Celle

Men hvorledes vil det gaae mig og min Dagbog, hvis Indkomsterne paa min Reise saaledes voxe? tænkte jeg, i det vi rullede giennem Forstaden over Floden ind i denne anseelige Bye. Har Veien fra Lüneburg hertil fyldt saa mange Vinkler i mit Hoved, Kroge i mit Hierte, og Sider i min Dagbog - Veien fra Lüneburg til Celle, hvorpaa der dog efter de nøisomste Reisendes Forsikkring er intet mærkværdigt, hvor alt er tomt, eensformigt og dødt - hvorledes vil det da gaae herefter, naar jeg kommer ind i den fulde, afvexlende, levende Verden? Det vil jeg lade Himlen og Papiirmølleren sørge for.

Det første, som faldt mig i Øiet i Lüneburgs Vertshuus, var en levende Galathea – Det første, jeg fik Øine paa her, var en – ak! for længe siden død Cypris, men hvis nok saa slet trufne Billede opvakte dog ulige heftigere Følelser hos mig end alle levende Galatheer vilde have været i Stand til.

Det er ikke fordeelagtigt for Patriotismen, sagde jeg ved mig selv, at alle Danske, som reise udenlands, maae passere Celle. Brændte den end nok saa stærk i min Barm i dette Øieblik, Du vilde dog puste den ud, ulykkelige Cypria! blev jeg ved, og vendte mig igien til Billedet – denne bittre Taare vilde slukke den! Og neppe vilde den tændes igien, saalænge jeg blev i denne Bye, hvor Din mørke, blodige Skygge overalt møder mig!

Jeg sov lidet eller intet om Natten. Et Uveir havde leiret sig over Byen; det tordnede overmaade stærkt, og i hvert Lyn saae 119| min Phantasie hin Cypria, hvis Martyriums Erindring har kostet mig saa mange blodige Taarer.

I Morgen skulle de rinde paa Dit Alter! O! hvor gierne havde jeg ladt mig giennembore for Dig! Du var min nyefødte Phantasies Gudinde, Cypria Mater!

Men hvi blev Du ikke i Dit Cnidus – hvi seilede Du til os paa Din Concha – for at tabe Din Uskyldighed, Din Rødmen, Dit Hierte, Dit Liv - og alt hvad Gudinder kunne tabe – undtagen Din Udødelighed?

Mausoleet

Jeg phantaseerte, drømte, tænkte intet andet. Neppe vaagnede jeg om Morgenen af min korte Slum, før jeg i en Hast omgiordede mig til min nye Pillegrimsgang. Jeg tog min Søster og S** med mig. Vi gik over Volden. Musikdirector Weber, en Ven af S**, mødte os. Vi giorde snart hinandens Bekiendskab – og fulgtes ad til Templet.

Taarerne styrtede mig af Øinene ved den første Indtrædelse. Jeg nærmede mig med bankende Hierte til det hellige Marmor. Jeg knælede – jeg bad. Jeg besinder mig aldrig at have været i en høitideligere Stemning.

Havde jeg havt een eeneste af hendes Taarer paa min Samvittighed – jeg følte det – jeg havde opgivet Aanden i dette Øieblik.

Nei! Kong Lear er dog ikke blandt alle muelige historiske Herodramer det meest rørende! sukkede jeg. Nu saae min antændte Indbildning det hele mageløse Sørgespil opføres. Hvor gyste, hvor zittrede, hvor græd jeg! Mit Hierte blødte, giennemboret af hver Piil som traf den lidende Heltindes, fra den første, som forgiftede, til den sidste som knuste det. O! havde jeg kunnet hengræde mine Forestillinger, mine Fornemmelser, mine Følelser paa Papiret – hvilket Sørgedigt! Selv hine Bødler skulde have læst det med Taarer!

"Offer for Elskov, Herskesyge, og Cabale! Forførte, mishandlede, dræbte Uskyldighed! Om hundrede Aar skal dit Navn, lig Phønix, opstaae af sin Aske og straale paa et Monument, skiønnere 120| og varigere end dette! Om hundrede Aar skal Din Glands fordunkle Johanne Grays, Marias af Stuart, og selv Marias af Moulins!"

Havde man ikke overtalt mig til at gaae med omkring paa Slottet, Ridebanen, og i Staldene, vilde jeg sikkert atter her have forsømt de almindelige Seeværdigheder, saa ubetydelige, ligegyldige og kiedsommelige forekom mig alle Spor af Kongelig Høihed og Pragt i det Lune, hvormed jeg forlod Capellet, Dog den Forestilling, at Hendes Fødder havde betraadt alle disse Fliser, og Hendes Blik i det mindste berørt alle disse Gienstænde, gav dem den Interesse for mit melankolske Sværmerie, som umiddelbar manglede dem. Slottet, der i Aaret 1757 ødelagtes af de Franske, og siden er blevet istandsat, har noget virkelig meget romantiskt. Det er en prægtig Bygning, omgivet af brede dybe Grave og deilige Volde.

Staden Celle selv er en net, temmelig anseelig, og for det meeste velbygget Bye ved Alleren, hvor Fuhsen flyder deri. Den har smukke Bygninger i temmelig lige Gader, og adskillige Haver, hvor man ikke synderlig mærker til Heden, i hvis yderste Flip den dog egentlig ligger. Overappellationsretten for de samtlige Brunsvig-Lyneborgske Lande er her, foruden adskillige Collegier. En fransk Colonie, som har nedsat sig i een af Forstæderne, har, siger man, havt megen Indflydelse paa Indvaanernes Levemaade, der udmærker sig ved Fiinhed og Artighed. Alle Secter fordrage sig her ligesom i Altona. I Vertshuuset var en saadan Vrimmel af Reisende, at vi af Mangel paa det fornødne maatte skynde os derfra. Det beste var Taffelmusiken; thi Garnisonen trommer og piber fortreffelig. Men da man ikke kan leve af Trommen og Piben allene – var man end nok saa melankolsk – brøde vi op strax efter Middag.

[...]

121|