Forsmag paa Døden

Vi kiørte fra Rastadt strax efter Middag, langs med Biergene paa venstre Haand, over Bühl, Ottersweier, og Saspach, hvor Turenne faldt, til Appelweier. Paa vor hele Reise havde vi ikke havt en heedere Dag; den endte sig med den skiønneste Aften. Denne Strækning af de Baadenske Lande henhører udentvivl til den frugtbarste, cultiverteste, folkerigste og lyksaligste Deel af Tydskland. Overalt saae vi de umiskiendeligste Spor af Frihed, Oplysning, Velstand og Tilfredshed. Ingensteds havde vi fundet saa mange, saa muntre og levende, selskabelige og giæstfrie Landfolk, som i de store velbyggede Landsbyer paa dette hele Strøg. Glade, syngende og dandsende Bønderkarle og Bønderpiger, legende velskabte Børn omringede os overalt i et bestandigt Høstgilde. Bugnende Frugttræer, gyldne Agre, prægtige Skove, og usigelig friske Græsgange afvexlede med hinanden; Landet og Beboerne syntes at kappes om at muntre og oplive os – og det lykkedes dem. Jeg signede af fuldeste Hierte Carl Friedrich, og ved den naturligste Tankeforbinding Ludvig Reventlow. Gud! hvilken Lyksalighed er det mueligt at udbrede – Hvilke Paradiser staaer det i Fyrstens og Godseierens Magt at fremtrylle, naar de ville! For een Menneskealder siden var alt dette øde – i een eeneste Menneskealder blev Ørkenen omskabt til en Have. Og hvorved? Ved Frihed, Eiendom, og Underviisningsanstalter! I denne Treenighed ligger hele Hemmeligheden af den sande Statskunst, den øverste, vigtigste, ædelste af alle Kunster. Af denne tredoppelte Kilde vælder uudebliveligen og ustandseligen Folkeforædling, Folkevelstand og Folkelyksalighed. Men treenig, uadskillelig treenig maae den være. Frihed uden Eiendom er intet, Frihed og Eiendom uden Oplysning er intet Gode. Foreenede derimod udgiøre de alt.

Vi ankom til Landsbyen Appelweier Klokken ni i Maanskin. Det var den skiønneste, blideste, fast lykkeligste Aften i mit Liv. De mangfoldige arcadiske Gienstænde paa den tilbagelagte Vei de milde Følelser og glade Betragtninger, de naturligen opvakte i Deeltagelsen af saa mange Brødres Glæde, Solens herlige Nedgang, den hele Naturs uophørlige Smilen havde efterhaanden bragt mit Blod i et saa sagte Omløb, mine Nerver i en saa stille kildrende Bæven, at alt i det forbigangne, nærværende og tilkommende syntes mig at opløses i den frydefulde Tilværelses skiønneste Harmonie –

Hvilken underlig, behagelig, hensmeltende Mathed! Kan en salig Død være meget anderledes? En salig Død? – jeg kan ingen anden forestille mig. Det er umueligt, at Tabet af Støv kan være smerteligt – eller Mennesket er intet andet end Støv. Jeg troer at alle Mennesker døe saligen; jeg veed det ikke; men jeg troer det. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at selv den Lastefuldeste har lidt nok i Livet paa denne Side, og vil (ifald han hist begynder, hvor han slap her) lide nok i Livet paa den anden Side, uden at det behøves at giøre ham Overgangen utaalelig. Alt hvad der er naturnødvendigt, almindeligt for alle, de første Grundlinier i Skabningen – er udentvivl altsammen saare got. 285| At troe den uundgaaelige Død et Onde, er i mine Tanker gudsbespotteligt.

Intet i denne Verden kan jeg mindre begribe, end den Angest for at døe, som man paastaaer almindelig. Lad det staae derhen, om der paa hin Side venter os noget bedre eller noget værre; sikkert venter der os noget andet. Hvorledes gaaer det til, at den Mennesket naturlige Nysgierrighed i denne Punkt ikke længer yttrer sig? Jeg troer, at om jeg endogsaa var nok saa vis paa Helvede, jeg tilsidst dog ikke kunde bare mig for at længes efter denne Forandring, efter denne nye Tilstand, var det og blot for at komme efter hvad Helvede egentlig er? Evig at leve her paa Jorden – uophørlig at fortsætte det Liv, vi her kiende, selv det lykkeligste - vilde for mig være den gyseligste Fordømmelse.

Usigelig gierne vil jeg henglide i din Strøm, velkomne Død! – sagde jeg – usigelig gierne vil jeg ombytte det grovere Støv med et finere. Vel kiender jeg ikke dit Udløb, veed ikke om din Munding falder i det caspiske Hav, i Middelhavet, eller Oceanet paa hin Side – men hvor den og falder, falder mit Væsen aldrig ud af den evigrunde, milde beskyttende Faderhaand, hvori hvert Hav er en Draabe.

Dog – blev jeg ved, i det Schweitz randt mig i Tankerne – er det mueligt, venlige Engel l saa sluk først ganske din omvendte Fakkel paa een af Alpernes Toppe! – Det båres mig for, som om Flodguden smilede Ja! – og jeg reiste mig op af mit eensomme Sæde paa Bredden af det maanskinnende Vand, hvor jeg havde henslængt mig i den landlige Naturs Arme, og gik hen til de andre i det tæt derved liggende Huus, hvor vi vexlede Heste. Adskillige Høstfolk havde samlet sig her, for at dandse. De indbøde os til at tage Deel i deres Lystighed; vi spiiste med dem; og kiørte bort, ledsagede af deres bedste Lykønskninger.

Strax uden for Appelweier, en Miil fra Kehl, saae vi i det stille, klare, herlige Maanskin allerede det høie Münster-Spiir. Ved Midnat foere vi ind i Staden Kehl. Vi fandt Vagt uden for Postgaarden; men ingen Plads. Kudsken vidste ingen Raad til Huuslye for os, ham og Hestene. Medens denne Forlegenhed opholdt os, underholdt jeg mig med de vagthavende Soldater om Urolighederne i Strassburg og Beaumarchais Trykkerie her. Af 28 Presser, 286| som sysselsatte 400 Hænder med den tredoppelte Udgave af Voltaires Værker, er for nærværende Tid kun een i Gang. Den hele glimrende Speculation er gaaet overstyr.

Vi maatte paa Lykke og Fromme vandre den hele lange Vei tilbage til den gyldne Ørn, hvor vi efter at have steeget, gaaet, skumplet og gispet i een og tive Timer, saa aldeles døde, som det efter al Sandsynlighed er mueligt at være det i denne Verden, begravede os alle tre i een Seng, da der ikke var flere tilrede.