Torsdag Aften.

I den yderste Grad udmattet, kære Nansen, skriver jeg kun to Ord. I Hovedsagen er alt ordnet. Jeg fordrede dig og Ipsen. Skal selv ei skrive Føljetoner mer; kun til første April.

Jeg er saa fortvivlet over dette, at jeg ikke ved, hvorhen jeg skal flygte fra mig selv. Ikke at have kunnet rykke dette over og gaa.

Var du her blot for at "grynte" lidt og sige en "rolig" Bemærkning. Men alt her, som minder mig om den Fremtid, der nu er min, er mig saa forhadt, at jeg bliver syg.

Nu kun Arbeidet og Velværet. Solgt ved Licitation sin Frihed og sin SamvittighedN. Tror du, at jeg kan udrette nok til at udholde at være saa ulykkelig, som jeg bliver?

Havde jeg staaet ene, havde jeg haft Mod til at gaa – men I stod bag, Sagen, alting.

Sov vel. Jeg ved En, der ei vil dele Skæbnen med dig, sovende i Næstved PræstegaardN – men som vil være nu og altid søvnløs paa Kattinge N. Her staar over Porten at læse: Her solgtes den tredie Januar Herman Bang.

Din Herman.

Hils Immanuel.