Hameln

O! Bierge! Bierge! – hvad har den seet paa Jorden, som hverken har seet et Bierg eller Havet? Og dog ere disse foran mig mørknende Bierge kun Høie imod Brocken Blocksbierg. – og Brocken selv kun en Banke imod een af de Schweitzerske Alper!

Af alt hvad jeg hidindtil har seet af perspectiviske Landskaber har intet grebet mig saa meget, som Indfarten til Hameln. En snoerlige Vei giennem smaae kunstløse Haver med høie Buskbakker paa begge Sider – foran et bag over Byen fremskydende Bierg med Bygninger paa – den videste Udsigt mellem Høiene over dybe Dale, hvor Møller og Hytter og Landsbyer legte Skiul bag yndige Lunde – hvor fortryllede mig denne Udsigt!

Vi kiørte over Weserbroen giennem en overmaade skiøn Steenport ind i Staden. Dens Volde ere prægtige, krandsede med skiønne Alleer, og Gravene dannes af Weseren. Her var det Christian den fierde, som Kredsoberst i Trediveaarskrigen, den 20 Julii 1625 med sin Hest styrtede ned fra Brystværket. Hamelns Historie er siden den med Göttingen og Hannover udgik af Hanseeforbundet en bestandig Lidelses og Forfølgelses Legende. Der er ingen tænkelig Stad- eller Landeplage, som den ikke i en Tid af to hundrede Aar har undergaaet. Krig i Fred og i Strid, Oprør, Pest for Mennesker og Qvæg, Ildsvaader, Oversvømmelser, Orcaner, Jordskielv og Lynslag have afvexlet med hinanden i Kappen om at nedbryde dens Huse, og udrydde deres Beboere. Synet af en saadan Stad giør omtrent det samme Indtryk paa mig, som en Olding, der er bleven graae i Gienvordigheder.

Over Raadhuusporten faldt mig en Inscription med store forgyldte Bogstaver i Øinene. Jeg gaaer ikke gierne en saadan 124| forbi uden at læse den – uagtet jeg er intet mindre end Antiquarius. Jeg havde formodet at finde en ganske anden end den jeg fandt – krigerisk er den vist, tænkte jeg, da alting her er Fæstning – men hvor studsede jeg ved at læse:

Saa from og opbyggelig denne Inscription nu og virkelig er, kunde jeg dog ikke faae i mit Hoved, hvorledes den første Deel af samme kom til at glimre paa en Raadhuusport – saa meget mindre da Raadhuset var nyt opbygt – og virkelig i en temmelig god Smag; det langspirede Kirketaarn, som hævede sig bag samme, gav mig ikke mere Oplysning i Sagen. Hvad der forekom mig afgiort var, at hverken det verdslige eller geistlige Raad havde kunnet foreslaae den. Det første vilde maaskee have valgt:

Det andet:

Den virkelige Inscription røbede en ubegribelig Selvfornægtelse.

Det lykkedes mig paa min Spadseregang giennem Byen, at træffe paa et saa ærligt Ansigt, at jeg i Forveien var overbeviist om troehiertigt Svar paa mit Spørsmaal. "Ja det kan jeg give Dem den beste Underretning om" - sagde den gamle Mand – "men ikke sandt? det er en skiøn Overskrivt?" "Upaatvivlelig!" sagde jeg, "det var at ønske, man fandt flere slige korte Inscriptioner, og færre lange Bøger i denne lille Sperevip-Verden – just derfor gad jeg saa gierne vidst dens Oprindelse." – "Seer De den gamle Kone, som sidder hist i Hiørnet af Porten og sælger Hvedebrød?" – "Hun har dog vel ikke forfattet den?" sagde jeg – "Nei!" sagde han; "men Bageren, hun sælger Brød for, har – 125| ikke heller forfattet den." Endnu var jeg lige nær. "Det er egentlig en vidtløftig Historie," blev han ved – "Vilde De giøre mig den Ære, at trine ind i Vertshuset her tæt ved, saa kunde den ved en Flaske Viin fortælles i al Magelighed," sagde jeg. Ved denne Leilighed slog jeg Øinene paa Vertshuus-Skildtet, og saae –

Men jeg vil først affærdige Indskrivten paa Raadhuusporten.

Den gamle Mand takkede – han drak aldrig Viin, sagde han – og fortalte mig paa staaende Fod den hele Begivenhed med al den Vidtløftighed, jeg kunde forlange.

Summen deraf var, at en vis Bager, før den nye Raadhuusbygning blev opført, fra umindelige Tider havde havt Hævd paa Kirkehiørnet til Salg for sit Hvedebrød. Folk var nu engang vante til at søge det der, altsaa protestene Bageren mod Bygningens Opførelse paa denne Plads. Efter mange Raadslagninger og Forhandlinger paa begge Sider blev ham endelig Raadhuusporten indrømt til Brødsalg; men Bageren var dermed endnu ikke fornøiet. Paa Kirkehiørnet havde han havt sin Kringle – han vilde nu og, at Raadhuusporten skulde prydes med en saadan. For paa en anstændig Maade at forene Bagerens Interesse med Raadhusets Ære, lod Magistraten altsaa sætte den overanførte Inscription – "og i Grunden," endte den gamle Mand, "kan man endnu mindre undvære Brød og Bager, end Raad og Raadhuus – hvorfor Bageren og staaer først, som De har seet."

Indskriften paa det omtalte Vertshuus, hvis Skildt var en Klase Vindruer – – var næst den, Vesterbroe udenfor Kiøbenhavn har den Ære at besidde, hvis Diogenes, der puster Lyset ud i sin Lygte med Underskrift: Her fandt jeg Mennesker og Selskab! paa Veien til Frederiksberg har aflokket mig saa mangt et Smil, og kildret min patriotiske Forfængelighed meer end alt andet paa den hele Promenade – den sindrigeste, jeg hidindtil har seet i sit Slags. Skade kun, at den var i et Sprog, som i Hameln hverken er Mode- eller Almues-Sproget, den forenede for Resten alle de Egenskaber den strængeste Kritik kunde udfordre. Under Drueklasen nemlig stod: Veritas in vino. Sandhed i Viinen.

Hvor laconiskt! hvor kiernefuldt! hvor kraftfuldt! Hvor omfattende 126| i Betydning - hvor rigt paa Udlæggelser – hvor tilfredsstillende i hvad Mening, i hvad Henførelse, i hvad Hensigt man og tager det! Alle de Inscriptioner, jeg kiender i vort kongelige Kiøbenhavn, fra den paa Christiansborgs Port af til den paa Abel Cathrines Boder ere vandige derimod. Det giorde mig ondt, at den gode Mand ikke vilde gaae ind med – jeg havde med Fornøielse offret min Mark til den sindrige Forfatters Erindring.

[...]