Pyrmont

Pyrmont den 12.-15. Julii.

For otte Dage siden var jeg allerede fuldbestemt til at forlade den morende Keede, eller rettere det keedende Moerskab, som gaaer i Svang i dette Naturhospital. Min Plan til en videre Fremreise var allerede lagt, mine Hovedstationer, mine Videnda og Non-videnda vare allerede optegnede; men ak! min svage Nerve – (ikke mine svage Nerver; thi dem bryder jeg mig nu eengang for alle ikke mere om) – den Hoved-Nerve, Nervus rerum gerendarum.* uden hvis Styrke de fleste jordiske Foretagender meer eller mindre mislykkes, har nødt mig til at blive hvor jeg var, og slide min Tid og mine Skoe i den store Allee med Taalmodighed.

Hvilke Elegier kunde jeg ikke skrive dig, kiæreste S*! over min nærværende Forfatning, hvis jeg ikke allerede for længe siden havde skreven fleer end nok – med sand prophetisk Ahnelse, som den, der allerede forud følte, at jeg langt om længe vilde komme i en Forfatning, som noksom kunde undskylde de dengang overflødige og overdrevne -, hvilke Jeremiader, Nasoniader, og Youngiader vilde flyde af min Pen, dersom jeg ikke, trods alle Gienvordigheder, fra det Øieblik af, jeg tiltraadte min Reise, havde meer af Habakuks Den lunefulde La Fontaines Liv-Autor. end af Jeremias's, meer af Catulls end af Ovids, meer af Yoricks end af Youngs Lune!

Isteden for Bedring, Dag fra Dag tiltagende Svaghed - isteden for Vexler fra min Finanzminister i Poppenbüttel, Tidende om hans Død og et sandsynligt Tab af henved 200 Rdlr. som jeg havde nedlagt hos ham – og paa henimod en Snees Breve til mine beste Venner i Danmark – intet Svar! Jeg kan ikke beskrive dig hvor lystig jeg er bleven over alt dette.

Oprigtig talt, er jeg virkelig en Ven af Extremer; i det mindste veed jeg bedre at skikke mig i en heel end i en halv fatal Skiebne. Mit Gemyt er elastisk, dets frastødende Kraft er i Forhold til Slaget, der rammer, eller Byrden, der nedtrykker det. Naar Skiebnen, kort sagt, slaaer alt for grovt, saa – slaaer jeg igien.

Derimod, saalænge den holder sin Harm inden visse Grændser, 156| og kun af og til trakterer mig med nogenlunde læmpelige Tryk – naar den isteden for Krampe, Feber, Slag og deslige skikker mig en ussel Snue paa Halsen – naar den isteden for at smede mig til Caucasus med helvedhærdede Jernkiæder, hilder mig i et Reigarn, eller foldsætter mig i et Hønsebuur – saa bliver jeg vranten, klynker, og piber Elegier. Nei! rust dig ud tilgavns! –

Ha! ha! ha! ha! ha! – Jeg vil dog virkelig see hvem der holder det længst ud!

Hvad kan Skiebnen overalt giøre mig? Kan jeg blive sygere, fattigere, forladtere, end jeg virkelig er? Ethvert Forsøg derpaa vilde dræbe mig! Og – Døden? Jeg har endnu intet Begreb om den Lyksalighed man maa besidde i Livet, for ikke at længes efter dens Komme.

Jeg loe i Gaar i Fortvivlelse over min Tilstand, og nu leer jeg i Dag over min Fortvivlelse!

Hvor ganske anderledes er jeg stemt i dette Øieblik! Jeg kommer fra en Spadseregang med den endnu ulykkeligere M**, har talt med Jacobi, og seet Solen gaae ned - og mit Hierte slaaer saa sagte, mit Blod er i et saa behageligt Omløb, alle mine Følelser saa blide, som om der ikke fattedes mig det mindste.

Sundhed! Venner! Penge! – o! der er et jeg veed ei hvad, som erstatter selv eders Savn!

Naar Nøden er størst, er Hielpen nærmest, er Hielpen nær, er Hielpen allerede forhaanden!

Fryd dig med mig, kiæreste S*! Jeg har i Dag pludselig baade Sundhed, og Venner, og Penge, og kan, naar jeg vil, tiltræde min Reise.

Hvor det eene Held nedstrømte paa det andet! Saaledes følger Dagskiæret paa Tusmørket, Morgenrøden paa Dagskiæret – og Solen paa Morgenrøden! Ingen Lykke kommer allene.

Een Post har bragt mig et Brev fra dig – en anden Herr B** tilbage fra Rusland til sin længselfulde Kones Favn. M**s Blodspytning har ophørt – Marcard har næsten lovet ham sikker Redning af en Reise mod Syden – og mig af en Vandring mellem Alperne – Haab om Helbredelse er mig allerede Sundhed! Herr B** har tilbudet sig selv at paatage sig mine faa Finanzers Bestyrelse i deres afdøde Ministers Sted, og allerede forstrakt mig saa meget, som jeg bruger til paa hin Side Basel.

Nu har Biergene skiønnere Former, Dalen et blidere Udseende; nu vrimler Alleen af venlige Brødre og Søstre – Kotzebue selv er bleven mig mindre ubehagelig. [...]

S** havde for længe siden yttret det Ønske at reise med M** og mig i det mindste til Basel. Han havde løsrevet sig fra alle Baand, og var frie, som vi, som Fuglen i Luften. Mand af Kundskaber, Smag, og (det vigtigste) hiertelig Retskaffenhed, var han snart bleven vor fælles Ven – vi modtoge altsaa med Fornøielse hans Forslag, uagtet M**s lette engelske Vogn kun havde Plads for to Personer. Men Vognmageren har ikke giort Regning paa Hierterummet, tænkte vi – tre Venner sidde magelig der, hvor to Bekiendtere sidde tilpas og to Fiender utaalelig slet. Paa en Spadseregang kom vi overens om Maaden at reise, og dele med hinanden Reisens Vedkommende paa, fastsatte vor Plan, og bestemte vore Love. "Den første Betingelse," sagde jeg til Greven, "under hvilken jeg allene tiltræder denne treenige Reise, er Afskaffelsen af Adelsnavnet og Grevetitelen. Først, fordi dette Snurrepiberie er for kostbart - da ingen af os kan eller vil reise, som man fordrer det af Grever – for det andet, fordi det er tvungent – da Grevers større Herlighed altid er forbunden med mindre Friehed – for det tredie, fordi det er adeligt, og, saa meget jeg for Resten agter og elsker adskillige adelige Ædle, er mig dog Adelskab overhovedet..."

"O!" raabte M** – "er det intet uden det – jeg frygtede, du vilde, jeg skulde afskaffe den lille Pidsk jeg bærer bag i Nakken, siden du ingen har"...

"Pidsken? oh nei! kan passere til videre – bedre var det altid, at den var borte; men – cur ego amicum offendam in pilis? Kun Adelskabet"...

"Oh! med største Fornøielse! men hvad skal jeg kalde mig?"

"Hvad hedder du?"

"Adam" –

"Bravo! det er et særdeles menneskeligt Navn! kald dig hvad du hedder, saa kalder du dig hvad du er" – –

"Men Adam er kun et Døbenavn", meldte S,** "og det skikker sig vel ikke i vor oplyste Tid at kalde sig, som man er døbt – Fitz-Adam maa han hedde i det mindste" –

"Nei, tusind Tak!" afbrød jeg heftigt – "man vilde holde os for reisende Engellændere – dertil er vor Børs alt for let. Læg blot et s til og hed Adams, saa ere alle Vanskeligheder hævede."

Det blev eenstemmig antaget.

S** var heller ikke ret fornøiet med sit Binavn – det var vel ikke adeligt; men det klang alt for opdigtet; han frygtede Uleilighed ved Portvagtene af den Slags, som Herr Viereck (paa dansk Fiirkant) udstod ved Indkiørselen i Berlin En vis Magister, Doctor eller Professor <em>Viereck</em> i Dresden havde foresat sig en Reise til Berlin, og bestemte Dagen i et Selskab, hvor tre Studentere, som længe havde Mod paa at spille ham et Puds, befandt sig. <em>Viereck</em> – sagde een – er dog det latterligste Navn i Verden! Jeg begriber ikke hvor man kan eller tør hedde <em>Viereck?</em> Det siger en Nar, raabte Magisteren – det siger hele Verden, raabte alle de tre Studentere. Hvad vedder vi, Herr Magister! at De umuelig med dette Navn kommer giennem Porten af Berlin?" – "En Tut Ducater!" – "Top! De ere Vidner, mine Herrer! med De maa ikke tage ilde op, at jeg reiser bag efter for at undersøge i Vagtprotocollen, om De og har sagt det rette?" – "Naturligt!" Herr Magisteren, som hidindtil var sluppen giennem Verden med sit Navn, troede allerede at have de ti Ducater i sin Lomme. – Men – tre Studentere og et fiirkantet Navn er ikke at spøge med. Paa den fastsatte Dag aftalte Pudsspillerne med hinanden deres Plan. Før Solens Opgang kiørte den første til Berlin, kom til Cotbusporten: "Ihr Nahme, Herr?" <em>"Eineck!"</em> – "Gut! Fahr zu!" Strax efter ham kom den anden: "Ihr Nahme?" <em>Zweieck!</em> – "Zweieck? curioser Nahme! passir!" Tilsidst kom den tredie: Samme Spørsmaal – <em>"Dreyeck!"</em> var Svaret – "Was?" – <em>"Dreyeck!"</em> – "Hat der Herr mich zum besten?" – "Wie so?" – "Dreyeck? Dreyeck?" – "Ja, das ist mein Nahme, mein Freundl" han viiste ham Convoluter: Dreyeck Marchand tres renommé &c. – "Hm! fahr zum Teufel!" Endelig kom min Herr Magister: Ihr Nahme, Herr? "Ich heisse <em>Viereck!"</em> "Tcufels-Schwerenoths-Kerl! wart! Gefreyter! ruf den Herrn Lieutcnant! ich soll dich <em>vierecken!"</em> Den arme Magister tabte Næse, Mund, Maal, og Mæle – blev slængt i Vagten – og sad der jeg veed ikke hvorlænge til det behagede Studenterne mod Betalingen af hans uforsigtige Veddemaal, at giøre Anstalter for at udløse ham.* eller den, som 159| mødte en vis Herr Hvad i Kiøbenhavn. Man kan slutte sig til, hvor usandsynligt Herr S**s virkelige Navn maa have klinget, da han med Glæde modtog det opdigtede Sparzet, som Adams i en Hast foreslog. Hvad Baggesen angik, da blev det eenstemmigen erklæret saa uadeligt, uengelskt og ubetydende, at man troede ikke at løbe mindste Fare ved at beholde det, som det var. Da vi saaledes havde sørget for vore Navne og Titler, bragte vi de øvrige Vilkor i Rigtighed efter de evige Regler for Ret og Lighed, men da disse lidet interessere de fleste Læsere, vil jeg her ikke opholde dem med sammes Udstykken.

"Neppe havde den purpurklædde Dagens Monark, Apollo, udslaget sit favre Hovedhaars gyldne Lokker over Jordens rødmende Ansigt, neppe havde de smaa brogede Fugle med deres Harpetungers sødtsmeltende Harmonier begyndt at hilse den rosenkindede Aurora, der efterat have forladt sin skinskyge Gemals bløde Ægteseng, fra Vindverne og Portene af Pyrmonts Horizont viiste sig de nysopstandne Brøndgiæster i Alleen – før de tre Forenede forlode de lade Fiær" – eller:

Klokken fem om Morgenen, den 16. Julii, pakkede jeg altsaa et Dosin Mansketskiorter, og (med Recencenternes Tilladelse) et Par sorte Silkebuxer, (salva reverentia Publicanorum των τελωνων – med al Respect for de Herrer Toldere.) et Pund Snuustobak – og (trods hele Geistligheden i det hele hellige Romerske Rige) endeel gode Bøger i en lille Kuffert. 160| Et Postkort over Tydskland puttede jeg i den eene, og en Tacitus de moribus germanorum i den anden Lomme. Jeg fornøiede mig over at min Indpakning saa snart var færdig – Sparzets tog ikke meget længere Tid – Adams lod alle sine Overflødigheder blive tilbage med sin Tiener og sin Titel – og saaledes puttede vi os alle tre med alle vore Reisesager i Vognen, for at rulle ud i den vide Verden - oplagte til de uhørteste Eventyr og fulde af de behageligste Forventninger. Den navnkundige og aldrig noksom berømte Ridder af Mancha kan ikke i sødere Sværmerier have listet sig ud af sin Hønsegaards Bagdør, eller med mere tryllende prophetiske Følelser galloperet over Montiels Marker, end vi, da vi kiørte ud af Pyrmont. Det var den skiønneste Morgen – vi følte Friehedens og Uafhængighedens hele Vellyst – da vi naaede Toppen af Bierget, laae hele Jordkloden udbredt for os – og vi ahnede alle, at vor egentlige Reise, den af hvilken vore Skiæbner for bestandig vilde bestemmes, her begyndte.

"Lyksalige Alder! lyksalige Seculum! ja! hvad siger jeg? lyksalige Decennium! for hvilket Lyset af Galliens herlige Morgenrøde skinner! i hvilket Verden – og vi - skulle see Handlinger, værde at støbes i Erz, at hugges i Marmor, og opstilles i Malerier til Eftertidens Beundring!" – O! Held mig! tre Gange Held mig Lyksalige, at Skiebnen forundte mig at besee Europa i det skiønne Øieblik, da Fornuften begynder at gnide den lange - lange – lange Slaveslummer af hendes yndige Øine!