Man kan høre meget usandt, kære Nini, og at kende min BogN af Omtale er ikke nok for en Søsters Kærlighed, som vel ej vil nægte mig, hvad jeg beder om som om det eneste: at læse, før man dømmer. Ikke sandt ‒ det er kun at yde mig Retfærdighed at læse?

Tak for dine gode Ønsker ‒ jeg haaber det nye Aar maa befri mig for Lidelser, som er mig uudholdelige, og at man vil tillade mig for bestandig at forlade dette skønne Land.

Din Frygt kan du spare, at skrive »Haabløse Slægter« har været min tungeste Pligt ‒ nu har jeg ikke flere mod et Samfund, som stener Sandheden. Og at rejse for bestandig er nu mine Velynderes Løfte.

Lev vel. For dig og din MandN al Lykke. For mig fra dig, Nini, den Medlidenhedsgerning, at du læser ‒ saa ved jeg, kan du ikke dømme.

[brevets afsluttende hilsen og underskriften er afklippet]