Frankfurt am Mayn

Jødegaden

Den rædsomme Indgang til dette Frankfurtske Gosen, som jeg ikke kan ligne ved noget bedre end ved Sværmehullet i en Biekube – man betragte et saadant ret nøie, og forestille sig de udog indmylrende Bier forstørrede til Husar-Staturer Jøderne, i Følge deres usle Levemaade, tidlige Anstrængelse, o. d. l., have i Almindelighed kun Husar-Maal.! – fristede mig til med Sparzet at vove et Tog derigiennem.

Jeg begriber endnu i dette Øieblik ikke, hvorledes det gik til, at vi med Liv og alle Sandser slap ud af den anden Ende. Jonas kan ikke have studset meere, ved at finde sig heel og holden opkastet paa det Tørre, efterat have passeret igiennem den af utallige Sild opfyldte Hvalfiskebug.

Man forestille sig en Samling af nogle tusinde pialtede Mænd, nogle tusinde halvnøgne Qvinder, og nogle tusinde aldeles nøgne Børn sammenknuede og opstablede i eet eeneste Stræde, omtrent som vor Kiøbenhavnske Peer Madsens Gang! Hvilken gyselig Dynge af Elendighed! Hvilken Vrimmel af Usle! hvilken lummervarm Pestdamp af levende, livløs og død Uhumskhed! Af Frygt for at Stanken maatte udbrede sig paa mine Blade, af Frygt for, at alle mine nervefine og sandsekiælne Læsere maatte falde i Besvimelse, vover jeg ikke at udmale een eeneste af de mangfoldige Grupper af mavre og feede, hentærte og halvforraadnede Israelsbørn, som vaagende og sovende stode, sadde, og krøbe paa Trapperne i Dørrene og paa Gaden, eller rettere hvoraf hele Gaden, en fuldmiddret Ost, syntes at krybe.

Ved hvert Skridt omstimledes vi af anskrigende, alting falbydende, alting paanødende Skakrere; deres Antal voxte uophørligen; de anfaldt os tilsidst, som en Sværm af hungrige Ravne. Ti vilde paatvinge os Uhrkieder, ti andre Skoespænder, ti andre galloneerte Veste, og ti andre gamle Buxer – alle vilde de snyde os, og med en Snartalenhed uden Mage overbevise os om, hvorvel vi giorde i at lade os snyde af dem. Vi saae os ofte tvungne til at besvare disse Handelstilbud med vore Stokke, og støde een og anden af disse Ulyksalige overende. Sandelig! havde vi 206| skullet kiøbe kun det halve af det man falbød os i en Tid af en halv Time, havde vi havt to Frankfurtske Fragtvogne nødig, for at transportere det, uagtet det altsammen var Smaakram.

Midt i denne Forfølgelse saaredes fra en anden Side vore Øine og vore Hierter af de meest giennemborende Syn. De halvnøgne Mødre med deres nøgne Børn – – men – som sagt, det lader sig virkelig ikke beskrive, uagtet jeg for Resten ingen Ven er af den overdrevne Omhue for at unddrage vore delikate Rige, som svømme i Purpur og kostelige Linklæder, Synet af deres usle Brødres Elendighed. Selv det Ækkle kan passende anbringes; og Christus tog ikke i Betænkning, trods hele den fine Verden, i Lignelsen om Lazarus at anbringe Billedet af "Hundene, som gik til, og slikkede hans Saar." Æsthetikens Regler bør vige for Moralens, hvor de første kunne hindre den sidstes Udbredelse – og vee den Skribent, som for at blive Smagen troe, bliver sit eget Hierte utroel Det er de Undertryktes Advocaters Pligt paa alle moralsk-tilladte Maader at lede Undertrykkerne til Opmærksomhed paa hvad de giøre, hvis de ikke vide det, hvilket til Menneskehedens Ære, som oftest er Tilfældet. Men her – hvorledes skulle mine Forestillinger kunne trænge sig til dem, i hvis Magt det staaer, at lette Jødernes Aag, og lindre deres Ulyksalighed?-

Da imidlertid Elendighed er Elendighed, og det aldrig er af Veien til det egentlige Humanitets-Maal, at blødgiøre Hierterne til dens Medfølelse, kan jeg ikke undslaae mig for i Korthed at fremstille det Liv, der er bleven den første den beste af disse Skakrere til Deel fra Morgen til Aften.

Med Lommerne (det eeneste heele i hans pialtede Klædning Et Symbol paa hele Nationens politiske Existenz., fyldte af møisomt sammensamlede Snurrepiberier, en Byldt af andre Smaaevarer under Armen, og en Stok (der desværre aldrig bærer modne Mandler) i Haanden, forlader han sit usle Leie, for at tiltræde den skakrende Vandring. Jeg vil ikke tale om den Hunger og Kuld han deeler med alle andre Fattige. Kun et Blik paa det, der er hans Skiæbne eget. Med utrættelig Taalmodighed, med meer end Tiggerens Paahængen anraaber han den ene Forbigaaende efter den anden om at kiøbe; det er vanskeligt 207| at afgiøre om hans flydende Tunge, hans virrende Hoved, hans rappe Been, eller hans vimse Hænder ere i fuldest Arbeide; den hele Person er i uophørlig Anstrængelse. For en Skillings tilfældige Profit indhøster han hundrede ydmygende Blik, et halvhundrede spottende Svar, utallige Pøbelforhaanelser, Fornærmelser og Grovheder. Hvert femte Minut springer han fire sex Trapper op i de øverste Stokværk, og pikker paa, for med Døren i Næsen og ikke sielden forklemte Fingre at pakke sig ned igien. Endelig kommer han aandeløs og udmattet hiem til Middag. Kone og Børn omringe ham, for at erkyndige sig om Fangsten – "Ach! Leider! Noch nix!" Gud veed om han altid faaer noget at spise; men det veed jeg, at faaer han noget, er det jammerligt. Om Eftermiddagen begynder den utaknemmelige Jagt paa nye, til han om Aftenen udmattet, med uforrettet Sag henslænger sin Stok, sin Byrde, og sig selv i den trøstløse Familie-Reede. Sæt og at han har tilskakret sig – og, om man vil, tilsnydt sig nogle Skillinger – betydelig kan Gevinsten umueligen være – hvilken Diævel kunde misunde ham dem? Han har slæbt og slidt og lidt meere derfor end den Christne Bisp i en heel Maaned for ligesaa mange Tidalerssedler.

Jeg har et Par Gange fulgt en saadan Jøde en udslagen halv Dag paa sin Jagt, og været Vidne til dens yderlige Utaknemmelighed, gysende over den ubeskrivelige Nød, og menneskelige Naturforqvakling, der allene kan forklare dens Udholdelse. Jeg følte at det var ligesaa ubilligt, at en saa ulyksalig Skabning at fordre Moralitet i en vis Grad, som af fortørrede Viinstokke at forlange modne Druer – følte, at jeg, i hvis treaarige Phantasie det opstod første og sidste Gang at forfordele min Broder i Handelen (ved af de Skillinger, hvorfor jeg skulde kiøbe Fløde, at putte den eene i Munden) at jeg, som paa denne Undtagelse nær aldrig har været mig mindste lignende Synd bevidst Man kan for Resten, uden at have begaaet den, staae dybt nok paa de moralske Væseners Trappe., i denne Jødes Sted ogsaa vilde snyde – og lod mig ved hans Gangs Ende snyde af ham med Fornøielse.

For end nærmere at lære at kiende det Indvortes af Jødegaden, beed jeg med Sparzet, som desuden havde i Sinde at kiøbe 208| sig en smuk Vest for billig Priis, paa Krogen af en saadan omvandrende Mede, og besluttede, at følge ham til hans Magazin. Han førte os giennem Vrimmelen til sin Dør, eller rettere Huusets, hvori han med hundrede andre boede Man fortæller, at engang en Ildsvaade, som for endeel Aar siden, lagde 7 af disse Huuse i Aske, giorde 1200 Personer huusvilde.. Havde der hørt Mod til at gaae ind i Gaden, saa hørte der Dristighed til at vove sig op ad disse Trapper. Haarene reiste sig paa vore Hoveder ved fra den midt om Dagen dødmørke Taarngang af og til at titte ind i de ureene, af Qvinder og Børn opfyldte Sidestuer. Imidlertid fulgte vi ham op i allerøverste Stokværk, hvor han under Taget aabnede en Lem – og nu bestraalede Solen en Pomp og en Uselhed, som jeg aldrig har seet Mage til i Verden. Nogle hundrede Baroner, Officerer, Hovedværks- og Haand- værks burscher, Spradebasser og Spidsborgere uden Indhold hængte og laae her imellem og over hinanden. Vi studsede over alle disse Menneskebind, især over den uhyre Mængde af glimrende brodeerte Veste – jeg troer ikke, der findes saa mange i hele Kongeriget Dannemark. Det varte længe inden Sparzet blev eenig med sig selv om Valget, og endnu længer inden han blev eenig med Jøden om Prisen. Medens de disputerede herover, i hvilken Tid den arme Salomon vist fremtrak og udfoldede over fyzrretive Klædninger af al sin Herlighed, bemærkede jeg et usselt Aflukke, hvori hans Familie – i egentligste Forstand sølede. Alt hvad der hører til Livets uundgaaelige Nødvendigheder, fandtes her imellem trende Vægge. De Handlende lode endelig til at være blevne eenige om – ikke at handle. Uagtet Prisen for den valgte Klædning var nedsat til en Femtedeel af det forlangte, fandt Sparzet den dog for overdreven – og, trods alle Israelitens Forestillinger, trods mine bedende Miner, da jeg fandt det grusomt, at have foruleiliget den arme Mand saa længe uden Giengield – blev han haardnakket ved sit Underbud. Tilsidst kom vi, jeg veed ikke selv hvordan, ned af Trappen. "Kiære Sparzet!" udbrød jeg, "var det christeligt?" – Jeg maae ved denne Leilighed anmærke, at en vis Art Ran og Tyverie gaaer i Svang i vor sædelige Verden, som ingen synes at lægge noksom Mærke til, og som dog i mine Tanker er ligesaa

utilladelig som noget andet, i mange Tilfælde endog værre end al andet Ran eller Tyverie: jeg mener det, at røve eller stiæle sin Næstes Tid. Det forekommer mig saa meget uundskyldeligere, da man derved ikke engang selv vinder hvad den anden taber; jeg gad derfor og kalde det, til Forskiæl fra alt andet, reent Snyderie. Man skader derved paa eengang sin Næste, sig selv, og hele Verden. Men Theorien om Vold, Bedrag, Ran og Tyverie er overhovedet meget besynderlig i vor Verden, og den almindelige Praxis endnu besynderligere. Man kan ikke røve sin Næstes eene Plag, ikke frastiæle ham en Sum af samme Værd, uden at blive hængt; man kan derimod røve ham Huus og Gaard, Ager og Eng, alle hans Heste og Øxen, alle hans Penge, kort alt hvad han besidder – frastiæle ham alle sine Rettigheder og Herligheder, sin Tid, sit Rum, sin Friehed, sin Perfectibilitet, kort sagt alt, hvad man virkelig har frastiaalet og frastiæler Jøderne, og dog leve høit i Herlighed og i Glæde – endskiøndt, hvad Glæden angaaer, da er den vel derefter. Men det allerbesynderligste er, at det, der er Synd mod een ikke er Synd mod flere paa eengang, og allermindst mod alle. Man kan voldtage en heel Nation som ingen Ting, og endog blive roest derfor; og det er næsten umueligt at bestiæle hele Menneskeheden uden at skaffe sig Navn af stor – Ak! Hvis Ludvig den fiortende, foragtelig Ihukommelse, Joseph den anden, Keiserinden, og Kongen af Sverrig havde begaaet det i det Lille, som de have begaaet i det Store – – –

"I de sex Qvarteer, vi have tilbragt hos den arme Jøde," blev jeg ved, og saae paa mit Uhr, som jeg til min store Forundring endnu havde, "kunde han have giennemstøvet sex Gader og truffet maaskee sex Kiøbere – ikke at tale om den Hovedpine, jeg har faaet ved det lange Ophold i dette Clima -"

"Men Handelen er jo ikke ophævet," svarte Sparzet," jeg kiøber ham jo baade Kiol og Vest af! Han følger os sikkert, det har ingen Nød." I det samme Øieblik var han bag ved os: "Na! nehmen Sie's für die 9 Thaier!" Kiøbet var sluttet – og hanfulgte med.

Da vi ved Udgangen af Gadens anden Ende indaandede paa nye den Frankfurtske Luft, forekom den os Æther, uagtet den sikkert ikke var bedre end den i vort Pilestræde. Vi vare som 210| fødde paa nye, som Helbredede, der efter et Fierdingaars Sygeleie første Gang igien bade sig i Solen. I denne pestilentialske Gade maatte den udødelige <em>Mendelsohn</em> selv boe saa længe han opholdt sig i Frankfurt. Ingen Jøde tør boe andensteds i Byen. Jomfrue Moses fra Berlin maatte forlade Staden samme Dag, som hun ankom. Selv Volden og de offentlige Spadseregange ere Jøderne forbudne.

Det christne Fadermord

Giennemvandringen af Jødegaden, og Synet af dens Jammerscener havde efterhaanden nedstemt mit Lune til dybeste Melankolie. Tilbageblikket paa denne næstyderste Grad af menneskelig Elendighed tændte Følelser i mit Hierte, som jeg ønskede at kunne meddeele ikke blot mine faa Læsere; men alle de Tusinde gange Tusinde, som ikke læse mig.

Næst den almindelige Almuetrykkelse, den umenneskelige Slavehandel, og den afskyelige Fredssoldatering, har Europas nyere meer end barbariske Politik neppe udklækket nogen helvedligere Uhyrlighed end Jødernes borgerlige Forfatning. Sandelig! den er saa aldeles den sunde Fornuft modstridende, den almindelige Lov i alle Menneskers Hierter saa trodsende, og i eet og alt saa himmelskrigende uretfærdig, at ingen bør tage i Betænkning offentlig at anklage den for hele Jordens Domstoel – og Ligegyldigheden derover er saa indgroet med Vanen, at Menneskevennen ikke høit nok kan hæve sin enkelte Røst derimod, for om mueligt at vække andre Samvittigheder til denne Indretnings virksomme Overveielse.

Er det mueligt, at endnu i vort Aarhundrede – det attende efter Kundgiørelsen af Jesu Christi almindelige, menneskebroderlige Kierligheds Lov – et heelt Folk i Generationers Generationer, med alle sine fødde og ufødde Individuer, kan ansees som uhenhørende til det menneskelige Selskab? Er det mueligt, at man endnu i vor Tidsalder kan ansee en Nation, der har physisk og moralsk Existenz tilfælles med alle andre, som politisk uexisterende, som evig bestemt til Landflygtighed? Er det mueligt, 211| at man kan foreene sig om, at nægte en Samling af Jordbeboere, paa Grund af deres særegne Religion, den første af alle Rettigheder, den naturligste af alle Eiendomme.

Til Europas Vanære, til Skiændsel for Europas uværdige geistlige og verdslige Bestyrere – er det virkeligt. Man har i egentligste Forstand udstødt et heelt Folk af det borgerlige Selskab, berøvet det de Frieheder og Rettigheder, Gud og Naturen gav det, med Vold og med List frarevet og frastiaalet det sin politiske Perfectibilitet, og nødt det med diævelsk Gruesomhed til at blive staaende paa den Trappe, det stod paa for over tusinde Aar siden – paa den samme Trappe? hvad siger jeg – nedstødt det endog endnu dybere; thi Jødernes Forfatning var dengang ulignelig bedre end nu; de Romerske Tyranner, selv Jerusalems Forstyrrer drev ikke Gruesomheden saa vidt, som vore christelige Præster, Propheter og Konger. Hine fordærvede dog kun deres Legemer; men disse synes at have sammensvoret sig, for at fordærve deres Legemer og Siæle tillige.

Forbandede være – ikke de hellige Kirkefædre; – thi de vidste vel saa lidt, som Jøderne, da de korsfæstede Christus, hvad de giorde; men deres hellige Prædikener, Fortolkninger og Forestillinger, hvorved de formaaede de sidste Romerske Keiserlinger til det ligesaa upolitiske, som umoralske Skridt, at sønderrive alle de Baand, der bandt det jødiske Folk til Selskabet, for desto smerteligere at lade det føle dets tungeste Lænker! og tre Gange forbandet være den geistlige Magt og verdslige Vælde; som i vore lysere Dage endnu giør sig skyldig i en saa helvedmørk Uretfærdighed!

"Men Jøderne er et saa fordærvet, saa nedrigt og foragteligt Folk – at man ligesaalidt tør afløse dets Lænker, som friegive Galleyslaver. Det har tabt saa aldeles al Dyd, at det i ingen Republik – saa aldeles al Følelse af Ære, at det i intet Monarkie kan indlemmes paa lige Vilkaar med andre Borgere eller Undersaattere"

Jeg veed ikke om Behandlingen oprører mere, eller denne Forsvarsgrund derfor; saa voldsomt et Indtryk den første giør paa Hiertet, lige saa voldsomt giør denne det paa Forstanden. Egentlig er det, at undskylde een Forbrydelse med en anden; alleregentligst, at forsvare den mindre med den større, den væsentligste. 212| Nero stak selv Ild paa Rom, siger man, for at have den Fornøielse at afstraffe de Christne derfor. Jeg veed kun een Gruesomhed, som havde været større: hvis Nero havde virkelig formaaet de Christne til at giøre det.

Et Under er det, og maaskee det største, sikkerlig det længste, Historien opviser, at den jødiske Nation, trods saa mangfoldige og mangehaande Forfølgelser, Babyloniske, Egyptiske og Europæiske Mishandlinger, endnu har saa megen physisk Existenz; men et større Under, et Under, som ingen Historie kan opvise, vilde det være, hvis dens moralske Existenz var betydeligere end den virkelig er, hvis den ikke, efter at være udelukket fra alt hvad der udvikler og uddanner Humaniteten hos andre Nationer, og overladt allene til det, der qvæler den, var fordærvet.

De syvtusinde Israeliters Tilstand her i Frankfurt er i det lille et temmeligt nøiagtigt Billede paa hele Folkets Existenz i Europa. Man kan i denne mørke, trange, smudsige, stinkende, saa got som overalt tilspærrede Peer Madsens Gang, de beboe, studere hele Nationens Statistik. Hvo der, trods alle Puf, Snyderier og Ækkelheder, efter at have giennemvandret den, ikke ynkes over disse sine syvtusinde undertrykte og sammentrykte Brødre – og hvo der af dette Lillebillede ikke røres til Medlidenhed med alle de andres, under en meer eller mindre gyselig Skiæbne sukkendes Forfatning, ham feiler sikkerlig noget enten i Hovedet eller Hiertet. Ulyksalige Offere for Dumhed og Grusomhed, for Overtroe og Despotismus, for Europas Maximum Insipientiae! Andre kalde det <em>Minimum Sapientiae.</em> hvis I og havde udplyndret mig indtil Skiorten – selv nøgen havde jeg ynket Eder!

Hvad dog en med vor Historie aldeles ubekiendt, for Europas Skikke aldeles fremmed Jordborger, et i det mindste fra vore Fordomme aldeles frit Menneske – en naturopdraget Huron, Peruaner eller Peluaner vilde dømme, naar han hørte:

At et Folk, som den Gud, Europæerne selv dyrke, efter Europæernes egen Meening, fra Folkenes Begyndelse af tog i sin egen besynderlige Beskyttelse, selv gav Love, selv bestyrede, selv i Aartusinde med en Faders besynderlige Omhue bevarede gien-nem alle Farer, som sine meest elskede Børn –

At et Folk, som denne Gud betroede Menneskehedens besynderlige Palladium, Hans Eenheds Erkiendelse – som han derved helligede til den øvrige Verdens moralske Lærere – af hvis Skiød og virkelig den første og ypperste, af Europæerne selv guddommelig erkiendte moralske Lovgiver fremgik –

At et Folk endelig, som de Christne ansee som deres egentlige aandelige Faderfolk, hvis Religion de nødvendigen maae ansee som deres Religions Moder – i de sidste Tider, fra det Øieblik af, de Christne, dets aandelige Sønner, fik Magten i Hænderne, paa ingen anden Grund end paa den, at det var dette besynderlige Folk – er blevet saa got, som almindeligen frakiendt Ret til Borgerskab. Ret til Jordbesiddelse, Ret til de almindeligste Rettigheder, fradømt Brugen af sine fleeste Menneskeevner og Færdigheder, fradømt Lov til at ernære sig paa en retskaffen Maade – og saaledes, udelukt fra det borgerlige Selskabs Fordeele, henkastet i et evigt Fængsel paa den Jord, Gud skabte for alle Mennesker, udsat for almindelig Forhaanelse, Fornærmelse og Forfølgelse - aldeles er blevet overladt til den uundgaaelige Fordærvelse, som Mangel paa Agtelse i Selskabet, Mangel paa Deeltagelse i dets almindelige Forædlingsmidler, og det gyseligste af alle Slaverier giør nødvendig?

"O! Rædsel! o Gudsbespottelse! o blodige titusinddoppelte Fadermord!" vilde Naturens upolitiske Søn udraabe – og med dette Udraab endte jeg min sørgelige Betragtning. Med inderlig Glæde har jeg siden læst den oplyste og ædle Geheimeraad <em>v. Dohms</em> fortreffelige Værk: <em>Ueber die bürgerliche Verbesserung der Juden,</em> eet af de faae Værker, der i alle Henseender giør sin Forfatter hans Nation, og det attende Aarhundredes Philisophie Ære. Med sin vigtige Materie voxne Kundskaber, med philosophisk Sandhedskierlighed, og med den Hiertets Varme, som udmærker den Viise fra den Lærde, har han talt syv Millioner miskiendte og mishandlede Brødres Sag; og, i visse Maader, ikke blot talt; men <em>ført</em> den – et Arbeide, hvorfor hver Menneskeven skylder ham en hemmelig eller offentlig Taksigelse. Med Henrykkelse har jeg og erfaret, at man i det gienfødte Frankerig med saa mange andre politiske Bastiller tillige har nedrevet Jødernes, og i sin hele Vidde udført hvad Philosophen og med ham al sund Philosophie foreslog.

Jeg opholdt mig for kort i denne Rigshandelstad, til at lære at kiende dens Charakter. De Mennesker, jeg saae og talte med, vare for det meeste Fremmede. Paa det store Kaffeehuus vare alle fordybede i de franske Tidender.

Kramlader spække Gaderne overalt, ligesom i Hamburg: Tobakspibehoveder synes at spille Hovedrollen i dette daglige Marked.

Her er en betydelig Mængde franske Reisende. Man kiender dem paa uendelige Sidebukler, og ligesaa uhyre Halsklude.

Jeg troer derfor ikke min ubetydelige Skiærv overflødig. Undseelig lægger jeg den efter hin store Offring ned for Menneskehedens Altar; men bidrager den og kun en Milliondeel til min Villies Hensigt, er jeg fornøiet.