Giessen

Paa Grændsen af det Casselske og Darmstadtske bliver Landet endnu mere biergigt. Den hele Vei langs med Lahnen er rig paa de yndigste Naturafvexlinger. Nærmere Giessen bliver Egnen 185| fladere, og Øiet hviler sig behageligen efter de mangfoldige Biergscener i den smilende Dal, som omgiver denne Stad. Vi kom dertil giennem Frugttræer og rige Kornmarker, rundt om os utallige Landsbyer, hvis Piger udmærkede sig ved nette Fødder. Vi fandt en stor Mængde overalt paa Markerne. Mændene og Karlene syntes overhovedet paa denne Side Gøttingen ikke nær saa meget at tage Deel i Landarbeidet, som Fruentimmerne. Formodentlig ere de sidste virkelig i større Antal end de første, da Folkehandelen ikke udfører uden Mandsslaver. De saae ellers meget fortabte ud, de gode Piger, som om de enten havde mistet, eller ikke kunde faae Kierester. Jeg havde inderlig Medlidenhed med dem, men –

"Ak! var den gode Herkules ikke blot en Støtte – en parodisk Støtte – var han en virkelig levende, rørig Herkules! Han kunde dog hielpe Eder, I arme, træilende, svedende Skiønne!" sukkede jeg. Vi sukkede alle tre, og beklagede paa Agerbrugets og Folkemængdens Vegne, at vi ikke vare Heraclider. –

Giessen selv er en befæstiget, temmelig velbygget Stad. Studenterne ved dens Universitet have Ord for at være ligesaa udsvævende, som Marburgs ere stille.

Da Herr Crome, som vi havde foresat os at besøge, ikke var hiemme, kiørte vi strax videre – til Longins, en særdeles lærd Landsbye, hvori hvert Huus var en Psalme- eller i det mindste en Bønnebog. Iblandt de opbyggelige Vers og Sentenser, hvoraf Yder-Væggene vrimlede, fandt jeg følgende de opbyggeligste:

"Jeg gad omfavne og kysse Forfatteren, fordi han over Kone og Børn saa aldeles har glemt sig selv." – Han har ikke glemt sig selv, sagde Sparzet; men tænkt, som en ærlig Hesse: jeg skal nok hytte mig. – Jeg troer, det er blot en lyrisk Udeladelse, sagde Adams – som den i det kiøbenhavnske Vægtervers Klokken ti:

hvor Konen, der upaatvivlelig meer end nogen anden vil og bør vide Tiden - især Sengetiden – aldeles overspringes –

[...]

Et dristigt Metrum! halv Sapphisk og halv syllogistisk!

Efter mit Skiønne det meest poetiske. De øvrige vare alle meer eller mindre i hin veltalende Pastors Smag, der begyndte sin Prædiken dennelunde: Ligesom Løven udgaaer at søge sit Rov, og ligerviis, som Ulven er et grimmigt Dyr, saa skulle vi og alle – vandre i et nyt Levnet." Saa pirrende denne theologiske Smag i Vers og Prosa virkelig er, trætter og kieder den dog i Længden, formedels den bestandige, den samme eneste Figur, den benytter sig af. Den Antisyllogistiske.

Det faldt mig ellers ind ved at betragte disse beskrevne Huse, at man maaskee engang kunde gribe denne Idee til Fordeel for almindelig Oplysning, og indføre i Verden et Slags Bogbyggerie. Hvad om Husene i alle Landsbyer og Flekker vare ligesaa mange Elementarbøger? Det forstaaer sig, at disse ingenlunde kunde være vidtløftige; men det var overalt got, om Elementarbøger ikke vare det. Med nogen Strenghed i Valg vilde, for Exempel, Religionens Grund-Sandheder, Kiernen af Theologien, mageligen kunne rummes paa fire Kirkevægge, uden enten at bemale dem overalt, eller at behøve Kikkerter for at læse Bogstaverne. Det samme gielder om Philosophien; – og de evige Regler for Ret og Uret, for saa vidt de hidindtil almindeliggyldigen ere bestemte, 187| vilde med nok saa læselige gyldne Bogstaver neppe fylde hele Façaden af det mindste Raadhuus. Enkelte Gaardmænd og Huuseiere kunde paa deres private Ydervægge vælge de første Principier, de vigtigste Elementer, de afgiorte Grundsandheder i den Videnskab, de meest elskede. Sentenzer selv hist og her vilde jeg ikke have noget imod, naar de kun i Fynd lignede den over Porten i Delphi Kiend dig selv!; endog Vers kunde taales, naar de kun havde meer eller mindre Lighed med hint af den græske Anthologie:

en Indskrivt, som vilde være passende anbragt paa alle Forlystelsessteder. Tilforladelig! jeg kan indbilde mig en saadan Bye, som jeg heller vilde giennemvandre end det prægtigste Bibliothek, og heller giennemlæse, end den beste Encyclopedie. Al virkelig menneskelig Viden kunde paa denne Maade rummes i en maadelig Kiøbstæd. Rigtig nok, som sagt, kun den blotte Kierne; men det er og egentlig kun Kiernen om at giøre.

"Jeg har kun een Ting at indvende mod din Idee", sagde Adams.

- Og den er? –

"Culturens og Oplysningens bestandige Fremgang, som vilde giøre det nødvendigt hvert andet Aar at forandre, forbedre, og formere disse Gade-Bøger."

- Ikke andet? Først maa jeg anmærke, at Forandring og Forbedring umueligen vilde finde Sted deri, hvis de blot, efter Hypothesen, indeholdt Grundprincipier og afgiorte Sandheder; thi disse eengang fundne og erkiendte blive evig de samme; for det andet fremgaaer den sande Cultur og den virkelige Oplysning ikke med Aar- men med Aarhundred-Skridt. Hin Lov: "Handle mod andre, som du vil, at andre skulle handle imod dig!" har i meer end sytten hundrede Aar hverken trængt til Forandring eller Forøgelse – hint γνωδι σεαυτον har i ligesaamange 188| Aarhundreder overlevet sin Steenport, og staaer endnu paa den af Papiir, som aabnes hver Maaned af Moriz I Erfahrungs-Seelen-Kunde.; de Elementer og Grundsandheder, jeg taler om, vilde sikkert ikke falde med deres Huuse. Hvad Formeeringen angaaer, da bygger man jo bestandig nye – og endelig, hvis Fremgangen til det beste skulde hindre det bedre, og den til det bedre det gode, vilde ingen Fremgang være muelig.

"Jeg har en anden Indvending mod dit Bogbyggerie", sagde Sparzet. "Det vilde nemlig, nok saa ypperlig indrettet, blive uden Nytte. Erfaring lærer, at Folk intet mindre see, end hvad der altid ligger dem for Øinene; ligesom man aldrig hører hvad man altid hører. Jeg frygter aldrig at fortale mig, undtagen i Fadervor, sagde Præsten, fordi jeg daglig læser det. Jeg er bange for, at man i hine Bogbyer saa aldeles vikle lære Principierne uden ad, at man aldrig vilde falde paa at anvende dem." Dette træffer omtrent al Lærdom, svarte jeg, og dog var det udentvivl værre, om Folk slet intet lærte –

"Det er et Spørgsmaal" –

- Det er intet Spørgsmaal, forudsat at det er Sandhed, man lærer. Sandhed er aldrig unyttig. Det skader ingen Mand, at vide nok saa nøie, nok saa udenad, at to og tre giør fem. Nei! men hvad jeg selv finder at indvende mod Nytten af hine offentlige Lærebøger, er, at sandsynligviis ingen vilde læse dem –

Under denne Samtale kom vi til Butzbach.