Hannover

Den 24. Junii.

Elskere – og Elskerinder – af velskabte og velklædde Martis-Sønner maae reise herhid for at see Livgarden til Hest og til Fods. Jeg har ingensteds seet en saadan Samling af mandigskiønne Mandspersoner. Deres Uniform er og saa fordeelagtig som en gothisk Dragt kan være det. De, jeg har lært at kiende af disse nye Myrmidoner, opvække den skiønneste Formodning om Besiddelsen af andre endnu betydeligere Fortrin. De lode til, hvad Oplysning og Tone angik, at spille samme Rolle her, som den vore Søe-Officerer (Danmarks Ære) spille i Kiøbenhavn. Deres raske, fyrige, kiernefulde Udseende var mig Borgen for deres Sædelighed.

Hannover er en temmelig stor, meget smuk, og fra mange Sider særdeles interessant Bye. Egnen rundt omkring den er behagelig. Man finder alt hvad der henhører til en Residenz, undtagen Hof, det slemmeste, som oftest, i en Residenzstad. Levemaaden er artig og utvungen. Man forskiønner Staden Aar efter Aar; den nye Gade, man er ifærd med at anlægge, lader til at ville blive overmaade prægtig. I den eene Deel af Byen contrastere de ældgamle gothiske Huse besynderligen med de nyere; men denne Afvexling giør i mine Tanker ingen ubehagelig Virkning. Jeg hader den alt for store Eensformighed i Byer og i Selskaber, og seer gierne Minder af den forbigangne Tid i den nærværende.

Det saa kaldte Vauxhall er en skiøn Samlingsplads om Sommeren, hvor man spadserer, drikker Caffe, spiser til Aften i forskiællige Partier og Grupper. Det smukke Kiøn glimrer her i fuld Rustning. Baron Knigge førte mig hen til den underskiønne Frøken **, Maanen iblandt disse Stierner, i hvis Glands de herværende Kunstnere tænde deres Farver og Toner. Især er hendes Profil saa skiøn, at Malere fra alle Kanter i Landet strømme hid 122| for at copiere den. Min Forventning var til Lykke alt for høit spændt i Forveien; det havde ventelig ellers gaaet mig i hendes Maanskin, som alle andre. Jeg fandt hende deilig; men mit Ideal var fortryllende – Hendes lette, frie og indtagende Væsen erstattede imidlertid hvad hun tabte ved Sammenligningen. Det er besynderligt nok, at Phantasien ligesaa lidt naar det Virkelige i Behagelighed, som det Virkelige naar Phantasien i Skiønhed. Dersom denne Omstændighed ikke var, vilde intet Fruentimmer være farligt. Det er ikke deres Skiønhed, som erobrer os, men deres Ynde.

I Dilettant-Concerten her, hvor den mageløse Haydns herlige Symphonier henreve mig, giorde jeg Bekiendskab med en engelsk Agent, som nylig var kommen hiem fra Tranqvebar. Han kiendte meget nøie vor Walther og vor Prahl; og giorde, i det han fortalte adskillige Træk af dem, den Bemærkning, at man umuelig kunde leve med disse to Personer uden at blive høist begierlig efter flere Danskes Bekiendskab, for den Originalitets Skyld, de begge opvakte en saa stærk Formodning om hos Nationen. Han havde stor Lyst til at besøge Danmark, sagde han, var det og blot for at træffe der endnu to andre ligesaa besynderlige og interessante Mennesker. Ved ingen Leilighed føler man saa inderligt det jeg veed ei hvad, Nescio qua natale solura dulcedine cunctos ducit. <em>Ovid.</em> den Romerske Digter tillægger den fædrene Jordplet, som naar man i et fremmed Land hører sin Nation bedømme. Man er i et saadant Øieblik ikke længer Individ. Han vandt mit Hierte ved denne eeneste Yttring. Hvorvidt han giorde Undtagelsen til Regel – hvormeget der tilhørte Norge i samme – hvor aldeles hans Bemærkning streed imod hans Landsmands Sternes – brød mig ikke Hovedet i dette Øieblik. Jeg fandt mig forbunden til at giengiælde hans Compliment med den beste Vending, der faldt mig ind: "Altsaa (svarte jeg) reise Engellænderne dog for at see Engellændere!"

[...]