Kongebierget

1

Reis bestandig mod Syden saa langt du kan*, dog saaledes, at du seer dig om til begge Sider mod Østen og Vesten, for ei at gaae reent efter Næsen!

2

Studeer paa din Reise fornemmelig dig selv og Menneskene; nyd og føl Naturen; og lad dit Hierte overalt lede dig, hvor Fornuften ikke veed Veien!

3

Studeer Oldtiden i den lille Tacitus, du fører med i din Vestlomme * Det bør sig en Nordboe i mine Tanker at reise mod Syden, ligerviis, som det bør sig en Sydling at reise mod Norden, den eene for at kiølnes, den anden for at opvarmes, hin for at forfine sin Følelse, denne for at skiærpe sin Tænken. 151| – den nærværende Tid i hvad du seer, og ikke i hvad du hører – Philosophien i Moralen, og Moralen i din Samvittighed – Naturhistorien i Naturen og ikke i Naturalie-Cabinetter – Æsthetiken paa Høienes Toppe, i de gien nemrislede Lunde, i Morgenens Purpur, i den stiernelyse Nat; og ikke paa Universiteternes Collegiebænke! Læs heller Physiognomier paa Markedspladse og Promenader, end Bogtitler paa Bibliotheker! Studeer endelig Menneskene i Hytterne, som de ere, heller end Menneskene i Palladserne, som de ikke ere!

4

Optegn hvad mærkeligt du iagttager! hold til den Ende en Dagbog; dog saaledes, at du oftere glemmer Beskrivelsen over Reisen end Reisen over Beskrivelsen. Den Maade <em>at reise, for at skrive</em> er meget brugelig i Tydskland. Det vilde være ubegribeligt, hvorledes de fleste af disse Penne-Reisende (hvorom man ikke got kan bestemme om de reise til Lands eller til Søes, i det den eene Deel af deres Væsen flyttes paa det Tørre, medens den anden uophørlig svømmer i Blekhornet) faae deres Materialier fra, da al deres Tid gaaer hen med at skrive, hvis man ikke vidste, at de ligesaa got havde kunnet skrive deres <em>Reise giennem Europa</em> i en Pyramide i Africa. Nogle skrive virkelig deres Reise først, for siden at kunne giøre den. Jeg har selv kiendt een af disse Hexemestere. Han havde Lyst til at giøre en Reise giennem hele Tydskland, men havde dertil ikke en Skilling; satte sig altsaa ned og beskrev den hiemme ved sin Pult, lod den trykke, og <em>giorde</em> den siden for det erholdte Honorarium. Hin Prophet udtydede dog kun en glemt Drøm, disse gaae endnu videre, og udtyde udrømte Drømme, for siden at drømme dem.*

5

Stræb at giøre Bekiendskab med virkelig store og fortreffelige Mænd! Det var en Skam at forsømme Solene over Planeterne, Cometerne og Maanerne.

6

Staae tidlig op om Morgenen! At sove meget er altid uanstændigt; men paa en Reise ækelt.

7

Arbeid doppelt, hvor du nyder doppelt!

8

Reis til Fods – saa snart, saa ofte, og saa meget du kan! Du samler saaledes mere – og fordøier bedre. Det har altid været min Mening, at Mennesket ligesaa upaatvivlelig fik Been, for at flytte sig, som Træet Rødder, for at staae stille. Sandt er det, at man ogsaa kan bruge sine Fødder til at staae paa, da Træet derimod slet ikke kan gaae paa sine Rødder; men det beviser intet imod min Sætning: at man fornemmelig bør benytte sig af Fødderne til det første Brug; thi naar man kan anvende noget paa to Maader, giør man altid vel i at anvende det paa <em>den beste.</em> Og upaatvivlelig er det en ligesaa meget ædlere Sag at gaae end at staae, som Dyreriget er ædlere end Planteriget. Ved at gaae <em>komme vi til Tingene,</em> da derimod, naar vi staae, <em>Tingene maae komme til os,</em> en Høflighed, som de sielden have eller kunne have. Det synes rigtig nok, som om endeel got Folk virkelig fordre denne overvættes Artighed af hvad der er uden for dem, og sige: <em>Kiere Ting! vi har lige saa langt til jer, som I har til os!</em> hvorpaa de slaae sig til Roe, som Fuglefangeren i Schlaraffenland. Denne Opførsel er utaalelig storagtig. Jeg troer, at ingen uden Tingenes Styrer kan fordre, at de skulle komme, staae stille, gaae forbi, og dreie sig omkring efter Behag. Skulde vi desuden bestandig ligge, sidde, eller staae, havde vi jo ikke havt meer end een Fod nødig, som <em>Arimasperne</em> eller <em>Basserne i Terramusica,</em> om hvilke Plinius og Holberg dog forsikkre, at de ere saa beskedne, at bruge deres eene Been ikke allene til at gaae; men endog til at <em>løbe.</em>

Overalt troer jeg Spadsering ikke mindre sund for Sielen end for Legemet. Det er got, at begges Fødder ere i harmonisk Bevægelse. De gamle Grækere synes at have indseet dette. Jeg er overbeviist om, at Philosophien vilde være kommet videre i vore nyere Tider, hvis man en Smule havde taget Beenene til Hielp. Det vilde blive for vidtløftigt her at opramse alle Grunde. En Lignelse kunde maaskee, indtil videre, oplyse min Hypothese.

9

Spiis maadelig, og kun naar du er hungrig! Drik Viin, hvor du kan faae den – du har længe nok drukken Vand.

10

Reis uden Adresser og uden Recommendationsbreve! Hvem dit Menneskeansigt ikke er Adresse nok, er ikke for dig – Hvem du ikke kan recommendere dig selv, for ham er du ikke. Recommendationer ere Paanødelser; nød dig ikke paa, og lad dig ikke paanøde nogen! Og hvad kan man med god Samvittighed recommendere hos dig? det eeneste som med god Samvittighed kunde recommenderes, behøver ingen Recommendation. Du reiser ikke blot for at æde og drikke, eller for at see glimrende Hoffer, eller rare Manuskripter, eller Hertzberg, eller kongelige Haver, eller noget af alt det, man maae recommenderes til – Reis uden Recommendation!

Philosophien kan lignes ved Drengespillet med en flyvende Drage. Den speculerende Fornuft er Dragen, Tankegangen Segltraaden, og den metaphysiske Professor Drengen. Herr Professor! da De dog saa gierne staaer eller sidder, saa staae eller sid her et Øieblik stille, og – Socrates skammede sig jo ikke ved at lære noget af et Fruentimmer! – lær at philosophere af denne Dreng! Seer De – med samme Lethed, som Sætninger rulle paa Sætninger, Slutninger paa Slutninger, og Ideer paa Ideer af Deres speculerende Hierne, oprulles Traadnøglet i hans gøvlende Haand, og Dragen flyver i Luften med samme Snarhed, som Deres Fornuft paa hin Side af Erfaringen. Saavidt har han intet forud for Dem, hidindtil er det eene som det andet. Men nu kommer Kunsten! betragt engang – det er ham om at giøre, ikke at miste sin Drage, og han veed hvor let den tynde Traad kan springe – hvad giør han da, for at forhindre det? Sætter han sig ned, og lader det komme an derpaa om Vinden er for stærk eller Traaden for svag? Nei, han er klogere end saa – han er klogere end De: han tager Beenene til Hielp, Herr Professor! og i parallel Bevægelse paa Jorden med Traadens i Luften beholder han sin Drage, imod at – De gaae hvad siger jeg? sidde glip af Deres!

At Gang er sund for Legemet behøver neppe at beviises. Den gamle Drakenberg gik fra Kiøbenhavn en Eftermiddag Klokken tre (da man i et Selskab ikke vilde troe, at han havde meer end hundrede Aar paa Bagen) giennem Sverrig over Bierge og Dale til hans Fødeby i Norge, for at hente sin Døbeseddel, da han ikke haabede, den vilde gaae til ham. Denne eene Anecdote har giort mig hans næsten overmenneskelig lange Liv begribelig.

11

Reis ei som A – heller ikke som B – ei heller som C – ei heller som D – ikke som Mundungus, ikke som Smelfungus – ikke som Manden uden Caffe, ikke heller som en Biørne trækker – ikke à la Sterne ligesaa lidt à la hvem det er – og ingenlunde som den lærde Herr Alkolpantacunctitoutpartoutl Men allermindst som Herr <em>Oberapellationsraad Friederich Wilhelm Basilius von Ramdohr aus Hova!</em> Hoyah! Hoyahh! Hoy-ahhhhhh!!!

12

Stræb at finde dig hiemme overalt; vær Tydsker i Tydskland, Schweitzer i Schweiz, Franzos i Frankerig; luthersk, med lutherske, catholsk med catholske, Hedning med Hedninger; bedrøvet med de bedrøvede, glad med de glade – Menneske overalt, og Menneskehed overalt agtende!

Til disse tolv Bud føiede jeg endnu en Deel andre Forskrifter og Regler, for Exempel: hver Dag at læse et Stykke i Tacitus, Horaz, eller Rousseau – aldrig at blive liggende i en Seng, om jeg blev nok saa slet; men heller bevæge mig til jeg styrtede – ingen blot Lærd at besøge – intet blot Bibliothek at besee – ingen Unødvendigheder at anskaffe mig – ingen Nødvendigheder at kaste bort o. s. v. men først og fornemmest, efter hin virksomme Mands Exempel: intet at opsætte til i Morgen, hvad der kunde afgiøres i Dag.

Og nu – over Frankfurt og Strassburg til Basel!

Min Plan var færdig – jeg stod op, og gik ned af Bierget, med lettere Hierte, (derom er jeg overbeviist) end Kongen af Preussen, da han var færdig med sin. Og for Resten – Plan imod Plan – jeg havde ikke byttet med ham.

Nedgangen var overmaade behagelig; hele Egnen rundt om Bierget laae hyllet i Solens Purpur. Den Sneglevei, som er anlagt fra Midten, hvor Skoven afvexler med Agrene, til Toppen, og hvorfra man i bestandig Skygge hvert femte Skridt har en nye Udsigt over Dalen til de andre Bierge, er det skiønneste af alle Pyrmonts Anlæg.