Altona

Gerstenberg

Den følgende Morgen besøgte vi Livmedicus Hensier, og gik derfra til Gerstenberg, som havde indbudt os til Middag paa eet af Lyststederne udenfor Altona ved Elben. Det var det skiønneste Veir, vor Spadseregang var yderst behagelig. Vi fandt et veldækket Bord, med Udsigt over den neden under glimrende Flod, som vrimlede af Smaaskibe. Eene tre, os selv nok, paa det yndigste Sted af Verden henflød Dagen i Samtaler om Kunsten og Nydelse af Naturen. Gerstenberg, som i de sidste Aaringer næsten aldeles har været tabt for det menneskelige Selskab, som Græmmelse over Tydsklands Ligegyldighed mod hans Arbeider, Huusbekymringer, Gieldqval, og andre Ubehageligheder syntes at have styrtet i Fortvivlelsens Far niente – den tungsindige, besynderlige, fra mange Sider høist interessante Gerstenberg, var usædvanlig oprømt. Vi talte fornemmelig om den danske Litteratur, som han er meget bevandret i. Han ikke allene læser, men taler endogsaa Dansk til temmelig Fuldkommenhed.

Gerstenberg er en høi, velskabt, udvortes meget behagelig Mand, af hvis Ansigt en sielden Genius umiskiendelig fremlyser. De Træk af Melankolie hans nærværende Munterhed ikke ganske kunde udslette, gav hans Væsen noget saa rørende, at jeg i kort Tid aldeles var indtaget af hans Person. De Timer jeg tilbragte i hans Selskab vare nogle af de rigeste, jeg har nydt. Med alt det forekom han mig, at have noget saa udvortes sødt og inderligt bittert, noget saa dybt sandseligt og høit fornuftigt, noget saa klart og saa utydeligt, noget saa aabenhiertet og saa tilbageholdende – at jeg ved hans personlige Omgang omtrent befandt mig i samme Tilstand, som den jeg befinder mig i ved Læsningen af hans Minona, et Stykke hvori efter mine Tanker den laveste Nonsens er parret med den høieste Phantasies meest fortryllende Ynde. Ikke som om han sagde noget uforstaaeligt 90| eller trivialt; tvertimod i alt hvad der flød fra hans Læber var Fornuft, Skarpsindighed, og Dømmekraft; men et vist ubeskriveligt jeg veed ei hvad giennemaandede det hele – en vis varm Kulde, eller kold Varme, som giorde mig det umueligt, at vove endog det mindste Forsøg til hans Individualitets Bedømmelse.

Men jeg føler det; i det jeg taler om Gerstenbergs Uforstaaelighed bliver jeg selv utydelig. Ligemeget! Læseren vil paa denne Maade sandseligst indsættes i min Forfatning.

Hans Ugolino, hans critiske Breve, og fornemmelig hans Tändeleyen, en Urtekost, hvori de fleste Blomster synes plukte paa Attisk Grund, at dufte Grækenlands yndigste Friskhed, have givet ham en udmærket Plads paa Tydsklands Parnas, hvor det imidlertid lader, som om ingen bemærkede ham. Hin sieldne, overvættes fortryllende Muse synes i et Par Scener af det besynderlige Melodrama at have skiænket ham sin sidste Gunst, for bestandig at forlade ham. Maaskee vinker ham Urania, eller en anden af hendes Søstre, til høiere Mysterier. Han lever indsluttet mellem sine Bøger og som man har sagt mig, fordybet i methaphysisk Grubien. Læsning og Musik deler hans Liv. Man beskylder ham for Uvirksomhed – og rigtig nok synes en alt for stor Ulyst til jordiskt Arbeide, at være Aarsagen til hans ubehagelige Forfatning. Kort, Gerstenberg lader til at være et af de Væsener, som, ved en Feiltagelse af Naturen, bleve satte paa denne Klode, i det mindste i denne Tidsalder, da en vis Usædvanlighed ikke længer taales, og noget ganske andet end Guder, Helte, Philosopher, Sylpher og Poeter regierer Verden.

Faae Mennesker har jeg hørt saa modsat bedømme, som denne Mand. Hvor Dommene ere yderst forskiællige, tager man sikkerlig mindst Feil af Sandheden ved at holde sig til de fordeelagtige; thi uagtet begge voxe ved Rygtet, er der dog gemeenligen ingen Sammenligning imellem Forøgelsen af det Gode, og Tildigtelsen af det Slette. Hint spirer langsomt, lig den helbredende Plante; dette skyder op i en Hast og udbreder sig, som skadeligt Ukrud. Hvor sieldne ere de Menneskehedens Urtegaardsmænd, som luge Beddet og vande de tilsyne komne Planter!

Det vigtigste, man almindeligst beskylder Gerstenberg for, er, som jeg nys har sagt: Ladhed. Han gider ikke forrettet prosaiske 91| Embeds Arbeider (siger man) og han har holdt op at frembringe poetiske. Hvad det første angaaer, da veed jeg ikke, om han har havt meer end een Leilighed til at vise sig som Embedsmand; og var maaskee samme af den Natur, at den aldeles streed imod hans. Men en Embedsmands Virksomhed kunne dog kun de bedømme, der have med hans Embede at giøre. I Henseende til hans litterariske Stilstand, da kan man deels ikke vide, hvor længe den vil vare; om han ikke maaskee, før man seer sig til, bryder løs med sin Aands hele Artillerie og med een eeneste Salve jager alle hans Muses Fiender paa Flugten – deels, om han og aldrig skrev noget mere, veed man ikke hvilke overveiende Grunde han maaskee har dertil. Sandelig, der kan tænkes mange Aarsager til litterarisk Taushed; og iblandt andre synes grundet Frygt for ikke at blive hørt i det mindste at undskylde den. Skulde Gerstenberg, som det hedder, have forladt Poesien, for at opofre sit hele Liv Philosophiens Dyrkelse – og jeg troer Verden vilde vinde meer end tabe derved – saa er intet forklarligere end denne Taushed. Sandheder fanges ikke saa let, som Billeder; ofte meder Grubleren sit hele Liv forgiæves, medens Vidspilleren drager det eene fulde Dræt paa Land efter det andet.

Jeg havde ønsket nærmere at kiende denne besynderlige Mand, uagtet der foruden det forhen omtalte mystiske, fremstak i hans Væsen noget, som Hoffernes Marskaller gemeenligen besidde mere af end Parnassets, en vis Læbesødhed nemlig, hvori den eene Compliment efter den anden dryppede fra hans Tunge. Da jeg ikke ret veed hvorledes det er gaaet til, at jeg ikke oftere besøgte ham, uagtet jeg dog havde Leilighed dertil, er jeg tilbøielig til at troe, en vis hemmelig Frygt for Deserten har uvilkaarlig svækket min Appetit til Maaltidet.

Vi spadseerte omkring i de over Elben hængende Haver, snart oppe paa Brinkene, snart nede paa Sandbredden, og fornøiede os over Solen og Vandet og Træerne, som om vi aldrig havde seet disse Ting før. Egnen paa hin Side Altona indtil Blankenese er virkelig fortryllende. Det er en Rad af langs med Floden henløbende Høie, fra hvis romantiske Brinke man har den meest smilende Udsigt over Elbøerne til Haarburg, Boxtehude og de paa den Side henstrødde Landsbyer. Paa Toppen af Blankenese, 92| hvor jeg for to Aar siden saa ofte omsværmede, fandt Dronning Christina, siger man, den skiønneste Standpunkt i Norden. Det er mig uforklarligt, at ingen Landskabs-Maler er faldet paa at afcopiere denne Deel af Holsteen.

Altona selv har den behageligste Beliggenhed man kan forestille sig. Der gives udentvivl faae Byer i Europa som forene saa mange Tillokkelser. Nærheden af Hamburg, den tildeels deraf flydende lette Priis paa Levnetsmidler og andre Fornødenheder, de deilige Promenader, og Udsigter fra Husene i det skiønne Pall-Mall indbyder saa meget til denne Boepæl, at det undrer mig, den ikke er bleven større og folkerigere end den virkelig er. Den er imidlertid noget nær een af de største Byer med eet Kirketaarn i Europa. Jeg undrede mig i Førstningen meget over denne Omstændighed; men min Studsen ophørte, da jeg bemærkede, at man fra de fleste Gader kan see hvad Klokken er paa Kirketaarnene i Hamburg. Da Hamburg ikke kan disputere Altona Luftens Giennemsigtighed, er det det samme, som om den sidste Bye havde Taarnene selv. Det maae imidlertid være ærgerligt nok for Hammonia, saaledes at være nødt til at laane sin Medbeylerinde baade Uhr og Kiæde, og see hende stadse dermed, som om hun havde betalt det med sine egne Penge. Got og vel ogsaa, om man ikke engang seer en Proces opstaae derover, som hin i Abdera over Æselsskyggen.

For Resten ere der adskillige Kirker uden Taarne; thi alle Religioner have i Altona frie Øvelse. Lutheranere, Katholiker, Reformerede, Qyækere, og især Jøder, leve sammen her, og have deres egne Templer. Denne Religionsfrihed har udentvivl ikke bidraget lidet til Byens Opkomst. Skibsfarten forekom mig meget anseelig, at dømme efter Skibenes Størrelse og Antal; ogsaa troer jeg Altonas Beliggenhed i denne Henseende endnu fordeelagtigere end Hamburgs, hvis den havde en Havn. Den har adskillige ret skiønne Bygninger, og er i det hele ulignelig smukkere end Hamburg. Raadhuset er en lille men ziirlig Bygning. Det nye Comediehuus ved Enden af Pall-Mall mangler blot en faststaaende Truppe.

Altona er ubefæstet, uden Volde eller Mure, og ligger paa Skraaen af en Bakke, som giver den et anseeligt Udseende. Den skilles fra Hamburg ved det saakaldte Hamburger-Berg – et 93| Bierg, der for Resten forekom mig næsten lige saa fladt som Amager. Paa dette Bierg tæt ved Altona staaer nogle smaae, deels høist elendige, smudsige Huse eller Brakker, hvor en Classe Mennesker, som jeg ikke vil nævne, end sige beskrive, vinke, true og ækle de forbigaaende. Saa naturlig Hamburg opvækker Ideen om det gamle – og Altona om det nye Hierusalem, saa naturlig opvækker denne Samling af Pøbel-Lysthuse Ideen om Gomorrha. Det ubehageligste ved Altona er, at man maa gaae her forbi, naar man vil til Hamburg. Jeg har dog mærket at man kan gaae en anden Vei langs med Elben.