Friedberg

Aftenen

Uden for Nauheim, en Flekke med et betydeligt Saltværk en lille halv Miil før man kommer til Friedberg, fandt Adams og jeg, ved at forlade Veien, paa Bredden af den klare Usingen, ved Foden af Johannesbierget, en af Poppelpile indhegnet Plads, der i Skiønhed og Ynde langt overtraf alt hvad vore Øine hidindtil havde opdaget i den landlige Natur. Vi kom igiennem en Labyrint af allehaande Træer og Buskværk langs med den rislende Flod til et stille Glarhav, i hvis Speilbarm Himmelens Bue og Jordens skiønneste Løvværk fordoppledes. Det var imod Solens Nedgang, den venligste Aften nærmede sig. Alting var stille. Kun Fuglenes eensomme Qviddren ledsagede Bækkens sagte 191| Rislen. Midt i den til Søe udvidede Flåds Chrystalfavn laa et lille Ermenonville; aldrig saae jeg en Plet saa bestemt til Kierligheds Tempel. Vi omvankede, snart eene, snart samlede, det hele underskiønne Bassin, hentryllede i de sødeste Sværmerier.

Solen tog Afsked i tusinde heftige Straalekys med Vandet, med Øen, med Poppelhegnet, og endelig med Toppen af det høie Johannesbierg. Ethvert af disse Kys giennembrændte vore Hierter: thi vi elskede begge, havde elsket, og vilde elske. Den svandt endelig aldeles – hele Naturen sukkede det høitidsfulde Suk, som en pludselig Bæven i Løvet, en zittrende Riflen paa Vandet, og en koldere Skuddring i Luften forkynder, naar den sidste Daggnist slukkes – og vi sukkede med, som om vi aldrig skulde see den meere. Bækken, Vandet, Løvet, alle Fuglene taug. Dødens Engel foer giennem den tause Lund. Men denne Rædsel varede ikke længe. En livelig Rødme farvede den blaanende Himmel; Hesper vinkte; og yndigere end Solen selv kom Aftenrøden frem med sit purpursprudlende Bæger. Roe, Trøst, og salig Ahnelse neddryppede deraf. Bækken rislede atter og Fuglene begyndte paa nye deres qviddrende Chore. "Saa døe vil og saa vorde vor Slummer i Graven!" Vi hang om hinandens Halse.

Hvo af mine Læsere har ikke en Ven, eller – endnu misundeligere – en Veninde? Hvo er saa eene, saa halv i Skabningen, at han ikke skulde kunne tage Deel i de Følelser, jeg her – fortier.

Vi vare begge syge; begge langt fra det Maal, de fleste Dødelige efterstræbe – end længere fra det Maal, Ynglingens Hierte higer efter – vi havde intet uden denne Aften og os selv; men vi giennemnøde vor lille Eiendom, og vare ubeskrivelig lyksalige.

Friehed! Natur! Venskab! Den som har Eder – og hvad der er nødvendigt til eders fulde Nydelse, Sielens Sundhed: en god Samvittighed – har alt; og den, som med Eder i en saadan Aftenstund ikke har uendelig meer end Nok – ham foreener sig Himmelen, Jorden, og alt hvad der er deri, forgieves om at giøre lykkelig.

Fem og tyve dybe Brønde, omtrent 60 Skridt imellem hver, ledte os fra Salinen til Ruinmuren af det høie Friedberg. Her opklavrede vi den forfaldne Biergvold med en Slags Gysen, ikke sielden i Fare for at styrte ned i den huult neden under ruslende 192| Use, indtil vi endelig paa Brinken naaede en skummel Ruinport omringet af høie forfaldne Taarne og dybe Huuler, mellem hvis Brokker vi forgieves søgte en Stie, for at komme ned i den beboede Deel af Byen. Vi fandt omsider en gammel, beskiænket Invalid, der over Torn og Tidsel, Stok og Steen, Revel og Krat, i forunderlige Bugter, selv svinglende, ved Hielp af Maanskinnet og Bedeklokkens Dingdang losede os ind i Staden – hvor vi endelig yderst udmattede naaede Vertshuset og den urolig ventende Sparzet.

Friedberg er af alle de Stæder jeg har seet, den, som vældigst sætter Aanden og alle Sandserne tilbage i den gamle, romantiske, Tydske Riddertid. Man seer her intet uden Bierge, Lunde, Ruiner; hører intet uden Bedeklokker; tænker intet uden Andagt; og drømmer lutter Ballader. I Maanskin er alt dette doppelt gammel, gyseligt, høitideligt og eventyrligt. Man give mig tolv af de kiækkeste, følesløseste, meest frietænkende Amazoner i det hele smukke Kiøn – tillade mig at føre dem op i Maanskin – jeg forlanger ikke engang ved Midnat – nei blot om Aftenen, Klokken ni, ti, eller høit elleve – paa Pladsen, vi nys forlod, og leire dem i en Kreds omkring mig for at høre Bürgers Lenore forelæse – og jeg vædder alt hvad jeg besidder, og alt hvad jeg nogensinde kommer til at besidde, mod eet eeneste Kys af dem hver, at de, inden vi komme til Stanzen:

alle tolv ere besvimede. Besvime de ikke, ere de sikkert ikke Fruentimmere, og jeg tager da mine Kys med Fornøielse; thi

Hver nogenlunde kysselig Glut faldt vist i Besvimelse; og – ledsagedes Balladen af min Kuntzens ægte Maanskins Musik – vaagnede maaskee aldrig meere op deraf.

Burggrevinden

Sparzet drømte den hele Nat om lutter Engle. Adams om lutter Diævie, og jeg om lutter Fruentimmere. Da vi vaagnede, svedte vi endnu stærkere, end da vi sov ind. Men Solens Opgang forjog alle hine Skygger, og vinkede os til en Spadseregang op paa Burggrevens Slot. Hvilken Have! Den regelløseste, frugtbareste, blomsterrigeste, skyggefuldeste, hist aabneste og her hemmeligste, overalt behageligste, jeg har seet. En gammel med allehaande Frugttræer og Buskværk omslynget Muur indhegnede dens Labyrint; rundt om fra sammes Rand henreve os de meest afvexlende Udsigter over det hele underliggende frugtbare Land til den i Østen blaanende Biergstrækning. Første Gang saae vi her den koldere Sparzet henrykt.

Den skiønne Natur har iblandt andet ogsaa det tilfælles med Viin og Kierlighed, at den beruser, og i sin fulde Nydelse giør Prosaisten selv til Poet. Vi tumlede virkelig alle tre omkring i denne Have, i en saa overgiven Glæde, med saa triumpherende Gebærder, og i saa superlativiske Udraab, at en naturædrue Mand, som havde seet og hørt os her, sikkert vilde have taget os for Beskiænkte – uagtet vi vare saa got som fastende. Med al Høiagtelse imidlertid for de stærke Hoveder, som ingen Trolddom bider paa, og de kolde Hierter, hvis fugtige Tønder ingen Gnist af Jordens og Himmelens Fyrtøi formaaer at antænde, havde vi dog ikke bortbyttet vor Afsindighed mod deres Sindighed, saa kiær var os vor Ruus – endog da den var forbi. Hvad der meget forøgede dens Behagelighed, var en Fierdemand, som vi fandt i Slotsgartneren, en yderst godlidende, naturdannet, snaksom gammel Tydsker, der med hiertelig Velvillighed førte os omkring overalt, og inderlig fornøiede sig over vor Glæde. De fleste Indretninger i Haven vare af Burggreven selv, sagde han; vi behøvede ikke meere til Slutningen om hans Charakter; Physiognomiet kan i mine Tanker endnu mindre 194| misforstaaes i somme Folks Anlæg end i deres Ansigter. Vi sluttede af visse Partier, at det maatte være en Mand, som lod sig tale, og som det var værd at tale med; men han var desværre ikke hiemme. Desværre! thi alt hvad hans yndige Have og ærlige Gartner fortalte mig om ham, indgiød mig en overordentlig Lyst til at see ham. I hans Sted saae vi Burggrevinden med en gammel Hovmesterinde, og den lille Burggrevling, der med sin Falk paa Haanden trippede foran sin Moder og den anden langsomt fremskridende Dame i Alleen. Mit Øie faldt først paa Burggrevindens hvide flagrende Skiørt, steeg derfra til det – jeg veed ikke om grønne, blaa, gule eller røde Belte – derfra til det glimrende Guldkors paa hendes Bryst – men inden det naaede hendes Ansigt, laae mit Hierte allerede for hendes Fødder. Om hun tog det op, veed jeg ikke; thi jeg skyndte mig ud af Haven, for ikke at tabe meer i den forvirrede Balladeforfatning jeg var i. "Hvi løber du saa?" spurgte de andre. "Ak! for Amor hist med Falken," svarte jeg "eller, rettere sagt, for hans Moder." -"Det har ingen Nød! hun er henimod halvtredsindstive Aar!" loe Sparzet.

I Sandhed! – saa varm jeg var – en Spand koldt Vand over mit blotte Hoved i dette Øieblik – vilde mindre have ærgret mig end denne utidige, ondskabsfulde, gruesomme Anmærkning. "Henimod halvtredsindstive Aar!" – Venus for neden og et Semiseculum for oven! – – Mulier formosa <em>subterne</em> <em>Eminet</em> in atrum piscem. Og mit Hierte for hendes Fødder! jeg uforsigtige! jeg Fusentast! – Enhver prøve sig selv, gribe i sin egen Barm – og (forudsat at han finder Kiød og Blod deri) sige mig oprigtigen, om han ikke i mit Sted ligeledes var bleven flau, ærgerlig, rasende. Og dog var det mit faste Forsæt at forlade Haven uden at see Hendes Ansigt; formodentlig vilde jeg og siden aldrig meere have faaet det at see i denne Verden. Hvad tabte jeg altsaa? En Drøm! Skyggen af et Drømbillede! Rigtig – men det er udentvivl og det høieste, vi kunne tabe i dette Livs Nærmest til Væg. Himlen saae, at vi vare Rollinger – sandt at sige meget uforsigtige Smaarollinger – og gav os derfor kun Knappe, Regnepenge, og høit Halvskillinger at spille

med. Af samme Aarsag ere og alle vore prægtigste Bygninger Korthuuse. Et Pust! og de falde; men Himlen være lovet! Skaden er ikke stor! Med utrættelig Taalmodighed bygge vi nye, der atter ompustes, og saa fremdeles, til vi endelig blive søvnige, keede af Legen, og paa Mamas Vink med Haanden eller Riset gaae i vor Seng.

Om det var min alt for ubetænksomme Forelskelse, eller min Vens gruesomme Vækken, eller det horaziske Uhyre, hvis Billede ved denne Leilighed stod mig omvendt for Øie, der meest sortnede mit Lune, er vanskeligt at afgiøre; men vist er det, at jeg intet Øieblik længer kunde holde det ud i Haven. "Halvtredsindstive Aar" lisplede Løvet, "Halvtredsindstive Aar" smidskede Bækken, "Halvtredsindstive Aar" hvidskede Fuglene – Halvtredsindstive Aar stod med store gothiske Schwabacher Bogstaver læselig i Baggrunden af enhver Prospect. Det var utaaleligt.

Først da vi vare Haven af Syne, kom min Fornuft lidt efter lidt tilbage. "Du har taget Hovmestersken for Burggrevinden?" sagde jeg – en Muelighed, som længe før havde burdet falde mig ind. Man finde det saa latterligt, som man vil, jeg havde i det Øieblik gierne givet alt hvad jeg eiede for et bekræftende Svar, saa meget zittrede jeg for et nægtende, og saa hiertelig var det mig om Frue Burggrevindens Ungdom at giøre – deels paa mine egne, deels paa hendes, deels paa Havens, og deels paa Herr Burggrevens Vegne. "De vare begge til Aars!" svarte man.

"Nu", sagde jeg – med et Suk – "ligemeget! Hun er derfor ikke mindre Friedbergs Erycine! Sæt at hun ogsaa er een Dag over de Fem og Fyrretive, saa tæller dog Hymen endnu tre og fyrretive tusinde otte hundrede og sex og halvfierdsindstive af hendes Livs Timer i Amors Selskab. Og naar jeg betænker, hvad hendes Tilværelse skiænkede mig i eet eeneste Minut (thi længer varte ikke min egentlige Henrykkelse, eller rettere Oprykkelse fra Foden over Beltet til Guldkorset – da hun dreiede om Hækken) naar jeg overveier hvad jeg i een Times blotte Anskuen vilde have vundet – saa er hin endnu frugtbare Periode i Grunden en Evighed. Det er desuden uafgiort om Høsten ikke er nok saa behagelig som Foraaret. Antallet af den berømte Ninons Tilbedere skal endog først have voxet yppigen paa hin Side de Halvtredsindstive. 196| Der gives en vis Art Gratier, der ligne Vinen, ligesom der gives andre der have mere tilfælles med Melk: Vinterog Sommer-Kaveeler. Ungdom er desuden et blot Forholds-Begreb. Abstract betragtet har endog Alderdom Fortrinnet. Plato regner alt hvad et Fruentimmer nødvendigen taber med Alderen for en Bagatel, og Amor er ikke allene ung; men og – blind." Altsaa –

Mit Hierte laae, som sagt, for hendes Fødder – Yndige! trods hint henimod endnu længe – i tre og fyrretive tusinde otte hundrede og sex og halvfierdsindstive Timer fortryllende Burggrevinde!" sagde jeg, – og vendte mig tilbage med et Buk mod Slottet – "behold det indtil videre!" –

Vi gik rundt om den gamle Borg. To unge, lette, levende Smaapiger førte os op i Toppen af det høie Taarn, hvorfra vi overskuede hele Staden, Slottet, Ruinerne og den rundtomliggende Egn. Vi vare alle tre eenige om, at Friedberg var det romantisk-skiønneste, vi hidindtil havde seet paa vor Reise.

Vi steege ned igien doppelt saa dybt under Biergslottet. Her, i de fortørrede, med Krat og Græs bevoxede Grave, under Ruintaarnene indbød mig det høitidelige Stille til Samsang med Ekko. Det syntes med Lyst at gientage de nye og ubekiendte Tonslag i de Danske og Norske Kiempeviser. Melodierne henrykte den musikkyndige Sparzet. Axels Elskov, Gundvers Rov, Stærkodders Gravsang giennemtonte Huulerne –

Jeg fandt en synderlig Fornøielse i, her at parre Skandinaviens Oldklang med Germaniens Gienlyd – og under disse gamle Mure at helligholde mit Fødelands Skaldes Minde. Tanken om, aldrig maaskee at see Danmark meere; Forestillingen af den Glemsel, der ventede mig; den rolige, men dog altid mørke Udsigt 197| til Graven – stemte mig til en saa alvorlig Tungsindighed, at min korte Friedbergske Roman nær havde endtes med en virkelig Ballade-Catastroph i disse Himler.

Men Posten bragte mig, om ikke Efterretninger fra Kiøben-havn, saa dog Tidender nok til at vække Levelysten igien i det iisnede Hierte og antænde paa nye de halvslukte Livsaander. Ved vor Tilbagekomst i Vertshuuset fandt vi foruden det dækkede Middagsbord et andet dækket med Aviser. Som Æslet mellem to lige Bundter Høe, eller som Herkules mellem Dyden og Vellysten, vidste jeg længe ikke hvilket af disse tvende Taffeler jeg først skulde vælge. Siæl og Legeme vare lige hungrige. Verten var Postmester, og, hvad der ikke er aldeles almindeligt i Vertog Post-Classen, en saare godlidende Mand. Han gav mig det Raad, at foreene begge Maaltider – og jeg var i Begreb med at følge det, da hans yngste Datter i det samme kom ind, og satte sig lige over for mig ved Bordet. Hendes Ansigt var af den Beskaffenhed, at jeg tabte Skeen af den eene Haand, og Avisen af den anden. Saa gaaer det, naar man uheldigviis har sin stærkeste Sands i Øiet!

Burggrevinden selv havde ikke meere kunnet forstyrre mine to Appetiter. De gave Plads for en tredie, den, at drukne mit Blik i hendes uskyldige Øine. Jeg maae for alle Ting først læse disse Depecher! tænkte jeg – og foldede mine Hænder med hele Familien. Himlen er mit Vidne, at min Andagt var den Uskyld værdig, der tændte den. Jeg bad for hende, og for hendes Skyld for alle de andre. Maatte ingen giftig Dug plette denne Rose! maatte ingen Hiertesorg forstyrre denne gode Families Roe! Amen!

Efter dette korte Hiertesuk gik alting, som af sig selv, sin ordentlige Gang; jeg spiiste først, og læste siden.

"Ja! i Frankerig seer det forskrækkeligt ud!" sagde Postmesteren – "Man har nedrevet Bastillen, og myrdet mange tusinde Mennesker."

"Nedrevet Bastillen?" raabte Adams –

"Nedrevet Bastillen?" raabte Sparzet –

"Nedrevet Bastillen?" raabte jeg –

og glemte for et Øieblik det blodige Tillæg. "Ret! Retfærdigt! Herligt! Klink med, Herr Postmester: "Ned med alle Bastiller! 198| Nedrivernes Skaal!" "Gud frie os!" sukkede hans Kone. Den Yndige, hendes Sødskende, alle saae bange ud - dog klinkede de med. Det er alt for naturligt, at klinke over faldne Bastiller; "Var kun ikke den forbandede Mirabeau med i Spillet!" meldte en middelaldrende Mand, som sad med ved Bordet. "Skulde han virkelig være saa forbandelseværdig, som han har Ord for?" spurgte jeg; han har jo dog skreven Brevet til den nye Konge af Preussen? Jeg kiendte den Gang ikke meer af hin <em>revolverende</em> Forfatter end dette <em>Formaningsbrev til Frederik Wilhelm ved hans Thronbestigelse,</em> som alle Fyrster giorde vel i at læse og atter læse - og de <em>Lettres secrettes sur la cour de Berlin,</em> hvori jeg fandt saa megen Aand og Sandhed, at jeg (trods den Archilochiske Ondskab, som hist og her syntes mig at frempippe deri) ved Giennemlæsningen hemmeligen ønskede lige saa <em>hemmelige</em> Breve over alle Europas øvrige Hoffer. Mit øvrige Kiendskab til <em>Mirabeau</em> var Aviskundskab, den løseste af alle Kundskaber. Jeg hørte ham endelig saa længe <em>forbandes</em> overalt og af alle, at jeg tilsidst ret hierteligen <em>forbandede</em> ham <em>selv,</em> i Følge de evige Regler for Klafferens Pestgang. Man berører saa mange Syge til man selv bliver syg, hører saa mange bagtale til man selv bagtaler med. Mennesket er saa længe indtil det lærer at <em>tænke selv</em> en fuldkommen Abe. * "Men og den afskyelige Pasquil over det berlinske Hof, som efter Fortieneste er bleven brændt af Bøddelen i Paris! Hans ondskabsfulde, nederdrægtige og lumpne Character, hans liderlige Levnet, hans skamløse Mordbrænder-Bedrivter ere desuden bekiendte nok. Jeg er ikke overtroisk, og vilde just ikke døe paa, at der er en Diævel til; men er der virkelig een, saa er det den almindelige Spion, Oprører og Forræder: Grev Mirabeau."

Fruentimmerne korsede sig.

Min middelaldrende Mand blev ved: "Nationer overhovedet have noget Salpeteragtigt, og den franske Nation i Besynderlighed er reent Krudt -"

Vi beklappede alle hans Bemærkning og dens Indklædning –

- " Grev Mirabeau er en gloende Brand, eller om De heller vil, en brændende Beegkrands, som er falden i den franske Nationalforsamling; og see kun til, om det hele Monarkie ikke med det første springer i Luften!"

"Nu! Monarkiet – – –" sagde Adams. "Og med det hele Folket!" brød han ud med Heftighed. "Frankerig kan før undvære alting end en Konge!"

"Men falder da Kongen med Bastillen?" mumlede vi –

"Alting falder, hvis Mirabeau staaer – Necker er allerede borte" – –

"Necker borte"! raabte vi alle – og zittrede. Den ivrige Middelaldersmand blev ved; men vi hørte ikke mere hvad han mælte; thi vor Bevidsthed tabte sig i nye, mageløse Rørelser ved Læsningen af den trettende og fiortende Julius's Optrin i Paris.

Den fiortende Julius

Hvilket Hav af Billeder, Ideer, Ahnelser bølgede giennem vore Siele!

Revolution! Frankerig! – Tilforn var det blot Giæring – hist og her Opløb nu... Hvilket brusende, stormende, flammende Chaos!

"De tre Stænder have foreenet sig til en Folkeforsamling! Alt er udrustet til Krig mellem Friehed og Slaverie, Folkelov og Despotismus! Det rædsomme Anarchie, denne mørke, vildsomme, helvedlige Labyrint, hvorigiennem Veien løber fra Tyrannie til Monarkie Lovregiering. har taget sin Begyndelse. Europas største politiske Krudttaarn, Paris, er antændt. De oplyste Frieheds-Venner kiæmpe; Undertrykkerne fnyse; den bange, forvirrede, opbragte Pøbel raser.

"Den dydige Folkeven, Rigets Skyts-Engel, Ministeres Mønster: Sully Necker "So dacht ich sonst – "So denk ich iszt nicht." <em>Klopstock.</em> er forjaget. Despotismen har opstilt henved fyrretyve tusinde besoldede Mordere mod de zittrende Borgere. Men deres Zittren gaaer over i convulsivisk Anstrængelse. Hundrede tusinde Borgere reise sig – i Stormklokkers og Stormtrommers Bulder skingrer Fortvivlelsens Raab: til Vaaben! Til Vaaben! og i et Øieblik ere de mange Tusinde bevæbnede. Fængslerne opbrækkes, Forbrydere løslades, Huse antændes, Theatrene

lukkes. Trehundrede af de Tusende vove med et Mod, som Fortvivlelse allene giver, at bestorme den uovervindelige Bastille; og i tre Timer er den Uovervindelige erobret. Nu strømmer Blodet i de mylrende Gader, Blod for den hellige Friehed! Blod af Tyranner! men ak! tillige Blod for vanhellige Lidenskaber, Blod for Helvedes Mordlyst; Blod af Uskyldige!

Den hele Stad er i gyseligt Oprør, et Rov for giensidig Had, Hevn og Fortvivlelse. Ingen er tryg, alt er i Fare. Mellem Flammer og Blod gienlyder i Klokkers, Trommers, og Kanoners hule Dundren: "Mord! Mord! – Brand! Brand! fra alle Kanter. Mødrenes Hylen og Børnenes Skrig tabe sig i den døvende Larm – og, lig Rystelsen i det bragende Ætnas fierneste Klipperødder, udbreder sig Hovedstadens Oprør i alle indtil de længst bortliggende Provindser." –

Hvor bankede mit Hierte af Rædsel, og – midt i den kolde Gysen – af brændende Henrykkelse ved de Tings Forventelse, som skulle komme over Jorderige! Friedberg blev mig et Pathmos, hvorfra jeg, som fordum Johannes, i prophetisk Ahnnelse, saae hidtil useete Syner:

"Og en anden Engel udgik fra Alteret; han havde Magt over Ilden, og raabte med høi Røst til den, som havde den skarpe Segl, og sagde: Hug til med din skarpe Segl, og afskiær Viindrue-Klaserne af Jorden; thi deres Bær ere modne.

Og Engelen slog med sin Segl paa Jorden, og afhuggede Druerne, og kastede dem i Guds Vredes store Persekar.

Og Persekarret blev traadt uden for Staden. Og Blodet flød af Persen til Hestenes Bidsler over tusinde og sexhundrede Agre."

Hvor jeg ogsaa havde fundet Efterretningerne om hine Optrin, vilde de have antændt min hele Opmærksomhed, og henhvirvlet mig i den almindelige Interesse, som det vaagnede Frankrigs energiske Bevægelser nødvendigen maae udbrede overalt, hvor der er Øine, som see, og Ører, som høre. Men her, i det høie, melankolske, romantiske Friedberg, i den Stemning jeg var i efterat have giennemvandret Hessen, umiddelbar efter min Grav-Vandring 201| under Ekko-Ruinerne – her opflammede Luen af den lynslagne Despotismus med trefold Ild min hele Menneske-Følelse, min hele Tænkekraft, mit hele Jordborgerlige Jeg. Det lille Selvindivid tabte sig deri, som en Vanddraabe i det oprørte Hav. Maatte en Fyrste een eeneste Gang paa sin Throne giennemtrænges af den store Følelse, hvori mit lavere Væsen i dette Øieblik druknede – hvilket Moment for hans Folk! for Europa! for ham selv! Nedspringe vilde han af det lave Despot-Stillads, for at optræde paa Friehedens, Ærens og Udødeligheds høieste Fieldtop – bortslænge vilde han den usle Glimmerkrone, for at modtage Evighedens straalende Solbrands – og tusindfold gladere i Favnen af elskende Borgere, end i Kredsen af murrende Slaver, ombytte Titelen: Hersker med Navnet: Brødres Bestyrer!

Drøm! uopfyldeligste af alle Drømme! – Ja kunde engang en Fyrste hæve sig saa høit over sit Hof, at ingen af dets Dunster meere naaede hans Tindinger – var det mueligt at en Fyrste med egne Øine giennem den reenere Luft oven over hin giftige, taagede, og med Blendværk fyldte Atmosphære kunde grandt see sit Folks og sin egen Fodeel – – -

Jeg vaagnede.