Maynz

Costhime

I Domkirken

Tak skee dig, hellige Jacobus – eller egentlig dig, endnu hellige Pantaleon! I Dag har jeg nydt en Dag – en Maaned – et heek Aar!

Du, Helgenes Helgen, catholske Kierligheds Gud! førte Costheims sødtsmilede Gudinde hid paa sin Svømmevogn over den syngende Rhinstrøm til Mayences nympherige Kyst. Letføddede Piger modtoge hende, da hun steg af Barken, som Chariterne fordum modtoge Venus, da hun i sin Muskelbaad svømmede op paa det jublende Cyprus. –

"Ave Maria! Ave Maria! Ave Maria!" "Mari'ave! Mari'ave! Mari'ave! Ding – dang – Me! sime! issime! tissime! ictissime! dictissime! edictissimel nedictissime! enedictissime! Ding – dang – dang – On! eon! leon, aleon! taleon! antaleon! Benedictusime Pantaleon ora pro nobis! – o! sancta Trinitas ora pro nobis! Amen!"

Saa – eller saa omtrent klang det i det hvælvede Chor mellem de himmelopstræbende Piller. Orgelet bruuste deri med en Lyd, som Lyden af mange Vande. Men hvad var denne Concert for Øret imod Concerten for Øiet. –

De Evangelisk Lutherske forfatte de skiønneste Bøger; men de Romersk-Catholske derimod forfatte de skiønneste Døttre.

Og hvad er al Verdens Dusdezer, Octaver, Qvarter, Folianter mod Eder, Naturens yndigste Skabninger? sagde jeg – og blev ved at stirre paa den nydelige Fod, som pippede frem under Bønnebænken, meer og meer beskuelig, jo andægtigere Stillingen blev, hvori dens Eierinde knælede. Jeg knælede lige over for hende. Hvad ere alle Jordens Kunster og Videnskaber mod Eders Tryllerier? blev jeg ved – mens mit Øie hoppede fra Fodtippen over Rosenkrandsen paa hendes spæde, runde, hvide Fingre til Blomsterkosten paa hendes bølgende Bryst, hvor det 228| blendet af Glands og beruset af Ynde boltrede ned igien igiennem alle disse Fortryllelser til Foden – Hvad ere alle Leipzigske, Jenaiske, og selv Gøttingske Lærestoles Regler og Forskrivter imod Eders aandtændende, siælevækkende Blikke? Hendes Øine mødte mine i dette Øieblik, og foere som trufne af Lynet tilbage, blufærdigen neddalende paa de lykkeligere Perler – de blinde Øine – i Rosenkrandsen... "Ja!" brød jeg jeg ud, og foer med Hovedet fremad i min Heftighed, som om jeg gamsede efter Munkens Velsignelse, "hvad ere alle Jordens Studeringer, al den Lærdom, som forfuulner i skimlede Dynger paa den under Tyngden bugnende Klode, imod Eders – Smile? Mon alt det, som er alphabeert, construeert, defineert, experimenteert, philosopheert, qvintessentieert, repeteert, recenseert, titleert, volumineert, Xeert, Ypsileert, Zetteert, etcetereert i den hele lærde Verden, fra dens Skabelse og Syndflod indtil nu – mon noget af alt dette, eller det alt tilhobe, har givet een eeneste Siælløs Siæl? een eeneste Kropløs Legeme?"...

Saa høit var jeg kommen i min Enthusiasmus – da jeg, ved at slaae Øinene op (thi ved den næstsidste Periode vare de faldne sammen) mærkede, at Traaden var slappet, som holdt min Phantasies flyvende Drage i Svæv. Den skiønne Andægtige over for mig var forsvunden. Det gik mig som Papiirdragen ved saadan Leilighed, jeg tumlede dybere og dybere ned – af Ætheren – giennem Luften – og endelig til Jorden.

Alle i Domkirken bade med ubeskrivelig Andagt paa Latin til den store Pantaleon. Det blotte Navn opvækker en Slags Rørelse, Andagt og Tillid. Jeg bad med; men paa Dansk – naar man ikke er reent catholsk, beder man gemeenlig i sit Modersmaal – "Hellige, fuldkommen uskyldige Pantaleon! (Det var i høieste Grad mit uskrømtede Alvor; thi jeg troer, at han aldrig har været til) Du! som bragte mig denne Yndige hid, bring mig hende snart tilbage! Led mine Fødder i hendes Fied! Egentlig, naar man seer sig til, bede vi oftere Induca nos in tentationem! end: Ne nos inducas in tentationem! Kun een eeneste Gang endnu lad mig see hende!"

Jeg veed ikke hvoraf det kom; men jeg havde virkelig (uagtet jeg, som sagt, bad paa Dansk, og den kiære Helgen sandsynligviis

aldrig forstod et Ord af dette Sprog) en Slags Tillid til denne Bøns Bønhørelse. Om det var min Iver i Catholicismen – nye Knive skiære altid best – eller en hemmelig Følelse af Billighed – Jeg havde virkelig vel fortient det af den gode Herr Pantaleon. Den hele Formiddag, fra Solens Opgang – og Solen, vel at mærke, staaer meget tidlig op i Maynz den sex og tyvende Julii – havde jeg opofret ham og hans Dyrkelse.

Jeg havde tre Sorter Helgene at vælge iblandt: Ham – den hellige Jacobus – og Brødrene af Jomfrue Marias ubesmittede Svangerskabs fem Vunder Ordret oversat efter Aflads-Placaten. der alle tre i Dag inviteerte Syndere a priori og a posteriori. Syndere, som havde syndet, syndede, eller synde vilde, Syndere kort sagt af alle Arter, under alle Benævnelser, være sig af hvad syndefuld Natur de være vilde, in præterito, in flagranti, & in futuro – forudsat, som forstaaer sig selv, at de kun vare sande troende Syndere – til andægtigt Messe-Taffel, hvor man for billig Priis, det er at sige, for en Snees Korselser, ligesaa mange Knæbøielser, et halvt Dosin Vievandsstænkninger, lidt Mundmumien og megen Gaben, opvartede med saa megen fuldkommen Aflad, som behøvedes, for at synde paa nye Aftenen derpaa med den reeneste Samvittighed. Alle Troende i Maynz stimlede sammen paa denne artige Indbydelse, Somme besluttede at gaae til Jacobus, andre foredrog Brødrene, endnu andre Pantaleon. Jeg gav den sidste Fortrinnet for hans blotte Navns Skyld - en saa meget desto tilregneligere Fortieneste – og opofrede til hans Ære ikke allene Rousseaus Navn; men og alle den hellige Jomfrue Marias vidunderlige Vunder, saa aldeles, som om disses Aflad kun havde været Smuler der fulde af hans Bord. Jeg forsikkrer helligen, at den Betragtning: Hos ham vil du finde det største Fruentimmerselskab; thi hvilken yndig Piges Hierte maae ikke allerede banke ved Navnet Pantaleon? Alexander selv klinger seigt og kraftløst derimod! ikke faldt mig ind, før siden efter? Begeistret af hans uegennyttige Tilbedelse drev jeg det til en slig Fuldkommenhed i det Catholske (og dette Studium er saa indviklet, at det endog er bleven til et Ordsprog Vi Danske sige om hvad vi ikke kunne hitte Rede i eller finde ud af, at <em>det er, som det var catholsk.</em> at ingen af alle de Tusinde, 230| som fra Moders Liv af havde studeert det, tvivlede paa min Rettroenhed.

Jeg gik med Processionen af den eene Kirke i den anden, af det eene Kloster i det andet, med Hatten i Haanden, endog naar det regnede, syngende høit og mumlende sagte; og det tør jeg vel paastaae, at ingen i den hele Skare mindre forstod hvad de sang og mumlede end jeg – naar jeg undtager en tyk, umaadelig feed, koedumtstirrende, altsaa og umaadelig hellig Munk, der lod til, at have drevet det til den alleryderste Grad af Misforstaaelse. Paa det hele Optog giennem alle Gaderne, i alle Kirkerne gik ikke een eeneste Rosalia, Clara, Clelia eller Cicilia min andægtige Opmærksomhed forbi – indtil jeg endelig træt og aandeløs kom ind i den store Domkirke, mellem hvis Marmorer og sex og tyve Altere min Andagt fik sit sidste stærkeste electriske Stød ved Synet af den maanskinklædte Costhime, der imellem tre Gratier knælede over for mig.

Hvilken Vrimmel af Sole, Maaner, Nympher, Halv- og Heel- og Huld-Gudinder i dette paa Jorden nedflyttede Olymp!

Jeg gik hen i en Bedestoel, og kastede mig paa Knæe mellem en Nonne og en anden ung Dame – lige over for hende. Her sad jeg i to Timer, og hørte med himmelsk Taalmodighed paa den yderst monotoniske Messe af et Par Dosin Munke, den evige Snaksang, Klingklang og Dingdang i Choret, korsende mig hvergang Pateren knælede og Smaadrengen ringlede – bestandig stirrende paa hende. Den unge Dame paa min høire Side fordrev Tiden med over tredsindstive Gange i sin lille Bønnebog at giennemlæse Følelserne over Marias ubesmittede Svangerskab paa een Side. Naar hun havde læst den til Ende, begyndte hun 231| for fra igien. Det var og, troer jeg, det moersomste Stykke i hele Bogen.

Paa begge Sider af min Heltinde over for sadde to andre unge Damer, med Rosenkrandse, af hvilke den ene uophørlig bad, og den anden uophørlig loe. De vare begge smukke – den ene, som Lais; den anden som Maria Magdalena. En tredie sad bag hende, og syntes at holde Middelveien. Det var en ægte Raphaels Truppe. Ogsaa svæver den forsvundet endnu for mit Øie, kun med mattere Colorit. –

Paa Gaden

Da hun var borte, havde jeg intet meer i Kirken at giøre; thi jeg havde alt beseet alle dens prægtige Monumenter og Altere – De andre Fruentimmere sluktes i egentligste Forstand, da Costhime gik ud – og hvad Tienesten angik, da var mit Andagtsuhr ved hendes pludselige Bortgang aldeles gaaet i Staae. –

Hendes Blik var den Nøgel, som eene kunde trække det op igien. Jeg gik altsaa ud af Domkirken, for at oplede hende. Adams fulgte mig.

"Costhime! – Costhime! – Costhime!" Saa lød mine hemmelige Suk – jeg fordrede hende tilbage af Hvælvingerne, af Tempelbuerne, af de trange Gader – nær var det gaaet over til et lydeligt Raab. Omsonst! Da jeg efter en møysom Leden ingensteds fandt hende, fortvivlede jeg halv over nogensinde meere at faae hende at see – og besluttede med Adams at gaae hen til den nye St. Ignatius. Paa Veien kom vi igiennem en anden Kirke – jeg troer Marias. Iblandt dens mangfoldige Sculpturarbeider bemærkede jeg eet i en mørk afsides Krog, som jeg for den beskeedne Pladses Skyld, hvorpaa det var anbragt, opholdt mig noget længer ved. Det forestillede Judæ Konge-Træc, temmelig stort, med uendelig Flid udhugget i Steen. Neden under laae den salige Herr Jesse med et ærværdigt Ansigt, slumrende paa en Løibænk, og gribende med den ene Haand om en temmelig tyk Stamme, som voxte ud af hans Bryst, og skiød sig i lige Linie mellem adskillige Grene op til Toppen hvor den blev til en ret artig Jomfrue Maria med det lille Barn Jesus paa sit Skiød. Grenene, som 232| gik ud fra Stammen nær ved Roden, gave sig i Enden ud til ligesaa mange Been- og Laarløse Konger, af hvilke Kong Achab havde det fortreffeligste Hoved, man kan forestille sig, og Kong Salomon derimod et saa charakterløst, dumt og forvrænget Ansigt, at man havde Møie med at betragte det, uden at fristes til en høi Grad af Cimen læses majestatis. Kunstnerne risqvere saaledes ofte et qvi pro qvo, naar de vælge Fremstillinger af <em>Arimans</em> og <em>Oromasdes</em> Riger. Ariman vinder fast altid; thi Oromasdes er alt for usandselig. Trækkene af den første ere stærkere end Trækkene af den anden; thi i disse ere Lidenskaberne (det egentlige æsthetiske) borte. Klopstocks <em>Diævle</em> ere ulige bedre lykkedes end hans <em>Engle.</em> Det poetiske <em>Helvede</em> er langt interessantere end det poetiske <em>Himmerig.</em>

Vi fandt ikke strax Ignatiustemplet – det er overalt meget vanskeligt, at hitte ud af de trange krumme Maynziske Stræder - men i Kanten af Byen, i en noget lysere Gade, som lovede os, snart at komme paa rette Spor, opdagede jeg pludselig noget borte – O Under! o Henrykkelse! – min bortflygtede Gudinde –

"Hun fløi med lette Fied paa de blomstrende Steene"

Jeg siger blomstrende Steene, fordi Steenene virkelig blomstrede under hendes Fødder, ved det at hun tabte sin Blomsterkost. I det hun bukkede sig for at tage den op igien, vilde den gunstige Pantaleon, at en Ring, en Naal, eller en Armbaandshægte hæftede sig i den underste Søm af den flagrende Skye, hun var svøbt i, saa at Haanden, i det hun løftede Blomsterne op fra Jorden, tog saa meget af Skyen med, som behøvedes, for at vise mit rusende Blik den nydeligste Fod indtil en Haandfavn fra Knæet –

Der stod jeg – som Anton Walls Prinds ved Synet af den sit Strømpebaand løsende Julie! – heed, kold, zittrende, uden Bevægelse – uden Besindelse. I min hele Levetid har jeg aldrig staaet saaledes – et Under var det, at jeg ikke faldt –

Hvilken Fod! hvilken Talisman! hvilken Trolddom! Jeg veed ikke hvad jeg tænkte; men det følte jeg, at min catholske Andagt ved dette skiønne Syn blev fuldkommen optrukket, saa at den nu meget got kunde gaae igien i fire og tive Timer. Jeg fik ikke engang Tid til mit ved slige Leiligheder sædvanlige Suk: Hvi er det ikke Originalen? – end sige, til at takke, som alligevel billigt var, den gunstige Pantaleon. Alt hvad jeg kunde, var at blive staaende, indtil hun kom mig nærmere med to andre Damer, som jeg først nu til min Fortvivlelse bemærkede. Jeg stod i en Port, som hun lod til at ville gaae igiennem. Hun nærmede sig – min hele Raadfatning forlod mig – hun gik mig forbi – jeg saae hende, som man seer et Stierneskud, uden at see mig til – borte var hun – og jeg fandt ingen Maade muelig at forfølge Eventyret paa. Tungt var det imidlertid, at det nu skulde have Ende. Jeg var yderlig tyndklædt, og allerede lidt giennemvaad. Adams vidste ingen Redning. Hun dreiede om paa venstre Haand, dandsende under sin lyserøde Silkeskiærm i Regnen, som Solen under sit Morgenteppe mens hele den øvrige Himmel er betrukken med Skyer. Hun forsvandt endelig aldeles anden Gang.

Paa Flydebroen

Det er mig een af mange Tilfælde i mit korte Liv bestyrket Erfaring, at Lykken i smaae – jeg veed ikke hvordan jeg skal kalde dem, pathetiske, eller egentlig sympathetiske Forfatninger er mig ligesaa mild, som den i store, om man vil, politiske Omstændigheder er mig ugunstig. Jeg faaer sikkerlig en Kone – uagtet det i øvrigt forekommer mig som den usandsynligste af alle 234| Umueligheder – før jeg faaer et Embed; og en Søn, før... "jeg faaer en Kone?" smidsker een af mine Læsere – Nei! min Herre! der traf De kun Dem selv!... før jeg faaer et Huus – og en Gravskrivt maaskee før jeg faaer noget af det altsammen. Om det kommer deraf, at jeg er snarere lille end stor, mere pathetisk end politisk – veed jeg ikke. Der kunde skrives en ypperlig Afhandling herover. Alting i Verden hænger af Attraction og Repulsion – af Homogeneiteter og Heterogeneiteter. Det er Skade, at disse Benævnelser klinge saa paryk- og boglærde, at man ligesaa lidt kan anbringe dem i de bedste Skrivter, som i de beste Selskaber, det er at sige: dem, som Fruentimmere kunne besøge. Min Afhandling gaaer derved overstyr; thi jeg kan umuelig skrive den, uden at betiene mig af disse lærde Hovednøgler – og jeg kan ikke rasle det mindste med samme, uden at afskrække netop dem, for hvilke jeg egentlig vilde skrive.

Altsaa – tilbage igien til min Lykke, uden at undersøge nøiere dens Hvorfor og Derfor. Ved at gaae videre frem med Adams – som Eventyret begyndte at interessere – for at finde Ignatiuskirken, ærgerlig og halvtungsindig over det afbrudte, det ufuldendte, det hensigtsløse i en saa skiønt begyndt Tildragelse – saae jeg tredie Gang den Skiønne dandse forbi Enden af en Tvergade ned mod Broen. Jeg kunde ikke bare mig længer. Jeg holdt det for et Vink af Skiæbnen, eller den omtalte Helgen, til at vove alt, for at løse Knuden i Dramet, og, om mueligt, komme til en egentlig Catastroph, uden hvilken intet Eventyr er et fuldstændigt Eventyr. Jeg sagde Farvel til Adams, som gik tilbage, sprang ned igiennem Tvergaden, naaede de tre Fruentimmere – og lod, som jeg spadseerte, uagtet det skylregnede.

De gik alle ned til Rhinen, hvori der ved Enden af et langt og bredt af svømmende Planker sammensat Flaad laae en lille Sluppe med en eeneste Sluproer i. Jeg fulgte dem til Bredden. Den ene af den Skiønnes Ledsagerinder, en net og let lille Glut, hoppede lykkelig over; den anden, en gammel Tante eller ung Oldemoder, lod sig understøtte af Roersmanden, og - faldt paa de runde, vaklende, under hvert Trin synkende Planker saa jammerligen, at hun med stor Nød blev reist igien, temmelig vaad af Plumpet i Floden. Min Cypris var nu tilbage med sin Blomsterkost, smilende over Oldemoders løierlige Vanheld – (jeg 235| troer, det er almindeligt i den menneskelige Natur at smile ved ethvert Fald, hvorved for Resten ingen Skade skeer) – og dog, som det lod, lidt frygtsom for en lige Skiæbne. Hvad var naturligere, end at jeg greb denne himmelfaldne Leilighed, for at tilbyde hende min Arm og min Understøttelse. Hun modtog mit Tilbud strax, med den uskyldigste Utvungenhed, og takkede mig paa fransk i de meest smigrende Udtryk, for min Tienstfærdighed... "Jeg havde alt længe frygtet denne Vanskelighed" sagde jeg – "Men i denne Regn", sagde hun... "I dette Solskin" - afbrød jeg, og saae hende i de smilende Øine – "De er alt for artig!" sagde hun venligen, og gav mig sin Arm – "Alt for lykkelig!" raabte jeg, og trykte den til min høire Side, ærgerlig over, at Hiertet sad i den venstre. Vi gik saare langsomt, for ikke at falde. Broen var over et halvhundrede Planker. Paa den hele Promenade var det nødvendigt, for ikke at tabe Ligevægten, at hun ret tæt maatte læne sig op til mig – ved hvert Skridt, ved hvert Trin paa næste Planke voxte denne Nødvendighed saa stærkt, at vi paa den tredivte til fyrretivende taus bleve eenige om, til desto større Sikkerhed aldeles at sammenslynge os - saaledes, at jeg tilsidst halv bar hende i mine Arme ombord paa Sluppen. Hvilken Xiærlighed! hvilket Ægteskab! hvor kort; men og hvor saligt! Hver Planke, hvert Trin var en Maaned – alle tilsammen, som det længste Liv ved Enden, et Øieblik! Endnu holdt jeg hende i mine Arme – Oldemoder har udentvivl giort underlige Miner; men vi saae det ikke – "Har De langt at seile i denne Regn?" – "Jeg boer i Costheim" sagde hun, og pegede derhen -"Lyksalige Costheim!" – Hun fornyede sin Taksigelse... Et O! døde paa mine Læber. Hun satte sig paa Kanten af det bageste Sæde i Sluppen, som om hun vilde sige: Her er Plads for een endnu – "Gud velsigne dig!" stammede jeg... og Sluppen gleed fra Broen.

Sluppen gleed fra Broen – og jeg blev staaeude. Jeg begriber i dette Øieblik ikke, hvi jeg ei gik med. Paa Bredden af Thunersøen begreb jeg det. Costheim var ikke nær saa langt af min Vei, som Brüssel. Min Stilling var til at male. I skyllende Regn yderst ude paa Plankerne i Rhinen, med Øiet heftet paa en bortglidende Baad, med Hovedet for over, som 236| een, der er i Begreb med at giøre det sidste Spring, med Armen i favnende Krumming, som om Juno pludselig var bleven til en Skye deri – Havde Chodowiecki seet mig i denne Stilling, var jeg evig bleven saaledes staaende.

Nu først følte jeg mig vaad, og frøs – Feberen vexlede.

Ignatiuskirken

Da Sluppen var kommen saa langt fra Landet, at Hendes Blik ikke mere kunde naae mig, gad jeg ikke staaet længer paa den vaklende Broe og see hen i bare Vand; thi formedelst Regnen var intet andet at see i den Stilling jeg stod i. Herlige Rhin! tilgiv mig at jeg et Øieblik kaldte dig Styx, og vendte dig Ryggen, som om du krøb imellem Polen og det store Tartarie, hvor –

Jeg gik op igien igiennem de mig ikke længer saa interessante Gader til Ignatiuskirken, som jeg endelig fandt, skiult paa en uanseelig Plads mellem adskillige vanhellige Bygninger. Her takkede jeg først den hellige Pantaleon for alle sine mod mig i Dag udviste Barmhiertigheder – og føiede til denne min Taksigelse det Ønske, at – siden han dog var saadan en Hexemester i Hiertets Forvildelser, og lod til at have saa megen Medlidenhed med dem, der omfamle i Kiærligheds Labyrint – han dog vilde være mig behielpelig i det Større, som han havde været det i det Mindre, i mine virkelige, som i mine drømte Længsler!

Kirken var indrettet til en saadan Bøn – og jeg var fuldkommen stemt til at see og nyde dens Skiønhed. Det er ikke blot den skiønneste Kirke i Maynz; men den skiønneste, jeg hidtil 237| har seet. Det Heele er i den reeneste, simpleste Smag, frit, uden Overladning, uden dette Krimskrams af Billeder, Zirater og Snirkeler, som giøre de fleeste Kirker saa smagløse. De sparsomt anbragte Sculpturer ypperlige. Platfonden, som forestiller iblandt andet Daniel i Løvekulen, meget deilig. Choret med Alteret, under en Kuppel, der hviler paa fire skiønne corinthiske Marmorstøtter, er det skiønneste Apollo-Tempel, man kan forestille sig. Bag Colonnerne giør en skiøn Gruppe i Englebe-krandsede Skyer paa den skuffende lyseblaae Himmel, i det den jager hele Templet frem, som om man langt bag ved samme saae ud i den frie Luft, den yndigste Virkning. Orgelet stemte til det øvrige, det tonte allerede for Synet. Lyst og klart var det overalt, som om en Guddom var nærværende.

Det var got, at min Fortvivlelse fandt Tilflugt i denne Kirke. Dens skiønne Deles Symmetrie bragte mine Livsaander igien i Rolighed. Levende Ynde vækker Lidenskaberne; livløs Skiønhed dysser dem igien i Søvn. Skiønhed og Roe ere hinanden saa nær, som Lys og Varme; Orden er deres Ild. Det er umueligt at fortvivle efter Regler. Og midt i Orden, omgivet af rigtige Forhold, forvandles Gemyttets Brøk lidt efter lidt til hele Tal, i det mindste til Decimal Brøk. Som de fraadende Bølgetoppe fladnes under Olien En hollandsk Sydfarer (har jeg læst et Steds) udkastede i Storm endeel Olie, og Brændingen, som hindrede hans Landgang, lagde sig. saa lægge sig de brusende Sindsbevægelser i Skiønheds Lye. Jeg samlede her igien de adspredte Tanker, dempede de heftige Følelser, Forstanden kom tilbage, og Styx blev Rhin igien. Det var en egentlig Opbyggelse.

Udvendig er Kirken endnu ikke ganske færdig. – Den fuldendte Portal var dens Indvendige værd. Jeg forlod den med megen Høiagtelse for Bygmesteren; og beklagede kun, at den ingen Plads havde.

Paafuglen

Jeg samledes med Adams og Sparzet om Aftenen ved Table d'hôte. Selskabet var yderst interessant – Verten, Herr Pahl, en særdeles godlidende Bacchus. Med Glæde erfarede jeg, at Geheimeraad 238| Forster, som Jacobi havde givet mig et Brev til, og som man paa Torveskibet havde sagt bortreist, var kommen tilbage. Man seer dog gierne en Mand der har reist rundt om Jorden – en levende Maane. Jacobi og andre havde desuden fortalt mig saa meget skiønt om ham, at jeg gierne havde seet ham, var han og uophørlig bleven siddende ved sin Pult.

Jeg havde ikke lidet forkiølt mig paa mine mange Pillegrims-vandringer. "Har de ingen Costheimer, Herr Vert?" – "Hochheimerl vil De sige" – "Nei! Costheimer, ægte virkelig Costheimer?" – "Hvorfor ikke? jeg har alle muelige Rhinskviine." Kellneren kom strax med en Flaske. Aldrig havde jeg smagt en Viin, som denne. Costhimes Skaal! Pantaleons Skaal! Rhinens Skaal! og atter Costhimes Skaal! "Hun var altsaa fra Costheim?" spurgte Adams, "kommer du maaskee derfra?" – "Ak!", svarte jeg! "paa Rhinbroen stod: NON PLUS ULTRA." – Han forstod mig. Vi klinkede.

"Det er sandt!" sagde een i Selskabet – fra Berlin – "man lever dog ingensteds paa Jorden bedre end her i Maynz! Man har alle Livets Fornødenheder i Overflod, ypperlige Frugter, den fortræffeligste Viin, de deiligste Egne, den skiønneste Flod i Europa til at seile videre paa, smukke Piger, en Vert som Herr Pahl, Aflad saa meget man behøver, og kort sagt, alt hvad man vil ønske sig." Vi istemte alle hans Lovtale: "Mayences Skaal!"

"Tilforladelig! det er, som om Rhinen bragte Sydens Liv og alle Sydens Fortryllelser med sig, og paa eengang stod stille her, for at dele dem med Maynen" sagde jeg.

"Skade!" sagde en indfød Maynzer, at den virkelig staaer stille; at Handelen ikke bedre holder den i Gang. Maynz kunde være den meest blomstrende Handelstad i Tydskland, hvis Regieringen...

"Ak! lad os ikke tale om Regieringen!" afbrød en anden.

"Frihedens Skaal!" raabte Adams. Man klinkede.

"Rettere sagt: hvis Catholicismen... begyndte en fierde, for at fortsætte Maynzerens Betragtning.

"Ak!" raabte jeg. "Catholicismen har og sin skiønne Side! I visse Maader ere vi alle catholske, jeg for min Part, saa længe den bliver i Chorene"...

"Den gaaer videre!" meldte en femte: Et Selskab af adskillige 239| Familier fra Geneve vilde for nogen Tid siden nedlade sig her, for at bringe Industrien op og Handelen i Gang; de forlangte kun, som billigt var, deres egen Kirke, men det blev dem allerchristeligst afslaaet, og Projectet gik overstyr. Nei! man er intolerant her i Grunden."

"Det er bedrøvelig", sagde vi, " Tolerance er allerede slem nok! – Men lad os ikke see paa Paafuglens Been; den har saa deilige Fiære! Med Tiden faaer den vel og andre Fødder at gaae paa? Lad os nyde det Gode vi har! Paafuglens Skaal!"

"Apropos, da vi taler om Paafugle", meldte en lille buttet Pfalzer – "Jeg gad vist hvorledes det i dette Øieblik seer ud i Frankerig"...

"De forvexler Paafugle med Papegoyer!" indfaldt een, som gierne vilde være vittig, koste hvad det koste vilde – (Ingen klappede.)

... "Som det kan gaae i en Revolution, svarte en fornuftig Mand: afskyeligt og yderst beundringsværdigt! Fælt, for saa vidt den uoplyste og fordærvede Pøbel, den natligste Deel af Nationen er løsladt – og herligt, for saa vidt enkelte Personers fortrinlige Kræfter pludselig ere blevne electriseerte til brændende Lys for Fædrelandet og Verden."

"Hvad Enden vil blive paa alt dette?" – Saa mange Meeninger herom som Physiognomier!

Vi underholdt os om de sidste Optrin: Neckers Tilbagekaldelse – de fire hundrede Tusindes Vive la liberté! vive la Nation! – Kongens Broders, og adskillige andre Tyrannisters Flugt – og især den nys ankomne gyselige Beretning om det opbragte Folks Rasen imod Kornpugerne Foulon og Berthier. trøstende os med, at Mænd, som Necker, Bailly, Lally Tollendal, la Fayette, Pethion, Bispen af Autun, o. d. l. lyste for den vildfarende Mængde i dette Mørke – Vi klinkede til seent ud paa Aftenen.

Serenaden

Jeg gik i Seng, som om ikke Søvnen selv, men hans Broder ventede mig. Saa mange Følelser, saa mange Phantasier, saa mange Ideer havde strømmet igiennem mit Hierte og Hoved i de sidste atten Timer, at jeg syntes at have lagt et heelt Liv tilbage i denne Dag. En Galleyslave kan ingensinde have lagt sig mattere til Hvile. Med alt det havde mit Hoved neppe naaet Puden, før jeg maatte op igien.

En Allarm paa Gaden, som om man bestormede Huuset, forstyrrede vor Roe. En Ambassadeur, jeg veed ikke hvem, havde i Sinde at myrde sin Kudsk, der af alle Kræfter satte sig imod dette Foretagende. Ved denne Leilighed kom endeel af de tilsammenstimlede ligeledes hinanden i Haarene. Tummelen tog Overhaand. Langt om længe blev det stille igien. En Musik begyndte. Vi lode Kellneren opkalde for at oplyse os om, hvad alle disse Optog vilde sige. Han gav os al den Underretning om Slagsmaalet, vi ønskede – og hvad Instrumental-Musiken angik, da opførtes den, sagde han, til vor Naboerskes Ære, et ungt Fruentimmer af ualmindelig Skiønhed. En Serenade altsaa? – Netop! en Serenade! – Nu var det mig reent umueligt at sove – Jeg havde saa tit, saa længe ønsket at høre en Serenade! Hvad er skiønnere, naturligere, eventyrligere, meere fortryllende end en Serenade? Hvorledes kan Kiærlighed yttre sig passeligere? hvorledes kan Musik anbringes bedre? Seline stod atter for mig i Costhimes Dragt. Jeg slog en Overkiol om mig, aabnede Vindvet, og skrev i Klangen:

Tilbageblik paa det forrige

Skulde jeg slette det altsammen ud igien? – Leve vi ikke i en alt for fornuftig, sindig og alvorlig Tid, til at opholde hinanden med spøgfulde Smaating? – Hvad er det andet i Grunden end blot Spilleværk, hvad jeg nylig har sammenskrevet under 242| Rubriken Maynz? – Har man ikke alt meer end Læsebøger nok for Børn, om hvis naive Forfattere Fader Gleim saa naivt siger:

"For Glutter skrive vi; og skrive ret som Glutter?" Eller vil man ikke spørge med een af vore vittigste Skribentere: naar vil Forfatteren af Ungdomsarbeiderne engang høre op at være ung?

Jeg veed for det første intet andet at svare herpaa end følgende:

"Ingen kan giøre sig en Alen høiere end han er!"

"Hver Fugl synger med sit Næb!"

"Den, som til Siællandsfar er skabt, blir aldrig Jyde!"

"Een brøler, som en Tyr, een bræger, som et Faar.

"Een skabt er til Paryk, og een til eget Haar."

Og altsaa – i Følge den hellige Regel: Skoemager, bliv ved din Læst! – det jeg skrev, det skrev jeg.

Imidlertid torde de foregaaende lave, kortnæbbede, egethaarige, barnagtige, Siællandsjar-Kapitler være saa langt fra de sletteste i min Labyrintbeskrivelse, at de maaskee snarere, naar man ret seer sig til – just af den Aarsag, at jeg deri saa strængeligen har holdt mig til min Læst – ere de beste. Lad os et Par Øieblikke alvorligen undersøge Sagen.

Det kommer an paa, om jeg virkelig i de omtvistede Stykker har ført mine Læsere omkring i Maynz, eller med andre Ord, om der virkelig er noget Maynziskt i dem, og saa meget, som jeg var istand til at give. Den tildeels stiltiende, tildeels offentlige Contract, jeg har sluttet med Læseren, fordrer hverken meer eller mindre end dette.

Nu havde jeg rigtig nok bogstaveligere og haandgribeligere kunnet rede mig ud af Sagen, ved at tælle og udmaale de adelige Palladser, de tolv Kirker, de ti Klostere, og de tredive tusinde Indbyggere, hvoriblandt der ere sex hundrede Geistlige – ved at angive de store Fæstningsværkers nærværende Tilstand, og Antallet og Ælden af de Skrog, paa hvilke den lange Broe over Rhinen til Cassel ligger – ved at forklare hvad et Vicedom eller Viztum, et Kellerie, Capitular- og Vicellar- Poster ere og indbringe – ved at undersøge Churfyrstbispens Erzcancellariske Indflydelse, 243| og blande mig i Striden: om Maynz tilforn har været en frie Rigsstad eller ikke? (Enten den har været det eller ikke, burde den være det i mine Tanker) kort sagt – ved at beskrive eller blot udskrive, hvad man kan læse i mangfoldige andre Bøger, der grundigen handle herom. Men naar jeg nu endelig havde bragt dette alvorlige Arbeid til Ende (Compileren er ikke nær saa stort et Hexerie, som de Herrer Compilatorer ville indbilde os) havde jeg da virkelig opfyldt min egentlige Contrakt? havde jeg viist mine Læsere andet af Maynz, end hvad andre enten have viist, eller kunde viise dem? Desuden, har ikke enhver Stad i Europa Palladser, Kirker, Indbyggere, o. s. v.?

Derimod – du, som har Øie for meere end Bogstaver; du, som kan gribe med meer end Hænderne! troe mig paa mit Ord: du har været med mig i Maynz!

Ikke, som om heri var ringeste Værdskyld paa min Side. Reisende af dette Slags have ingen egen Fortieneste. Alting tilhører Naturen i, under, over, rundt om Sommerfuglen. Den er som den er, og Symbolet paa Opstandelsen kan ikke tilregnes den; den udvikles af Ormens Svøb og flagrer om i Solstraaler, uden at tænke paa Palingenesie.

Der ere Steder paa Jorden, hvor man, uden at vide hvorledes, bliver Ugle; andre, hvor man bliver Bie; andre, hvor man bliver Skade; andre hvor man bliver Fisk; endnu andre, hvor man bliver blot Plante, og paa visse Høider har man Umage med at skiælne mellem sig selv og Ørnen. En Reise rundt omkring paa Jorden i alle Climater og Selskaber vilde være en fuldkommen Metempsychose. Var det Catholicismens, Costhimes, eller Luftens Skyld at jeg i Maynz blev Sommerfugl? jeg veed det ikke; men det veed jeg; at jeg havde groveligen forløiet mine Læsere, hvis jeg her havde bragt mindste Fiær af Minervas Fugl i Erindring.

For at bruge en anden Lignelse, synes mig at man ved at overlade sig til Naturen, ved at følge den overalt Haand i Haand, og aldrig forhærde sit Hoved eller Hierte mod de lette Slag af dens Talisman, vexelviis bliver Yngling, Mand og Olding – og fornemmelig, hvor det gielder om blot Nydelse, Moerskab eller Glæde: Barn. Paa vor Vei giennem Rummet giennemgaae vi, ligesom i Tiden, alle Aldere. Og i mine Tanker er den Alder, Naturen i slige Øieblikke hentryller os i, bestemtere og væsentligere, 244| end den saa kaldte virkelige, der ikke beregnes efter Følelser, men efter Dage. Naar jeg undtager

har jeg ingensteds følt mig yngre end her:

Og – som sagt – jeg kunde ikke giøre den længer. I min Dagboghavde jeg rigtig nok kunnet øge et Stykke til; men det vilde jeg ikke. Jeg trykte det af, som det var, paa Papiret.

"Og er det ikke smukt, saa er det ganske sandt" –

Saa barnligt, saa kierlighedsfuldt, saa catholskt, saa umathematiskt var det i Maynz. Reis selv derhen – men uden Paryk! – og finder du intet Lignende, saa slaae en Streg over min hele Beskrivelse. Men - som sagt, uden Paryk! eller, hvad der vil sige det samme: ung endnu, og Barn i visse Øieblikke maa du være. Jeg veed ikke om min Labyrint er Helvede nærmere end Paradiis; jeg befrygter endog, oprigtig tilstaaet, det første; thi formodentlig vil ingen finde den saa moersom og behagelig, som mange ville finde den modbydelig og keedende – men i een eeneste Ting kan den dog lignes ved Himmeriges Rige, deri nemlig, kiæreste Læserinder og Læsere! at uden I blive som Børn, komme I egentlig aldrig ret ind deri!

Dette maae være nok engang for alle til Undskyldning for mine Smaaspilleværker. Ogsaa haaber jeg at alle de adstadige og alvorlige Herrer, som tage Forargelse af ethvert Krumspring, og den mindste Kuldbøtte, allerede, her i det mindste, for bestandig have forladt mig. Jeg kan nu temmelig tydelig forestille mig alle mine overblevne Medreisende: Lutter Børnliller, som inderlig elske hinanden, som overalt, hvor der er Solskin, ere hiemme, som græde af Glæde, og smile med Taarerne i Øinene, gierne, trods en Smule Fingerbrænding af den nære Nælde, plukke den lille Marzviol, og – fryde sig selv over ingen Ting i Mangel af Lidet!

Atter en knuget, skuddet, i overflødig Maade tilmaalt Dag! I 245| Selskab med Geheimeraad Forster, Consistorialraad Zøllner (Kongen af Preussens Efterfølgers Skriftefader) og nogle andre Maynzere og Berlinere, som med yderlig Giestfrihed og Artighed modtog og beværtede os paa Giestgivergaarden, have vi beseet Residenzslottet Martinsburg og Lystslottet Favorite. De prægtige nye indrettede Værelser med den kostbare Speilsal og Badestue i det første, fornøiede mig ikke saa meget som Udsigten over Rhinen og Maynen fra det sidste. Jeg har hidtil ingen Idee om en yndigere Beliggenhed. Det var den skiønneste Dag. Selskabet var muntert, levende, selskabeligt, som faa Selskaber ere. Vi legte i Haven med Blomsterne, Buskene og Træerne, som Børn. Zollner, en saare folkelig, godlidende, samqvemmelig Mand, var særdeles oprømt, og fortalte løierlige Anecdoter med en ganske egen jovialsk Salvelse. Hans Væsen erindrede mig levende de fleste Melodier i de Schulziske Almuesviser. Let, blødt, rundt, naturligt og lutherisk-kraftigt. Forster, en lille, letforflyttelig, vever og pirrende Person, med Alvor paa Panden, Skarpsind i Øiet, og Kierlighed rundt om Læberne, indtog mig aldeles. Jeg talte med ham om alt, undtagen om hans Reiser; men den Bereiste fremlyste overalt i umiskiendelig Humanitet. Han forekom mig den personificeerte Cosmopolitisme. Det var, som om Selskabet endnu var fuldstændigt, naar jeg var eene med ham.

Vi underholdt os fornemmelig om hans Ven Jacobi, om den forrige Konge af Preussen, om Tydsklands Litteratur og Smagens nærværende Polhøide. Inderlig glædede det mig, her at finde den Kunstdommer, jeg søgte. Udelukkende, sagde han, maae man beundre og nyde hvad der er skiønt og got i Vest og Ost, og Syd og Nord. Biens Smag er den sande. Forskiællighed i Sprog og Clima - Nationalforskiællighed bør ingen Indflydelse have paa min Interesse for det Skiønne og Gode. Det fremmede støder Dyrets, ikke Menneskets Smag. Dyrisk er Fordømmelsen af Voltaire, for Exempel, i en behagelig Sammenligning med Shakespeare eller Klopstock – eller Fordømmelsen af disse i Sammenligning med hin. Man har Uret i at forlange Pærer af et Æbletræe, og det er latterligt at forkaste Æblet, fordi det ikke er Pære. Den hele Natur lærer os denne Æsthetiske Tolerance, og dog ere vi ligesaa langt derfra, som fra Samvittigheds Friehed. Vi plante hvide og røde Roser i det samme Bed; men hvo 246| sætter Messiaden og Henriaden paa samme Hylle? Den, der hverken læser den eene eller den anden.

Den sande Religion tilbeder Gud; den sande Smag beundrer det Skiønne, uden Hensyn paa Personer eller Nationer. Tydsk? Fransk? Italiensk eller Engelsk? Ligemeget! Kun intet maadeligt.

Mit Ansigt blussede – jeg gav ham Haanden – Det gielder om meer end Poesie! sagde jeg – Om al Kunst! sagde han – Om alt Menneskeligt! foreenede vi os begge.

Fordømte Magelighed, som hyller vor Aand i den første den beste Regnkappe, uden at alle Solstraaler formaae at lokke os ud deraf, end sige tage en anden paal Den pure pute Nationalist er en Snegl, der evig bliver i sit Sneglehuus. Psyche fik Vinger til uophørlig, til evig Flugt – vi bør ikke indspærre hende i noget Buur, var det end nok saa rummeligt.

Han fandt at Lessing selv havde giort det franske Sprogs fornemste Repræsentant Uret, og Claudiusses:

syntes ham, som hint:

"Meget Skiønt og Nyt har Herr Arouet sagt: kun Skade at det Skiønne er ikke nyt og det Nye ikke skiønt" – meere vittigt end grundigt. Engellændere finder, at Shakespear, og Tydskere, at Lessing virkelig græder; Franskmanden finder det samme om sin Voltaire. Men hine græde for hele Verden, paastaaer man – denne kun for sit Folk. Hvad de Franske kalde Le Nord, er rigtig nok et temmeligt Stykke; men dog ikke hele Verden! Frankrig kalder Tuden hos den eene og Flæben hos den anden, hvad vi kalde Graad. Den almindelige Forseelse stikker deri, at man ikke sætter sig ind i det Folks og det Sprogs Character, i hvilken og for hvilken der grædes.

Man bør være Engellænder, naar man læser Shakespear Rigtig nok staaer denne Herlige saa helt paa Geniernes Trappe, at det synes, som om blot almindeligt Hoved og Hierte og den maadeligste Oversættelse behøvedes for at udmærke ham blandt alle., 247| Tydsker naar man læser Klopstock, Franskmand naar man læser Voltaire. Den, hvis Siel ikke kan afkaste sin særegne Nationaldragt, og saaledes iføre sig en anden, bør ikke læse, end sige bedømme fremmede Snilleværker. Han vil see Maanen om Dagen og Solen om Natten – den første uden Glands, og den anden aldeles ikke.

Vort Selskab blev formeeret med tvende Damer, og derved fuldkommen behageligt; thi hvad er det beste Selskab uden Menneskehedens beste Deel, det smukke Kiøn? Forsamling – høit Samqvem!

Det eeneste Ubehagelige ved al Reisen er det evige Farvel, man alle Øieblikke maae gientage – ofte naar man endnu ikke ret har udsagt sit Hoveds eller Hiertes God Dag! Imidlertid, uagtet denne Ubehagelighed virkelig er den eeneste væsentlige, nødvendig med Reisen forbundne, jeg kiender, forsødes den dog og, som alle andre, deels ved Vanen; men fornemmelig ved den Omhyggelighed, Aarvaagenhed, og Anstrængelse for Øieblikkets fulde Nydelse, den lærer os, og hvorved vi, saa at sige, skabe os en ganske nye Almanak, hvoraf den almindelige Calender er et blot summarisk Udtog. I een af dens Uger ere allerede 365 Dage. Det er utroeligt, hvor langt Mennesket kan trække sin Tid ud, naar det giør sig ret Umage med Spindingen af dens fine Hør Med den <em>grove</em> gaaer det ikke saa let an. Somme Menneskers Forestillinger ere endog <em>Blaar,</em> det er da reent fatalt, og man kan i dette Tilfælde ikke uden Ubillighed forlange fiin Spind af dem. Men hvad skal man sige om dem, hvis <em>Clorho</em> (Opdragelsen) ikke har forsynet dem med andet end <em>grov Hamp</em> eller <em>Hampeblaar?</em> Er det et Under at deres Liv bag <em>Ploven</em> eller <em>foran Thronen</em> i det høieste bliver <em>Reygarn</em> eller <em>Hummelsække?</em> ; men i Almindelighed lader man Teenen snurre saa hurtig, at det bliver isteden for lang og tynd Traad, tykt, snoet, og kort Seglgarn. Ikke sielden nikker man saa stærkt ved Rokken, at Hænderne falde ned i Skiødet, og hele Totten gaaer i Løbet. Man anklager da den ofte uskyldige Clotho og den altid uskyldige Atropos, og glemmer at Lachesis allene har Skylden.

Hvad der paa en Reise fornemmelig letter den sidste Arbeidet, 248| er Tilsidesættelsen af de mange, fordærvelige Preludier og Ritorneller, hvormed Conversationsmusiken i vore hiemlige Selskaber uophørligen begyndes og endes, uden egentlig Midte-Indhold eller væsentlig Fortgang. Foruden de almindelige Indtrædnings- og Bortgangs-Complimenter – hvilken sammensurisk Klingklang af den fine Levemaade, den gode Tone, og den fornemme Smag nødvendige Phraser! Først en neppe lydelig Summen af Himlen veed hvilke Hilsener – dernæst en noget lydeligere Befindendes Forespørgsel – derpaa uendelige Variationer af den hele eller halve Linie, som staaer i den Uge af Almanakken: Koldt! varmt! vindigt, fugtigt! Regn! Solskin! stærk Blæst! meget mildere Luft! – eller hvad det kan være – endelig endeel historiske Gientagelser af de Dagens Begivenheder, hele Selskabet enten veed, eller ikke behøvede, eller ikke burde vide – tilsidst et Crescendo af tomme Bemærkninger over betydelige, eller fulde over ubetydelige Ting! Den arme Synder, som ikke har lært alle disse Conversationsphraser uden ad, som blues ved at begynde sin Samtale med Nonsens, som troer, at Mennesket i intet Øieblik bør være blot Papegoye, er ilde faren – hvorledes han og bær sig ad, bliver Tiden ham for kort, og derved keedsommelig lang; tier han og indskrænker sig til blot at høre, veed Himlen at han ligesaa godt kunde sætte sig ved et Gadekiær, og taler han, prostituerer han sig omtrent, som Virtuosen, der begyndte at spille sit Partie, mens hele det øvrige Orchester endnu kun stemte, eller for at bruge et endnu stærkere Billede, som Soldaten, der havde lagt Kugle i sit Gevær, skiød og traf midt i Mønstringen. Med faa Ord, vore tankevexlende Selskaber hiemme ere skiønne Bind uden Bøger, høit Titelblad, Dedication, Fortale og Bagtale – altid uden Text.

Paa en Reise derimod gaaer man strax til den raae Materie, og lige til Texten – Man veed paa begge Sider, at den nære Skilsmisse, den usandsynlige eller vidtudseende Gienkomst ikke tillader at articulere saa længe uden at tale, stemme saa længe uden at spille, og sigte saa længe uden at skyde. Man tager Bogen fat, som den kommer fra Pressen, og læser den uindbunden. Conversationen anrettes uden Hoved og Hale, og Maaltidet er saa meget bedre, som det er kortere. Her gielder 249| Oversættelsen af "Medium tenuere beati": Mellemstykket er det beste En anden Sag er det naar man reiser enten for at lære den saa kaldte Leveraaade, eller – for at vise sin..

Den velsignede Uafhængighed bidrager og ikke lidet til den kiernefuldere Underholdning paa Reiser. Man frygter ikke saa meget at støde i det uvæsentlige, og støder derved mindre i det væsentlige. Meget skrives giensidigen paa Nationalbrugets Regning, og selv det, der vilde mishage hos en Indfødt, kan derved blive interessant hos den Fremmede.

Trods hin bestandige Afskedtagen altsaa finder jeg Omgangen med Mennesker paa en Reise ulige nyttigere, behageligere, og i det Heele mere tilfredsstillende end den almindelige Omgiængelse med hinanden hiemme. Har man sig i kortere Tid, saa har man sig desto fyndigere – besidder ikke blot, saa længe det varer, men nyder hinanden; og hvad der tabes i Længden, erstattes rigeligen igien i Bredden af den fælles Meddelelse.

Jeg veed ikke, hvad der ellers kunde have trøstet mig, ved saa snart at maatte forlade Forster.

Udtoget

Regieringsraad Crome, som vi havde forfeilet i Giessen, fandt vi her. En hurtig, omladen, jovialsk Mand med overordentlig flydende Tunge. Visse Menneskers Underholdning er som stillestaaende Vand; andres lig en sagteflydende Flod; hans var en stridtrislende Bæk. Havde han ikke talt Tydsk, havde jeg holdt ham for en Franzos.

Meere for at overbevise os om Virkeligheden af alle de Besynderligheder, man fortalte om Baron Tinnewald, end fordi disse i sig selv interesseerte os, gik vi hen at besøge ham. Hans Udseende, Væsen, Tale, hans Have, og øvrige Herligheder overtraf uendelig vor Forventning. Han selv forekom mig saa forrykt, som man kan være det, uden at have tabt Evnen, at tælle til fem, eller at skiælne mellem sort og hvidt; udrustet imidlertid med saa mange Talenter, som uden Fornuftbestyring kunne bestaae sammen. 250| Næsten alle de Fortrin, som charakterisere vor Slægt, besad han i høi – men tillige, om man kunde bruge dette Udtryk, i allerskiæveste Grad: en fuldstændig Carricatur af et tænkende, dannet og oplyst Menneske. Hundrede forskiellige Sværmere, Charlataner, og Skrueløse vilde i hans Person finde deres enkelte Stykker samlede i een Sum. Jeg havde hidtil ikke troet at een eeneste Hierne havde Rum til saa mange falske Begreber. Efter to Timers Samtale, hvori han efterhaanden udkrammede sin Theologie, sin Philosophie, sin Moral, sin Æsthetik, sin Naturlære, sin Astrologie, sin Alchymie, sin Tonkunst, sin Lægekunst, sin Bygningskunst, Havekunst, Farvekunst og Tusindkunst, var jeg til fuldeste Tilfredsstillelse overbeviist om, at han var en levende Encyclopedie af Vildfarelser, en sand Universal-Galning.

Hans Residens (Huus og Have paa, under og over Jorden) var og ikke blot en Daarekiste; men en fuldproppet Daarligheds Kasse. Fast alt hvad Vanvittighed kan optænke, Talent og Flid udføre, og Smagløshed fuldende, fandtes her; alle Kunstens Udsvævelser og Vanskabninger, fra de fineste Filigranter i Van der Werffts til de groveste Ægipaner i Rubens's Smag. Hans Clavecymbal-Orgel, som efterhaanden, eller naar han vil, paa eengang klinger, rasler, synger, piber, fløiter, klukker, trommer, brøler, tuder, tordner, er det mindste af alt dette. Haven, som under eet Register er inddeelt i den comiske, den tragiske og oeconomiske, efter et andet i de fire Verdens Dele – (Jeg bad ham være betænkt paa den femte; han lovede mig det) – efter det tredie i Himmerig, Helvede og Skiærsild – indeholder i et Rum saa stort omtrent som Ulfeldsplads, efter hans Forsikkring, alt hvad Europa, Asia, Africa og America har at opvise i Planteriget. Vist er det, at den bizarreste Samling, den barokkeste Miskmask af allehaande Væxter og Misvæxter, Vandspring og Brønde uden Vand, Figurer uden Bagdeel, livløse Tobaksrøgere, og Himlen veed hvor mange paa hinanden hyppede, med hinanden contrasterende Vanskabninger giør, at man troer sig forflyttet til Drømmenes phantastiske Rige, og at man næsten taber baade Hukommelse og Dømmekraft i dette Vankunstens og den mishandlede Naturs smagløse Chaos. Ved Enden af Haven er en Eremit-Bolig – Eremiten selv er en af Træe, Skind, og Glas med afskyelig Naturnærgaaenhed 251| eftergiort Munk – med alt hvad en Eremit bruger, kun i en ganske anden Materie end den naturlige. Om jeg mindes ret sad han og læste i en Bog af Flesk, med Ost af Steen, Brød af Træe, og Vand af Papiir for sig. Her var Nedgangen til Mørkets Boliger; vi kom igiennem en Løngang under Jorden dybt ned i det Allerhelligste, hvor en Liigsteen hævede sig, og vi saae – Baron v. Tinnewalds salige Ben, udstrakt, med opspiilte Øine – tilforladelig død og tilsyneladende levende. Dette uventede Syn opvakte virkelig Gysen. Imidlertid lod det til at ærgre Herr Baronen, at vi ikke faldt til Jorden i et Slag derved. For at trøste ham, tilstod jeg, at jeg virkelig følte en Slags Mavekrampe. Han forrettede derpaa sin Andagt, som han ingen Dag forsømmer. For at vænne sig til Døden, sagde han, havde han alt i mange Aar hver Nat sat her og underholdt sig med sin balsameerte Ven i det mindste to Timer. Han fortalte mig (som han havde meest Fortrolighed til, da jeg aldrig, som de andre, tillod mig at lee) denne Vens og hans egen Historie; men saa mystisk og apocalyptisk, at jeg ikke forstod det mindste deraf. Da vi kom op igien, og o Trolddom! befandt os paa et ganske andet Sted, end vi havde formodet, forsikkrede han at vi endnu ikke havde seet alt; men at det ikke heller var mueligt; at vi imidlertid havde seet ulige mere end de fleste Reisende fik at see. Jeg takkede ham med en Strøm af Beundringer; men, (føiede jeg til) to Sieldenheder, Deres Excellence! har jeg dog savnet for at giøre Deres sieldne Verden fuldkommen: En Pyramide saa grov og stor som alle de Ægyptiske tilsammentagne, og en fuldstændig Æqvipage med alt levende og livløst Tilbehør, saa fiin og lille; at en Loppes yngste Føl kunde trække den Man har for længe siden seet en saadan, som en fuldvoxen Loppe kunde trække.. Han bukkede sig med et Smil, som viiste, at han forstod og skattede det Uhyre i Complimenten. Sparzet og Adams sagde ham endnu langt overdrevnere Smigrerier, som han alle modtog med Majestætisk Tillid og Velbehag.

Som denne Tinnewaldske Have, tænkte jeg, maa vor Jord see ud i en satyrisk-comisk Seraphs eller Solbeboers Øie, naar han i et Spleen-Moment (forudsat at en Engel kan plages af denne 252| Engelske Uleilighed) seer den gaae forbi sit aabne Vindue, belæsset med alle sine Throner, Bispestole, Raadstuer, Universiteter, Fredsarmeer, Toldsteder, Herregaarde, Slave-Ladninger, Adelsvaaben, og øvrige Urimeligheder. Vore Satyrskrivere have digtet om Maanen, at al den Forstand, som tabes her paa Jorden, giemmes der; min Sol- Ariost vilde maaskee sige om Jorden (hvad jeg lille bitte Jordborger fandt passende her i mindre Forhold) at al den Vanvittighed, hans lyse Klode uddunster i de saa kaldte Solpletter, nedfalder og distilleres hos os. Man behøver ikke at bereise vor hele Million af Fristater, I Solen har man ingen Monarchier. vilde han slutte, for at lære at kiende alle de deri spredte Daarligheder; naar man har seet hin lille Sperevip-Planet, har man nok! –

Sandelig! jeg vil fra dette Øieblik af paa min hele Reise aldrig mere spilde min Tid med Betragtninger af de almindeligst saa kaldte Seeværdigheder, i det mindste vil jeg ikke gaae hundrede Skridt, eller give een eeneste Skilling derfor – Tak skee Baron Tinnewalds Udtog.

De tre Dage, vi havde tilbragt i det moersomme Maynz, forekom mig, i det vi kiørte ud af Byen, tre Minuter, ligesom de siden efter indtil nu syntes mig tre Maaneder. Den yndige Beliggenhed, Indbyggernes fyrige, muntre Udseende, de deilige Fruentimmere – og jeg kunde lægge til Erindringen om Drusus, som her anlagde eet af sine Rhin-Casteller, og af hvis Monument der endnu staaer en Levning, bestemte mig til, iblandt de tydske Stæder jeg havde seet, at give Maynz Priisen. Maatte den der allerede kiendelig tiltagne Oplysning, hvortil et ypperligt indrettet Læsebibliothek udentvivl ikke lidet bidrager, meer og meer udbrede sig, og engang forjage alle catholske Chur-Dunster! –