Lüneburg

Saa udmattet jeg var af Heden og den evige Kiørsel fra Klokken fire om Morgenen til Klokken otte om Aftenen, kunde jeg dog ikke andet, da dette randt mig i Sinde, end anvende de faae Øieblikke vi maatte opholde os her, til at besøge vor Schulzes Fader. Jeg veed ikke hvorpaa den Lyst egentlig grunder sig, at ville see udmærkede Personers Forældre, Sødskende, Børn, – og i Mangel af disse, (især naar vi ikke have seet Personerne selv) deres Værelser, deres Grave, deres Haandskrifter, ja indtil Ting, de blot have havt i Hænderne – men vist er det, at denne Lyst er een af de naturligste i den menneskelige Natur. Den sætter Millioner Fødder i Bevægelse, som man kan overtydes om paa Veiene til Einsiedlen, til Loretto, til Mecca, til Iisje og til Ermenonville – hvi skulde den ikke flytte mine giennem Lüneburgs Gader? Et ego sum homo Ogsaa jeg er Menneske. Forgieves altsaa duftede Stegen, blinkede Vinen paa det dækkede Bord, og – forlad mig det, sødtsmilende Venus! - forgieves overfunklede de to smukkeste Øine, man kan forestille sig, alt det øvrige, da Datteren i Vertshuset traadde ind; de vilde have fastholdt mig i enhver anden mindre religiøs Stemning. Frue B* havde samme Idee, hun gav mig sin Arm, vi vandrede altsaa begge omkring paa Gaderne til vi fandt Bager Schulzes Huus. Det var saa lille, som man kunde vente sig det – paa faa Undtagelser nær, er jeg kommet efter, at de største Mænd ere komne til Verden i de mindste Huse. En ærværdig graahærdet Olding, med en Næse, som vilde have sat den gamle Shandy i Henrykkelse, i hvide Skiorte-Ermer, med Aftenrødens Venlighed i sit Udseende, sad paa Bænken i Gadedørren, og røg sin Pibe. Jeg tvivlede intet Øieblik, at det jo var den Mand, vi søgte – uden videre Forespørgsel nærmede vi os ham med den Ærbødighed hans blotte Alder fordrede – og, i det hans Kone kom til, hilste begge fra deres Søn. Hvor spillede Glæden i deres 70 aarige Træk, da de hørte vi kiendte ham, og vare hans Venner – to Tilfælde som noget nær ere aldeles uadskillelige. Vi kom ind i en lille simpel Stue, og satte os alle i Kanappet, for at pludre efter Hiertens Lyst om denne Søn, om 103| hans Kone – om hans Brødre, der alle meer eller mindre ere musicalske – uagtet begge Forældrene ikke lode til at have været det – "Mein Sohn in Coppenhagen (sagde Moderen) ist mir doch immer der liebste g'west. Er hatte fast keene Untugenden muss ich sagen, und ist so simpel, und denn auch gerechtiglich!" "Ja" sagde Faderen, "du hast Recht" – "ja wohl ist er simpel und gerechtiglich!" istemte vi – Gamle Mama hentede imidlertid Kringler og engelsk Øl. Jeg drak et Glas, og da jeg ved det andet opbød Capelmesterens Skaal, raabte hun med forynget Munterhed: "Ja! ja! Dass Gott Ihn seegne!" "Ja! ja! das wolle Gott!" sagde Faderen – og derpaa toge vi efter mange gientagne hiertelige Haandtryk Afskeed og gik. Sandelig! dette første udenlandske Besøg og Bekiendskab fuldendte den livelige Stemning, jeg var sat i ved Scenen paa Elben – det var saa ganske efter min Smag, saa simpelt, naturligt og godlidende, at jeg ikke kunde bare mig for at ansee det som det lykkeligste Omen for min følgende Vandring. Vi dandsede meer end gik tilbage giennem de nette, stille, reenlige Gader, hvis Kanapper og Forstuer havde noget overordentlig patriarchalskt og hiemmeligt.

Slottet, hvor den engelske Prinds Edvard, der nu opholder sig i Schweitz, har ligget i halvandet Aar, Raadhuset og Hospitalet kom jeg forbi uden at standses i min Fart – des oftere og des længere opholdte mig de mange deilige Øine, rosenrøde Kinder, slanke Liv og nette Fødder, som kom til Syne i Gadedørrene eller vimsede mig forbi paa Gaden – de lignede alle meer eller mindre Datteren i Vertshuset – og da jeg endelig kom hiem, og saae denne Galathea nok engang, havde Lüneburg fra denne Side betragtet allerede taget Palmen fra Lübeck. Det giorde mig ondt, saa snart at maatte forlade denne elskværdige Bye, hvori, foruden de nys omtalte Phønomener, Inscriptionerne paa Husene fornemmelig fristede mig til nøiere Studering. Jeg havde og gierne beseet Saltværket, hvis Tiden havde tilladt mig det. Hvad det berømmelige Sviin angaaer, som efter Sigende har opdaget samme, og derfor giemmes den Dag i Dag til udødelig Afmindelse i en Glaskiste paa Raadhuset – da trøstede jeg mig let over ikke at see det, især, da man paa mit Spørsmaal, hvor mange Hoveder det havde havt? fortalte mig, at det havde været et Sviin med ganske almindelige Talenter.