Herrmannsbierg

[…]

Skyerne deelte sig, de svandt imellem Biergene, og Solen brød frem i alt bestraalende Glands. Fuglene sang gladeligere i de lysere Lunde, alting smilede – det var rundt om os, som naar alle smaa Lidenskaber i Mandens Hierte vige for den seirende Menneskekierlighed. Hvor er det mueligt, raabte jeg, at skye, at spotte, at hade, at forfølge hinanden? Mennesker imod Mennesker? Nationer mod Nationer? Brødre mod Brødre? Venner imod Venner? Ubegribelige Splidagtighed mellem den samme Sols Straaler!

Tydske! Franske! Engellændere! Hollændere! Danske, Norske og Svenske! Preussere! Polske! Ungarer! Italienere! Spaniere! Portugiesere! ere I da ikke alle Mennesker? Alle, som Mennesker, lige? – forskiællige Figurer - forskiællige Farver – forskiællige Toner! – Men sig mig, du Geometer! hvilken Figur er dig den nødvendigste, Qvadratens eller Cirkelens? – Sig mig, du Maler! hvilken af Regnbuens Farver er dig den kiaereste? – Sig mig du Musiker! hvilken af alle din Scalas Toner er dig den uundværligste? Og dog kunne I beregne Figurernes, Farvernes, Tonernes Forhold og Indflydelse i endelige, begrændsede Sphærer – da derimod de forskiællige Folkeslags taber sig i Evighedens Cirkel. Hvilken Historiker har maalt, hvilken Philosoph over Historien har dristet sig til at afveie de forskiællige Nationers Bidrag til samme store Hovedøiemeeds Opnaaelse, imod hinanden? Latterlige Foretagende! Til en bestemt Tid, i een eller anden af det uhyre Dramas Scener, lader det meer eller mindre, Skuespillerne bidrage til sammes momentane Gang, sig bestemme; men for at afgiøre deres Rollers Vigtighed i det Hele, deres Indflydelse til Knudens Opløsning, enhvers større eller mindre Uundværlighed til samme – udfordres Kundskab om Catastrophen, maae man have seet Stykket udspille til Enden. Hvo 145| indestaaer mig for, at hin eller denne Skuespiller, som forsvandt i nærværende Scene, ikke kommer frem igien paa Skuepladsen i en følgende? Og om han og ikke mere kom tilsyne, kan jeg midt i det mig ubekiendte Stykke bedømme, hvor vidt hans korte Ærende bidrog meer eller mindre end hins vidtløftigere, til det Heles Virkning? Italien, Frankerig, Engelland have hidindtil giort mere Larm paa Historiens Skueplads end Tydskland, Spanien, Danmark – deres Spil i det mindste er bleven ulige mere beklappetmen hvo har lært hine med Alvidenheds Maske pralende Tilskuere, at de sidstes Roller allerede ere udspilte? Hvad om Tydsklands langsommere Fremskriden netop af denne Aarsag længst holder Gangen ud? Hvad om Spaniens længere Nedtrykning engang volder et desto vældigere Opslag, som den dybere nedstrammede Bue løsnet fremjager Pilen med doppelt Lynfart? Hvad om Danmark i sin rolige Slum samlede Kræfter til den længste Dags ufortrødneste Arbeide? Denne skiønne Dags Morgenrøde er virkelig frembrudt i mit Fødeland. En Heldforkyndende herlig Aand synes at udbrede sine velgiørende Vinger over Cimbrien. Alvorlige Bestræbelser for de vigtigste Statsøiemeeds Opnaaelse udmærker Christian den syvendes sidste Regiering-Aar, og <em>Frederik</em> hans Søn har til Danmarks Glæde og fremmede Staters Beundring begyndt den sikkreste Gang til den skiønneste Udødelighed.

Der gives upaatvivlelig unyttige, foragtelige Individer i Staten; men der gives ingen unyttig foragtelig Stat i Europa. Selv Rusland med alt sit uhyre Tartarie og Barbarie, denne Hvalfisk hvis Hoved nedtrykker Vesten, og hvis Hale udbreder sig over Østen, vil sikkert engang vise endog de meest kortsynede, at det giør meer end blot fylder i Verden. Nationerne ere Bogstaver i Menneskehedens Alphabet; men i dette findes intet Z, intet unyttigt Bogstav. En Rangstrid mellem A og O, eller L og N vilde ikke være saa latterlig, som Nationers Foragt for hinanden.

National-Had – National-Foragt ere sande – og just af alle de frækkeste, kaadeste, dummeste, utilgiveligste – Blasphemier! Om og virkelig hin eller denne Nation spiller en skrækkelig eller uanseelig Rolle – hvis er Skylden? Den er nær ved at foragte Menneskehed, som foragter et Folk – eller rettere: den, som foragter dette, skuffer sig selv, om han troer at agte hin. Er det 146| mueligt – er det menneskelig mueligt, at spansk, eller fransk, eller tydsk, eller dansk, eller hollandsk, e. d. l. paa Menneskelæber kan fremføres – i Menneskeører kan klinge som Skieidsord? Nei! det er ikke menneskelig mueligt; men desværre! det er umenneskelig virkeligt! Vee den afsindige Gudsbespotter, som første Gang udtalte Tostavelsen: Däne med Raka-Tone, som første Gang anviiste den en Haanplads paa Papiret! men vee ogsaa den afsindige Gudsbespotter, som første Gang angav den Skam-Tone, hvori Tostavelsen: Tydsker undertiden klinger paa somme Læber og i somme Blade! Besynderligt er det, at Navnet <em>Tydsker</em> for syttenhundrede Aar siden, da Nationen endnu var raae, vild og barbarisk, hos de selvkiære stolte Romere var et <em>Æresnavn,</em> som alle indtil Keiserne selv stræbte at erholde! Og dog vare Tydskerne Roms i strængeste Forstand dødelige Fiender. O! de fortiente at brændemærkes med herostratisk Navnkundighed, og udpibes saa høit, at deres Skiændsels Ekko skulde lyde giennem fierne Aarhundreder. Ingen Majestæts-Forbrydelse er at ligne mod deres! de have paa eengang forbrudt dem mod den øverste Majestæt – et heelt Folks! – paa Jorden, og mod Majestæternes Majestæt i Himmelen!

O! denne negative Patriotismus! dette Nul-Væsen, som giver sig Mine af Betydelighed, og brammer med en Flamme, dets Natur allerede slukker endog den blotte Gnist til, dette Spøgelse – hvorledes skal jeg male det? – Lands-Forræderen med Cato-Maske! Patrioten elsker sit Land, agter sin Nation, arbeider for sit Folk – hin parodiske Carricatur-Skygge hader, spotter og forfølger det fremmede! det er, som naar Ægte-Tyrannen vil bevise Kiærlighed til sin Kone ved alle Øieblik at fornærme hendes Søster. Det er umueligt, siger Rousseau, at elske aldeles eet enkelt Fruentimmer, hvis man ikke føler et elskende jeg veed ei hvad for det hele Kiøn i Almindelighed. Det er umueligt, turde jeg sige, virkelig at elske sit Fødeland, og hade andre.

Men det er saa uendelig meget lettere at skiælde Fremmede, end at giøre noget for sine Egne – den positive Patriotismus koster saa usigelig meget mere, og giør dog ikke nær saa megen Larm og Opsigt! Skiælde paa den eene Side, og flattere paa den anden fordrer blot Lunge – den ægte Patriots stille Handlinger 147| derimod fordre Hierte. Intet Under, at hine blotte Munde, hine Hoved- og Hierteløse vælge de lette Talemaader heller end de tunge Handlinger.

Jeg giorde mig selv hemmelig skyldig i hines Forbrydelse, hvis jeg noget Øieblik overlod mig til den Tanke, at en heel Nation kunde være i dette Tilfælde! Overalt vilde ingen Nation, uden at tilintetgiøre sig selv, kunne bestaae af lutter negative Patrioter! Forgiæves forsikkrer man mig i det store franske Dictionnaire, "at man i Frankerig almindeligen betiener sig af Ordet Tydsker, for at betegne en grov, brutal, fordrukken Karl" On se sert encore du mot <em>Allemand,</em> mal à propos sans doute, pour designer un homme grossier, brutal, ivrogne. On dit: c'est un <em>Allemand!"</em> Hid henhører Voltaires Mot de desespoir, da Keiser Joseph, til hans store Bestyrtelse kiørte Ferncy forbi, uden at værdige ham og hans store til Vidne indbudte Selskab et Blik: "Voilà – sagde han til de andre i det han lukte Vindvet til igien – un <em>Allemand</em> qui court la Poste! – C'étoit peut être <em>bien à propos!</em> * – jeg troer det ikke! i det mindste ikke uden om de enkelte grove, brutale, fordrukne Karle, som betegnes ved dette man. Ogsaa i mit Fødeland ville visse deslige manner gierne indbilde deres Hørere og Læsere, at den Tone, hvori de fremføre Ordet: Tydsker, er Nationens; men vee mig, om jeg tiltroede endog blot en Mængde Danske saa lav og foragtelig en Tone! Nei, kun Afskummet og Udskuddet af Nationen, denne foragtelige Hob, som i Samling med alle andre Nationers Skrab og Krimskrams, udgiør en egen Nation for sig selv – kun disse enkelte Frøer, hvis Natur det nu eengang blev at qvække – tiltroer jeg hine uophørlige Blasphemier. De besidde rigtig nok den Kunst at lade, som de vare mange, men det er med dem, som med Gudsfornægtere, Vindjunkere paa et Bal, og valnødskalbeskoede Katte paa et Loft – naar man seer sig til, er det kun et Par, som volder hele Allarmen. At enkelte meget uvidende Mennesker, at en stor Deel af den i alle Stænder under alle Titler og Ordener sine lange Ører fremstikkende Pøbel mechanisk efterpluddrer deres Skiældsord er naturligt. Men alle disse Ekkoer fortiene Overbærelse; det vilde være ligesaa afsindig gruesomt, at vredes over dem derfor, som at pidske Havet for alt for oprørte Bølger, eller Børn for alt for urigtige Begreber. Kun mod dem, fra 148| hvilke Forargelsen kommer ivre den billige Vrede! kun disse forfølge Folkevennen med Afskye! Og jeg gientager det, i urokkelig Tillid til min Nations Ædelmodighed, i fast Overbeviisning om dens almindelige Retsindighed og Billighed – disse første Forargere, disse virkelige Forbrydere, som jeg ikke tager i Betænkning at stemple med det Skiændselsnavn: National Giftblandere, ere ikke mange!

De ere faae – yderlig faae; og jeg haaber – nei! jeg veed med uafskrækkelig Vished, at de snart vilde være ingen. Morgenrøden er der allerede, og Solen nærmer sig, for hvis altoplysende Glands disse og alle deslige mørke Dagfiender ville flygte til deres Intets Huuler i evig Glemsel. Tiden nærmer sig, da Sproghad, Nationalhad og deslige vil svinde for Jordborgerdyd, som Religionshad allerede har begyndt at svinde for en renere Moralitet. Man vil indse e, at Nationer, som Mennesker, ere hinanden uundværlige, at de skiænke hinanden giensidige Fordele, at den eene har Ret til den andens Taknemmelighed, at om og den eenes Gield i denne Henseende er større end den andens, alle dog give hvad de formaae – og at kun Een – den eene Alvidenhed – kan beregne, hvo der gav broderligst. Da vil Engelland erkiende Frankerigs, og Frankerig Engellands Fortrin med beskeden Stolthed, uden lav Misundelse – da vil Tydskland skatte det rolige Danmarks stille Aands blide Fortienester, og Danmark med stolt Beskedenhed erkiende hvad Jorden skylder sin største Samling af oplyste Borgere, den Nation, af hvis frugtbare Skiød Europas Friehedsaand, Bogtrykkerkunsten, Astronomien, Reformationen i Christendommen og Reformationen i Philosophien fremgik – og føle hvad Agtelse og Kiærlighed denne ædle Naboe fortiener! De mange tydske Avner, som engang i hele Tønder, Skiepper og Fierdingkar fra Erik af Pommerens til Frederik den femtes Tid tilførtes Landet, ville da glemmes, og, erindres de, vil man ihukomme at der var mangt et herligt Korn deriblandt, hvis Grøde Bondefrieheden velsigner – og at de øvrige neppe vare komne, hvis man ikke havde ladet dem komme. At ivre mod Tydskerne, fordi Danmark iblandt sine Konger tæller een, som ikke talte Dansk – vil man da finde ligesaa latterligt, som om Frankerig vilde hade og foragte de Danske, fordi der randt Dansk Blod i de sidste Ludvigers Aarer.

Skynd dig, o Soel! i dit Komme, som Morgenrøden forkynder! Snart straale Humanitetens fulde Dag over det elskte Europa! Hvilken Vellyst, at see Broderen omfavne sin Broder! men – hvilken Salighed, at see Nationer favne hinanden!

Da skal Sandhed være den eeneste Tanke! Kierlighed den eeneste Følelse! Menneskelighed den eeneste Handling!

Jeg var pludselig forsonet med min Pyrmontreise. Jeg troede ikke at have kiøbt de Følelser, Solens Frembryden tændte i min Siel paa Herrmannsbierget, for dyrt for al den Kiede, som havde giennemdampet mig i Dalen. Ingensteds havde jeg hidindtil følt mig mere frie, mere Nordborger, mere Broder i den store Familie paa denne Side Alperne, end her paa Toppen af den gamle Cheruskaskov, hvor Sydens Styrke førstegang bugnede under Nordens Kraft. Jeg saae Europas Frieheds Fødsel i Herrmanns Erindring og forfulgte med glædedrukne Blik dens Sol-Gang mod Vesten. Den gik med Angelsaxerne til Albion, med Frankerne til Gallien. Sympathetisk vaagnede hist Holland, og her Schweitz. Men paa hin Side Rhinen skiulte Tordenskyer længe dens Straaler. Nu frembrød den med doppelt Glands i Frankrigs Europa bestyrtsende Rigsdag.

Jeg var ikke længer National-Slave – jeg var Tydsker, jeg var Franke, jeg var Britte, jeg var Belgier, jeg var Schweitzer, jeg var Skandinaver. Mit Hierte slog lige høit for Broderen her og for Broderen hist. Kun tre Kiæder – men lige saa ubrydelige, som skiønne – bandt mit Væsen tættere og fastere til Danmark: Venskab – Sproget – og min Barndoms Erindring. Den første tryllede mit Hierte i nærmere Forbindtlighed, den anden ledte mig til min naturligste Virkekreds, den sidste fastholdt mig til min første Plads.

Men du var mit Vidne, Nationernes Fader! at mit Hierte aldrig slog varmere for mit Fødeland, end i det Øieblik det slog hæftigt for alle hine! [...]

Men det er Tid, at jeg forlader Herrmannsbierget da jeg dog maa videre frem i min Labyrint, og ikke kan vide hvor langt jeg er fra det Sted i samme, hvor jeg nødes til at standse, for (hvis hin Minotaurus ikke forhindrer det) at vende tilbage.

De sympathetiske Følelser, hvormed M** og jeg havde høitideligholdt denne romantiske Dag til Herrmanns, og Friehedens, og deres Afkoms Erindring, knyttede Baandet, som sammenbandt os endnu fastere; vi besluttede, om mueligt, aldeles at dele Skiæbne med hinanden, og i denne Stemning kom vi tilbage til Pyrmont.