Göttingen

Universitäts-Goldschmidt.

Hillemænd! tænkte jeg, heele Kiøbenhavns Universitet (Professorerne undtagne) opbringer knap 12 Unzer Guld.

Staden selv er smuk, har skiønne brede, velbroelagte Gader, og anseelige Huuse; men Beliggenheden er intet mindre end tillokkende. Rundt om i en temmelig Strækning, naar man midtager nogle ret artige Haver, finder man ikke et eeneste Træe. Den smudsige Leine forskiønner ikke synderlig denne kiedsomme Slette. Og dog kunde et saadant Sted aldrig ligge den skiønne Natur for nær.

Florencourt og Doctor V*** fra Nørthen kom mig i Møde paa Torvet ved Vandspringet, og førte mig op i Kronen, hvor jeg fandt Adams og Sparzet i et Selskab af Grever, Kammerjunkere, en Baron, to Friseurer, en Barbeerer, en Skrædder, en Kudsk, en Jøde og andre Studerende, der meget fidel og burschikos bøde hinanden velkommen. Mage til den Friehed og Lighed, her herskede, havde jeg endnu aldrig fundet; endnu mindre til den Lydighed og Lynsnarhed hvormed man paa mindste Vink blev opvartet af Tienere og Piger, og allermindst til den Myndighed, hvormed man befalede.

De to Friseurer bemægtigede sig Adams og Sparzet, der begge efter mit Exempel lode deres unyttige Haar afskiære, medens vi andre dannede en afvexlende Kreds omkring dem. Jeg besluttede at bursche saa længe jeg var i Gøttingen; thi hvad andet skulde man tage sig for imellem Burscher? Man maa synge med de Fugle man er iblandt. Det blev mig uendelig lettere, end jeg havde formodet; thi jeg opdagede snart, at min Adams Venner vare ham værdige, og hørte ikke til den almindelige Hob; de vare ikke blot frie, muntre og vittige, men og anstændige, og vilde have givet mig et ganske andet Begreb om det herværende Studenterliv, hvis jeg ikke var kommen efter, at de udgiorde en lille Kreds for dem selv, der ingen Deel tog i Mængdens Udsvævelser.

Med et Par af dem besaae jeg endnu før Aften Bibliothek-Bygningen. Florencourt indbød os hiem til sig, hvor vi underholdt os med Bürgers nye Sonetter, og Samtaler om den ubeskrivelige Kiedsomhed, der plager de ottehundrede Borgere i dette berømte Academie.

Postfortvivlelsen

Ogsaa her iilte jeg forgieves til Posthuuset. Der var ingen Breve.

Gøttingen d. 13. Julii 1789.

Jeg har nu i en Tid af fem Uger ikke skrevet noget Brev uden i den Forudsætning, at den som skulde læse det, var død; og i samme Forudsætning skriver jeg dig dette. Hvis du altsaa finder, at det enten ikke er langt nok, eller kort nok, eller ordentligt nok, eller smukt nok, maae du betænke, at man ikke skriver til en Død, som til en Levende; at man skriver anderledes, naar man veed, at man ikke bliver læst, end naar man forestiller sig det modsatte. Mig synes at det er allerede meget, at jeg skriver. Der hører virkelig en egen Fromhed til at blive ved at skrive uden nogensinde at faae Svar, og en anden taug maaskee i mit Tilfælde reent stille. Men jeg er nu ulykkeligviis engang saaledes indrettet, at jeg ikke lettelig gaaer i Staae, naar jeg først er ret sat i Gang.

Her i Gøttingen er endelig mit sidste Haab forsvundet. Jeg er af ingen anden Aarsag reist hertil, end for at høre paa Posten, om ingen Breve vare adresseerte hid til mig. Det var rigtig nok en urimelig Formodning, men naar man intet rimeligt har, tager man til Takke med det urimelige.

Jeg gad imidlertid vidst, om denne mine Venners almindelige Taushed ogsaa er en Frugt af hin ulyksalige Oper – om de virkelig alle have lært at indsee, at den der har skrevet et saadant Skuespil, saadan oversat, har forbrudt alle sine Rettigheder og Herligheder, som Menneske og Borger – at den, der har skrevet et saadant Skuespil, ikke bør have Svar paa noget Brev at han ikke allene bør expatrieres, hvilket allerede er skeet; men endog exeuropieres, som nu skeer; thi andre Mennesker kunne 179| dog have en slags Omgang med hinanden, saa længe de opholde sig i det postrige Europa. Ofte har jeg i forrige Tider velsignet – men nu forbander jeg af mit gandske Hierte, høilovlig Ihukommelse, Keiser Maximilian, som til min Græmmelse bragte det afskyelige Postvæsen her i Gang. Synet af et Postbud, der fordum havde saa megen Fortryllelse for mig, er mig nu ligesaa fatalt, som Synet af Medusa var dem, der bleve til Steen ved at see paa hende. Der kommer undertiden en Lyst over mig til at slaae Postbud og Postmestere, og selv de uskyldige Postheste ihiel. Denne Fristelse er farlig. Jeg har en hemmelig Ahnelse om, at man paa hin Side Elben med det første vil komme til at læse i de tydske Aviser den bedrøvelige Efterretning: at en vis Barbar fra Norden ved Navn Backheschen, endelig i det Over-Rhinske etsteds er bleven henrettet, fordi han paa sin Reise giennem Tydskland havde dræbt saa og saa mange Postpersoner.

Naar man nu læser sligt, vil man ventelig græde; men denne Graad kommer for seent, overalt er jeg slet ikke tient med Graad. Dette er det to og tyvende Brev, jeg i en Tid af syv Uger har skrevet til Dannemark. Jeg vil blive ved indtil det syv og tyvende; men saa stop! Naar man syv og tyve Gange har forsøgt at bære Vand i et Sold, troer jeg man kan holde op dermed, uden at støde an mod den christelige Langmodighed.

Olde er den eeneste, som tilstrækkelige n har undskyldt sig, ved at lade sin Skriverkarl melde mig sin Død; det skulde være besynderligt, om I alle havde det samme Forfald, og det altsaa blot fattedes Eder paa Skriverkarle. I dette Tilfælde tager jeg alle mine Bebreidelser tilbage.

Jeg kan ikke fortælle meget om Gøttingen, da jeg deels ikke har været her over een Dag, deels ikke vil være her meget længer. Jeg troer at denne Egensindighed er ligesaa tilgivelig paa en Sundhedsreise, som paa en Kunstreise, eller Lystreise. Man henter hverken det ene eller det andet her. Alting synes at forgaae i Lærdom. At denne skulde blive saa meget desto grundigere, har man forjaget, siger man, al Smag. Den pedantiske, sikkerlig dog intet mindre end grundige Distinction mellem det Nyttige og det Behagelige skrækker mig overalt, som fra Universiteter i Almindelighed, saa fra dette i Særdeleshed. Hint Athen 180| foreenede Muserne og Gratierne, dette skiller dem ad. Det er meere at ansee som et Torvemarked, end som et Academie. Man afsondrer de skiønne fra de grundige Videnskaber, og stykker de sidste ud, som om Collegierne vare ligesaa mange Høkerboder.

Dette Begreb havde jeg for længe siden giort mig om Gøttingen; og alt hvad jeg med egne Øine har seet og med egne Øren hørt, befæster det. Det synes latterligt, at ville bedømme et Academie efter een Dags Ophold derved – det vilde virkelig være det, hvis hvad jeg her yttrer, galdt det i Gøttingen, som kun ved umiddelbar Anskuen og Anhøren kan erfares der. Men mit Omdømme er grundet paa det, hvori alle, som have kiendt dette Universitet nøiere, ere eenige.

I øvrigt, dersom jeg reiste i videnskabelig Hensigt, og dersom jeg ikke bestandig var i fuld Fart med Døden i Hælene, vilde jeg vist ikke forsømme de egentlige Mærkværdigheder her – og udentvivl vilde jeg, ved at opsøge dem, tillige støde paa saa mange andre interessante Ting, at dette Sted tilsidst maaskee blev mig ligesaa kiært, som noget andet. Upaatvivielig gives der iblandt Professorerne adskillige virkelig store Mænd i deres Fag; iblandt Studenterne kiender jeg allerede nogle, som kunde giøre mig det længste Ophold behageligt, og i enhver nok saa lille Bye, end sige Gøttingen, gives der sikkerlig gode og elskværdige Mennesker nok, for at udsone alle muelige Mangler. Bibliotheket alleene kunde fastholde enhver Videnskabsven. Kun med Maaden at studere paa, og det almindelige Studenterliv, vilde jeg neppe nogensinde forsones.

Min Meening herom er for Resten saa ubetydelig, at jeg ikke tager i Betænkning at betroe den et Brev til en Person, som jeg forudsætter allerede død. Det er altsaa omtrent det samme, som at lade den trykke i Kritik og Anti-kritik, eller noget andet Blad der læses af ingen.

E. S. Skulde du virkelig være kommen til Paradiis, saa hils Professor Hviid fra mig, og sig ham, at jeg nu gaaer ud for at besøge Hofraad Heyne.

Bürger

"Hofraaden er ikke hiemme," sagde en lille Pige, som lukte mig op, "Hr. Hofraaden er reist til Ilefeld." Jeg bad hende sige mig, hvor Professor Bürger boede. Hun var saa artig, trods al min Beden, om ikke at umage sig, at følge mig giennem tre Gader til hans Huus, der laae skiult med sin Have mellem nogle uanseelige Stræder i Baggrunden af Byen.

I denne lille Have saae jeg to Personer, hvoraf jeg strax giettede hvilken der maatte være Bürger. Han bød mig op paa sin Stue, hvor vi satte os paa en Sofa. Uagtet Klokken var kun tolv, havde han alt spiist, saa tidlig gaaer man til Bords i denne ordentlige Bye. Jeg sagde ham hvem jeg var og ærgrede mig hemmelig over, at han ikke engang kiendte mig af Navn; fortalte ham, hvor nøie jeg kiendte ham, Aarsagen til min Reise, og saa videre. Det var mig umueligt at sige ham, at jeg og klimprede paa Citheren; men da vi en Tid lang havde talt med hinanden, udbad han sig atter mit Navn, og da jeg gientog det, spurgte han, om jeg ikke var Forfatteren af Holger Danske? Desværre! sagde jeg:

Han havde læst et Par Recensioner af den, sagde han. Dette bragte os paa Tale om hans gamle, meget elskede Ven, Professor Cramer – og nu havde vi meer end Stof nok til Underholdning.

Bürger er en Mand af omtrent fyrretive Aar, med et simpelt, men lidt efter lidt indtagende Udvortes, hverken høi eller lav, temmelig undersætsig, med meer smeltende end fyrigt Blik, og af et let, naturligt, jeg gad sagt, mageligt Væsen. I hans hele Anstand, Udseende, Adfærd var ikke det mindste, som røbede mig Digteren, men vel Vennen af Digtere. Han syntes meere at elske, end at dyrke Muserne. I det Heele havde hans Person den samme Tone som hans Arbeider. Jeg sagde ham, at jeg havde oversat hans Lenardo og Blandine, som lod til meget at fornøie 182| ham. I den Anledning dreiede sig Samtalen til Almuesang overhovedet. Homer, sagde han, var den egentlige Almuesdigter, og burde oversættes i en ganske anden Tone, end den hidtil vante. Uagtet han engang havde troet at treffe denne i Jamber, havde han dog med mageløs Taalmodighed omkalfatret det hele utaknemmelige Arbeide, og var nu næsten færdig med en gandske nye Tydsk Homer i Hexametrer. Jeg beklagede, at han ikke havde fuldendt det første Værk; det vilde have blevet et nyt og eeneste i sit Slags, hvorved Sproget i det mindste vilde have vundet hvad Homer tabte. Til et originalt Heltedigt, meente han, maatte opfindes en gandske nye folkeligere Verseart. Efter hans Theorie, mærkede jeg, havde hvert Sprog sin egen eiendommelige, saa at det allerede var nok, at Homer for Exempel havde brugt Hexametret, for at bevise det ikke skikkede sig til en Epopee i noget andet, mindst levende Sprog. Uagtet det vel har sin Rigtighed at den characteristiske Forskiæl i Sprogene forbyder, især i længere Digte, ganske fælles Versarter, troer jeg dog at <em>Klopstock</em> kommer Sandheden nærmere, naar han forlanger den nødvendige Forandring i Arten og ikke af Arterne. <em>Hexametret</em> synes at tilhøre Epopeen i alle de Sprog, som have Stavelse-Qvantiteter, eller kunne erholde den. Men det Tydske Hexameter maae indrettes anderledes end det Græske eller Romerske, det danske anderledes end det tydske, det franske, hvis det engang bliver forsøgt, ganske anderledes end alle disse, o. s. v. Oberon var i hans Tanker forfattet i den for et tydsk Heltedigt meest passende Versart.

Viser, Romancer, og fornemmelig Ballader ere hans Livdigte; om denne, som han kaldte den, egentlige Poesie, hans Yndlings-Sag, talte han med besynderlig Varme. Om vore danske Kæmpeviser talte han med Henrykkelse; de faae, han havde lært at kiende af Oversættelser, havde giort ham usigelig begierlig efter flere; og han gad lært dansk allene for at nyde dem i Grundsproget, sagde han. Tullin og Ewald kiendte og skattede han. Han havde engang hørt dansk synge, og fandt det sødt, smeltende, og fortryllende blødt.

Vi talte om dets Litteratur, om dets Digtere, og om Musernes Haab her i Danmark – om den nye Udgave af hans samlede Digte, som allerede var reent udsolgt – om Gøttingen, i hvis Baggrund han levede saa got som ubekiendt, sagde han – om det 183| Barbarie, som her gaaer i Svang i de skiønne Videnskaber, da Politik og Jurisprudenz opsluger alt, hvad der kan tale og høre, skrive og læse – om Navnet Athenen, og Parodier, og saa videre. Saaledes henfløi tre Timer uden at jeg mærkede det, saa aldeles, at jeg endog forglemte at spise, og først om Aftenen erindrede, at jeg havde glemt det.

Men "Die Gleichen" glemte jeg ikke.

Med Adams, Florencourt og tre fire andre Bekiendtere havde jeg aftalt en Tour til disse interessante Ruiner; og tog altsaa Afsked, fornøiet over personlig at have lært at kiende Lenores Digter.

Gleicherne

Mit Selskab var allerede i Begreb med at stige til Hest, da jeg kom tilbage, for under den levende Florencourts Anførsel at besøge Die Gleichen, Ruinerne af den berømte tokonede Ridder Gleichens Biergslot, omtrent to Miil paa hin Side Gøttingen.

Omtrent halvanden Miil fra Byen, paa Grændsen af det Hessiske, toge vi feil af Veien og reede vild i en tyk Skov. Jeg fornøiede mig ikke lidet herover; det gav hele Selskabet en nye Interesse, og forskaffede os en Mængde romantiske og pittoreske Udsigter, som vi ellers vare reedne glip af. Endelig traf vi en Skovbonde, der førte os over steile Brinker og dybe Huler, hvor vi hundrede Gange vare i Fare for at styrte med de tildeels ravgale Heste, paa rette Vei til vore Bierge, hvis Toppe vi endelig naaede efter mangehaande Eventyrer.

Her boede i ældgammel Tid den navnkundige Greve af Gleichen, som to Gemalinder, den eene Tydsk, den anden Tyrkisk Prindsesse, i fælles Ægteskab kappedes om – uden mindste Kiv – at giøre lykkelig. Historien fortæller, at denne Hymens Yndling i en mageløs Treeenighed behialp sig med een eeneste Seng, der med rette fortiente Navn af Kierligheds, Eenigheds, og Troskabs Triumf- eller Himmelseng.

Med høitidelig Rørelse besteg jeg den høieste, steileste, og skiønneste af de tvende Toppe, hvor Tidens Tand havde levnet de betydeligste Brokker. End stode et par halve Muure, et Stykke af Taarnet og en sammenfalden Hvelving paa denne skyenære 184| Høyde. Jeg klavrede med megen Forvovenhed over nedtrillende Kalk- og Steensmuldringer op paa den øverste Spidse af Ruinen. Min Møie blev rigelig belønnet. Hvilken malerisk Standpunkt! hvilken viid og vexelfuld Udsigt over dybt under liggende Enge, Skove og Landsbyer i Midten af de krandsende Bierge, om hvis Skovtoppe Skyerne dandsede! En Byge nærmede sig fra den overfor skyggende Biergryg; men tør stod jeg i Soelskin paa Pynten, mens den brast under mine Fødder og giorde de andre drivvaade. Overalt i de nedglidende Lunde saae min Phantasie den lykkelige Mand mellem sine Tvende deilige Mager beundre og nyde den yndige Natur, hørte ham fortælle dem sine eventyrlige Tildragelser, og – saa vidt gik den endog i sin Udsvævelse – fulgte den Lyksalige hiem til det hiemlige, ægtelige, stille Sovekammer, hvor han – mellem begge paa Rosenleiet – drømte sig henbaaren af Engle i Abrahams Skiød. Himmel! raabte jeg, o! kun Halvten af denne Mands Lyksalighed, kun een saadan Engel – i den usleste Hytte paa Jorden – Daninde, Teutinde, eller Tyrkinde – ligemeget! kun een saadan Mage, saa yndig, saa venlig, saa from, saa favnende, saa troe... Jeg kunde ikke raabe meere; man taber Aanden saa let ved saadan Leilighed! Men hvad jeg ikke raabte, det følte jeg, og ofrede paa dette Hymens skiønneste Altar mine dybeste Suk til hin skiønne Treeenigheds Erindring.

Solen dalede, da vi stege ned igien, og efterat have forfrisket os i et Skovhuus med Viin og Skinke, reede tilbage over Haynbierget til Gøttingen. Det var mørkt da vi kom ind mellem Haverne, hvor man hilste os med Pistolskud fra Adams forrige Lysthuus. Her fandt vi adskillige af de "Udvalgte" som toge os med til en foranstaltet Punsch-Schmauz, hvor vi under Sang og Samtaler i foreenet Munterhed og Tobaksrøg endte vor æsthetiske Dag og toge Afsked med Georgia Augusta. [...]