Pyrmont

Ankomsten

Den 26. Junii.

Endeligen ere vi Klokken eet om Natten komne til dette berømte Sundheds-Tempel, Maalet og Grændsen for vor selskabelige Reise; jeg for min Deel ubeskrivelig mat, efterat have gaaet for det meeste i syv Timer fra Foden af Georgs Fortet, som ligger to Miile herfra.

Halv saa lange Miile, som disse tvende, har jeg aldrig drømt mig. Den sidste Fierdingvei forekom mig allene længer end to Hede-Mile. Jeg begyndte virkelig ved Bommen at tvivle om, nogensinde at komme hertil. Imidlertid er det dog virkelig skeet – jeg har smagt noget Vand, som umuelig kan kaldes sødt, uden i Pyrmont – og faaer altsaa at troe det.

Kl. sex kiørte vi fra Foden af Klütbierget, med Ryggen imod det deilige Hameln. Veien var sasteenet og hullet og sølet, at Hestene, hvoraf vi kun havde fire for vores og tre for Bagagevognen, ikke kunde gaae uden Fodgang. Vi fik en Bierghøi paa høire Haand, som moerede os i lang Tid med Stridigheder om sin Høide – og siden een paa venstre Haand, der kiedede os ved sin Længde. Frue B** paastod at det var egentlige Bierge – jeg at det kun var Høie, hvad vi havde seet hidindtil. Hun maalte med sin Erfarings – jeg med min Indbildnings Maalestok. Vi havde begge Ret. Striden blev derved desto heftigere. De første tre Timer gik med Sang, Samtaler, og Frygt for hvert Øieblik at velte, temmelig got; men ved den fierde kunde jeg ikke holde ud at skumpies længer, steeg ud og gik i Forveien. Kl. otte stod jeg altsaa paa Halweien mellem Hameln og Pyrmont mellem Biergene, og saae med Henrykkelse Solens prægtige Nedgang bag deres mørke Skove. Tusindfarvede Skyer bøde den Farvel i glimrende Jubel – dens Straaler kyste den høieste Biergtop mod Østen; den svandt og efterlod sig en blodig Glands om den mørke Skov paa det fierne Bierg, som Erindringens om det sørgende 128| Hierte. Jeg stirrede ind i Glandsen til den tabte sig – og tabte min Bevidsthed i melankolske Phantasier. Natten faldt paa, og det af Biergene fordopplede Mørke nødte mig til at standse min Gang for at lytte efter Vognen, der var bleven langt bag mig. Saasnart Lyden af dens fremsneglende Bevægelse blev mig hørlig, gik jeg videre, og kom mellem to dødmørke Banker forbi en Stampe-Mølle, hvis Susen og Klappren gienkaldte mig Sanchos Angest og Donquixottes Tapperhed. Lyra blinkede med sin blaalige Glands over min Isse – og Maanen syntes at henglide paa Ryggen af et Bierg. Det var en himmelsk Aften. Alting var stille; intet Løv rørte sig. Da Lyden af Stampemøllen var forsvunden, hørte jeg intet uden mine egne usikkre Skridt paa Kanten af Biergbrinken. Vognen nærmede sig igien. Detgikmed uendelig Langsomhed bestandig op ad Bakke til vi endelig kom i en mørk Skov paa Toppen af det Bierg, hvorover Veien gaaer fra Hameln til Sundhedsbrønden. Hestene kunde ikke mere. S** og min Søster, steege af, ligesom jeg, for at lette dem: men det hialp intet. Den eene af de to forreste besvimede, eller lod til at besvime, og blev altsaa spændt fra og bundet til Vognen, for at traske bag efter. Med inderlig Medlidenhed gik S** og jeg ved dens Side, betragtede dens matte Svinglinger, og virkelig følte jeg i den Time, hvori jeg var Vidne til dens tunge Fremslæben, noget vist, som om en Hest ogsaa var min Næste. Vee den, som ikke kan lide med et Dyr! hans kolde tørre Steeneller Træe-Hierte kan endnu mindre lide med et Menneske. Hos det sidste tænker man sig dog en indre Kraft til at trodse eller taale, hos det første derimod kan man i en saadan Tilstand ikke forestille sig uden lutter Lidelse. Dette Raisonnement er maaskee ligesaa falskt, som Følelsen der fremkaldte det var naturlig. Jeg havde i Begyndelsen af min Reise ganske andre Begreber og Meninger, end ved dens Ende – og deriblandt adskillige som jeg nu erkiender for aldeles urigtige. Men ikke at tale om den historiske Sandhed, jeg bestræber mig at fremstille i sin hele Nøgenhed, om det end skulde være mig nok saa ufordeelagtigt – troer jeg, at denne Reise vilde tabe sit eeneste Værd, hvis jeg lod min Siel være eet eller to Aar i Forveicn for mit Legeme og Omstændighederne. Vi ønskede begge at kunne dele den arme Hests Lidelse – da den endelig faldt om – dens udmattede 129| Been kunde ikke bære den længer paa den knuddrede, sumpige Vei – den sukkede, som om den var i det sidste Aandedræt. Vi holdt imidlertid stille; og Kudskene slæbte den ud af Vognsporene, for at Bagagevognen bag efter kunde komme frem – i den Formodning, at den maatte døe, da Frue B* og Amtmandinden huskede paa, de havde Viin hos sig. Vi fik en Flaske rød Viin pakket ud – jeg drak den til "Singot! min Broderi" sagde jeg, med Taarerne i Øinene, og tyllede alt det øvrige i det halvdøde Dyr. Efter nogle Minuters Forløb aandede den igien, og langt om længe kom den endelig op paa Benene meget raskere end før – og gik siden ret got bag efter. Vi kiørte nu rigtig nok igien – men saa varligt og krybende, at Bierg-Skoven havde nær aldrig faaet Ende. Omsider kom vi til en Støtte, som forkyndte os, at vi vare paa Prindsen af Waldecks Grund – og nu, tænkte jeg, ved i Maanskinnet at see Chausseen lige for os, fare vi med eet ned i Pyrmont. Saa skuffet er jeg aldrig blevet før, som jeg nu blev det hvert Øieblik. Tilsidst opgav jeg virkelig aldeles Haabet om nogensinde at komme til dette Sted – og havde vi ikke holdt stille, just som min Fortvivlelse havde naaet sin høieste Spidse – troer jeg, jeg havde faaet denne Tanke saa stærk i Hovedet, at jeg trods alle Brønde aldrig havde faaet den skyllet ud deraf igien. Klokken slog eet, og vi kom op paa nogle Værelser, som lode til at være ligesaa ubefolkede, som umøblerte og uprovianterte. Thee kunde vi ikke faae – Caffe ikke heller – Øl ikke heller - Vand fik vi endelig langt om længe, hvis afskyelige Smag fuldkommen overbeviste os om, at vi virkeligen vare paa Sundbrøndsgrund.

Da vi vare usigelig trætte, og hverken kunde faae det eene eller det andet til at styrke os med, giorde vi hvad der i disse Omstændigheder var det raadeligste – vi gik nemlig i Seng – jeg for min Part paa bar Halm. Kommer Opholdet her til at svare til Indtoget, bliver Curen værre end alle Sygdomme.

Det uventede Møde

Pyrmont den 29. Junii.

Jeg veed ikke, om du har læst den gode Matthias Brambles Jeremiader over Bath i Humphry Klinkers Reiser, og sammenholdt 130| dem med hans Nieces Lovtaler over samme Sted; i begge staaer en heel Deel, som saa aldeles passer sig paa Pyrmont, at jeg næsten ikke behøvede at forandre uden Navnene ved at afskrive dem, og lade dem gieide for Breve herfra. Af to Aarsager vil jeg imidlertid dog ikke betiene mig af dette Kneb, først fordi jeg udstrækker Forbuddet: Du skal ikke stiæle! endog indtil Tanker, Udtryk, og Ord; og for det andet fordi jeg ikke har den omtalte engelske Bog her. "Bath er det moersomste Sted paa Jorden," skriver Frøken Milford – "Det er det kiedsomste i hele Verden" skriver Hr. Bramble – "Hvilken udsøgt Samling af elskværdige Personer findes der!" udbryder hun – "Hvilket udsøgt Selskab af Dosmere og Gavtyve l" raaber han – "Kort sagt, det er et sandt Himmerig," slutter den eene – "Med rene Ord, det er et virkeligt Helvede," ender den anden. Jeg tvivler ikke paa, at der jo med Posten i Dag ville expederes Breve herfra i ligesaa modsatte Toner, da her baade gives Brambier og Lydier, og omtrent samme Materie til Correspondenz, som den, hine havde. Men saa tilbøielig jeg og er ved deslige Leiligheder til den Mening, at begge Parter have Ret, eller, om man vil, Uret, maa jeg dog bekiende, at jeg, hvad Pyrmont angaaer, holder Sandheden for at ligge Brambles Forestilling noget nærmere end Lydias.

Jeg er i det mindste bleven overmaade skuffet i min Forventning af denne berømte Brønds Behageligheder. Hvad jeg allerede med Sikkerhed tør paastaae, er, at Hr. Hofmedicus Marcards prægtige Beskrivelse derover, hvad Egnen, Indretningen og Levemaaden angaaer, i høi Grad er overdreven panegyrisk, og i reneste Forstand blot at ansee, som Lokkemad. I Henseende til Brønden selv, da kan jeg naturligviis ikke bedømme dens Ypperlighed, saa meget mindre, da jeg ikke tør drikke den.

Strax om Morgenen efter vor Ankomst kom Ypperstepræsten i dette medicinske Tempel, nysnævnte Herr Marcard, og bød os velkommen. Da han havde meddeelt de tvende Damer de nødvendige Forholdsregler, udbad jeg mig ligeledes hans Betænkning, efter at have givet ham en Idee om min Sygdom. Resultatet blev, at Brønden vilde være mig skadelig, at jeg kunde forsøge det kolde Bad, og at jeg for Resten maatte henholde mig til Forlystelserne her, og afstaae fra alt mueligt Arbeide.

Det var endnu hvad man kalder tomt i Pyrmont, det er at sige, de Adelige, Standspersonerne og de fornemme Giæster vare endnu ikke ankomne. Et Par Hundrede tildeels arme og elendige Skrantninger hivede omkring Brønden. Deres Grupper forskiønnede ikke Pladsen. Vi besaae Badehuset, en temmelig stor og velindrettet Bygning ikke langt fra Kilden, og spadseerte ned igiennem den berømte store Hoved-Allee, til et rundt Bassin, i hvis Midte springer en temmelig høi Vandstraale. Prospecten i denne Allee er virkelig høi tidelig skiøn; fra dens øverste Ende seer man ud over Vandspringet i det dybere Landskab indtil de blaanende Høie i Baggrunden; fra Vandspringet af tager Brøndhusets Octogon med sin Kuppel sig særdeles fordeelagtigt ud. Promenaden fra det eene af disse Standpunkter til det andet er omtrent 500 Skridt lang mellem fire Rader høie, ranke, tætskyggende Lindetræer. Det er upaatvivlelig den skiønneste Allee, jeg hidindtil har seet. Hvad der især forskiønner den er det Lys og den Skygge, som derved smelter i hinanden, at Hovedgangen er aaben og kun Sidegangene hvælvede. Dens Jordbund er af den fordeelagtige Beskaffenhed, at den umiddelbar efter den stærkeste Regn er betrædelig, og midt i den hedeste Tørke aldrig støver.

Svarte alt det øvrige til denne Allee, vilde Pyrmont være et virkeligt Elysium; men neppe er man ude deraf, før det er ude med Herligheden. De øvrige Anlæg ere høist ubetydelige.

Paa begge Sider af dens øverste Ende næsten til Midten ligge Skuespilhuset, Caffehuset, Dandsesalen, Bogladen og Kramboderne. I de sidste falholdes næsten alle optænkelige Fornødenheder; men til en saa uforsvarlig høi Priis, at jeg neppe overdriver det, ved at antage den tre Gange saa stor, som den, de hidreisende Kræmmere have fastsat hiemme. Hvad jeg i Hamburg havde kunnet anskaffe mig for ni Mark kostede her fire Rigsdaler. Næsten lige saa overdreven er Prisen paa Caffe, Thee, Chocolade, og overhovedet paa Mad og Drikke, der med alt det er langt fra at være fortrinligt. Denne Dyrhed af Levnetsmidler er i Pyrmont doppelt ubehagelig, især for Brøndgiesterne, da Appetiten paa ethvert andet Sted vilde lade sig nøie med den halve Fortæring.

Jeg spadserer her nu paa femte Dag i bestandig Rusk, og 132| befinder mig stedse slettere og slettere. I de sidste af disse Dage ere en heel Deel Giæster ankomne; men den evige Regn tillader ingen landlig Forlystelse, og Kiedsomheden selv synes at have leiret sig over Alleen. Man slentrer mechanisk op og ned deri, drikker Brønden, skuddrer af Kuld, og kieder sig. Alt dette er ikke synderlig lystigt. Trods Marcards Forbud, besluttede jeg i min Fortvivlelse, at drikke Brønden med om Morgenen, for dog at giøre noget; det hialp ikke – jeg saae nogle indtage en Portion af den berygtede Løwenzahn ved hvert Glas, jeg forsøgte det og; det blev endnu værre. Jeg blev tung, Ør i Hovedet, fik ondt i Maven, i Benene, i Fingrene, overalt – og havde tilsidst Nød med at slæbe mig giennem Alleen. Min Spleen steeg til sin høieste Spidse; jeg ønskede intet heftigere, end snart at komme ud af denne Kiedel igien, og besluttede, hvordan det og skulde gaae mig, at reise herfra saasnart som mueligt. I denne Forfatning giorde jeg Bekiendskab med Herr Hofprædikant Jessen fra Augustenburg, en Mand hvis Værd jeg siden lærte at kiende og skatte; men som nu, selv overmaade syg og hypocondrisk, kun forstærkede mit mørke Lune; ligesom jeg til Giengield forøgede hans. Det samme gialdt om de øvrige Personer, jeg omgikkes med i disse første Dage, og Kiedsomheds-Pesten tog omsider saa stærk Overhaand, at man syntes at spadsere i Søvne fra den eene Ende af Alleen til den anden, bestandig hen i Taaget, som ligesaa mange Natvandrere. Man talte ikke uden om Brønden, og Badet, og Regnen og andet Vand; jeg har aldrig kiendt en mere vandig Underholdning.

Hvad der midt i alt dette var det allerubehageligste, var den Bemærkning, jeg alle Øieblik nødtes til at giøre over mig selv, at min Siel var nedsiunken i en næsten bondløs Dumhed. Det var mig ikke mueligt med den stærkeste Anstrængelse at bringe een eeneste sund Tanke heel og holden til Verden. Jeg forsøgte at læse; men den blotte Titel af hvilken Bog jeg valgte kiedte mig allerede til Døde. Intet interesserte mig, selv ikke to nysankomne Gratier, hvis Smil til enhver anden Tid og paa ethvert andet Sted sikkert, trods den meest skyllende Pladskregn, vilde have antændt min Følelse. For at fylde Maalet af min Ulyksalighed udeblev endnu bestandig de Breve jeg ventede fra Kiøbenhavn. Mit hele Væsen hensank i en dødelig Apathie; min 133| Existenz var blot physisk, og denne var i og for sig selv uudholdelig.

Der behøvedes et overordentlig electriskt Stød, for at sætte mine Livsaander igien i Bevægelse; men jeg ledte omsonst i hele Sandsynlighedens Rige om en Muelighed til samme. Alle Udsigter vare enten mørke eller spærrede. Af Mangel paa Penge var det mig ikke mueligt, at komme herfra; min lille Capital stod endnu hos Olde; og Posten bragte mig hverken Vexler eller Breve.

Fordybet i disse taagede Betragtninger slentrede jeg i Morges ned ad den store Allee, uden at see synderlig enten til høire eller venstre Side, da en lang, dødbleeg, huuløiet Gestalt imidlertid kom mig saa nær, at den opvakte min Opmærksomhed. Mit Blik blev i samme Øieblik truffen af et ligesaa studsende; og nu styrtede vi begge paa eengang, uden tydelig Forestilling om hvem vi vare, i hinandens Arme – "Baggesen! Dig!" – "M**! Du?" ledsagede i een og samme Haandevending vor Omfavnelse. Det var den unge Grev M** – og jeg havde Umage med at troe mine Øine og min Følelse, da jeg i lang Tid havde troet ham død, og aldrig ventet at see ham mere i denne Verden, end sige i Pyrmont. Det var netop den af alle levende og døde Personer, som i dette Øieblik var meest skikket til at kalde min Interesse for Livet, og med den mit Liv selv tilbage, den inderligst elskede blandt alle mine Venner. Vi havde i en Tid af sex Aar ikke seet hinanden, og Indbildningen om hans Død havde de to sidste allerede ældet til egentlig Glemsel. Nu stod han der, eller rettere hang i mine Arme – thi jeg glemte Alleen, alle dens Vanddrikkere og hele Pyrmont over dette Møde – om just ikke frisk, saa dog levende; og jeg kan ikke beskrive den forunderlige Følelse, som lig en Lynstraale giennemfoer mit Væsen og antændte mit Hierte ved dette uformodede Giensyn. Han paa sin Side var ikke meget mindre bestyrtset over at træffe mig her, uagtet han ikke havde troet mig død; begge vare vi saa henrykte af Glæde, som om vi i hinanden havde fundet alt hvad der manglede os. I denne Ruus tumlede vi Arm i Arm til hans Vaaning i Badehuset hvor vi, efter at have hvilet os i et Par stumme Minuter af vor Bedøvelse, begyndte roligere at fortælle vore Historier.

"Misforstaaelser, ulykkelig Kierlighed, overnaturlig Anstrængelse og Brystsyge har sadt mig i den Tilstand, hvori du her seer mig," udbrød han, i det Blodet styrtede ham af Munden - "Misforstaaelser, ulykkelig Kierlighed, utidig Anstrængelse, og Nervekrampe har bragt mig i denne Forfatning," gientog jeg; og heftige Krampetrækninger ledsagede min Fortælling. Det var omtrent Summen af vore giensidige Beretninger. Vi fandt i Hovedsagen en saa besynderlig Overeensstemmelse i vore Skiæbner, at den allerede forud bestemte Harmonie mellem vore Siele ved hvert Fortællingen ledsagende Blik og Haandtryk efterhaanden voxte til Sympathiens høieste Enthusiasmus. Scenen imellem Amandus og Amanda ved Porten af Lyon kan ikke have været heftigere eller mere rørende; vi vare eene i hele Skabningen, vore Tanker, Følelser, vort hele Væsen sammensmeltede i hinanden; vi svor os i forenet Henrykkelse evig ubrydeligt Venskab.

"Du lever! og skal endnu længe leve trods alle Lægers Forbud!" udbrød jeg, "men sig mig, hvor du har opholdt Dig i denne lange Tid, og hvi jeg ikke har spurgt det mindste til Dig?" Han fortalte mig hvorledes han nødtes til at afbryde sine Studeringer i Kiøbenhavn, og efter at have lært at kiende og forlovet sig med den unge Frøken R**, nødtes til uden Ledsager at forlade H**, og gaae til Universitetet i Gøttingen, hvorfra han, efter et Par Aars Ophold, kom tilbage til sin Brud, fandt sammes Familie aldeles omstemt, sin egen aldeles indtaget imod ham, overalt Bagtalelse, Fornærmelse og Ligegyldighed – hvorledes Græmmelsen over denne ufortiente Behandling styrtede ham i en dødelig Sygdom – og at han nu havde slæbet sig til Pyrmont, for at forsøge det sidste Redningsmiddel, der imidlertid lod aldeles unyttigt da han Dag fra Dag opkastede meer og mere Blod, og alle Øieblik maatte vente det Slag, som med hans Liv skulde ende hans Fortvivlelse. Han oplyste sin Fortælling med originale Breve og andre Documenter, som tilstrækkeligen beviste mig, hvor falskelig man havde beført, og hvor troeløs man havde hildet og skuffet det uskyldigste og elskeligste af alle unge haabefulde Mennesker. Jeg fortalte ham paa min Side, hvad der havde foranlediget mig denne Reise - hvorledes jeg efter et yderst møiefuldt Liv paa Grændserne af Døden og Slutteriet, et 135| stedsevarende Rov, fra min spædeste Ungdom af, for de voldsomste Sygdomme, paa Pinebænken af et rasende, mit Væsens sidste Kraft fortærende Sværmerie, efterhaanden havde seet alle Glimt af Haab om Udkomme, Sundhed og Sindsroe slukte – og endelig paa det yderste, efter at Grev Schimmelmanns og Grev Reventlows ædelmodige Forsorg havde reddet min øvrige ulykkelige Familie fra Undergang – i Hans Durchlauchtigheds, Prinds Frederik Christian af Augustenborgs uskatteerlige Bekiendskab havde seet Livets og Lyksalighedens Himmel aabnet midt i alle Modgangs Tordenskyer, i det Sammes Godhed, ved en Understøttelse af 200 Rdlr. qvartaliter, havde giort mig denne Sundhedsreise muelig.

Timerne henfløde som Minuter under disse indbyrdes Udgydelser; vi glemte at spise; den indbrydende Nat erindrede os først at vi vare to, at vi vare hungrige, og at vi vare i Pyrmont. Vore Hierter vare imidlertid usigelig lettede, vor Livsaander i et nyt Spil, vore Udsigter, skiøndt begrændsede af den nære Død, lysere og skiønnere. Vi følte Venskabs hele Salighed saa meget stærkere, saa meget inderligere, da vor hele øvrige mørke Forfatning doppelt hævede Glandsen af dens eeneste Lys. Og saaledes blev mig imod al Formodning, netop paa samme Tid da Fortvivlelsen fra alle Sider omspændte mit Væsens hele Firmament, een af mine blideste Dage til Deel. Med hvilke Følelser lagde jeg mig til Hvile efter denne himmelske Vederqvægelse! det syntes mig som om Forsynets fulde Glands omstraalede mit Leie midt i Natten – jeg indslumrede med de sønligste Taknemmeligheds-Følelser i min og alle Væseners Faders beskyttende Favn. Himmelske Fryd! Du er eene tilfals for jordiske Smerter. Kun paa Lidelsers møisomme Vei naar man Din Æther-Top – paa Pynten af Afgrunden!

Contrasterne

Pyrmont den 5. Julii.

Regnen vedholder endnu bestandig. Men hvor forskiællig er imidlertid min nærværende Tilstand fra den jeg beskrev i mit forrige Brev! Fra det Øieblik af en fortrolig Ven deler hver Nydelse 136| og Lidelse med mig, forener Taagen, den vrede Jupiter Pyrmont lader virkelig til at være iblandt de Steder, som nebulae malusque Jupiter urget. * og alle deres kiedende Haandlangere omsonst deres skadefroe Kræfter, for at styrte mig tilbage i den Apathie hvoraf hint uventede Møde reddede mig.

Pyrmont er overalt i disse sidste Dage blevet mere levende. De fleste Giæster ere ankomne; deres Antal forøges hver Time, og Alleen er allerede saa fuld, som Cavalleergangen i Rosenborgs Have paa en Confirmations-Søndag. De fremmede, hvis Ankomst især har glædet mig, ere Geheimeraad Jacobi fra Dysseldorf, den gamle Geheime-Justitsraad Møser, og hans Datter Frue von Voigt, en Pastor Schmelder fra Westphalen, Frue Generalinde von Düring fra Hadersleb, og den elskværdige Frue von Zimmermann fra Hannover. De ere alle høist underholdende, selskabelige, hver fra sin særegne Side elskværdige Personer. En vis Frøken Ø* fra Meklenburg, og en Frøken P*** fra Hamburg forskiønne ved deres Spadsering Alleen meer end alle Lindetræerne.

M** og jeg vige ikke fra hinandens Side. Om Morgenen Klokken fem søge vi allerede hinanden, spadsere sammen til Badetiden, spise som oftest ved samme Bord, og skilles gemeenligen ad sildig om Aftenen. Ogsaa kalder man os de Uadskillelige. Hvad der foruden alt andet forener os, er den Omstændighed, at ingen af os spiller, den ellers her meest herskende Tidsfordriv. Vor Cirkel er een og den samme; den eenes Bekiendskab bliver umiddelbar eller middelbar den andens.

Den Mangfoldighed, den Afvexling, og den Lethed i Omgang med interessante Mennesker, som en saadan Sammelplads frembyder, er upaatvivlelig dette Bads Hovedfortrin. Bekiendskabet allene med den elskværdige Jacobi var nok til at forsone mig med alle dette Opholdsteds øvrige Ubehageligheder.

Forfatteren af Allwills Papirer, Kunsthaven, Woldemar og den lille uskatteerlige Bog: Etwas, das Lessing gesagt hat, Han har endnu foruden disse smaae men kiernefulde Værker skreven: <em>Briefe über Spinoza,</em> David Hume, oder über Idealismus und Realismus, Vertheidigung gegen Mendelssohn o. s. v. er en 137| rank, overmaade velskabt, aasynskiøn, og i Væsen ubeskrivelig behagelig Mand. Hans store og gode Aand fremlyser umiskiendelig i ethvert Træk af hans Ansigt, som den, efter alt hvad jeg har hørt, fremskinner i hvert Træk af hans velgiørende Liv. Tanke og Følelse ere i hans lærerige og venlige Omgang, som i hans Skrifter, ægte viede til hinanden. Det er een af de fortrinligste Mænd jeg meest agter og elsker paa Jorden; og fra det Øieblik, jeg lærte at kiende hans Hierte, tæller min Hengivenhed og Beundring ikke syv Stierner af første Rang, der med lige Glands straale i min Forestilling paa Menneskehedens Himmel. Med inderlig Glæde og Taknemmelighed erindrer jeg hver Spadseregang med denne Ædle, hver Underholdning, hvori han skiænkede mig styrkende Sielenydelse og qvægende Trøst. Hans Omgang var mig saa overvættes behagelig, at jeg kun sparsom overlod mig til samme, af Frygt for at tabe for meget, ved dens Ophør. Jeg følte, at jeg i min daværende Forfatning ikke borde udsætte mig for et altfor smertefuldt Tab, og valgte med haardnakket Selvfornægtelse en vis Afstand fra et Lys, der i det Øieblik, samme blev mig uundværligt, maatte slukkes. Ogsaa tilbageholdt mig, ved mit Ophold i Pyrmont, en vis beskeden Stolthed fra alt for meget at nærme mig de Personer, der vandt min fortrinlige Agtelse. Bestandig at tage, uden at giengive det mindste, er mig utaaleligt; og hvad kunde jeg svage, dumme, haabløse Fremmede giengiælde i min nærværende Forfatning? Alt hvad der stod i min Magt var matte Blik og svage Haandtryk. Jeg undsaae mig over mig selv i alle Henseender for alle, der ikke kunde see mit Hierte, det eneste, som min Skiæbne ikke havde fordærvet.

Det lykkedes mig imidlertid lidt efter lidt i det fortreffelige Selskab, hvis Solglands og Varme daglig forøgedes omkring mig, at smelte den lis, som bandt min Levestrøm, og det varede ikke længe før den, trods al min Sygdom, Mangel paa Breve, og Mangel paa Udsigter, henflød i virkelig Munterhed. Et af de virksomste Midler til denne nye Stemning var en mig hidindtil aldeles fremmed Nydelse i Omgang med en yderst original, rig, vild, og udsvævende Engellænder. Herr J**, en naturlig Søn af den berømte eller rettere berygtede rige H** i London, opholdt sig her ved Badet, med et lille Reise-Stipendium af 20.000 138| Rdlr. aarlig. Uagtet han for det meeste indskrænkede sin Kreds til Prindsen af Waldecks meget inskrænkede Stater, og i det høieste bereiste den Deel af Tydskland, Frankfurt og Hannover begrændser, havde han dog i en Tid af halvtredde Aar seet sig nødt til at giøre en lille Gield af 80.000 Rdlr. Hans yderlige Oeconomie tillod ham ikke meer end to Vogne og fem Rideheste. Da han imidlertid sielden kiørte, og Riden af en vis Aarsag var ham aldeles forbuden, faldt denne Indskrænkning i Eqvipage ham ikke besværlig. Han havde taget Tieneste som Oberst ved Regimentet, som han sagde mig, blot for Mondurens Skyld, da Uniformen havde den Lykke at behage ham. Han lod til at være 27 Aar gammel, og hans Kundskaber syntes ikke at overstige hans Alder. Hans Dragt var (naar han ikke bar Uniformen, som han syntes at spare paa for ikke at blive kied af samme) simpel, og i Sammenligning med de fleste Kavallerers lurvet, hans Haar skiødesløst friseert, eller rettere ufriseert, og hans Udvortes overhovedet udmærkede sig ikke fra den usleste Universitetsborgers, undtagen ved det sneehvide Lintøi, som røbede Engellænderen. Hans Aasyn var mut, hans Mine ligegyldig, hans Gang søvnig. I hans Physiognomie opdagede man imidlertid noget Dumhed aldeles modsat, og en vis Godmodighed; enhver af hans Bevægelser' var saa magelig frie, som om hele Pyrmont og alt hvad der er derom tilhørte ham. Han talte temmelig slet Fransk og maadelig Tydsk, som han af og til blandte med lidt Engelsk, altsammen med forunderlig Utvungenhed. For Resten var han i eet og alt den livagtige Spleen i egen Person, og kedede sig med Engelsk Umaadelighed.

M** overtalte mig snart til at giøre hans Bekiendskab, da intet meere frister min Kiendelyst end det Originale. Jeg længtes desuden efter et tydeligt Begreb om en ung, rig, udsvævende, reisende Engellænder, da jeg forestilte mig samme som et Non plus ultra af menneskelig Uvorenhed. Jeg fandt virkelig mit Ideal næsten aldeles realiseret.

At Bekiendtskabet saa snart voxte til et Slags Fortroelighed, skyldte jeg det i min nærværende Siels og Legems Forfatning, som stemte overeens med hans; maaskee giorde ham og den samme Betragtning mig interessant, som morede mig i hans Omgang, nemlig vor aldeles modsatte Oeconomie. Det være som det 139| vil; det varte ikke længe før de tre heterogeneste Personer, man i en Hast kunde samle paa eet Sted, bleve hinanden meer eller mindre uundværlige. Det er i visse Omstændigheder en næsten ligesaa stor Fornøielse i at treffe sit fuldkomne Modbillede, som i at finde et man i en Hast kunde tage for et andet Exemplar af sig selv, Manden uden Caffe contrasterede rigtig nok saa meget med mig som jeg troede det mueligt at to Reisende i Lüneburger Heide kunde contrastere med hinanden; men her rykkedes mig i den næsten lige Alder Contrasten endnu nærmere. To unge Brøndgiæster i Pyrmont, den eene med omtrent 60, den anden med omtrent 2000 Rigsdalers maanedlige Indtægter – den sidste med to Vogne, tre Maitresser og fem Rideheste; den første uden noget af alt dette – den eene brugende Badet mod Følgerne af en overdreven Umaadelighed, den anden imod Følgerne af en alt for stor Afholdenhed – og omsider, for at krone dette pudseerlige Forhold, den eene tungsindig og den anden overgiven munter! Havde jeg allerede for længe siden inderlig Foragt for det, man almindelig kalder Lykke, var denne Foragt endnu mere bleven bestyrket ved Opdagelsen af Herr C**s egentlige Tilstand, saa voxte den her næsten til Frygt for den blotte Muelighed af at blive rig. Min Engellænders plagende Overflod satte min Armod i et saa fortryllende Lys, at jeg, saa at sige, forelskede mig deri, og inderlig takkede Forsynet, for denne meget nyttigere og morsommere Ledsagerinde giennem Livet. Min Sorg over Mangel paa Vexler tabte sig efterhaanden i denne behagelige Følelse. Havde jeg ligesaalet kunnet drukne min Mangel paa Efterretninger fra Danmark deri, vilde jeg have været fuldkommen rolig.

Jeg har ovenfor fortalt, at den unge Herr J** med et Udkomme af 20,000 Rdlr. aarlig, havde seet sig nødt til at giøre en Gield af 80,000 Rdlr. Da det maaskee kan forundre endeel af mine Læsere ligesaa meget, som det i Begyndelsen forundrede mig, hvorledes dette gik til uden simpel Bortslængen, vil jeg ommelde et Par Omstændigheder, som strax giorde mig det fuldkommen begribeligt. Han levede virkelig i Pyrmont ved første Øiekast saa oeconomisk, som den simpleste Brøndgiæst: Frokost, Middags- og Aftensmaaltid kostede ham ikke meer end enhver anden; kun een staaende Hoved-Udgivt havde han meer end jeg; 140| men rigtig nok var samme temmelig betydelig. Han anslog nemlig sine Opvartninger ved Pharao-Hoffet paa høire Side af Alleen ti] en Bekostning af circa 100 Rdlr. daglig; da Lykken bestandig syntes at undsee sig ved at lade ham vinde. Han havde rigtig nok kun to Vogne; men den eene var tildeels af purt Sølv, saa net indrettet, at den kunde slaaes sammen og lægges i den anden. Da Veiene omkring Pyrmont ere for det meeste Uveie, brugte han den Methode, at kiøre ud i den tunge Vogn, og naar et bedre Stykke Vei mødte, at sætte sig saa længe det varte i den lette, for hvilken han lod spænde en særdeles Hest, som hans Staldknægt til den Ende førte med sig. I hans eene Uhr hang en engelsk Staalkiede af besynderlig kunstigt Arbeide, den havde kostet ham i det mindste halvandet hundrede Rigsdaler. En nysankommen Preussisk Officeer beundrede dens Skiønhed og udbrød i Lovtaler derover. "De giør mig en Fornøielse, min Herre!" sagde han, "hvis De vil bære den til en Erindring!" Officeeren studsede, og betænkte sig. "Jeg giør ingen Complimenter," blev han ved, "De tiener mig med at modtage den, da den behager Dem meer end mig." Officeeren modtog den. Han sprang bort uden at oppebie hans Tak. Jeg spurgte ham siden om han kiendte denne Person? "Nei!" – om han havde Lyst til at lære at kiende ham? – "Nei! Jeg gav ham Kieden," sagde han, "fordi den fra det Øieblik af, jeg saae den stak ham i Øinene, blev mig kiedsommelig; havde han ikke taget den, havde jeg slængt den bort."

En Læser af nogen liden Erfaring og Menneskekundskab vil allerede selv have giort den Slutning, at Herr J** med sine to Vogne, tre Maitresser, fire Tienere og fem Heste ikke var meget lykkelig. Han var virkelig saa ilde faren med al sin Overflod, at han meer end noget andet Væsen i Pyrmont opvakte min Medynk. Han havde for længe siden uddrukken Vellystens Bæger, og befandt sig aldeles i den Tilstand, hvori en ægte Spleen-Engellænder, efter alle Frietænker-Love bør hænge sig. Da han imidlertid med sin Letsindighed, Ukyndighed og Udsvævelser forenede adskillige gode Egenskaber, holdt M** og jeg det begge Umagen værd, at bidrage ham Begreb om hvad der endnu stod i hans Magt til at undgaae Fortvivlelse. Hans naturlige Godmodighed, Aabenhiertighed og en forunderlig rigtig Erkiendelse af 141| hans Mangler og Feil gave os det beste Haab om at bringe ham i det mindste et Par Skridt hen paa en bedre Vei; men den omtalte Despot paa høire Haand af Alleen tilintetgiorde alle vore Bestræbelser. Han holdt det for sin Pligt daglig at giøre sin Opvartning ved Spillebordet; thi, sagde han, "man maa dog tage sig noget for!" Uagtet han misundte os vor aldeles modsatte Levemaade og deraf flydende gode Lune, var det os dog ikke mueligt, at bringe ham til at forandre sin; hans Siel havde tabt den fulde Villekraft, som udfordredes dertil.

[...] Til de særskildte daglige Forlystelser henhøre de smaae Theeselskaber, hvori en lille Kreds af Bekiendtere samle sig. Jeg tilbragte med M** mangen behagelig Time i et saadant, hvori den kloge, gode, meget interessante Frue von Voigt fra Osnabrück presideerte. Dets Kreds forstørredes efterhaanden til fælles Fornøielse; men tilsidst faldt en Comet, en vis Herr Kotzebue,* Den siden saa berygtede Forfatter af eet maadeligt, og adskillige slette Skuespil, af en yderst forulykket Reise, og af en Pasqvill, som jeg ikke engang gider nævne.* deri, som for mig aldeles forstyrrede Harmonien. Han havde, som det lod, sat sig for at spille Jean Jacques i Pyrmont; men spilte denne Rolle elendigere, end nogen Lygte kan have spillet Maanens. Han vilde see ud som lutter Følelse, og saae ud som ankommet Følerie; han lod haant om hele Verden undtagen om sig selv, og troede ved suur Mumlen at overtyde alle om sin skarpe Forstand. Han havde et vist jeg veed ei hvad i sin Mine, i sin Tone, i sit hele Væsen, som giorde ham baade for mig og M** til den modbydeligste blandt alle Brøndgiæsterne. Med alt det lod han ikke til at være ilde lidt af Damerne. Den eene Deel tryllede han uden Tvivl med samme Arcanum, som Yoricks Betler – den anden Deel var for uskyldig og godtroende til at drømme om hans uophørlige Maske. Naar jeg imellemstunder saae ham gaae ved Siden af Jacobi, tænkte jeg: der ere dog to Personer i Alleen, som mindre ligne hinanden end du og din Engellænder!

Det er for en Elsker af physiognomiske Betragtninger upaatvivlelig yderst moersomt at spadsere op og ned i den store Allee 142| giennem Vrimmelen af Giæster. Hist rager den lange Møsers ærværdige Hoved over alle de andre; man kunde i Betragtning af hans Høide, hans bestandige Spadseren, og den lange Tid hvori han aarligen har indfundet sig her, kalde ham Alleens Anfører. Han synes endnu fordybet i patriotiske Phantasier; tæt ved ham gaaer hans lille Datter, Frue von Voigt, der med et doppelt saa gammelt Ansigt som hendes Fader, ikke naaer ham meget længer end til Hoften; hist fremskildpadder med umærkelige Trin en umaadelig Rigs-Mave; her fremdandser en let og net lille Kokette; paa den eene Side marscherer en velbestøvlet Generallieutenant, paa den anden synes Pedantismen og en evig Commentar over Fas et Nefas at flytte sig under den lærde Pütters sindige Paryk; hist kryber den lille krumme skuulende K***; her fremtriner den opretgaaende, fritblikkende Jacobi – det er Philosophien i Platonisk Begeistring, eller rettere Plato selv, man synes at møde. Hist fremslæber sig en tung Podagrist; her hopper en vindlet Kammerjunker. Hist tæller en indbildt Syg hvert Skridt, af Frygt for at komme eet Minut tidligere eller sildigere til Enden af Gangen; her mødes han af en virkelig Skrantning, som med en utilgivelig Hilsen forstyrrer ham i sin Regning. Med nedslagne Øine, bleeg som den besvimede Clarissa, støtter sig den yndige Jomfrue P** paa sin ledsagende Tante – medens den blussende Frøken Ø* med lynende Blik giennemfarer Alleen i cyprisk Triumf – overalt vimser den alting mønstrende Marcard; lig en omfarende Adjutant er han snart her snart hist i Hæren, og man mærker ham det tydeligt af, hvor meget for meget han har at tage vare. Men hvilken Maler vilde paatage sig at copiere dette Gallerie af Menneske-Figurer, Physiognomier og Bevægelser, fra Fyrstens til Bondens, fra Philosophens til Spillerens, fra Ns til Ns? Hvilken Mangfoldighed og Forskiællighedl Hvilken Overflod af Materie for Reflexionen, for Følsomheden, for Herakliten og Democriten, for Elegien og Satiren! Hvor ærgrede det mig, at det under Livsstraf var mig forbudet at skrive meer end eet Brev om Ugen. [...]

Saa keedsommelig Pyrmont er inden sine Grændser, saa fortryllende ere adskillige Egne i en vis Frastand rundt deromkring. Allerede bag Kongebierget begynder et tillokkende romantiskt Landskab, som i en Labyrint af stille, landlige Naturafvexlinger 143| henstrækker sig mod Østen, og umærkelig hæves i en Gruppe af blødt favnende Høie, fra hvis Toppe man overraskes af vide Udsigter. Det mod Syden beliggende Mühlenberg er ogsaa rigt paa maleriske Gienstænde. Men alt dette falder bort imod Egnen om Herrmannsbierget, omtrent halvanden Miil fra Kilden, og den fortryllende Vei dertil. Jeg har tre Gange lagt den tilbage, i Regn, i Torden, og i Solskin, hvergang med nye Henrykkelse.