde om mindste Lidelse eller Uleilighed, strax er hans hele Opmærksomhed henvendt derpaa; han giver Raad, han foreslaaer Midler, han deeltager – og alt dette med en saa ubeskrivelig Omhyggelighed og Inderlighed, som om det var ham det allervigtigste; og det er ham virkelig det allervigtigste i det Øieblik. Aldrig har jeg hørt ham fremkomme ved saadan Leilighed med et almindeligt Trøstsprog – med et "det gaaer nok over igien!" eller "ja! hvad skal man giøre?" Han er ganske i den Lidendes Forfatning, den være saa ubetydelig for Resten, som den vil – og denne Deeltagelse er ikke søgt, ikke fremkunstlet eller tilvant Høflighed, men Natur – hvorfor han og, trods det ophøiede og ligesom bydende der fremstraaler i hans Væsen, indskyder mere Tillid og Fortrolighed end noget andet Menneske.

Klopstocks egentlige Udvortes er simpelt og i fuldkommen Hvile næsten almindeligt. I hans Øie straaler meer Uskyldighed og himmelsk Fromhed, end Digterkraft og hvad man egentlig kalder Genie. Desto meer overordentligt er der i hans Gebærder – og hans Gang især er i høieste Grad original charakteristisk. Hans Miner forraade kiendeligen Gratiernes hemmelige Dannelse. Men alt dette tilhobe er imidlertid saa fiint, saa let henaandet over hans Væsen, at der behøves meer end almindelige 76| Blik for strax at opdage det i en simpel lidt gammeldags Dragt og under en almindelig Pidskeparyk. Den stærke Brug af Røg- og Snuustobak giver hans blot physiske Tilværelse mere Lighed med en fortørret end med en frisk Reseda. Hans Smil er ubeskrivelig behageligt; men uagtet deri blander sig en ikke ubetydelig Deel ironisk Skielmerie, er det dog mere Jomfruens end Mandens. Hans Latter er den sidstes Smiil.

Han lever – til Ære for vor Danske Regiering og Markgreven af Baaden, uden Næringssorg, i tarvelig Beqvemmelighed – har en artig lille Have tæt uden for Byen, holder en Ridehest, og kan imellemstunder uden at lide derunder deele sit Brød og sin Viin med et Par gode Venner. Det er et besynderligt Indfald af Skiebnen – en Undtagelse, som har faae Mager – og jeg begriber endnu ikke hvorledes det gaaer til, at dette virkelig forholder sig saa. En Digter – og upaatvivlelig sin Tidsalders største Digter – en Digter af uberegnelige Fortienester, en Digter, som har ofret Religion, Friehed, Kierlighed og Uskyld sine Sange, som ved at danne sit Sprog, og i dets yndigere Former sine Læseres Hoveder og Hierter, saa virksom har biedraget til Menneskehedens Forædling – en Mand, kort, som har nyttet og glædet saa mange Tusinde, nytter og glæder tusinde, og som længe vil vedblive at nytte og glæde titusinde Gange tusinde, uden nogensinde at have skadet een eeneste – har sit Udkomme, lever uden Gield, uden Frygt for at døe Digterdøden! Det er ubegribeligt! Skulde den Tid virkelig nærme sig, da en saadan Mand i deres Øine, paa hvis Naade alle Adel – og Guld-arveløses physiske Liv beroe, vinder Kokkens og Kammertienerens Værd? Skulde en Digter i vort philosophiske Aarhundrede virkelig kunne opsvinge sig til disses Rang og Agtelse i Staten? Skulde hans Liv være bleven Politiken ligesaa vigtigt, som den krybende Skurks... Sandelig! vort Aarhundrede fortiener da virkelig Navn af – det poetiske. Homer, Cervantes, Milton, og et halvhundrede andre deslige arme Stympere, vilde, om de kunde slaae Øinene op af Graven, græde af Glæde over at see det!

I Selskab med den ældre Doctor Mumsen kom Cramer og jeg fra Poppenbüttel til Hamburg, hvor vi toge ind i Stadt Coppenhagen – et Vertshuus, som jeg og forrige Gang valgte af lutter 77| Patriotismus, blot for Navnets Skyld. Cramer gik ud om Formiddagen derpaa, og jeg satte mig til at skrive. Jeg sad fordybet i en nye Afhandling pro loco, med Næsen nedbøiet mod de Blæktanker herover, der efterhaanden flød af Pennen paa Papiret, som for at lugte om der virkelig var noget i dem – da en Lyd, som Lyden af en Seraphs sammenslagne Vinger vakte min Siel af sin Drøm paa Stolen. Jeg dreiede Hovedet pludselig om paa Skuldrene – og see! Klopstock stod bag mig, smilende som en tredsindstyveaarig Cherub, for ikke at bruge Seraph nok engang. Han saae endnu friskere og muntrere ud, end da jeg saae ham forrige Gang for to Aar siden. Han indbød mig til en Spadseregang med sig i Haven – og vi gik ned. Det varede ikke længe før Cramer kom til [...]

Vi fornøiede os over Klopstocks raske Befindende. Med en slags Triumf fortalte han os, at han især i dette sidste Aar havde lidt af Gigt; men (lagde han til med mageløs Høihed) aldrig har den endnu aftvunget mig et Skrig eller blot et Suk – kun, naar den slog op i Maven, nødte den mig, at bide Tænderne sammen. Samtalen snoede sig hen til den politiske Forkiølelses Gigt, Danmark synes at have paadraget sig i Polskdandsen med Sverrig og Rusland. Den falske Don Quixotte, sagde han, gad han for længe siden ikke mere tænkt paa, end sige tale om – og Herskerinden... men – Frankerig! "Veed De, at jeg har giort to nye Oder i denne Anledning: Ludvig der Grøssere og Les Etats généraux?" "Vi vare begierlige efter at see dem. I Lysthuset foresagde han os den sidste, som jeg lod mig forlyde med, jeg havde Lyst til at oversætte, udenad." [...]

Han fortalte os, at Rochefoucauld havde givet sig megen Umage for at oversætte den paa Fransk; men det havde ikke ret villet lykkes ham; og sandelig! Herr Rochefoucauld er at undskylde. Klopstocks Oder lader sig ikke opløse i Talemaader. Det franske Sprog er af alle det fattigste paa poetiske Udtryk – af alle det rigeste paa rhetoriske Vendinger. Med det Tydske gielder dette omvendt. Frankrig har Taler og ingen Digte. Det forstaaer sig at jeg her ved <em>Digte</em> blot forstaaer Digte i strængeste Forstand, episke og lyriske Digte. De uegentliere Digte: Rimede Fortællinger, Fabler, Læredigte, nyemodens Epigrammer, o. s. v. have hiemme i Frankrig. Tydskland 78| har Digte og - i det mindste hidindtil – ingen Taler. Forgieves forsøger den germaniske Muse, at nedlade sig til den simple Lethed i hins fortreffelige Memoires, og omsonst bestræber den galliske sig for at naae den høie Flugt i dennes lyriske Sange. Der findes neppe i Musernes hele Kunstkabinet to hinanden saa aldeles modsadte Arbeider, som Klopstocks Messias og Voltaires Henriade. Aanden i hin er en himmelfarende Ørn, som taber sig af Syne i Soelstraalerne over Skyerne; Aanden i denne en And, som pladsker i Gadekiæret. Den første toner som en Nattergal, den anden snakker som en Skade. Det er ikke blot den særegne Forskiællighed af deres Forfatteres Genier, men Contrasten af deres Sprogs hinanden aldeles modsatte Naturer, som volder, at man læser det eene med Moerskab, og synger det andet i Henrykkelse.

Mit Modersmaals Genius har saa meget af det Franske Sprogs flydende Lethed og af det Tydskes vældige Kraft, at man skulde troe samme et Foster af begges Forening. Dette høistlykkelige Sprogs egentlige Natur-Sphære er i et omvendt Forhold til Kredsens Omfang, det tales i. Det danske Sprog i Danmark er, fra denne Synspunkt betragtet, en Meridian inden for en Polarkreds, en større Cirkel i en mindre. Uden at have al det Franskes Lethed og al det Tydskes Kraft, besidder det nok af begge for i Oversættelser, eller Efterligninger, at berige sit Folk med begges Velsignelser.

Klopstock har lært saa meget Dansk, at han til Nød kan forstaae det lidet, han læser i dette Sprog; men da han sielden har denne Øvelse, og siden Ewalds Tid intet dansk Digt er kommet ham for Øie eller Øre, kiender han i Grunden overmaade lidet til vor Litteratur. Jeg fortsatte, hvad Professor Cramer havde begyndt, at give ham et almindeligt Begreb om dens nærværende blomstrende Parnas. Han talte med Beundring og Varme om Ewald, som han i egentligste Forstand aflokkede den fortreffelige Rolf Krage; men vor Prams, vor Rahbeks og vor Todes Fortienester vare ham fast aldeles ubekiendte. Jeg nægter ikke at denne Omstændighed jo vakte adskillige Betragtninger i mit Baghoved, som havde kunnet stemt mig i ærgerligt Lune mod enhver anden end mod den yderst elskværdige Klopstock. Saaledes forekommer det mig, for Exempel, underligt, for ikke at sige 79| ubilligt, at Klopstock, der fornemmelig lever af Danmark, ikke paa mindste Maade lever enten i eller for dette Land. Han lever ikke i Danmark; thi intet Sted paa Jorden, trods al udvortes Anseelse, ligger mindre i dette Land end netop Hamburg - hvorfor jeg ogsaa bestandig kalder denne Hamstad Burg, og ikke Borg. Af alle Betingelser ved Pensioner til Fremmede forekommer mig ingen naturligere end den, at de (hvis visse Tilfælde ikke giøre det enten umueligt, eller unyttigt) forbindes til at opholde dem der, hvor deres Brød voxer. Cosmopolitismus er en skiøn Sag; men den har sine Grændser; den bør endnu hverken være almindelig eller uindskrænket; mindst ere Regieringer forbundne til dens Overdrivelse. Nu er det vist, at Klopstock i Kiøbenhavn ikke kunde leve med det Udkomme, som er tilstrækkeligt i Hamburg, og for saa vidt er intet billigere end hin Tilladelse; men endnu politiskere, endnu regieringsværdigere, og endnu billigere havde det maaskee været, at forstørre Pensionen, og derved tilfredsstille alle Fordringer.

At leve i et Land, som fortærende Medlem, er nu rigtig nok ikke nær saa magtpaaliggende, som at leve for det hvor det ogsaa er, som virkende Person. Arbeidede kun flere for Danmark, vilde man let trøste sig over, at ikke flere spise deri – og een Æder meer eller mindre er i Grunden ikke værd at tale om. Men Klopstock arbeider ikke heller for os, undtagen for saa vidt han arbeider eller har arbeidet for hele Verden – en Fortieneste, som Gud veed hvor mange Digtere dele med ham, der dog ingen Pension have af de saa kaldte Tvillingrigers Krone. Der er Homer og Virgil, for Exempel, i den gamle – Cervantes, Shakespear, Milton og Wieland i den nyere Historie, der uagtet de have havt vel saa megen verdsens Indflydelse paa den Danske Litteratur, dog, saa vidt jeg veed, ikke have havt eller have een eeneste Skilling af Nationen Af Nationen? Hvad har Nationen hermed at giøre? det er jo en Hofsag! Jeg beder om Forladelse, Herr Kammerherre!. Havde Klopstock udarbeidet eet eeneste Æmne af den Danske Historie, havde han foreviget hin eller denne Tildragelse deraf blot i en Ode – vilde man intet savne i denne Henseende; men omsonst leder man i alle hans udødelige Værker om Spor af egentlig Dansk Begeistring; thi 80| hvad Elegien Rotschilds Gräber angaaer, da røber Titelen noksom dens hele Udenlandskhed.

Med alt det er og bliver det en Sag, som giør mit Fødeland og dets Regiering Ære, at Tydsklands Homer skylder det sit Udkomme. Ogsaa føler den i alle Henseender værdige Mand dette med inderlig og varm Taknemmelighed. Enhver Dansk maa læse denne Følelse i den forekommende faderlige eller broderlige Venlighed, hvormed han modtages i hans Huus, som eet af de der kiæreste Phoenomener. "Hvi har De ladet Dem melde," spurgde han mig, da jeg første Gang besøgte ham, "som om jeg var fremmed? Man behøver blot at være Dansk, for uanmeldet til alle Tider at være mig usigelig velkommen. Veed De ikke at jeg har hiemme i Danmark?" – Vee det virkelig udanske Hierte, som kiender Klopstock uden at fryde sig over Maaden, han har sit Udkomme paa, og vee den virkelig udanske Skribent som ikke takker Regieringen derfor, som om den var skiænket ham selv dobbelt! [...]

Mange behagelige Timer har jeg tilbragt i denne store Digters og eiegode Mands moersomme Selskab; men ingen behageligere end de til Hest, naar han paa Ryggen af sin Harald Haarfager overlod sig til sin hele ungdommelige Munterhed. Ofte blev imidlertid min Fornøielse afbrudt af Angst, da han rider med en mageløs Forvovenhed, og hans Hest gemeenlig er saa vælig, at den hvert Øieblik truer at afkaste sin poetiske Rytter. Paa sit Studerekammer, hvor han tilbringer hele Formiddagen, er han bestandig indhyllet i Støv af Snuus- og Skyer af Røgtobak. Det er uvist, hvori han meest excellerer, i Heltedigten, Riden, Skøiteløben, eller Tobaksbrugen.

Theatret i Hamburg

Kort før Klopstock kom, havde man bragt mig Skuespil-Plakaten. Hvad lignede min Glæde, da jeg derpaa saae – Kong Lear! Jeg sprang op i Henrykkelse, som jeg sad paa Stolen, og væltede det før omtalte Tankehorn. Kong Lear! Melpomenes, Shakespear's, Schrøders Mesterstykke! Kong Lear! Polarstiernen, Enden og Yderligheden for alle mine theatralske Forestillings-Ønsker! 81| Jeg havde paa Veien hertil aftalt med Cramer, at bønfalde Schrøder om at opføre dette Stykke engang imedens vi vare her – og nu – strax paa den første Dag – tilbød den venlige Skiebne os det af sig selv. Sandelig! det var meer end man kunde forlange.

Klopstock tog Afskeed, og vi dandsede meer end gik ned igiennem den korte, mørke Peermadsensgang som fører til Skuespilhuset. Vi toge ved Indgangen Billetter af en Kone, som vi ombyttede hos en Mand, og afgave til en Dreng – en saare omhyggelig Controll, som syntes at bestyrke min Mening om Forskiællen paa den hamborgske og den Kiøbenhavnske Pøbelcharakter.

Man spilte Symphonier af Stegmann; men vante til det Kiøbenhavnske Orchester, kunde vi neppe udholde at høre Musiken. Vi anstilte i dets Sted Betragtninger over det Smule Publicum, for hvis Domstoel Tragediens Muse nu skulde fremtræde i sin hele Pomp. I Hamburg sidde Cavallerer og Damer iblandt hinanden paa Parterret, de første med Hattene bestandig paa, de sidste med Vifterne i bestandig Bevægelse Det nærværende Parterre-Publikum bestod efter Ewalds Udtryk

hvori der blandte sig et Par Officerer, som havde al Anseelse af brutale Klappere – og endeel Fruentimmere, hvoraf nogle havde saa megen Lighed i Anstand, Fagter og Lader med Lisetter, som den brutalste Klapper kunde forlange. Forhænget gik op. De første Scener skruede blot Længselen efter at see Hovedpersonen. Endelig kom han frem –

Kong Lear

Maaden, han kom ind paa, hans blotte Gestalt, hans Ansigt, hans Gang opvakte allerede den kildrende Gysen hos mig, som Naturen i Konstens Arme aldrig mangler at fremtrylle. Og nu hans Tone, hans Foredrag, hans Hoved- og Armbevægelser, hans Minespil – den Sandhed, hvormed hans Stemme, Øine, Hænder og Fødder sagde hver Replik! Mage til dette har jeg aldrig seet, og 82| faaer jeg aldrig mere at see, før jeg engang igien seer – Schrøder, som Kong Lear.

Jeg har læst og atter læst, giennemfølt og giennemtænkt, skattet, beundret og tilbedet den guddommelige Shakespear; jeg har erkiendt i hans majestætiske Genius Digternes Konge, Phantasiens Fyrste; men aldrig har jeg kiendt hans hele Værd, før ved denne Leilighed.

Det var Skuespilkunstens Mesterstykke fremført i Skuespillerkunstens Triumph! Den menneskelige Natur i dens Allerinderste hengiven til Nydelse for Fornuften og Følelsen i Smagens Ideal; en menneskelig Handling, med Aarsag og Virkning, stod der saa at sige levende for Tilskuernes Øine, og hans tryllede Hierte beundrede det synlige Forsyn, i hver dens mindste Bevægelse. [...]

Neppe kan der gives nogen høiere Grad af Forstandens og Følelsens harmoniske Tilfredsstillelse, af egentlig menneskelig Forlystelse, end den jeg nød under den mageløse Opførelse af dette yderst fortreffelige Sørgespil. Min Henrykkelse var saa stor, at jeg er tilbøielig til at troe, den hverken kunde have steget høiere, eller varet længere, uden at tabe.

Men hvad var det da egentlig, som frembragte denne overvættes Virkning paa mit Hoved og Hierte? Hvad var det især, som hævede min Nydelse af denne Forestilling saa uendelig over alt lignende, hvad jeg nogensinde har nydt ved Musernes Høitidstaffel?

Tre særskildte Hovedkilder samlede sig til denne mægtige Vellyststrøm: Stykkets eget fortrinlige Værd for alle de Skuespils jeg har seet, og næsten for alle dem, jeg kiender – Hoved-Rollens mageløse ypperlige Udførelse, eller Schrøders uforlignelige Mesterspil – og Harmonien i det Hele, den vor Skueplads endnu aldeles feilende Forbindelse af dramatiske Dele til et Dramatiskt Ganske.

Kong Lear er, i mine Tanker, Shakespears, altsaa Jordens mesterligste Tragedie. Digteren synes i dette mønsterskiønne Stykke at have udtømt hele Melpomenes hiertegribende, truende, skrækkende, rørende Trolddom. I intet mig bekiendt Skuespil findes saa aldeles alt samlet, hvad der opvækker Nysgierrigheden, anspænder Forventningen, vedligeholder Opmærksomheden, og i stedse tiltagende Interesse hvirvler Gemyttet af een Lidenskab 83| i en anden. Hovedpersonen er maaskee den uden Undtagelse hidtil interessanteste, man kan tænke sig som Middelpunkt hvorom alt dreier sig, hvortil alt, indtil de yderste Biting, samler sig i et heroisk-tragisk Drama: en ulykkelig med sin egen svage, med sin Families utaknemmelige og med Elementernes oprørte Natur kiempende Konge. Hans tragiske Character er i næsten alle muelige tragiske Situationer omringet af lutter tragiske Tilfælde. I hans eene Tilstand skildres alle Fyrstens, Faderens, Menneskets ynkværdigste Lidelser. En anden Laocoon indvikles han ved hver Bevægelse meer og meer i sine Qvalers Slangeknuder; og ak! det er ikke hans Børn, som deele blot, men, som volde hans Smerte. Alle de andre Characterer og Forfatninger i Dramet, indtil de meest episodiske, saa mangfoldige og stærke deres giensidige Contraster ere, tiene blot til at sætte hans i et stærkere Lys. – De ere alle saa nødvendige, som Børnene i hin beundringsværdige Gruppe. Til Udvikling af de mangfoldige enkelte Skiønheder, de nye og stærke Tanker, de end nyere og stærkere Udtryk, de livagtige Malerier, levende Vittigheder og skarpsindige Bemærkninger, der ligesom giennemlyne Stykkets høitidelige Nat, fordredes et eget Værk af tredobbelt Størrelse. Det hele er fra Begyndelsen til Enden Naturen i Oprør. Gemyttet seer det ikke, hører det ikke; men er midt deri, en Bold for Angest, Uvillie, Medynk, Raserie, Haab og Fortvivlelse.

I faae Stykker er Hoved-Rollen saa aldeles den vigtigste, som i Kong Lear: med dens Udførelse maa det staae eller falde. Spiltes alle de øvrige til yderste Fuldkommenhed, og denne blot maadelig, vilde man neppe udholde at see det til EndenNAf denne Aarsag kan det ingenlunde giøre Lykke paa vor Kiøbenhavnske Skueplads. derimod troer jeg, at den allene spilt, som Tydsklands Garrick spiller den, vilde, hvis endog de andre bleve givne af blotte Statister, fængsle Tilskueren. Den er Maanen paa Forestillingens Nat-Himmel; i dens fulde Glands er Stiernernes Lys fast overflødigt, uden den, unyttigt.

Jeg tvivler paa, at Skuespillerkunsten har nogensinde havt, har, eller kan have noget fuldkomnere at opvise end Schrøders Udførelse af denne Rolle. Gestalt, Aasyn og Stemme har Naturen. 84| allerede skiænket ham til den i saa høi Grad, at man i Idealet Lear umuelig kan indbilde sig samme anderledes – og den Anvendelse, hans Konstflid fra Begyndelsen til Enden giør af denne heldige Figur, dette heldige Ansigt og dette lykkelige Organ, er Critikens, Theoriens og Øvelsens Triumph. Det er mig umueligt at anføre Exempler herpaa, og antegne de Steder, hvori det rigtigste Foredrag, den naturligste Bevægelse, og de meest overbevisende Gebærder foreente sig i den smagfuldeste Samklang, for ikke blot at udtrykke, men forskiønne Rollen – jeg maatte anføre den heel, og udskrive alle Replikerne. [...]

Mine Taarer strømmede uophørlig i fuldeste Beundring. Og dog troede jeg intet Øieblik at see Schrøder, saa aldeles leed jeg med Lear! Forunderlige tredoppelte Gemytsforfatning – Smerte, Fryd og Beundring! Hvor usigelig ophøies vort Væsen i denne Nydelse! Mennesket er maaskee aldrig mere Menneske, end medens denne Tilstand varer.

I denne Ruus gik jeg, da Forhænget var nedfaldet, med Cramer op paa Theatret ind i Schrøders Pudsværelse, hvor vi fandt Kongen og Prindsessen i Begreb med at nedlægge deres Værdigheder. Men den første beholdt endnu i mit fortryllede Øie saa aldeles sin, trods den blotte Mansketskiorte og Velkomst-Complimenterne, at jeg intet Øieblik tvivlede paa, jeg jo stod for Kong Lear i Engelland – af hvilken Aarsag jeg bukkede mig urimelig dybt til Jorden for ham, og gik efter tre Minuters Forløb, i hvilke han indbød os til at spise hos sig, baglends bort igien, uden at have været i Stand til at fremføre eet Ord.

[...] Havde jeg endog ikke seet meer end denne eene Forestilling af Kong Lear, nødtes jeg til at bekiende, at alt hvad jeg af dramatisk Kunst hidindtil havde seet, var i Sammenligning dermed – hvad Voltaire er imod Shakespear.

Hamburg

Den 11. Junii.

Vi spiste i Gaar til Middag hos Schrøder. Han boer overmaade smukt, i eet af de skiønneste, og smagfuldest indrettede Huse i Hamburg paa Bredden af Alsterbækkenet, hvor han fra sine Værelser og sin lille nydelige Have har en glimrende Udsigt over 85| den skiønneste Deel af Byen. Græsk Eleganz udmærkede Husets udvortes og indvortes Beskaffenhed, og Romersk Urbanitet Huusherrens Levemaade. Hans Kone, der som Cordelia intet Indtryk havde giort paa min Phantasie – thi hele Virkningen af denne Rolle tilhørte aldeles Shakespear – indtog ganske mit Hierte, som Madame Schrøder. Hendes egentlige, og maaskee eeneste Rolle er Konens, Huusmoderens, og Vertindens – uden for Skuepladsen. Hun vandt meer end hun tabte ved denne Bemærkning i min Agtelse. En god Huusmoders Rang er uendelig ophøiet over en ypperlig Skuespillerindes; thi det er dog upaatvivlelig mere magtpaaliggende at opfylde de fuldkomne Pligter for Alvor, end at opfylde de ufuldkomne for Spøg. Men hvi spiller hun da? For hendes Mands Skyld! Men hvi lader han hende spille? Fordi hans Kierlighed udentvivl giør ham blind for hendes Naturmangler. Paa denne Maade kan jeg allene opløse det Problem, hvi den smagfulde kunstforstandige Schrøder ofte giver sin Kone hendes Evne langt overstigende Roller.

Om Eftermiddagen fulgtes vi ad til Comedien og saae Beau-marchais Eugenie. Men naar man har seet Frue Baronesse Krudener spille denne Rolle, erindrer man intet andet. Jeg kan ikke tænke mig Eugenie under nogen anden Gestalt – jeg drømte mig tilbage i Kiøbenhavn under Opførelsen – og saae bestandig Eugenie uden at see paa Stykket.

Aftenen tilbragte vi meget behageligen atter hos Hamburgs Garrick. Han udlod sig med sin Misfornøielse, der ofte gaaer til Græmmelse, over hans møisomme, kiedefulde, utaknemmelige Post, en Omstændighed, der ikke lidet forundrede mig. Af alle tænkelige Bestillinger sagde han, er kun een ubehageligere end den, at være Skuespiller – den nemlig, at være Skuespil-Director; at være begge Dele i een Person overgaaer næsten al menneskelig Taalmodighed – hvis Byrden ikke lettes ved rigeligt Udkomme og opmuntrende Hæder. Men, sagde jeg, den kildrende Følelse af sit Kunstnerværd, den Tilfredshed, som altid er forbunden med overvundne Vanskeligheder, med lykket og til Mesterværk fuldendt Arbeid, og endelig Arbeidet selv, ipse voluptas – der selv er Lyst. , skulde alt dette ikke i det mindste opveie de dermed 86| forbundne Ubehageligheder? og gives der vel nogen Kunstflid i Verden, som mere umiddelbar lønner sig selv, end Skuespillerens? Min Forundring blev Studsen, da han forsikkrede mig, at hans Spil var saa langt fra at være forbunden med Lyst, at han tvertimod, hvad den Følelse, som ledsagede det, angik, ligesaa gierne vilde høvle, smede, eller lære Børn ABC, som forestille Kong Lear, eller spille nogen anden af de ham kiæreste Roller. De er altsaa, igientog jeg, ikke Kong Lear selv imedens De er paa Skuepladsen, ikke selv skuffet i det De skuffer alle andre? – Troer De, svarte han, at det vilde lykkes mig, at faae Tilskueren til at glemme Schrøder hvis jeg et Øieblik selv var Lear – eller indbilde dem, at de see Kong Lear, hvis jeg noget Øieblik glemte Schrøder? – De er altsaa under Spillet bestandig kold? – Saa kold, at jeg imellem Scenerne og Acterne spiller Directeurens Rolle, som om jeg bestandig havde staaet i Coulisserne. Min Varme er physisk og ikke aandelig, det er Anstrængelsens og ikke Begeistringens. – Sandelig! sagde jeg, jeg havde ikke troet, at der var en saadan Lighed imellem at giøre Vers og skuespille. Rigtig nok kiender jeg intet koldere, tørrere Slidarbeide end det første; men deels havde jeg troet, at det sidste, formedelst den dermed forbundne sandselige Bevægelse, maatte være af en anden Beskaffenhed, deels, at der manglede mig til hin Arbeidet ledsagende Lyst kun Evnen til at arbeide mesterlig. Versemageren træller, kun Digteren leger, tænkte jeg. Min eeneste Trøst, naar jeg hørte tale om den Henrykkelse, hvormed den ægte Begeistring henhvirvler Poeten midt under sit Arbeide ved Praasen under Lofttaget mellem Muser og Gratier paa elysiske Enge, i Paphiske Lunde, ja selv Gud veed hvormange Siriusmile hen iblandt Himlens yderste Stierner; og jeg i slige Omstændigheder fornam saa lidet af alt dette, at Musene tvertimod ofte foruroligede mig med deres Kraslen og Piben, medens Fødderne frøs paa det kolde Gulv, og alle de Stierner jeg opdagede, vare de, jeg af og til selv tegnede paa Papiret over hver nye Strophe; min eeneste Trøst i denne ydmygende Sammenligning var en Anecdote, man fortalte mig om Lessing, der engang skal have sagt, at hans varmeste Scene har kostet ham den største Kulde. – Hvad Skuespillen angaaer, sagde Schrøder, da troer jeg virkelig egen Kulde i høieste Grad nødvendig for at 87| vedligeholde andres Varme. Skuespilleren maae, for altid at glemmes, aldrig glemme sig, og denne kolde, strænge, critiske Opmærksomhed er Labor; men sandelig intet mindre end Voluptas.

Samtalen blev meer og meer underholdende. Schrøder taler med megen Bestemthed og Fynd, hans Kone med megen Finhed og Lethed. Vi bleve eenige om, at Sententsen: Labor ipse Voluptas i den Forstand, hvori den almindelig tages, kan anvendes paa ethvert Arbeide, kun ikke paa Kunstnerens.

Schrøder er altsaa ikke Skuespiller af Tilbøielighed, og spiller ikke con amore. Det er imidlertid den ypperste Skuespiller i Europa – hvorledes hænger dette sammen med hint almindelige Mundheld: Det er Lysten, som driver Værket?

For at forklare dette, maa man see lidt dybere i dette Ordsprogs Mening, end vel almindelig sees. Uagtet Schrøder spiller med Ulyst, vil man dog komme efter, naar man har fundet Ordsprogets rette Forstand, at det kan forklares om ham. Lysten driver Værket, hedder det. Rigtig! Men hvad om det var Lysten til Frugten af Arbeidet, og ikke til Arbeidet selv, som driver? Sulte og tørste, slaae og lade sig slaae ihiel, pidske og skamskiænde sig, er upaatvivlelig i sig selv ingen Fornøielse. Imidlertid seer man adskillige Personer, uden at være tvungne dertil, give sig af med deslige Forretninger – og det er her meer end i noget andet Tilfælde Lysten, som driver Værket. Men hvilken Lyst? Hos den første Lysten til Guld, hos den anden Lysten til Ære, hos den tredie Lysten til Himmeriges Rige. Lysten driver Værket hos Kunstneren; men hvad egentlig Fornøielse er der i at staae Dag ud og Dag ind, og stryge Farver an og slette dem ud igien paa en Voxdug? Hvad Fornøielse er der i at hugge med en Meisel i en Træe- eller Steenblok? og hvori bestaaer den Fryd, i giennemvaagede Nætter at skrive lange og korte Linier paa et Stykke Papir, som naar efter hundrede Udstrøgninger og Forandringer, de lange ere blevne korte, og de korte lange nok, see ud som en Stiil i Tredielectie? Og naar nu Kunstneren, som almindeligst, er fattig, og (hvad man her i vort kolde Norden i det mindste om Vintren sikkert kan giøre Regning paa) med forfrosne Fingre maa stryge og hugge og smøre – sandeligl lad endog Kunstbegeistringen være nok saa varm, der hører dog virkelig næsten 88| lige saa meget til, zittrende af Kuld at kaste sig deri, som til med koldt Blod at springe ned i Ætnas brændende Hule! Horaz forklarer os imidlertid det sidste Særsyn:

Lysten til at leve er den almindelige Strøm, som driver alle menneskelige Mølleværker, fra det ypperste til det ringeste. Den deler sig i tre Hovedfloder: Lyst til Ophold, Lyst til Opsigt, og Lyst til Udødelighed – disse dele sig igien i mangfoldige andre smaae Afledninger, hvorved de mindste Hiul, der ikke behøve saa megen Kraft, for at holdes i Gang, omdreies. De største Menneskehedens Hoved-Møller, Philosophernes og Konstnernes, ligge oppe i Strømmen, og somme saa nær ved dens klare men vældige Udspring, at man skulde troe det var Lyst til Sandhed og Fuldkommenhed selv, den ædelste af alle Lyster, som drev dem. For dem er Lysten til at leve det samme som Lysten til at virke. Men alle, troer jeg, have de det tilfælles, at den egentlige Kraft, som driver, ikke er Kierlighed til Midlerne; men Kierlighed til Maalet.