Maynstrømmen

Torveskibet

Sparzet kiørte allene bort med Vognen tidlig om Morgenen; vi andre valgte Flodveien. Jeg var i Gaar, efterat have badet mig i Maynen, bleven saa forelsket deri, at, jeg besluttede at indborde mig paa Torveskibet, som alle Dage gaaer imellem Maynz og Frankfurt, og overtalte Adams til at giøre mig Selskab. Denne Smakke er meget besynderlig bygt og indrettet, overmaade lang og smal med en lille Mast og et Raa-Seil i Forenden. Den styres af en uhyre Træsløv, og trækkes af Heste, der gaae snart paa Landet, snart i Vandet langs med Kysterne. Under et Overdæk, som i et Slags Ruf, sidde Passagererne, hultertilbulter imellem Kaal, Ærter, Roer, alle Slags Frugter, Høns og andre deslige Sager. Selskabet bestod af henved to hundrede Personer af begge Kiøn, af forskiællige Folkeslag, alleslags Stænder og allehaande Religioner. Deputeerte, Kiøbmænd, Soldater, Bønder, Jøder, Rottefængere, Præster, Hververe, Haandværkere, Comoediantere, Koner, Piger og Friller vare sammenputtede mellem hinanden. Maskinen gleed fra Broen; Staden, Haverne, Viingaardene svandt.

De meest afvexlende Landskaber foere os forbi, som i en Troldlygte, paa de møderide Kyster.

I Førstningen var alting tyst, den eene kiendte ikke den anden; man valgte sig Sæder, afsondrede sig, dannede Grupper. Materien ordnedes, vort Chaos blev en lille Verden. Men end var den langt fra en fuldkommen Constitution – vi kom endog til Maynz uden at have bragt det saa vidt, bestemt at angive vor egentlige Regieringsform. Mængden var stemt for den Democratiske. Vare vi blevne bestandig under aaben Himmel, havde den udentvivl seiret aldeles; men en paakommende Regn joge os alle ned under Dækket; og her forsøgte en forvoven Gøgler ved tusinde Kunster, latterlige Gebærder, og Uglspillerier at 216| indføre et Slags Hierarkie. Det lykkedes ham virkelig for en Tid lang at tiltrække sig hele Torveskibets Opmærksomhed; men, just som han allerbest var i Skuddet, i det Øieblik han troede endelig at have faaet fat paa Eenevælden – maatte han overlade Thronen og Kronen til en anden endnu større Hexemester, der med en simpel Fiol og en ægte Torveskibsstemme fremtryllede saa uhørte Melodier og Harmonier, at alle, indtil Hundene og Hønsene, oprømtes. For saa meget des sikkrere at forvisse sig Domineringen, samlede han de øvrige Virtuoser i Smakken rundt omkring sig, det understøttede ham omtrent som Adelen understøtter Monarken – og nu begyndte en Musik –

Jeg begyndte virkelig at zittre for Roms Friehed; thi her var ikke blot Brød og Skuespil; men Viin og Opera. Hele Forsamlingen loe; flere lode sig henrive af den eenes, og hver Enkelt af alles Munterhed. Ingen Composition, intet Orchester – jeg torde lægge til: ingen Text har havt et saa almindeligt Bifald. Den forrige Helt var allerede reent glemt, da midt i den larmende Fryd –

en melankolsk Harpe lod sig høre i den anden Ende af Ruffet.

Vor Cæsar brød sig i Begyndelsen ikke derom, og gientog syvende Gang Omqvædet:

Harpen svarte:

Lidenskabernes Storm, tænkte han, skal vel overdøve den spæde Stemme! og med et Strøg paa Fiolen, hvis Styrke meddeelte sig alle de øvrige Instrumenter, med et Stentor-Fortissimo hentet fra Vrangstruben, og en Physiognomie-Fordreining, som Ruffet endnu ikke havde seet Mage til, affyrede han og hans Underconstabler det hele Oper-Artillerie paa eengang – selv Hververen og Rottefængeren rystede derved; men Harpen blev pianissimo ved:

og – saaledes seirer det Gode og den Gode! – Larmeren med sin Fiol, med sin Stemme og sine Understemmer, med sine Katte og Muus og Lærker og Lax maatte tie, mens alle lyttede til Harpenisten:

Hele Selskabet kom i en roligere, blidere, den giensidige Deeltagelse og Meddelelse, den fælles Omgangsnydelse, og hvad man kan kalde det almindelige Beste meere fordeelagtig Stemning. Hvad der i Smakken havde Hierte, begyndte at føle en vis behagelig Trang til at udgyde det; den eene gav sig til at lede om en Ven, den anden om en Veninde.

Jeg troer, der ligger i alle Menneskers Hierter en vis Kierligheds Magnet, der uophørlig trækker – var end det der egentligen svarer til den, nok saa langt borte – i dette Tilfælde trækker den det nærmestlignende; er det og borte, det næst dette; og saa bestandigen indtil den Gienstand, som har den allermindste Grad af Tiltrækkelighed. Hvad mig angaaer, da har jeg ingensteds og ingensinde følt denne Kraft uvirksom.

Original Gienstanden – om den er i Himmelen eller paa Jorden veed jeg ikke – den er! det føler jeg – saa jeg den engang, var det vist blot i Drømme; thi hvorledes skulde den ellers have forladt mig? o! evig ufrarivelig vilde den have krampet sig fast til mit Hierte; og jeg vilde aldrig, end sige altid, føle mig halv – men Copierne finderjeg stedse overalt; hele Naturen vrimler af meer eller mindre magnetiske Aftryk – hvor der ikke er Burggrevinder eller Postmesterdøttre, ere Børn; hvor der ikke ere smaae uskyldige Glutter, ere Roser og Lilier; hvor disse ikke findes, voxer dog vel i det mindste et Hedeblomst; overalt er den stiernefulde Himmel (Maanen – jeg veed ikke selv, saa yndig den er, og saa meget jeg virkelig elsker den, har dog aldrig været Gienstanden for min besynderlige Tilbedelse; den trækkes af for mange andre Magneter; mig synes altid at see de tusinde Suk- og Blik-Parallaxer den er udsat for) – og kort, der er vel intet saa skummelt Fængsel paa Jorden, hvor ikke en enkelt Solstraale skulde indliste sig. Ogsaa her i Torveskibet fandt jeg min Seline.

Hun sad i en afsides Krog med et lille Barn omtrent af Alder 219| og Skiønhed, som den lille Jesus i Maleriet af Rubens, paa Skiødet – og lyttede, som den der søgte en anden Glæde end Dandsens, Sangens og Latterens, til Harpens Toner. Hun var klædt i en fiin blaagraae Silkekioel, et Bælte om Livet, og en med røde og hvide Baand omvundet Natkappe paa Hovedet. Hun var ikke skiøn, men moderlig yndig; og da jeg nærmede mig, slog hun Folderne af sin Silkekiole saa hurtigen over den eene Fod, der noget meere frempippede end den anden, at det zittrede giennem alle mine Nerver. Ved hendes Side var et meer end almindelig beqvemt Sæde, som hendes Mand havde forladt, for at tale med en anden Franskmand tre Skridt derfra; "Ayez la bonté, Monsieur!" sagde han til mig, og pegede derpaa. Hendes hvide Arm var i samme Øieblik udstrakt for at lave det endnu beqvemmere. Det var uimodstaaeligt! – jeg sank med den sidste døende Harpetone ned ved hendes Side.

Jeg har aldrig havt et forlegnere, uroligere, vellystfuldere Øieblik. Mit Hiertes Følelser, mit Hoveds Begreber, mine inderste Sandsers Fornemmelser sammendirrede, som om Kiæden i mit Væsens Uhr var sprungen.

"Hun er ulykkelig!" – "Det er et fransk Ægteskab!" – "Satte du dig ikke, saa satte sig en anden!" – "Vi have jo hundrede Vidner!" – "Det vilde være uhøfligt imod hendes Mand, og uartigt mod hende, at gaae bort!" – "Og hvortil alle disse Betænkeligheder? hvorfor alle disse Undskyldninger?" – "Som om du begik en Synd?" –

Min Forvirring var kiendelig. Det lod ikke til, at den mishagede hende, hun syntes endog, at finde dens Taushed veltalende. Den lod hende paa eengang føle hendes Seier og skue min Samvittighed. Barnet beroeligede os begge.

Et Barn paa sin Moders Skiød i slige Tilfælde, er Amor uden Pile; er ikke Kierligheds, men Venskabs Gud.

"De maa være træt, efter at have staaet saa længe", sagde hun paa Fransk – "Meget træt, Madame!" sagde jeg – "denne Larm – mine Øine, mine Ører, alle mine Sandser ere trætte; men hvor kunde de hvile behageligere end her?" – jeg tog den Lilles spæde Haand og kyste den. Nu vare Instrumenterne stemte, og Samtalens Symphonie begyndte. Jeg talte slet, yderlig slet Fransk; men Barnet, som hun dog ellers underholdt sig med, talte det 220| endnu slettere. Det er desuden vanskeligt, ikke at kunne giøre sig forstaaelig for en Franke, endnu vanskeligere for en Frankinde, og reent umueligt, hvis denne Frankinde er tillige Moder. Vi talte om Børn, om vor fælles Reise, om – Revolutionen, som meget bekymrede hende. Hendes Mand, sagde hun, gik til Paris, hun til Brüssel – "og jeg til Schweitz" – hvor hun og gad gaaet hen, "for at see Magen til sit Fødeland" – hun var fød i en Bye mellem Pyrenæerne.

Jeg fandt, at jeg aldrig havde siddet behageligere, da vi pludselig maatte reise os, uden for Höchst, en lille Maynzisk Bye med et forfaldet Slot, paa Høiden over Floden, hvor vi anlandede, for at spise til Middag. Man modtog os med Trompeter og Basuner. Jeg tilbød hende min Arm, Ammen tog Barnet, Gemalen bekymrede sig om Ingenting – og saaledes spadseerte vi i Vrimmelen under fuld Musik op til Vertshuuset, hvor Bordet alt stod dækket. Man sang, sprang og dandsede; Lystigheden var ubeskrivelig. Det var den fem og tyvende Julii, Solen straalede heed, og Varmen begyndte at blive utaalelig. Frankerne paastode, det var urimeligt at qvæle sig uden Nød, og foreslog at afkaste Kiolerne. De gave Exemplet. Jeg leed virkelig usigelig af Heede; men - ved Siden af Pyrene! jeg kunde ikke overtale mig dertil. Monsieur le Mari, og de to andre, hvoraf den eene, som jeg siden erfarede, var Deputeret til Nationalforsamlingen, afklædte mig med Vold. "Ne vous genez pas, Monsieur!" sagde hun selv. Jeg sad i Mansketskiorte. Der manglede mig Ermeknapper. Monsieur le Mari rakte mig et Par – Madame knappede selv til paa mit høire Haandled – Alting, min Herre" sagde han, "er tilfælles for dem, som reise sammen, undtagen..." og pegte paa hende. Hun loe. "Det er bedrøveligt," sagde jeg, "at en saa skiøn Regel ogsaa har sin Undtagelse!" Himmelen er mit Vidne, at, havde hun ikke leet, havde jeg ikke sagt det. Men med Franske maa man tale Fransk. Meeningen er i deres Tone altid et got Qvintin lettere end i den Danske eller Tydske, og bortviftes, som oftest, i Faldet fra Øret til Hiertet. Vi vare nu alt gamle Bekiendte, og havde Brüssel ikke ligget for langt af min Vei, var jeg gaaet med uden Omstændigheder. Adams, som vidste, hvor let min Direction forandres, at en Zephyr selv kan faae mig til at gaae over Stav, og at jeg overhovedet 221| af alle mine Reiselove ingen adlyder saa punktlig, som den anden Lad dit Hierte lede dig overalt, hvor dit Hoved ikke veed Veien. – begyndte alt at frygte. Men – Brüssel laae, som sagt, alt for langt af Veien.

Vi spiste fortræffelig; den ypperlige Rhinskviin kronede Maaltidet. Adskillige Kiøbmænd, en Præst, et Par Officeerer, de omtalte Franske, og nogle Damer, som Pyrene aldeles fordunklede, udgiorde Selskabet. Vi glædede os over Neckers Tilbagekaldelse, og drak Nationalforsamlingens Skaal. Med fordopplet Munterhed puttede vi os igien i Smakken.

En meget artig Mand, som, da jeg en Tid lang havde pludret Fransk med ham, spurgte mig om dit og dat i London, opdagede at jeg var Dansk, og tiltalte mig pludselig i mit Modersmaal. Dansk! midt i Torveskibet mellem Frankfurt og Maynz – og det, som forundrede mig meest, meget flydende talt – jeg troede i Begyndelsen knap mit eget Øre. Det var en vis Herr Buthmann, Papiirhandler i Frankfurt, som i fem Aar havde opholdt sig i Kiøbenhavn, og med megen Fornøielse erindrede sit Ophold der. Han kunde ikke blive keed af at tale derom, kaldte mig Landsmand, og veeg siden ikke fra min Side. Et andet ligesaa behageligt Bekiendtskab gjorde jeg med en indfødt Schweitzer fra St. Gallen, hvis aabne, redelige Ansigt og kunstfrie Væsen aldeles indtog mig. Han bad mig for alting ikke at forsømme Canton Appenzell, hvor jeg, sagde han, baade vilde finde de skiønneste Hyrde-Egne, og de smukkeste Hyrdinder. Han forundrede sig uendelig over, at en Dansk vidste saa mange Alpe-Navne. En Pastor Wagemann fra Gøttingen kom til, foruden to andre, hvis Navne jeg har glemt, og det varte ikke længe før vi, tilligemed de to meget interessante Franker udgiorde et sluttet Selskab i Enden af Smakken. Sammenreisen aabner Hierter og Munde; man giør – især i et Torveskib – ligesaa megen Fremgang i Bekiendtskab paa een Time, som hiemme i otte Dage. Det Danske, som jeg af og til talte med Frankfurteren, var for Franskmændene, St. Galleren, og Pyrene, som hørte til, et meget ubegribeligt Sprog. Klangen fandt de meget behagelig. Ud paa Eftermiddagen jog en nye Regnbyge os atter sammen under vort Skuur, og det gamle Snutterbutshuuslevnet begyndte igien.

Jeg glædede mig inderlig over at have valgt denne Flodvei til Maynz; saa behagelig ogsaa Landeveien skal være Den er virkelig yderst behagelig. Jeg valgte den paa min Tilbagereise., havde den dog umueligen saa aldeles kunnet adspredt min Tungsindighed. Vor Smakke blev mig tilsidst hele Verden – den fremgleed, som Kloden i Rummet og Livet i Tiden, med alle sine Folkeslag, Pakkenilleker, Harleqvinader og Harpetoner. Dens yderste Dag nærmede sig. "Giv Agt, hvorledes Smakken dumper med eet ned i Rhinen!" klang i mit Øre, som den sidste Basune. Jeg sprang hen paa Forstavnen. Hvilken høitidelig Scene! Evigheden selv syntes at aabne sine Arme i Rhinens pludselige Nærværelse. –