Hamburg

Til Vedkommende De Herrer Penne giøre vel i, at springe hele dette Capitel over, da det, som sagt, er skrevet med Blyant.

Cramer, i hvis Selskab jeg siden min Afreise fra Kiøbenhavn indtil i Dag den 13 Junii havde nydt alt det adspredende, styrkende, qvægende og muntrende, jeg har omtalt paa de forrige Blade, reiste tilbage til Kiel. Vi vare begge tungsindige ved denne Leilighed, især bedrøvede mig denne Skilsmisse – jeg skyldte ham for en stor Deel det nogenlunde lette Lune, som satte mig i Stand til at sue Honning af de enkelte Blomster paa min Reise 95| – hvad om jeg herefter finder Gift overalt? – Vi havde saaledes vant os til hinanden – havde lidt efter lidt opdaget saa mange fælles Paradoxer, fælles Capricer, og fælles Kiepheste – den for Resten yderlige Forskiellighed mellem vore Hatte, eller rettere det, de bedækte – den eenes var rund den andens trekantet, saa at hvad der forekom den eene Cirkel syntes den anden Triangel - tabte sig meer og meer i den voxende Harmonie mellem vore Hierter, saa at vi gierne havde reist med hinanden fra Hamburg til Paris over Constantinopel, Peking, Gondar og Madrit tilbage til Paris igien, uden at forlange andet Selskab. Alle Misforstaaelser, som i saa lang Tid havde holdt os i en vis Afstand fra hinanden, vare hævede, og – Gud give, de saaledes vare hævede mellem alle andre kiødelige og aandelige Brødre! Hvor venlig, hvor munter, hvor hiertefroe vilde da Menneskeomgangen her paa Jorden blive! hvor sødt vilde Livet henglide i lutter sig mødende Deeltagelser, Overbærelser, og Hielpsomheder. [...]

Allene, i en lille Stue i Parsows lille Kiøbenhavn i Hamburg - tredsindstive Mile fra det store – sidder jeg i Midnattens stille Time – syg – uden Penge – uden Indsigter – uden Udsigter – uden Søvn – og hvad der er det allertungeste, uden synderligt Haab til nogensinde at erstatte disse Mangler. Trods al den Adspredelse, al den bedøvende Tummel, al den styrkende Nydelse, hvori jeg har ladt mig omhvirvle fra min Afreise til nu, er jeg dog saa svag, at jeg ikke engang har den Uvirksomheds-Kraft, som udfordres til at ligge i en Seng. Mit Uhr holder i dette Øieblik op at pikke; men heller vil jeg løbe Fare for, i Morgen at forsømme min Bortreise, end paatage mig det herkuliske Arbeide, at trække det op. Overalt! jeg vil ikke at mit Uhr skal have mere Liv end jeg selv har.

Jeg har talt i Dag med en Læge her i Nærheden, hvis Bekiendskab jeg giorde for to Aar siden, om min Sygdom, hvis Beskaffenhed jeg aldeles betroede ham, og aftvunget hans Samvittighed den Tilstaaelse jeg ikke har kunnet udvirke af den alt for venskabelige Doctor Hensier: at den efter al Sandsynlighed er ulægelig. Paa min alvorlige Forsikkring, at Livet var mig aldeles ligegyldigt, bad han mig ophøre med alle Medicamenter. "Der er eet eneste Redningsmiddel," sagde han – "men De vil neppe 96| opleve Deres sex og tyvende Aar, hvis De ikke saa snart som mueligt bruger samme -"

"Det er mig umueligt!" sagde jeg – "Saa nyd De den Tid, De har tilbage," blev han ved, "uden ængstlig Bekymring! De vil snart see Enden paa Deres Lidelser. Min Erfaring kan ikke trøste Dem med andet."

Denne Erklæring, der blot bestyrkede min egen Følelse, trøstede mig virkelig. Isteden for at nedslaae mit Sind, har den skiænket mig en vis høitidelig Munterhed, som de ubehageligste Tilfælde og de smertefuldeste Lidelser ikke kunne nedbryde. Jeg er nu virkelig roligere, end jeg nogensinde før har været det. Jeg seer nu alt fra en ganske anden Synspunkt, og føler mig ikke saa meget paa Jorden, som i Verden, ikke saa meget i Tiden, som i Evigheden. Ethvert nyt Angreb af den Nerve-Krampe, jeg lider under, enhver nye Besvimelse, ethvert Stød af Skiebnen, som truer mig med Undergang, er mig ligegyldigt eller kierkomment. Det eeneste Haab – thi hint Redningsmiddel er umueligt, – er Døden; men dette Haab er vist; og sandelig! jo nøiere man stirrer derpaa jo skiønnere bliver det. Dag efter Dag – fra det Øieblik hun slog Sløret tilside og nærmede sig til mig – opdager jeg flere Yndigheder hos den frygtelige Atropos; hun er mig Venus Urania i Spidsen af falmende Gratier; og kun den eeneste Hersker, jeg lystrer, kan afholde mig fra, strax frievilligen at styrte mig i hendes Arme.

I Pyrmont – tænkte jeg – er hendes Tempel. I Pyrmont i det mindste ere mange af hendes Præster. Fra dette Øieblik af, beste blandt Pareerne! vær Du min Seline!

Farvel! altsaa Hamburg! med Klopstock, Schrøder, og alt hvad der ellers er deri! Farvel elskte Danmark! Og farvel endelig – – –

Dog! Det sidste Farvel! vil jeg opsætte til det alleryderste. [...]

Vierlande

Et heftigt Anfald af Krampe lod til at ville ende min Reise paa Slottet i Wandsbeck; man bragte mig med Nød og Neppe til mig selv igien; imidlertid tog jeg, saa slet jeg var, samme 97| Aften tilbage til Hamburg, Dagen derpaa til Altona, og derfra atter over Hamburg til Poppenbüttel. Jeg søgte ved denne uophørlige Bevægelse ikke saa meget at undløbe Døden; thi hvilken Extrapost kan holde det med den? som at undflye en alt for stille og rolig Følelse af Livet; og jeg raader alle, i lige Omstændigheder at betiene sig af dette Middel. Man maa være overvættes egoistisk for ikke at glemme sit Subjekt i en vis hurtig afvexlende Vrimmel af Objekter; og intet er den Lidende skadeligere end bestandig Bliven paa samme Sted. Der er intet naturligere, synes mig; thi Livet er i sig selv intet andet end Bevægelse. Bevægelse er det som frembringer, opholder, og fornyer alle Ting. Et Middel til bestandig Bevægelse for Siel og Legeme vilde være et Middel imod Døden.

Efter to Dages Ophold i det behagelige Poppenbüttel, giorde vi os alle færdige til Pyrmontreisen, og kiørte tidlig om Morgenen i tvende Vogne over Wellingsbüttel og Wandsbeck giennem Hamborgernes Lysthaver i Ham og Horn til Billewerder. Olde og Amtmandinde M*s tvende Døttre ledsagede os. Billewerder er en Samling af yndige Haver, hvorigiennem vi kiørte i en bestandig Allee langs med Billen til de dowe Elbe, hvorover vi satte i en Pram til Rehbrook. Her begynde de saa kaldte Vier Lande, elle Hamborgernes Canaan. Den overvættes Frugtbarhed, som udmærker hele denne af Elbens Arme og adskillige Canaler giennemskaarne Flade, gaaer over al Forestilling. Den hele vidtløftige Strækning, som egentlig er fravundet Elbstrømmen, udgiør een eeneste veldyrket Have, hvori Landsbyerne og de hist og her spredte Bøndergaarde kunne ansees som ligesaa mange Lysthuse. Under, over, rundt omkring den Reisende spirer, voxer, grønnes, modnes alle Ceres, Pomonas og Floras Skatte i en uophørlig Labyrint af kielne, vellystige Smaalandskaber. Elskere af den bløde Stiil i Naturen vilde her finde det sande Utopia, uden at savne det mindste til Idealets Opnaaelse. Det synes som om hele Jordens Frugtbarhed havde sammentrakt sig i sin alleryppigste Udgydelse paa dette Sted. Kun Ovids vellystige Muse vilde kunne beskrive det i sin kielneste Hyrdetime. Det er den sandselige Nydelses Tempel. I alle dets grønnende, blomstrende, frugtbugnende Løvsale qvæles Tanken i physisk Behagelighed. Sielen hendysses i alle Sandsernes fulde Tilfredsstillelse; 98| man synes med kildrende Zittren at nedglide dybere i Naturens Barm end Anstændigheden tillader, at opløses og hensmelte i dens alt for tæt krystende Vellystfavn. Med en vis Overmæthed iler man derfra for at hensynke i en anden endnu varmere og blødere, og udmattes saaledes efterhaanden saa længe indtil Nydelsesevnen aldeles udtømmes. Det var omtrent hvad jeg følte paa Veien giennem dette Schlaraffenland, og jeg er aldeles ingen Elsker af en saadan Tilstand. Dens overvættes Behagelighed blev mig virkelig tilsidst ubehagelig. Jeg havde gierne overladt enhver fornem Tyrk, eller Fedmetilbeder min Plads, efter fem Timers Forløb, hvori jeg allerede fandt mig meer end fornøiet. Hvorledes Hamborgerne her og i det næsten lige saa kielne Billewerder kunde tilbringe hele Maaneder er mig aldeles ufatteligt. Jeg for min Part vilde heller tilbringe en Vinter i Grønland end en Sommer her. Vierlandet er trods al sin Frugtbarhed og kielne Ynde, trods alle sine grønne Vexter og gyldne Frugter, trods al den Beqvemmelighed og Magelighed hvori man bestandig kan gotte sig der, af alle de Pletter, jeg hidtil kiender paa Jorden, den jeg sidst vilde vælge til bestandig Opholdsted.

Det var mig imidlertid umueligt at giennemkrydse det, uden ved hver anden Objektgruppe at tænke paa Paradiis. Det er en virkelig Modeli til samme, og aldeles saaledes beskaffent som det Ideal den geistlige Indbildningskraft gemeenligen fremstiller, naar den vil giøre de Troende opmærksomme paa det Liv, de har at vente efter Døden, og hvorfor jeg, hvis det virkelig er saa behageligt, som de paastaae, ydmygst betakker mig. Jeg havde for længe siden givet Helvede – endog efter den meest diævelske Beskrivelse over samme – Fortrinnet i min Dom; men ingensteds har jeg følt mere levende, og mere sandselig end her, at et Paradiis som det omtalte vilde – naar man lægger Evigheden til – være det utaaleligste Helvede, en nogenlunde ædrue Forstand kan tænke sig. Et uophørligt Vellyst-Liv, hvis Behagelighed ikke forsødes ved mindste Arbeide, Møie eller Besværlighed! Heller, naar galt skal være, det modsatte! Den ædlere Deel af mit Væsen, jeg føler dét, vilde ikke lide saa meget ved evig Modgang som ved evig Medgang. Friehed er Grunden hvorpaa Menneskets virkelige Held allene kan bygges; uden Friehed ingen Salighed – og uden mindste Modstand, uden mindste Kamp, 99| og altsaa uden mindste Seier, ingen Friehed. Ikke at tale om, at Værdigheden af samme Aarsag vilde gaae aldeles i Løbet. Skulde Mennesket efter Døden komme i en for alle Vanskeligheder og Anstrængelser befriet Tilstand, behøvede han i sammes Vierlande blot at ønske for at faae – vilde det virkelig blive fornedret, efter mine Tanker, endog under Dyrene. Men det har ingen Nød! Efter al Sandsynlighed ville vi paa hin Side faae nok saa mange Besværligheder at kiempe med, nok saa mange Vanskeligheder at overvinde som her; ja jeg haaber endog fuldt og fast, at de nærværende "denne Tids Piinagtigheder" vilde være Muldvarpeskud imod hines Alper. Den Vinding, jeg vover at giøre Regning paa, bestaaer ikke i Lettelse af Byrden, men i Forstærkning af Kraften til at bære den. Denne vil Forsynet sikkerlig paa en sig og Mennesket værdig Maade bestandig udveie i Forhold til det, den skal anvendes paa. Sandt at sige, troer jeg, at dette Forhold aldrig vil blive meget anderledes end det er her; thi var en rigtigere Proportion muelig, indseer jeg paa ingen Maade, hvorfor den ikke allerede skulde være bleven indført. Uagtet jeg for nærværende Tid just ikke føler mig saa saare lykkelig, maae jeg dog tilstaae, at dette Liv ligesaa meget nænner sig mit Ideal til Himmerig som mit Ideal til Helvede – og ønsker jeg dog med alt det, at forlade det, brænder min Længsel desuagtet efter et tilkommende, er det ikke saa meget, fordi jeg ønsker mig flere Glæder og færre Lidelser, som fordi jeg ønsker andre, og formoder begge ulige større.

Det eeneste i denne Egn, som contrasterer med Kiælenheden i det Hele er Indbyggernes Huse, der ere for det meeste fire til fem Stokværk høie, med mange og bitte smaae tildeels figurerte Vinduer, udzirede med Billedværk, og bemalet med allehaande Farver. Bønderne ere overhovedet rige, tykke og fede. De Fruentimmere, jeg saae, vare ret artige, nogle endog smukke. Deres Dragt er ikke ufordeelagtig. Man siger, at de spille Houris-Rollerne i dette Paradiis. For Resten er det ikke blot Planteriget, som luxurierer her; ogsaa Dyreriget synes at være meget yppigt. I eet eeneste Huus i Neu-Gamm talte jeg 24 uhyre Fleskeskinker under Loftet foruden andet Fødefærd. Kirsebærrene vare allerede modne her; og vi behøvede mens vi kiørte, blot at række Haanden lidt i Veiret, for at plukke dem.

Vierlandene tilhøre Hamburg i Fælledskab med Lübeck. De oversvømmes undertiden af Elben; og Skaden, derved lides, vilde i enhver anden Egn være ubodelig; her derimod forvindes den aldeles efter nogle faae Aaringers Forløb. Om jeg mindes ret, fortalte man mig, at alt hvad jeg nu saae, for elleve Aar siden havde staaet under Vand; og dog saae det ud overalt, som om det havde blomstret siden Noahs' eller Deucalions Vandflod i uforstyrret Rolighed.

Jeg begyndte netop at see mig om efter Pusterum, da vi befandt os ved den anden Ende af denne tørre Elbe, og fik Øie paa den vaade med det overfor liggende Land, hvis nøgne Høie gav mit slappede Blik en nye Vederqvægelse. Den mavreste Biergegn er mig dog kiærere end den fedeste Flade. I denne har jeg Ormens, men i hin Ørnens Følelse. I hin synes man dog noget at høine sig fra Jorden, og i denne Skuffen hæver Sielen sig virkelig; i denne derimod bliver man bestandig klæbende ved det Lave, og Tanken selv tyknes i den tungere Luft. Det flakke Landskab, endog det allerskiønneste, har desuden altid en vis Monotonie, der langt om længe bliver kiedende. Hvad den saa almindelig prisede overvættes Frugtbarhed angaaer, da giør jeg ikke synderlig meget deraf, naar den blot skyldes en naturfeed Jordbund. Menneskeflidens Spor i veldyrkede Heder ere mig langt interessantere.

Grændsen

[...] Jeg gik ned til Elben, og lod den sidste Taare rinde deri. Hvilken Veemod bemestrede sig mit Hierte! Maaskee betræder jeg dig for sidste Gang, Nordiske Jord – maaskee seer jeg Eder aldrig mere, forladte Venner i Danmark og Holsteen! Aldrig? Jo! sikkert engang i mindre taagede Egne! Og lønner det Umagen at see hinanden her, hvor man næsten aldrig sees uden giennem elendige Briller?

Vort lille overblevne Selskab samledes – vi satte over Elben. Den flyder her strid og grumset. Gule Strøm! sagde jeg, i det vi stødte fra Landet, vær mig et Lethe, modtag den sidste ubehagelige Erindring af Hinsidens Misforstaaelser – bortskyl den i 101| dine stride Bølger; til Oceanets Afgrund! Jeg fandt mit Hierte aldeles lettet og nærmede mig de overfor vinkende Høie bag hvilke Heden udbreder sig, som den alt forglemmende Skygge nærmer sig Elysium. Jeg fandt mig løst af utallige Baand, frie som Fuglen, der svævede over mig i Luften, jeg fandt mig første Gang Jordborger; og denne Følelse farvede mine Kinder med en nye Rødme, pirrede mine Nerver med en nye Kildren, og satte alle mine Muskler i en saa levende Bevægelse, at jeg saae mig i Stand til at springe paa Land med en Fyrighed, som om jeg pludselig var bleven frisk – og jeg var det virkelig meer end jeg siden min Vaagnen den sidste Morgen i Kiøbenhavn nogensinde havde været det.

Var det mueligt bestandigen til rette Tid saaledes at gienstemme de slappede Livsaander – kunde Mennesket altid, naar det behøvedes, saaledes optrække sit Uhr – troer jeg, det stedse vilde skuffe Døden, der kuns i de Øieblikke, hvori det indre Princip slumrer paa sin Vagt, lister sig til at anbringe Morderslaget. Men da dette Princip trænger til Slummer, som alle andre Vægtere – er Livets uophørlige Bevaring lige saa chimærisk, som Staternes.

Vi kiørte giennem veldyrkede Marker til Flekken Winsen, hvorigiennem der flyder en Bæk, og siden over Moor og Steene til det gamle Bardewyk, hvorfra et meget romantisk Landskab paa venstre Haand langs med Floden Ilmenau underholdt os til Lüneburg.

Denne Stad praler med otte anseelige Spire, og falder med sin høie Kalkbanke og Saltværket, særdeles i nogen Frastand, meget glimrende i Øiet. Jeg nærmede mig den med en slags Ærbødighed – ikke saa meget for Spirenes og Bankens, selv ikke saa meget for Saltets Skyld – uagtet Salt er mig næst Brød og Vand, det uundværligste til Livets Ophold – som fordi den har Æren af i sit Skiød at have frembragt den største Tonkunstner, og een af de elskværdigste Mænd jeg kiender.