Vi nærmede os Porten af Basel, Indgangen til Schweitz – jeg zittrede, som da jeg første Gang nærmede mig Kirke-Alteret for at tage Deel i Sacramentet – jeg havde gierne standset Postillionen, hvis han havde været at standse. Det Høie, det Hellige i Naturens herværende Physiognomie, som saa vældigen havde henrevet mig, begyndte nu da jeg kom Glandsen i dens Aasyn nærmere og opdagede flere og flere majestætiske Træk i dens aabne Ansigt, ligesom at jage mig tilbage. Tilforn havde min Phantasie læst over denne Alpernes Forgaard:
Nu læste den bævende:
Til Lykke udslettede den sidste Indskrift ikke den første. Henrivende Frastøden! hvad skal jeg kalde den underlige lokkende rædsomme Følelse, som bemestrede sig min Siæl ved Synet af den nære Jura, ved Indfarten i Basel? Uvilkaarligen blottede jeg mit Hoved - uvilkaarligen foldede jeg mine Hænder – Dybt, inderlig
314|dybt følte jeg, at en Revolution var mit Liv, min Aand, mit Hierte nær – inderligen følte jeg, at det vigtigste, om ikke det sidste Blad i min jordiske Skiæbnes Bog vilde opslaaes for mig paa et af hint Tempels Altere. Tre Gange har jeg med fuld Bevidsthed troet mig paa Gravens Bred, og seet Dødens Engel i Begreb med at slukke den vendte Fakkel; men aldrig var min Stemning høitideligere. Haabets hele Henrykkelse og Erindringens hele Veemod afvexlede uophørligen med hinanden i mit bankende Hierte. Er jeg forberedet, er jeg moden til din høie Himmel, herlige Natur? er jeg værdig, er jeg reen og uskyldig nok til Indtrædelsen i dit Tempels Allerhelligste, Jordens almægtige Skaber? Træffer ikke din Lynild mig vanhellige paa den første Alpetop jeg bestiger? Tør jeg vove mit usle Støv høiere end jeg alt har vovet det? –
Jeg zittrede – thi jeg ansaae Jorden i dette høitidsfulde Nu ikke som Menneskenes Bolig, men som Guddommens Fodskammel – og hvo zittrer ikke ved at nærme sig den? –
Og dog –
Jeg var alt paa Schweitzersk Grund – vi rullede ind i Basel.
315|