© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Klokken ti satte vi os paa Vognen i Kehl hvor den var bleven staaende, og foere tilbage over Broen ud af Strassburg. Heeden var ubeskrivelig, Landet aldeles fladt, Veien saa jevn og glat, som et Hofgulv. De lynsnarfarende Postillioner, i deres uhyre Taarnstøvler, smeldende med deres tykke Knaldpidske, joge igiennem Vrimmelen af Smaastæder, og Landsbyer, med en Fart, som Marker, Enge, Lunde og de muntre Bønderpiger forgiæves søgte at standse. Vi kom i en Haandevending, uden ret at vide hvorledes, til Schletstadt, fire Mile fra Strassburg.
Hvilken Forskiæl paa denne, og den tydske Befordring! Og dog ere Elsasserne kun halve Franske.
Schletstadt er en artig lille Stad og Fæstning, med en fortreffelig Beliggenhed, ved Illen, over hvis mange Arme man tæller tolv Broer i Rad, i Skyggen af de Vogesiske Bierge, hvoriblandt især Mont-Cherville med dets tre forfaldne Slotte er yderst romantiskt.
Man raadte os her at lade vore Pistoler, hvis de ikke allerede vare ladte, da Bønderne fast overalt vare i Oprør, stak Ild paa Herregaardene, og i deres Iver for Frieheden antastede alt hvad der forekom dem mistænkeligt. For faae Dage siden var en Reisende midt paa Landeveien bleven myrdet. Vi holdt Raad i denne Anledning, om vi skulle lade eller ikke? Efter meget For og Imod blev besluttet, ikke at lade – fornemmelig af følgende Aarsager: Bleve vi angrebne, løb vi med ladte Geværer Fare for alt for hastigen og ubesindigen at forsvare os, og derved maaske dræbe et Menneske – en Forestilling, som var os utaaleligere i vor nærværende Forfatning, end den: selv at dræbes. Enten vilde man angribe os, for at myrde, eller for at plyndre, eller for 309| at arrestere os. Kun i det første Tilfælde havde vi Ret til dræbende Forsvar; og da var det et Spørsmaal om vore to smaae Pistoler vilde redde os fra sikkert meget bedre udrustede Mordere. I begge de andre sandsynligste Tilfælde, vilde det enten være nok at viise Pistolerne, eller vi fik at skikke os deri. Uskyldighed troede vi og var sikkrere end alle Vaaben. Hvi skulde man ville myrde os? – Vi kiørte altsaa videre uden at røre Hylsterne, rolig ventende paa alle muelige Eventyrer.
Det var den heedeste Dag jeg havde oplevet; men Aftenen var kiølig, mild, og overmaade behagelig. Elsas er een eeneste Have, mellem Wasgaus og Brisgaus prægtige Muure, paa begge Sider af den kiælne Ill langs med den mandige Rhin. Hvad vi havde seet af Landstrækninger hidindtil, selv det Baadenske, var udyrket og ubeboet imod denne. Paa vor lynsnare Giennemfart var det os i egentligste Forstand umueligt blot at tælle de nærmeste Byer. Ere vi virkelig i et Land, som Ludvig den Fiortende har erobret, som Ludvig den Femtende har trykt, og Ludvig den Sextende ladet trykke, i Kanten af et virkeligt Despotie, paa denne rige, blomstrende, leende Flade? Er det mueligt at saa megen Cultur, Velstand, Munterhed, som den vi her møde, kunde grønnes i Skyggen af hint Toxikodendron, hvis giftigste Greene man nu er i Begreb med at afhugge? spurgte vi alle Øieblikke os selv i vor bestandig tiltagende Forundring. Hvor ville I da hen, ulyksalige Rasende? eller rase I blot af Kaadhed? – Denne Rigdom paa Viin, Korn, Frugter, allehaande nyttige og behagelige Væxter, denne Folkemængde, disse mangfoldige og umiskiendelige Tegn paa Vellevnet – hvad kan man ønske sig meere? – O! og nu stikke de alt for lykkelige selv deres Byer i Brand! ødelægge deres eget Arbeide! fremkalde Elendighed overalt! Det var et utaaleligt Syn – tre Landsbyer brændte paa høire Haand paa Grændsen af Lothringen. Skarer af bevæbnede Bønder kom os forbi, de marscherte deres Vei uden at foruroelige os.
Særsynet af denne Velstand, sagde Sparzet, lader sig udentvivl allene forklare af den noget større Grad af Frihed, og de besynderlige Rettigheder, Elsas beholdt efter dets Indlemmelse i Frankrigs Monarkie, og af den Mængde Protestantere, som findes her, og, som jeg har erfaret, ere i høieste Grad protestantiske Der gives desværre hist og her saare catholske Protestantere; man kunde kalde dem til Forskiæl fra de Romerskcatholske: <em>Lutherskcatholske,</em> eller <em>Calvinskcatholske.</em> 310| – og Særsynet af den her giærende Opstand af de Angreb paa den hidtil nydte Frihed, hvilke Ministerdespotismen i de sidste Tider har tilladt sig. – O! dertil er sikkert meer end Grund nok, sagde Adams - Oprør er altid Regieringens Skyld. –
Vi foere den heele Nat i Maanskin giennem Colmar over Illen til Neubreisach, en paa denne Side Rhinen lige over for Altbreisach af Vauban anlagt Fæstning. Denne heele Vei syntes en eeneste Gade, vi fandt os bestandig mellem Bygninger. Vi fik endelig Øie paa Rhinen, som forsølvet af Maanen glimrede med ubeskrivelig Pragt. Matte af Dagens Heede, overvældede af Aftenens mangfoldige Scener, slumrende og drømmende, kom vi endelig ved Solens Opgang til Fesenheim, hvor jeg første Gang, siden Toppen af Münsteren, igien saae de vinkende, magnetisktiltrækkende, fortryllende Alper.
Gud! hvilken Morgen! – Midt i et blomstrende Eden, omgivne af alle Sommerens Velsignelser, omtonede af sagterislende Bække, det bævende Løv og de vaagnende Fugle, omduftede af aromatiske Dunster, og rundt omglimrede af svindende Stierner, frembrydende Dagstraaler og himmelsmilende Dugperler, vaktes vore Siæle, vore Hierter, vore Sandser, alle vore Tanker og Følelser Solen imøde til Livets fuldeste Følelse. Mellem Schwarzwalds Bierge paa den eene, og Lothringens Fielde paa den anden Side øinede vi lige for os den blaanende Jura, hvis nærmere Fortryllelser vi allerede følte forud i de høitideligste Ahnelser. Uforglemmelige Morgen! O! jeg har aldrig nydt Naturen, som i denne Dagbrækning – mit egentlige Liv begyndte med dig, mageløse Opstandelse! –
Nei! jeg kan ikke beskrive det – inden i, uden om mig var denne Morgen umålelig. Min Andagt var fuldere, var liveligere, var gladere her end paa Pynten af Himmelspiiret. Hist stod jeg afsondret, eene; her var jeg mellem tvende fortrolige, med mig henrykte Venner, og det forekom mig, som om min hele talløse Familie her tilbad med mig. Hist var jeg løftet af Kunsten over Naturen op over Jorden – her løftedes jeg i Naturens Arme med den hele Jord op til Himmelen. Men I, som kiende Menneskets 312| saligste Nydelse, denne høiere, reenere Andagt, som udspringer af en dybere Følelse af det Overnaturlige, vi ere os bevidste inden i os, dette Støvet aldeles fremmede, hvorved vi føle os i Forbindelse med reenere Aander, hvorved vi ahne vort Forhold til Aandernes Aand, og i en saadan Ahnelse rundt omringede af Gienstænde, der skulde synes end mere at maatte fængsle os til Jorden, dog ligesom hensvæve i det Tilkommende – I, som kiende denne Aandens Opløftelse og Hiertets Udvidelse til Følelse af Skaberen i den hele Skabning, og deri have fornummet en Salighed, som intet blot jordiskt Gode formaaer at skiænke, en fra hin Side Graven hentet Fryd, hvis umiddelbare Virkning er brændende Lyst til de strængeste Pligters Opfyldelse, inderlig Ruelse over alle begangne Synder, og dog det søde tillidsfulde Haab engang aldeles at udsone dem. I lyksalige, som kiende Religionens Skatte - ville forstaae min Opstandelse, uagtet jeg ikke kan male den, uden med den Taushed, hvori vi alle tre, tæt trykte til hinandens Hierter, hensank. [...]
Vi kom til Hüningen, en dobbelt Fæstning ligesom Breisach, paa begge Sider af Rhinen, der paa Veien hidtil heel igiennem er fuld af yndige Holme. Her saae vi i en lille halv Miils Frastand Basel i sin Beliggenheds hele Pragt. Indblikket i Schweitz, og Udsigten rundt omkring paa denne og den anden Side Floden henrykte os alle tre meer end noget andet Natur-Malerie hidtil havde henrykt os. Tegningen, Hovedtrækkene deri var saa ganske nye, og Coloritens Liv og Varme overtraf saa langt alt hvad vi tilforn havde beundret, at vi her fandt Naturen ikke blot forandret, men forvandlet. Det er en ganske anden Verden! raabte vi. Det forekom os, som om den yndige med frugtbare Høie bugnende Slette, hvori Schweitzerporten i dette Hiørne af Alperne, Basel, ligger, havde en vis Friskhed, Rhinen, som giennemstrømmer den, og her ikke længer fyldes af Smaaøer, en vis Frihed, den her op'hørende, ligesom for Alperne tilbagevigende Schwarzwald en vis Melankolie, den lidt efter lidt sig med Toppe bag Toppe høiere hævende Jura en vis Kraft, og det alt tilhobe en vis Harmonie, hvortil alt hvad vi paa vor øvrige Reise havde seet af Ynde, Skiønhed og Høihed var et blot Forspil.
313|Vi havde paa det sidste Stykke af vor magiske Fart giennem Elsas ganske glemt den politiske Revolution i Frankrig over den physiske uden om; og den psychologiske inden i os. Ogsaa havde jeg for min Part begyndt at frygte meer og haabe mindre af hin galliske Rystelse. Jeg havde begyndt at tvivle, om det af saamange paa hinanden følgende Neroner, Tiberier, Claudier og aandelige Gildinger af alle Arter maaskee i Bund og Grund fordærvede Paris var skikket til Frihedens Vugge. Bag hine Fielde, sagde jeg, vil jeg først oplede dig, du Sædelighedens Datter! du som ligesaa umuelig kan opklækkes og voxe imellem Laster, som din Moder under Hofgifttræets Greene.